LOV nr 1534 af 12/12/2023
Erhvervsministeriet
Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere § 31
§ 354 a i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på virksomheder omfattet af denne lov.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kreditservicevirksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.
Forarbejder til Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere § 31
RetsinformationDet foreslås i stk. 1, at § 354 a i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på virksomheder omfattet af denne lov.
Det følger af § 354 a i lov om finansiel virksomhed, at reaktioner givet efter § 345, stk. 12, nr. 4, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4. § 354 a fastsætter bl.a. også krav til hvor og hvornår offentliggørelse skal ske.
Det følger af § 345, stk. 12, nr. 4, at bestyrelsen træffer beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter og i sager, der har videregående betydelige følger.
Det følger af § 354 a, stk. 2, reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr. 4, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn, skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4.
Det følger af § 354 a, stk. 3, at hvis en sag er overgivet til politimæssig efterforskning og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er afgjort med vedtagelse af administrativt bødeforelæg, skal der ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 4, ligesom bestemmelsen fastsætter yderligere krav til denne offentliggørelse, herunder hvornår det skal ske.
Det følger af § 354 a, stk. 4, at offentliggørelse efter stk. 1-3 dog ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.
Det følger af § 354 a, stk. 5, at hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-3, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.
Det følger af § 354 a, stk. 6, at i sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter stk. 1, 8. pkt., og stk. 2 og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den virksomhed, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger herom. Virksomheden skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager Finanstilsynet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller endeligt tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.
En tilsvarende anvendelse af § 354 a i lov om finansiel virksomhed vil medføre, at reaktioner givet efter § 345, stk. 12, nr. 4, (reaktioner besluttet af Finanstilsynets bestyrelse i sager af principiel karakter og i sager, der har videregående betydelige følger), eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse, skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn. Virksomheden vil skulle offentliggøre oplysningerne på sin hjemmeside på et sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst muligt og senest tre hverdage efter, at virksomheden har modtaget underretning om reaktionen. Der følger en række undtagelser og modifikationer til dette udgangspunkt i § 354 a, stk. 2-6, som ligeledes vil finde anvendelse for virksomheden.
Det foreslås i § 31, stk. 2, erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kreditservicevirksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal udnyttes til at fastsætte nærmere regler om offentliggørelsesfrister og formkrav til offentliggørelsen, herunder også virksomhedens offentliggørelse. Der gælder i dag sådanne regler for finansielle virksomheder m.v., i bekendtgørelse 857 af 14. juni 2022 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v.