Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere § 20

Efter de gældende regler i lov om inkassovirksomhed § 9 skal virksomheder der driver inkassovirksomhed, udøve deres hverv i overensstemmelse med god inkassoskik, hvorefter ingen må udsættes for urimelig pression, skade eller ulempe. Dette krav vedrører således selve den benyttede fremgangsmåde.

Bedømmelsen heraf sker ud fra en objektiv vurdering af den pågældende adfærd m.v., men skyldnerens eller kundens konkrete forhold kan dog have betydning for, hvilke krav der bør stilles til inkassovirksomheden. Der vil eksempelvis normalt være grund til at gå lempeligere frem over for en person, der må forventes at være insolvent.

Inkassovirksomheden må ikke anvende virkemidler, som lægger et stærkere pres på skyldneren, når en mere lempelig fremgangsmåde ville føre til samme resultat. Heri ligger også, at inkassovirksomheder undervejs skal vejlede skyldneren om, hvordan sagen lettest for skyldneren kan afsluttes.

Før der over for en skyldner iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der giver skyldneren mulighed for at indfri fordringen uden yderligere omkostninger.

Det foreslås i lovforslagets § 20, stk. 1, at kreditservicevirksomheder og kreditkøbere skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Det foreslåede vil medføre, at der fastlægges en række adfærdsnormer for kreditservicevirksomheder og kreditkøbere.

Det foreslås at reglen gælder for både kreditservicevirksomheder og for kreditkøbere, da hensynene til at have en adfærdsregulerende regel er de samme for kreditservicevirksomheder såvel som kreditkøbere.

Bestemmelsen vil i høj grad videreføre gældende ret, og indebærer det samme beskyttelsesniveau for låntager, som der hidtil har været gældende efter lov om inkassovirksomhed.

Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser om god skik på det finansielle område, eksempelvis § 43 i lov om finansiel virksomhed. God skik-reglerne har til formål at sikre, at kunderne kan have tillid til markedet og de virksomheder, der agerer på markedet, og reglerne vil endvidere bidrage til at sikre et velfungerende marked.

Denne god skik-regel gælder således også for kreditinstitutter, så længe den pågældende kreditaftale serviceres af kreditinstituttet selv.

God skik er en dynamisk norm, der fastlægger rammerne for virksomhedernes adfærd på markedet. Efter god skik-bestemmelserne skal der foretages en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, således at den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse. Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis skal fortolkes i lyset af hensynet til at sikre velfungerende markeder, herunder hensynene til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, som de udvikles over tid. Hensynene er principielt sideordnede, og Finanstilsynet skal derfor foretage en konkret afvejning af hensynene på baggrund af de konkrete omstændigheder i de konkrete sager forelagt for Finanstilsynet.

Normen regulerer kreditservicevirksomhedens og kreditkøbernes adfærd over for såvel potentielle som eksisterende kunder og låntagere. Dette er ensbetydende med, at kravet til redelig forretningsskik og god praksis både omfatter kreditservicevirksomhedernes adfærd i forbindelse med markedsføring, aftaleindgåelse og det løbende aftaleforhold.

Bestemmelsen gør det samtidigt muligt at foretage en offentligretlig vurdering af, om de indgåede aftaler og vilkår er i overensstemmelse med kravet om redelig forretningsskik og god praksis.

Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager, som Finanstilsynet modtager, men kan på basis af en klage eller af egen drift behandle spørgsmål om god skik.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for kreditkøbere og kreditservicevirksomheder.

Bestemmelsen forventes benyttet til løbende at fastsætte regler, som medvirker til en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, som svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.