LOV nr 722 af 13/06/2023
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård § 1
Der kan ydes kompensation til ejere af boliger, som ligger i nærheden af Udrejsecenter Kærshovedgård. Kompensationen kan ydes i form af udbetaling af et engangsbeløb eller ved overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår.
Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling af engangsbeløb efter stk. 1. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter herunder nærmere regler om kredsen af berettigede modtagere, størrelsen af engangsbeløbet, udbetaling og frister.
Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om tilbud om overtagelse af en ejendom efter stk. 1. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter herunder nærmere regler om kredsen af berettigede modtagere, værdifastsættelsen af ejendommen m.v., fremgangsmåden ved overtagelse og frister. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter endvidere regler om, at for landbrugsejendomme kan overtagelse, såfremt ejeren ønsker det, også omfatte eventuelle tilhørende jordstykker, driftsbygninger, løsøre, beholdninger og produktionsdyr, og at for øvrige ejendomme kan overtagelse, såfremt ejeren ønsker det, også omfatte direkte tilstødende matrikler med samme ejer.
Forarbejder til Lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård § 1
RetsinformationDet foreslås med § 1, stk. 1, at der kan ydes kompensation til ejere af boliger, der ligger i nærheden af Udrejsecenter Kærshovedgård, og at kompensationen kan ydes i form af udbetaling af et engangsbeløb eller ved overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår.
Det foreslåede indebærer, at der vil kunne ydes kompensation til personer, der ejer en bolig i nærheden af Udrejsecenter Kærshovedgård, og at denne kompensation vil kunne ydes gennem udbetaling af et engangsbeløb eller ved overtagelse af ejendommen, hvori boligen indgår.
Det foreslås med stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling af engangsbeløb efter den foreslåede stk. 1. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter herunder nærmere regler om kredsen af de berettigede modtagere, størrelsen af engangsbeløbet, udbetaling og frister.
Bestemmelsen indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren vil blive bemyndiget til at udstede en bekendtgørelse, der fastsætter detaljerede regler om udbetaling af engangsbeløb til ejere af boliger, der er beliggende i nærheden af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Bekendtgørelsen vil skulle fastsætte kredsen af de ejere af boliger, der under visse forudsætninger er berettigede til udbetaling af et engangsbeløb. Det forudsættes, at der vil skulle tilbydes et engangsbeløb til ejere af boliger i nærmere fastsatte zoner med udgangspunkt i midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Det forudsættes således, at udbetaling af kompensation vil skulle ske efter en differentieret ordning, hvorefter engangsbeløbets størrelse vil afhænge af afstanden til centeret.
En ejendom vil være omfattet af en af de fastsatte zoner, hvis matriklen for en beboelsesejendom ligger inden for den enkelte zone. Det vil være afstanden til den nærmeste matrikelgrænse for den matrikel, hvor beboelsesejendommen er beliggende, der fastsætter, om matriklen er beliggende inden for en zone.
Det forudsættes, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat regler om, at personer, der ejer og er registreret med bopæl på en ejendom, hvis nærmeste matrikelgrænse er mindre end 500 meter fra midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård, vil være omfattet af zone 1. Det forudsættes endvidere, at der fastættes regler om, at personer, der ejer og er registreret med bopæl på en ejendom, hvis nærmeste matrikelgrænse er mellem 500 og 1.000 meter (begge tal inklusive) fra midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård, vil være omfattet af zone 2, mens personer, der ejer og er registreret med bopæl på en ejendom, hvis nærmeste matrikelgrænse er over 1.000 og til og med 1.500 meter fra midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård, vil være omfattet af zone 3.
Det forudsættes endvidere, at det fastsættes regler om, at personer, der ejer og er registreret med bopæl på en ejendom, der er omfattet af zone 1 eller 2, under visse forudsætninger vil kunne få udbetalt et engangsbeløb på 150.000 kr., mens personer, der ejer og er registreret med bopæl på en ejendom, der er omfattet af zone 3, under visse forudsætninger vil kunne få udbetalt et engangsbeløb på 50.000 kr.
Det vurderes således, at de naboer, der bor i zone 1 og zone 2, i højere grad potentielt kan opleve at være påvirket af beboernes færden i forhold til naboerne i zone 3, hvis beboelsesejendom ligger længere væk fra udrejsecentret, og vil derfor blive tilbudt et større engangsbeløb.
De nærmere fastsatte zoner vil tage udgangspunkt i midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Der vil desuden blive fastsat regler om, at udbetaling af engangsbeløb forudsætter, at vedkommende ejer en bolig og samtidig er registreret med bopæl på den ejendom, hvor boligen er beliggende. Det vil endvidere være en forudsætning, at den pågældende beboelsesejendom er beliggende på en matrikel inden for en af de angivne zoner. Det vil f.eks. ikke være tilstrækkeligt, at en person ejer en matrikel uden bebyggelse, der ligger inden for zonen, eller at pågældende lejer en bolig på en omfattet matrikel. For udlejede boliger, hvor ejeren ikke er registreret med bopæl på ejendommen, vil der ligeledes ikke kunne ske udbetaling af kompensation.
Der vil derudover også blive fastsat regler om, at udbetaling af engangsbeløb forudsætter, at betingelserne om ejerskab og bopælsregistrering var opfyldt den 25. maj 2021, dvs. på tidspunktet for den daværende regerings (S-regeringen) beslutning om at stoppe planerne om etablering af Udrejsecenter Holmegaard på Langeland, såvel som betingelserne vil skulle være opfyldt på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om udbetaling af engangsbeløb. Dette indebærer, at en ejer, som er fraflyttet sin bolig efter den 25. maj 2021, eller en ejer, der ikke længere er registreret med bopæl, ikke vil kunne opfylde betingelserne for at få udbetalt engangsbeløb.
Det vil derimod ikke være en betingelse for at blive tilbudt udbetaling af engangsbeløb, at man kan påvise en påvirkning af naboskabet til Udrejsecenter Kærshovedgård.
Udbetaling af engangsbeløb til erhvervsejendomme vil være betinget af, at kompensation i form af udbetaling af engangsbeløb kan tildeles i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler. Vurderes det, at udbetalingen af engangsbeløbet vil udgøre statsstøtte efter EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, vil kompensationen alene kunne tildeles efter reglerne om de minimis-støtte (Europa-Kommissionens forordning nr. 1407/2013/EU med senere ændringer, Europa-Kommissionens forordning nr. 717/2014/EU med senere ændringer eller Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013/EU med senere ændringer).
Det foreslås, at det vil være Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt der kan ydes kompensation. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3, stk. 1.
Det forudsættes, at en ejer af en bolig, der både er omfattet af regler fastsat i medfør af den foreslåede stk. 2 og regler fastsat i medfør af den foreslåede stk. 3, ikke vil kunne få udbetalt et engangsbeløb, hvis der samtidig er fremsat anmodning om overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår.
En ejer af en bolig vil således alene kunne kompenseres i form af enten et engangsbeløb eller ved tilbud om overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår. Er der sket udbetaling af et engangsbeløb, og ønsker ejeren i stedet at anmode om overtagelse af ejendommen, vil det udbetalte engangsbeløb blive modregnet i overtagelsestilbuddet.
Det forudsættes, at dette vil fremgå af de regler, der fastsættes i bekendtgørelsen.
Endelig vil der i bekendtgørelsen blive fastsat regler om, at en ansøgning om engangsbeløb skal indgives senest seks måneder efter ordningens ikrafttræden. Indgives en ansøgning om udbetaling af engangsbeløb efter seks måneder efter ordningens ikrafttræden, vil anmodningen som udgangspunkt ikke kunne efterkommes. Ansøgningen vil således skulle indgives senest den 31. december 2023. Der vil dog under særlige omstændigheder kunne dispenseres fra fristen, herunder i det tilfælde, at en ejer af en bolig har fremsat anmodning i medfør af regler fastsat efter § 1, stk. 3, og meddeles afslag på anmodningen kort tid inden fristens udløb, og hvor ejeren herefter indgiver ansøgning i medfør af regler fastsat efter § 1, stk. 2, kort tid efter fristens udløb.
Det foreslås med stk. 3, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om tilbud om overtagelse af en ejendom efter stk. 1. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter herunder nærmere regler om kredsen af berettigede modtagere, værdifastsættelsen af ejendommen m.v., fremgangsmåden ved overtagelse og frister. Udlændinge- og integrationsministeren fastætter endvidere regler om, at for landbrugsejendomme vil overtagelse, såfremt ejeren ønsker det, også kunne omfatte eventuelle tilhørende jordstykker, driftsbygninger, løsøre, beholdninger og produktionsdyr, og at for øvrige ejendomme vil overtagelse, såfremt ejeren ønsker det, også kunne omfatte direkte tilstødende matrikler med samme ejer.
Bestemmelsen indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren vil blive bemyndiget til at udstede en bekendtgørelse, der fastsætter de detaljerede regler om tilbud om overtagelse af ejendommen, hvor beboelsesejendommen er beliggende i en nærmere fastsat zone.
Det bemærkes, at den nærmere fastsatte zone vil tage udgangspunkt i midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Det forudsættes, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat regler om, at personer, der ejer og er registreret med bopæl på en ejendom, hvis nærmeste matrikelgrænse er mindre end 500 meter fra midtpunktet af Udrejsecenter Kærshovedgård, vil kunne blive tilbudt overtagelse af ejendommen.
Det vurderes således, at de naboer, der bor i nær tilknytning til Udrejsecenter Kærshovedgård – dvs. de nærmeste naboer, der i deres dagligdag færdes tæt på udrejsecentret – i højere grad potentielt kan opleve at være påvirket af beboernes færden i forhold til øvrige naboer, hvis beboelsesejendom ligger længere væk fra udrejsecentret. De allernærmeste naboer inden for 500 meter vil derfor blive tilbudt overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår.
Det forudsættes, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat regler om, at tilbud om overtagelse af boliger på landbrugsejendomme, vil skulle omfatte den samlede landbrugsejendom samt eventuelle tilhørende jordstykker, som er registreret til landbrugsejendommen. Ejeren af boligen på landbrugsejendommen vil dog kunne vælge, at tilhørende jordstykker ikke skal omfattes af tilbuddet om overtagelse. Ejeren vil endvidere kunne vælge, at tilbuddet om overtagelse også skal omfatte driftsbygninger, løsøre, beholdninger og produktionsdyr. Det indebærer, at for boliger på landbrugsejendomme vil ejendommen også omfatte eventuelle tilhørende jordstykker, som er registreret til landbrugsejendommen, og at ejeren af boligen på landbrugsejendommen vil kunne vælge, om tilhørende jordstykker skal omfattes af tilbuddet om overtagelse, ligesom ejeren vil kunne vælge, om tilbuddet om overtagelse også skal omfatte driftsbygninger, løsøre, beholdninger og produktionsdyr.
Det forudsættes endvidere, at der vil blive fastsat regler om, at for øvrige boliger, herunder erhvervsejendomme, vil overtagelse, såfremt ejeren ønsker det, også kunne omfatte direkte tilstødende matrikler med samme ejer. Det indebærer, at for øvrige boliger omfatter ejendommen også eventuelle direkte tilstødende matrikler med samme ejer, og at ejeren af boligen vil kunne vælge, om tilstødende matrikler skal omfattes af tilbuddet om overtagelse. For erhvervsejendomme vil dette typisk dreje sig om produktionslokaler, værksteder, lagerlokaler eller butikker m.v.
Der vil videre blive fastsat regler om, at tilbud om overtagelse forudsættes at skulle ske til ejendommens værdi i handel og vandel, dvs. ud fra de forhold, som gør sig gældende på tidspunktet for ekspropriationskommissionens eller taksationskommissionens afgivelse af tilbud, idet der dog vil skulle ses bort fra den eventuelle værdinedgang eller værditilvækst, som måtte skyldes, at ejendommen ligger i nær tilknytning til Udrejsecenter Kærshovedgård.
Der vil desuden blive fastsat regler om, at tilbud om overtagelse af en ejendom forudsætter, at man både ejer den omfattede beboelsesejendom og er registreret med bopæl på ejendommen.
Der vil derudover også blive fastsat regler om, at tilbud om overtagelse af en ejendom forudsætter, at betingelserne om ejerskab og bopælsregistrering var opfyldt den 25. maj 2021, dvs. på tidspunktet for den daværende regerings (S-regeringen) beslutning om at stoppe planerne om etablering af Udrejsecenter Holmegaard på Langeland, såvel som betingelserne vil skulle være opfyldt på tidspunktet for fremsættelse af anmodning om overtagelse af ejendommen. Det bemærkes, at det ligeledes vil være en betingelse, at ejeren opfylder betingelserne, frem til der sker overtagelse af ejendommen. Det indebærer, at en ejer, som er fraflyttet sin bolig efter den 25. maj 2021, eller en ejer, som ikke længere er registreret med bopæl på ejendommen, ikke vil kunne opfylde betingelserne for at få overtaget ejendommen.
Det vil derimod ikke være en betingelse for at kunne få overtaget en ejendom, at man kan påvise en påvirkning af naboskabet til Udrejsecenter Kærshovedgård.
Det forudsættes endvidere, at en ejer af en bolig, der både er omfattet af regler fastsat i medfør af den foreslåede stk. 2 og regler fastsat i medfør af den foreslåede stk. 3, ikke vil kunne få udbetalt et engangsbeløb, hvis der samtidig er fremsat anmodning om overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår.
En ejer af en bolig vil således alene kunne kompenseres i form af enten et engangsbeløb eller ved tilbud om overtagelse af den ejendom, hvori boligen indgår. Er der sket udbetaling af et engangsbeløb, og ønsker ejeren i stedet at anmode om overtagelse af ejendommen, vil det udbetalte engangsbeløb blive modregnet i overtagelsestilbuddet.
Det forudsættes, at dette vil fremgå af de regler, der fastsættes i bekendtgørelsen.
Tilbud om overtagelse af ejendomme vil, når der er tale om erhvervsejendomme, være betinget af, at kompensationen i form af overtagelse kan ske i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler. Vurderes det, at overtagelsen vil udgøre statsstøtte efter EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, kan kompensationen kun tildeles efter reglerne om de minimis-støtte (Europa-Kommissionens forordning nr. 1407/2013/EU med senere ændringer, Europa-Kommissionens forordning nr. 717/2014/EU med senere ændringer eller Europa-Kommissionens forordning nr. 1408/2013/EU med senere ændringer).
Det foreslås, at det vil være Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt der kan ydes kompensation. Der henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 1.
Det forudsættes, at det i bekendtgørelsen fastsættes, at fremsættelse af anmodning om overtagelse af ejendom vil skulle ske senest seks måneder efter ordningens ikrafttræden. Fremsættes en anmodning om overtagelse af ejendommen efter seks måneder fra ordningens ikrafttræden, vil anmodningen som udgangspunkt ikke kunne efterkommes. Ansøgningen vil således skulle indgives senest den 31. december 2023. Der vil dog under særlige omstændigheder kunne dispenseres fra fristen, herunder i det tilfælde, at en ejer af en bolig har fremsat anmodning i medfør af regler fastsat efter § 1, stk. 3, og meddeles afslag på anmodningen kort tid inden fristens udløb, og hvor ejeren herefter indgiver ansøgning i medfør af regler fastsat efter § 1, stk. 2, kort tid efter fristens udløb.
Endelig indebærer bestemmelsen, at udlændinge- og integrationsministeren vil få bevillingsmæssig hjemmel til at afholde de udgifter, der vil være forbundet med denne del af kompensationsordningen.