Efter lovforslagets § 1 gælder loven for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre andet er bestemt i anden lovgivning.

Efter lovforslagets § 1 gælder loven for kommuner og regioner. Lovforslaget gælder også for kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 968 af 2. december 2003 som ændret ved § 77 i lov nr. 537 af 24. juni 2005), idet disse betragtes som en art ”specialkommuner” til løsning af kommunale opgaver på det område, som fællesskabet omfatter. Lovforslaget gælder ikke institutioner og selskaber mv., der er organiseret på privatretligt grundlag.

Fast ejendom og løsøre omfatter alle fysiske aktiver såsom bygninger, grunde, køretøjer, inventar, informationsbreve mv. Elektroniske medier, f.eks. kommuners og regioners hjemmesider, er derimod ikke omfattet.

Ved reklamering forstås enhver form for kommunikation til en ubestemt flerhed af personer med det formål at gøre opmærksom på et produkt eller en tjenesteydelse for at få folk til at købe det pågældende produkt eller den pågældende tjenesteydelse. Enhver form for reklame for et produkt eller en ydelse er således omfattet.

Lovforslaget gælder alene for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre forudsætter, at kommunen henholdsvis regionen har privatretlig adkomst til at anvende disse til reklamering. Som eksempel herpå kan nævnes anlæg, der drives af private på kommunens/regionens vegne, og hvor det er aftalt, at kommunen/regionen har adgang til at sælge reklameplads på anlægget. Anlæg, som ejes privat, men drives af de offentlige instanser, er endvidere omfattet. Lovforslaget vedrører imidlertid ikke reklamering ved brug af fast ejendom og løsøre, som andre end kommuner eller regioner har rådighed over. Dette gælder, uanset om den, der anvender aktivet i henhold til lovgivningen, kun må anvende aktivet til reklamering efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.

Anvendelse af fast ejendom eller løsøre til reklamering omfatter opsætning af reklamer på aktivet samt eksempelvis reklamering i form af salg af navnerettigheder til et kommunalt idrætsanlæg.

Lovforslaget omfatter også tilfælde, hvor kommuner og regioner i forbindelse med aftalen om reklamering modtager fast ejendom eller løsøre mod, at disse anvendes til brug for reklamering for andre.

Lovforslaget regulerer alene kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre. Kommuners og regioners adgang til at gøre opmærksom på kommunens henholdsvis regionens navn og eksistens, eksempelvis ved indgåelse af sponsoraftaler med sportsklubber på markedsvilkår, berøres ikke af lovforslaget.

Lovforslaget gælder for kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre andet er bestemt i anden lovgivning. Loven viger således for anden lovgivning, herunder kommunalfuldmagtsreglerne. Det indebærer bl.a., at den allerede eksisterende adgang, kommunerne i medfør af kommunalfuldmagtsreglerne har til at sælge reklameplads i form af bandereklamer på idrætsanlæg, ikke berøres af lovforslaget. Der henvises til afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Kommuner og regioner kan som offentlige myndigheder modtage gaver til brug for varetagelse af deres opgaver og informere om, hvem gaven er modtaget fra. Der henvises til afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Andre love kan også regulere kommuners og regioners adgang til at opkræve betaling for opsætning af reklamer på henholdsvis kommunens og regionens faste ejendom og løsøre. Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) indeholder således hjemmel til, at kommunalbestyrelsen som vejmyndighed kan opkræve betaling for udstedelse af tilladelse til opsætning af reklamer på det til en kommunal vej hørende areal, herunder reklamer på f.eks. buslæskure og informationstavler, jf. lovens § 102. Bestemmelserne i lovforslaget vil således ikke finde anvendelse ved opsætning af reklamer på det til en offentlig vej hørende areal.

Trafikselskabers adgang til at sælge reklameplads på deres busser er pr. 1. januar 2007 ikke omfattet af lovforslaget. Det følger af § 3 i l ov om trafikselskaber (lov nr. 582 af 24. juni 2005), der træder i kraft pr. 1. januar 2007, at trafikselskaber har mulighed for at få indtægter fra salg af reklamepladser i busser.

T il § 2

Til stk. 1

Det fastslås i § 2, stk. 1, at kommunalbestyrelser og regionsråd, medmindre andet følger af §§ 3-5, kan anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, medmindre kommunalbestyrelsen eller regionsrådet overvejende anvender disse med henblik på løsning af opgaver, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

Bestemmelsen indebærer, at fast ejendom og løsøre, kommunalbestyrelser og regionsråd anvender med henblik på løsning af fakultative opgaver, kan anvendes til brug for reklamering for andre. Fakultative opgaver er opgaver, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet i henhold til lovgivningen kan varetage, men ikke er forpligtet til at varetage. Som eksempler på fakultative opgaver kan nævnes kommunale opgaver på idræts- og kulturområdet. Det indebærer, at f.eks. idrætsanlæg, forsamlingshuse, vandrerhjem og kulturhuse kan anvendes til brug for reklamering for andre.

Bestemmelsen indebærer samtidig, at fast ejendom og løsøre, kommunalbestyrelsen eller regionsrådet overvejende anvender med henblik på løsning af obligatoriske opgaver, ikke kan anvendes til brug for reklamering for andre. Obligatoriske opgaver er opgaver, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter lovgivningen er forpligtet til at varetage.

Det skal bemærkes, at selvom kommunalbestyrelsens eller regionsrådets forpligtelse til at præstere en ydelse beror på en meget skønsmæssig vurdering, vil der være tale om en obligatorisk ydelse. I andre tilfælde er forpligtelsen til at stille en ydelse til rådighed gjort afhængig af, om ydelsen i øvrigt stilles til rådighed af kommunalbestyrelsen efter anden lovgivning eller stilles til rådighed af private. Uanset om de pågældende andre ydelser er fakultative, må den ydelse, kommunalbestyrelsen er pligtig til at præstere, betragtes som lovpligtig. F.eks. skal kommunalbestyrelsens forpligtelser på dagpasningsområdet og området vedrørende tilbud til børn og unge vurderes i sammenhæng med de tilbud, der drives af kommunen i medfør af anden lovgivning eller drives i privat regi. Kun hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal tilbud i privat regi, bliver kommunalbestyrelsen forpligtet til selv at etablere sådanne tilbud til børn og unge.

Fast ejendom og løsøre, der anvendes med henblik på at opfylde en obligatorisk opgave, kan være den grund og bygning med tilhørende inventar, hvor opgaven udføres, samt hjælpemidler og udstyr til brug for ydelsen.

Det indebærer, at kommunalbestyrelsen eksempelvis ikke kan anvende folkeskolens undervisningslokaler til brug for reklamering for andre, ligesom regionsrådet ikke kan sælge reklameplads på regionens operationsstuer. Bestemmelsen indebærer tillige, at en kommunalbestyrelse ikke lovligt vil kunne sælge reklameplads på siden af f.eks. kørestole, som kommunen er forpligtet til at stille til rådighed for borgeren.

Obligatoriske opgaver omfatter tillige behandlingen af sager, hvori kommunalbestyrelsen eller regionsrådet har truffet eller vil træffe afgørelse som forvaltningsmyndighed (afgørelsessager).

Af fast ejendom og løsøre, der anvendes med henblik på behandlingen af afgørelsessager, kan f.eks. nævnes kontorudstyr, IT-udstyr samt lokaliteter med tilknytning til afgørelsessager. Bestemmelsen indebærer således, at opsætning af reklameskilte på f.eks. rådhuset eller kommunale socialkontorer ikke vil være lovlig.

Bestemmelsen stiller ikke krav om, at anvendelsen af et givet aktiv skal være lovbestemt eller nødvendig for at løse den obligatoriske opgave. Det er den konkrete anvendelse af det pågældende aktiv, der er afgørende for vurderingen af, om aktivet kan anvendes til brug for reklamering for andre.

Afgrænsningen af, om fast ejendom eller løsøre overvejende anvendes til varetagelse af obligatoriske eller fakultative opgaver, og om der er tale om et eller flere aktiver, vil oftest følge af sagens natur. Skolebygninger må således eksempelvis antages overvejende at blive anvendt til varetagelsen af den obligatoriske opgave at drive folkeskolen, uanset at skolebygningerne tillige i et vist omfang anvendes til mødevirksomhed samt kulturelle, idrætslige og lignende formål. Løsøre, der er placeret i en bygning, der overvejende anvendes til løsning af en obligatorisk opgave, må endvidere antages at blive anvendt til samme formål som bygningen. Det er således ikke alene løsørets anvendelse, men også løsørets placering, der er afgørende for, om et løsøre kan anvendes til brug for reklamering. Løsøre, der er placeret i skolebygningen, vil på den baggrund ikke kunne anvendes til brug for reklamering for andre.

Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan sælge reklameplads på køretøjer, hvis køretøjet anvendes til løsning af en fakultativ opgave, jf. § 2, stk. 1. Herudover kan kommunalbestyrelsen og regionsrådet sælge reklameplads på køretøjer, der anvendes til obligatoriske opgaver, hvis der ikke overvejende er tale om personbefordring, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.

Køretøjer må antages at blive anvendt til den specifikke opgave, køretøjet anvendes til. Der skal således foretages en vurdering af, hvorvidt den specifikke opgave, køretøjet anvendes til, er obligatorisk eller fakultativ.

Plejehjemsbusser, der anvendes til befordring af plejehjemsbeboere til forskellige fritidsaktiviteter, herunder udflugter, må antages at blive anvendt til varetagelsen af den fakultative opgave at tilbyde plejehjemsbeboere forskellige fritidsaktiviteter. Plejehjemsbusser kan således ikke antages at blive anvendt til varetagelsen af den obligatoriske opgave at drive plejehjem.

Begrænsningen om, at fast ejendom og løsøre ikke må anvendes til brug for reklamering, såfremt de overvejende anvendes til obligatoriske opgaver, knytter sig til anvendelsen af selve ejendommen eller løsøret, der bruges til reklamering.

Begrænsningen knytter sig derimod ikke til anvendelsen af det aktiv, som finansieres via det beløb, kommunen eller regionen modtager for reklameringen. Lovligheden af en aftale om reklamering, skal således bedømmes efter arten af det aktiv, som bruges til reklamering, ikke efter arten af den ydelse, reklameringen skal anvendes til. En aftale om reklamering, hvor beløbet skal anvendes til en lovpligtig kommunal ydelse, f.eks. drift af et plejehjem, vil således være lovlig i henhold til dette lovforslag, hvis det aktiv, som anvendes til brug for reklamering for andre, f.eks. kommunens medborgerhus, ikke anvendes som led i at præstere en obligatorisk ydelse.

Kommunalbestyrelser og regionsråd kan således frit disponere over sådanne indtægter både med henblik på varetagelse af kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets obligatoriske og fakultative opgaver.

Til stk. 2

Bestemmelsen i § 2, stk. 2, indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd endvidere kan anvende køretøjer, der ikke overvejende anvendes til personbefordring, til brug for reklamering for andre. Dette gælder uanset, om disse køretøjer anvendes som led i varetagelsen af en obligatorisk opgave, jf. stk. 1.

Ved køretøj forestås indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner, jf. færdselslovens § 2, nr. 9 (lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005).

Bestemmelsen giver en bredere adgang til anvendelse af køretøjer end andet løsøre til brug for reklamering for andre. Om begrundelsen herfor henvises til afsnit 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ved personbefordring forstås kørsel med personer. Personbefordring kan være erhvervsmæssig, som kræver en tilladelse, eller ikke-erhvervsmæssig, som ikke kræver tilladelse.

Der er således efter stk. 2 adgang til at sælge reklameplads på køretøjer som f.eks. renovationsbiler og biler, der anvendes til kommunens vejvæsen, idet disse køretøjer ikke overvejende anvendes til personbefordring.

Køretøjer, der overvejende anvendes til personbefordring, kan derimod alene anvendes til brug for reklamering for andre som led i varetagelsen af en fakultativ opgave, jf. stk. 1.

Det er derfor ikke lovligt at anvende køretøjer, der anvendes til individuel handicapkørsel eller ambulancekørsel, til brug for reklamering for andre. Det samme gælder køretøjer, der anvendes af den kommunale hjemmehjælp.

Bestemmelsen i lovforslagets § 3 indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd ikke kan anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, religiøse bevægelser, politiske partier, politiske bevægelser samt valgte medlemmer eller opstillede kandidater til politiske forsamlinger.

Bestemmelsen svarer til § 76, stk. 3, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 506 af 10. juni 2004 som ændret ved lov nr. 1437 af 22. december 2004).

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til afsnit 3.3. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i lovforslagets § 4 indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd ikke kan anvende kommunalt eller regionalt ansattes beklædning til brug for reklamering for andre.

Beklædning omfatter også hovedbeklædning (hjelme og huer), fodbeklædning samt handsker m.v. Bestemmelsen omfatter enhver, der står i ansættelsesforhold til kommunen eller regionen, uanset ansættelsesforholdets grundlag og karakter og arbejdstidens længde. Ansatte hos private institutioner, der efter aftale med kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet opfylder kommunale henholdsvis regionale opgaver, er ikke omfattet af loven.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5 indebærer, at kommunalbestyrelser og regionsråd ikke kan anvende fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, hvis reklameringen ikke er i overensstemmelse med markedsføringsloven eller anden lovgivning.

Bestemmelsen indebærer således, at kommunalbestyrelser og regionsråd er forpligtede til at iagttage anden lovgivning, herunder markedsføringsloven (lov nr. 1389 af 21. december 2005), i forbindelse med den omhandlede anvendelse af fast ejendom og løsøre. Såfremt en påtænkt anvendelse af fast ejendom og løsøre vil være i strid med sådan lovgivning, er kommunalbestyrelsen eller regionsrådet således afskåret fra at lade fast ejendom og løsøre anvende til brug for reklamering med hjemmel i denne lov.

Kommunalbestyrelsers og regionsråds forpligtelse til at iagttage sådan lovgivning gælder uanset, om lovgivningen retter sig mod den private, der opsætter reklamen.

Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan lade det indgå som kontraktvilkår i den aftale, der ligger til grund for anvendelsen af fast ejendom og løsøre, at reklameringen ikke må være i strid med eksempelvis markedsføringsloven, således at aftalen kan opsiges i tilfælde af, at reklameringen viser sig at være i strid hermed. Det bemærkes, at indgåelse af et sådant kontraktvilkår ikke fritager kommunalbestyrelsen eller regionsrådet fra forpligtelsen til at sikre, at reklameringen ikke er i strid med lovgivningen.

De regler, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet skal iagttage i denne forbindelse, er bl.a. bestemmelserne i markedsføringsloven.

Markedsføringsloven stiller generelt krav om, at markedsføring skal overholde god skik, jf. lovens § 1, ligesom markedsføringen ikke må overtræde lovens generelle forbud mod vildledning og utilbørlige fremgangsmåder samt lovens specialforbud.

Ifølge markedsføringslovens § 8, stk. 1, skal markedsføring rettet mod børn og unge være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge.

Øvrig lovgivning, som kommunalbestyrelser og regionsråd skal iagttage, kan være lovgivning, der indeholder forbud mod reklamering af et bestemt indhold, angivelse af, at reklamering skal ske på en bestemt måde, samt lovgivning med krav om tilladelse til reklamering.

Kommunalbestyrelser og regionsråd er således forpligtet til at sikre sig, at eksempelvis reglerne om forbud mod tobaksreklamer, jf. § 3, stk. 1, i lov om forbud mod tobaksreklame m.v. (lov nr. 492 af 7. juni 2001), og § 3, stk. 1, i lov om etnisk ligebehandling (lov nr. 374 af 28. maj 2003), hvorefter ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse, er overholdt.

Efter naturbeskyttelseslovens § 21, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004 som ændret ved lov nr. 567 af 24. juni 2005) er det forbudt at anbringe reklameskilte i det åbne land.

Efter §§ 3 og 4 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 840 af 4. september 2000 om opsætning af mindre oplysningsskilte samt reklamer på idrætsanlæg m.v. i det åbne land kan amtsrådet dog i begrænset omfang tillade opsætning af reklameskilte f.eks. ved klubhuse, tribuner og lignende. § 4 indeholder særlige regler om reklamer på golfbaner, bl.a. om sponsorskilte.

Amtsrådets tilsyns- og håndhævelseskompetence samt kompetencen til at træffe afgørelse efter bekendtgørelsen overgår til kommunalbestyrelsen den 1. januar 2007.

Aftaler om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre skal indgås i overensstemmelse med lovgivningens øvrige regler herom, herunder de konkurrenceretlige udbudsregler.

Den offentligretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen indebærer bl.a., at kommunalbestyrelser og regionsråd i forbindelse med indgåelse af aftaler om anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre ikke må varetage usaglige hensyn. Det indebærer f.eks., at en kommunalbestyrelse ikke lovligt kan betinge indgåelse af en aftale om f.eks. levering af mad til ældre i kommunen af, at leverandøren køber reklameplads på kommunens idrætsanlæg.

Tilsynet med overholdelsen af den nævnte lovgivning varetages af forskellige myndigheder. Eksempelvis påser Forbrugerombudsmanden overholdelsen af markedsføringsloven.

Såfremt Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet, at en bestemt reklamering er i strid med markedsføringsloven, må kommunalbestyrelserne og regionsrådene ikke lade deres faste ejendom og løsøre anvende til den pågældende reklamering.

Kommunalbestyrelsers og regionsråds overholdelse af reglerne i dette lovforslag er omfattet af det almindelige kommunale tilsyn, jf. afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i lovforslagets § 6 indebærer, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal opkræve markedspris for ydelser omfattet af § 2. Markedsprisen er den højst opnåelige pris i handel og vandel. Kommunalbestyrelser og regionsråd skal i den forbindelse udfolde rimelige bestræbelser med henblik på fastsættelse af markedsprisen. Med henblik på at undersøge, hvad der må anses for at være markedsprisen, kan kommunen og regionen f. eks. konsultere et reklamefirma eller foretage undersøgelser af prisniveau for andre tilsvarende reklameydelser.

Afgørelsen af, hvad der er markedspris for en sådan aftale om reklamering for andre, vil ofte bero på et skøn. Dette skøn kan være meget vanskeligt at foretage. Der må derfor tilkomme kommunalbestyrelsen og regionsrådet en vis margin.

Det foreslås , at loven træder i kraft den 1. juli 2006.

Det foreslås som følge af kommunalreformen, at loven finder anvendelse for amtskommunerne frem til den 1. januar 2007.

Det foreslås, at eksisterende aftaler om kommunalbestyrelser og amtsråds anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, der er indgået inden denne lovs ikrafttræden, og som ikke er omfattet af anden lovgivning, bliver undergivet reglerne i denne lov.

Dette vil indebære en lovliggørelse af eksisterende aftaler vedrørende reklamefinansierede køretøjer, hvis de overholder lovens betingelser.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 10 fastslår, at lovens bestemmelser ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.