Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kommuners afståelse af vandselskaber § 9
I stk. 1 fastsættes, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, sikrer, at lovforslaget får virkning fra lovforslaget blev fremsat i Folketinget. Afståelser der har fundet sted inden fremsættelsestidspunktet omfattes ikke af loven. Skæringsdatoen er sat til fremsættelsesdagen for lovforslaget for at undgå spekulation i at salg gennemføres inden loven i øvrigt træder i kraft.
Hvorvidt en afståelse har fundet sted før eller efter skæringsdatoen vil skulle afgøres konkret.
Vurderingen af om afståelsen er sket før eller efter skæringsdatoen vil skulle ske på grundlag af almindelig kontrakts- og formueret. Udgangspunktet er, at så længe kommunen ikke er juridisk forpligtet til at overdrage forsyningen til en køber, er der ikke sket afståelse.
Som eksempler på situationer, hvor afståelse ikke vil blive anset at have fundet sted inden skæringsdatoen kan nævnes:
– at der inden skæringsdatoen alene er truffet politisk beslutning om at afstå en forsyning,
– at der inden skæringsdatoen er modtaget et (uopfordret) tilbud på forsyningen, men kommunen ikke har taget stilling hertil,
– at kommunen inden skæringsdatoen har udbudt forsyningen til salg, men uden at have forpligtet sig til at acceptere indkomne bud,
– at der inden skæringsdatoen er igangsat forhandlinger med en køber, uden at der er indgået nogen aftale,
– at der inden skæringsdatoen er indgået/underskrevet aftale om salg, men aftalen er betinget af forhold som kommunen har indflydelse på, f.eks. politisk godkendelse.
Som eksempler på situationer, hvor afståelse vil blive anset for at have fundet sted inden skæringsdatoen kan nævnes:
– at der inden skæringsdatoen er underskrevet aftale om salg, hvis aftalen enten er ubetinget eller er betinget af forhold uden for kommunens indflydelse, eller
– at der inden skæringsdatoen er sket overdragelse af forsyningens aktiver, men at kommunen endnu ikke har modtaget købesummen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, indebærer, at 2007 bliver det første indberetningsår for kommunerne. Rådighedsbeløbet for dette år godkendes af indberetningsmyndigheden senest 1. maj 2008. Det første modregningsår bliver herefter 2008.