En kommunalbestyrelse kan efter aftale med regionsrådet overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, der drives af regionsrådet i henhold til § 20, stk. 3, i lov om folkeskolen, og som er beliggende i kommunen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud er beliggende, kan en anden kommune overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Stk. 3. Ved overtagelsen efter stk. 1 eller 2 overtager kommunalbestyrelsen de aktiver og passiver, der er knyttet til undervisningstilbuddet. Kommunalbestyrelsen indtræder desuden i de rettigheder og pligter, der er knyttet til undervisningstilbuddet.
Stk. 4. For kommunalbestyrelsen, der overtager et undervisningstilbud efter stk. 1 eller 2, gælder følgende vilkår:
Undervisningstilbuddet skal indgå i den årlige rammeaftale mellem kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet, jf. § 47, stk. 3, i lov om folkeskolen.
Undervisningstilbuddet skal stå til rådighed for andre kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen.
Kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at tilpasse kapaciteten på og sammensætningen af undervisningstilbuddet, jf. § 47, stk. 2, i lov om folkeskolen.
En kommunalbestyrelse, der overtager et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud efter § 1, stk. 1 eller 2, overtager de ansatte, der er knyttet til varetagelsen af undervisningstilbuddet. Kommunalbestyrelsen overtager desuden de ansatte, der i regionens administration udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med at varetage opgaver i forbindelse med det pågældende undervisningstilbud.
De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn og andre arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med en kommunal overtagelse af undervisningstilbuddet efter § 1, stk. 1 eller 2, jf. § 2, ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Tjenestemænd, der overføres efter § 2, overgår til ansættelse i kommunen på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår.
Stk. 2. Tjenestemænd, der er omfattet af stk. 1, får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af kommunen. Tjenestemænd, der er omfattet af lov om tjenestemænd i folkeskolen m.v., får dog ved pensionering udbetalt den samlede tjenestemandspension efter bestemmelserne i denne lov.
Stk. 3. Deling af pensionsforpligtelsen for de af stk. 1 omfattede tjenestemænd aftales mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
Regionsrådet udarbejder et udkast til en samlet aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen om overtagelsen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. § 1, stk. 1-3, og § 2.
Stk. 2. Aftaleudkastet kan indeholde vilkår om, at kommunalbestyrelsen overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, på betingelse af at kommunalbestyrelsen betaler et beløb til regionsrådet, eller vilkår om, at kommunalbestyrelsen overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse, på betingelse af at regionsrådet betaler et beløb til kommunalbestyrelsen.
En kommunalbestyrelse kan en gang i hver valgperiode overtage regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud efter denne lov. En kommunalbestyrelse, der ønsker at overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, skal meddele dette til regionsrådet senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelsen skal ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.
Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 finder ikke anvendelse ved forhandlinger, aftaleindgåelser og beslutninger om kommunal overtagelse af et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Regionsrådet skal, for så vidt angår overførslen af ansatte, sørge for, at repræsentanter for de ansatte orienteres om aftaleudkastet forud for fremsendelsen af aftaleudkastet til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Regionsrådet skal sørge for, at repræsentanter for de ansatte orienteres om forløbet af forhandlingerne om overtagelsen af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at repræsentanter for de ansatte i kommunen, der berøres af overtagelsen af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, orienteres om aftaleudkastet og forhandlingerne om overtagelse af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Stk. 4. Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1-3.
Kontaktudvalget skal høres om en kommunalbestyrelses ønske om at overtage et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud i regionen, jf. § 6 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Stk. 2. Kontaktudvalget skal mindst en gang i hver valgperiode drøfte, om der i regionen er regionale lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, der kan overtages af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor undervisningstilbuddet er beliggende.
§ 1, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse for de landsdelsdækkende undervisningstilbud Børneklinikken og Skolen på Kastelsvej, der drives af Borgerrepræsentationen i henhold til lov om folkeskolen, og det landsdækkende undervisningstilbud Instituttet for Blinde og Svagsynede, der drives af Borgerrepræsentationen i henhold til lov om specialundervisning for voksne.
I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 521 af 27. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 622 af 12. juni 2013, § 1 i lov nr. 1640 af 26. december 2013, lov nr. 1641 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 406 af 28. april 2014, foretages følgende ændringer:
§ 21, stk. 4, ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 4.
I § 21, stk. 5, der bliver stk. 4, udgår »eller til de af Borgerrepræsentationen drevne landsdelsdækkende undervisningstilbud«.
I § 22, stk. 2, 2. pkt., og § 26, stk. 3, 2. pkt., udgår », jf. § 48 a«.
I § 47, stk. 2, udgår », herunder oprettelse af nye lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud«.
I lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 929 af 25. august 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 378 af 28. april 2012, foretages følgende ændringer:
§ 1, stk. 2, 1. og 3. pkt., ophæves.
§ 1 b, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
I § 1 b, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., udgår »eller til den af Borgerrepræsentationen drevne landsdækkende undervisningsinstitution«.
I § 4, stk. 1, 2. pkt., og § 5, stk. 4, udgår », jf. § 6 k«.
I § 6 h, stk. 2, udgår », herunder oprettelse af nye undervisningsinstitutioner«.
Det foreslås i lovforslagets § 1, stk. 1, at lovforslaget omfatter de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, der med virkning fra den 1. januar 2007 blev overført til regionerne i medfør af lov nr. 592 af 24. juni 2005 om ændring af lov om folkeskolen, lov om specialundervisning for voksne m.v. (Udmøntning af kommunalreformen for så vidt angår specialundervisning m.v.).
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 592 af 24. juni 2005 (lovforslag nr. L 108 af 24. februar 2005, Folketinget 2004-05 (2. samling)), at der er følgende regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud på folkeskoleområdet:
Døvblindecentret i Region Nordjylland (landsdækkende undervisningstilbud for døvblinde børn og unge).
Fredericiaskolen i Region Syddanmark (landsdelsdækkende undervisningstilbud for døve og hørehæmmede børn og unge).
Geelsgaardskolen i Region Hovedstaden (landsdækkende undervisningstilbud for børn og unge med svære motoriske forstyrrelser og med erhvervet hjerneskade samt landsdelsdækkende undervisningstilbud for døvblinde børn og unge).
Refsnæsskolen/Synscenter Refsnæs i Region Sjælland (landsdækkende undervisningstilbud for børn og unge med synshandicap).
Aalborgskolen i region Nordjylland (landsdelsdækkende undervisningstilbud for døve og hørehæmmede børn og unge).
Døvblindecentret og Aalborgskolen drives sammen af Region Nordjylland som Center for Døvblindhed og Høretab.
Det landsdækkende undervisningstilbud Nyborgskolen for døve og hørehæmmede unge, der blev drevet i henhold til lov om specialundervisning for voksne, blev overført til Region Syddanmark med virkning fra den 1. januar 2007 i henhold til lov nr. 592 af 24. juni 2005. Nyborgskolen blev nedlagt med virkning fra den 1. august 2013.
Herudover driver den selvejende institution Kolonien Filadelfia efter aftale med Region Sjælland et landsdækkende undervisningstilbud for børn og unge, der er indlagt på Epilepsihospitalet. Undervisningstilbuddet på Kolonien Filadelfia indgår i rammeaftalen mellem kommunalbestyrelserne i Region Sjælland og regionsrådet i Region Sjælland. Lovforslaget omfatter ikke Børneskolen på Kolonien Filadelfia.
Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 1, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, der er beliggende i kommunen, således at sammenhængen mellem specialundervisning og den almindelige undervisning styrkes. Herved realiseres også kommunalreformens målsætning om, at beslutninger om specialundervisning skal træffes så tæt på borgerne som muligt.
Det foreslås dog i lovforslagets § 1, stk. 2, at en anden kommune kan overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud efter aftale med kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen. Det vil fx kunne blive aktuelt, hvis en mindre kommune finder det for byrdefuldt at drive det pågældende lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Det fastsættes i lovforslagets § 1, stk. 3, at kommunalbestyrelsen ved overtagelsen af et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud overtager de aktiver og passiver, der er knyttet til det pågældende undervisningstilbud. Kommunalbestyrelsen indtræder desuden i de rettigheder og pligter, der er knyttet til det pågældende undervisningstilbud.
Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der på tidspunktet for overtagelsen af det pågældende undervisningstilbud tilkommer henholdsvis påhviler det regionsråd, hvorfra undervisningstilbuddet overføres, ligesom bestemmelsen omfatter samtlige aktiver og passiver. Det gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede aktiver og passiver samt rettigheder og pligter. Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter, der er indgået på såvel offentligretligt som privatretligt grundlag.
Bestemmelsen indebærer blandt andet, at den kommune, som overtager et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, indtræder som ejer af bygninger, inventar og andre aktiver, der er knyttet til det pågældende undervisningstilbud, og som hidtil har været ejet af regionen. Kommunen indtræder endvidere som debitor i forhold til lån og andre passiver, herunder garantiforpligtelser, der er optaget af regionen. Bestemmelsen indebærer således, at kreditorer i forhold til den region, hvorfra undervisningstilbuddet overføres, ikke kan opsige det pågældende mellemværende alene som følge af debitorskiftet.
Bestemmelsen omfatter også de tilgodehavender, som regionen har hos borgere, virksomheder og andre offentlige myndigheder samt borgernes, virksomhedernes og andre offentlige myndigheders krav mod regionen under forudsætning af, at de pågældende tilgodehavender og krav er knyttet til det pågældende undervisningstilbud.
Bestemmelsen omfatter aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der eksisterer på tidspunktet for overtagelsen af det pågældende lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud. Bestemmelsen omfatter således ikke aktiver og passiver m.v., der erhverves på et senere tidspunkt. Det er imidlertid ikke afgørende, om aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der eksisterer på overtagelsestidspunktet, er regionen bekendt. Bestemmelsen gælder også for aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der ikke er regionen bekendt på overtagelsestidspunktet. Det vil blandt andet gælde erstatningskrav for en skadevoldende handling, der er begået før overtagelsestidspunktet.
Bestemmelsen medfører endvidere, at den kommunalbestyrelse, der overtager et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, generelt indtræder i regionsrådets sted i forhold til samarbejder med myndigheder og private, der knytter sig til varetagelsen af driften af det pågældende undervisningstilbud.
Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 4, indebærer, at det overtagne lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud er omfattet af den årlige rammeaftale, der indgås mellem kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet, jf. § 47, stk. 3, i folkeskoleloven. Rammeaftalen fastlægger kommunalbestyrelsens forpligtelse til at stille et antal pladser til rådighed for de andre kommuner og taksterne for brug af pladserne.
De nærmere regler om rammeaftalerne er fastsat i bekendtgørelse nr. 381 af 28. april 2012 om rammeaftaler m.v. på specialundervisningsområdet. Bekendtgørelsen vil blive ændret som følge af, at de overtagne lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud også skal være omfattet af rammeaftalen.
Det vil desuden blive præciseret i bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet i forbindelse med udarbejdelsen af rammeaftalen skal tage hensyn til, at de nødvendige pladser er til stede på det pågældende lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, herunder pladser der anvendes af kommuner uden for regionen.
I kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 447 af 19. maj 2006 om udgifterne ved de regionale undervisningstilbud for børn og voksne er der fastsat nærmere regler om takster m.v.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at taksten reduceres med en objektiv finansiering fra de kommuner, der har mulighed for at benytte det pågældende undervisningstilbud.
Den objektive finansiering udgør 10 procent af de fastsatte takster. Er taksten større end 1.100 kr. pr. kalenderdag pr. elev, udgør den objektive finansiering 10 procent af de første 1.100 kr. og 25 procent af det overskydende beløb. Beløbet reguleres årligt med den af Finansministeriet bekendtgjorte satsreguleringsprocent - første gang den 1. januar 2008. I 2013 er beløbet på 1.100 kr. reguleret til 1.289 kr.
Med hjemmel i gældende regler påtænkes det at fastsætte, at de overtagne lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud også bliver omfattet af reglerne om den objektive finansiering, jf. § 49, stk. 2, i folkeskoleloven. Kommunalbestyrelsen, som har overtaget et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, vil således kunne drive det pågældende undervisningstilbud på de samme vilkår som regionsrådet.
Med hjemmel i de gældende regler, jf. § 47, stk. 6, og § 49, stk. 2, i folkeskoleloven, påtænkes det at fastsætte, at der gives mulighed for, at kommunerne kan købe en abonnementsordning på de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud. En abonnementsordning indebærer, at den pågældende kommune køber en generel trækningsret frem for et konkret antal pladser eller ydelser af det pågældende lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Det er hensigten med abonnementsordningen at sikre den fortsatte drift og faglige udvikling af de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Med hjemmel i de gældende regler, jf. § 47, stk. 6, og § 49, stk. 2, i folkeskoleloven, påtænkes det desuden at fastsætte, at der gives mulighed for, at kommunerne kan forpligte sig til at garantere betalingen for et bestemt antal pladser eller ydelser på de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, hvis pladserne eller ydelserne ikke efterspørges af andre.
Det er hensigten med denne ordning at sikre den fortsatte drift og faglige udvikling af de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Det er desuden fastsat i lovforslaget § 1, stk. 4, at kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at tilpasse kapaciteten på og sammensætningen af det overtagne lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, jf. § 47, stk. 2, i folkeskoleloven.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen, der overtager et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud efter lovforslagets § 1, stk. 1 eller 2, fra overtagelsestidspunktet er ansættelsesmyndighed for de ansatte, der er knyttet til varetagelsen af det pågældende undervisningstilbud. Det gælder også ansatte i undervisningstilbuddets administration, boafdeling, materialecentral m.v. Desuden overtages ansatte, der varetager opgaver med vejledning og rådgivning, herunder specialrådgivning som er dækket af objektiv finansiering efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 781 af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Bestemmelsen indebærer desuden, at kommunalbestyrelsen overtager de ansatte, der i regionens administration udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med at varetage opgaver i forbindelse med det pågældende undervisningstilbud.
De ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med kommunalbestyrelsens overtagelse af et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud er reguleret af bestemmelserne i lovforslagets §§ 3 og 4.
Efter gældende ret vil visse overenskomstansatte og andet ikke-tjenestemandsansat personale ved overførsel til en anden myndighed som følge af opgaveflytninger være omfattet af bestemmelserne i virksomhedsoverdragelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse).
Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer, at personalet som udgangspunkt har pligt til at tåle et arbejdsgiverskifte, forudsat at der ikke i forbindelse med overførslen sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesvilkårene for den enkelte ansatte. Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer også, at personalet som udgangspunkt har ret til fortsat ansættelse på de hidtidige vilkår.
Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke anvendelse ved en omorganisering af offentlige administrative myndigheder eller ved overførsel af administrative funktioner mellem offentlige myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for alle overenskomstansatte og andet ikke-tjenestemandsansat personale fastsættes det derfor i lovforslagets § 3, at virksomhedsoverdragelsesloven finder tilsvarende anvendelse for de overenskomstansatte og andet ikke-tjenestemandsansat personale, der ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Det sikres herved, at alle overenskomstansatte og andet ikke-tjenestemandsansat personale, som efter lovforslagets § 3 overføres til en kommune, får ensartede rettigheder i forbindelse med overførslen, herunder at de pågældendes ansættelsesvilkår videreføres uændret i kommunen.
Lovforslaget præciserer, at overenskomstansatte og andet ikke-tjenestemandsansat personale som udgangspunkt er forpligtet til efter opgaveflytningerne at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse i den kommune, hvortil det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud overføres.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes lovforslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Det fastsættes i lovforslagets § 4, stk. 1, at de tjenestemænd, der overføres til en kommune efter lovforslagets § 2, overgår til ansættelse i kommunen på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår. I forbindelse med overgangen må der således ikke ske forringelser i tjenestemandens løn- og andre ansættelsesvilkår, herunder pensionsret.
De pågældende ansættes som tjenestemænd i kommunen i henhold til kommunens tjenestemandsregler og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til disse regler.
Det forudsættes, at der ikke sker forringelser i løn- og andre ansættelsesvilkår som følge af overgangen frem til udgangen af den aftaleperiode, hvori overførslen finder sted. Det forudsættes endvidere, at tjenestemændene herefter fuldt ud omfattes af de løn- og andre ansættelsesvilkår, der gælder for allerede ansatte tjenestemænd hos den nye kommunale ansættelsesmyndighed. Sikringen mod forringelser ophører, hvis tjenestemanden på eget initiativ bliver ansat i en anden stilling.
Bestemmelsen indebærer, at ansættelsesområdet er det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes i kommunen.
Overgang til ansættelse i kommunen vil ikke i sig selv være en forflyttelse. Tjenestemænd, der overføres efter lovforslagets § 2 vil derfor ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse i kommunen.
Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende tjenestemænd fremover vil være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som ikke ændrer tjenestens karakter.
Ved vurderingen af, om en sådan anden stilling kan anses for passende, vil det ud over en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng med den hidtidige stilling skulle indgå, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter som uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v. kan siges at have fået anvist en passende stilling. I den konkrete vurdering indgår også arbejdsstedets geografiske placering i forhold til det hidtidige tjenestested. Ved vurderingen vil det endvidere skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i en generel ændring af de lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud som opfølgning på evalueringen af kommunalreformen. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.
Der kan ikke angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling, heller ikke i forhold til eksempelvis geografiske ændringer. Stor afstand mellem det hidtidige og det nye tjenestested udelukker således ikke i sig selv pligten til at overtage den nye stilling.
Tjenestemænd, der i forbindelse med kommunalreformen blev overført til regionen som tjenestemænd i folkeskolen, bevarer denne status i henhold til bestemmelserne i lov om tjenestemænd i folkeskolen m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 487 af 6. maj 2010.
Statstjenestemænd, der har bevaret deres statstjenestemandsansættelse i henhold til lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, bevarer deres status som statstjenestemænd.
Lovforslagets § 4, stk. 2 og 3, indebærer, at det er kommunen, der i forhold til tjenestemanden er forpligtet til at udbetale tjenestemandspensionen. Tjenestemænd, der er omfattet af lov om tjenestemænd i folkeskolen m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 487 af 6. maj 2010, får dog den samlede tjenestemandspension udbetalt efter bestemmelserne i denne lov.
Det forudsættes også, at den i nævnte lovbekendtgørelse fastlagte finansiering af tjenestemandspensioner til tjenestemænd i folkeskolen fortsat gælder i relation til disse tjenestemænd, således at det er den myndighed, der måtte have afskediget en folkeskoletjenestemand forud for 63½-årsalderen, der skal afholde pensionsudgiften indtil denne alder, medmindre andet er aftalt mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
Medmindre andet aftales mellem parterne forudsættes deling af pensionsforpligtelserne at ske efter principperne om fordeling af pensionsbyrden i kapitel 5 i bekendtgørelse nr. 130 af 28. februar 2006 om beregning af tjenestemandspensioner og om fordeling af pensionsbyrden i forbindelse med kommunalreformen.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, fastsættes det, at regionsrådet skal udarbejde et udkast til en samlet aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres efter lovforslagets §§ 1 og 2.
Aftaleudkastet skal indeholde en opgørelse over, hvilke aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der skal overføres efter lovforslagets § 1, samt hvilke ansatte der skal overføres efter lovforslagets § 2.
Det forudsættes i den forbindelse, at regionsrådet forinden har indgået i en dialog med kommunalbestyrelsen om fordelingen af de pågældende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt om fordelingen af ansatte med henblik på, at overførslen kan ske så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt.
Det forudsættes også, at regionsrådet forinden indgår i en dialog med de ansattes repræsentanter for så vidt angår overførslen af ansatte, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
De ansattes ønsker og samarbejdsudvalgets synspunkter vil endvidere kunne indgå i grundlaget for regionsrådets og kommunalbestyrelsens drøftelser om fordelingen af de ansatte.
Endvidere forudsættes det, at aftaleudkastet udarbejdes således, at udkastet umiddelbart ville kunne danne grundlag for at afgøre, hvilke konkrete aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres til kommunen.
En konkret opregning af det enkelte aktiv og passiv samt rettigheder og pligter er dog alene nødvendig, hvis undladelse heraf vil kunne give anledning til tvivl. Der vil således kunne foretages en generel henvisning til aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til det pågældende undervisningstilbud.
I enkelte tilfælde fremkommer eksistensen af nogle aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte først efter tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet. Det vil blandt andet kunne være tilfældet, hvis regionsrådet efter tidspunktet for aftaleudkastets udarbejdelse ifalder erstatningskrav for en skadevoldende handling, der er begået før overførselstidspunktet. Det vil endvidere kunne være tilfældet med hensyn til ansatte, der ansættes efter tidspunktet for aftaleudkastets udarbejdelse. I sådanne tilfælde forudsættes det, at aftaleudkastet revideres, således at der tages højde for væsentlige ændringer.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, gives der mulighed for, at aftaleudkastet kan indeholde vilkår om, at kommunalbestyrelsen overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at kommunalbestyrelsen betaler et beløb til regionsrådet, eller vilkår om, at kommunalbestyrelsen overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at regionsrådet betaler et beløb til kommunalbestyrelsen.
Baggrunden for bestemmelsen er, at visse enkeltstående aktiver, passiver, rettigheder eller pligter vanskeligt vil kunne fordeles mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen giver derfor mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan godtgøre regionsrådet for en del af værdien af et aktiv eller en rettighed, og at kommunalbestyrelsen, der overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse, tilsvarende kan godtgøres af regionsrådet for en del af værdien af det pågældende passiv eller den pågældende forpligtelse.
Det forudsættes, at værdien af aktivet, passivet, rettigheden eller forpligtelsen opgøres i overensstemmelse med de almindelige regler om saglighed i forvaltningen. Det indebærer, at værdien af aktivet, passivet, rettigheden eller forpligtelsen må fastsættes til et beløb svarende til markedsprisen (den højest opnåede pris i handel og vandel), hvis en sådan kan konstateres.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens mulighed for at overtage et regionalt lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud kun kan ske én gang i hver valgperiode.
Det fastsættes derfor, at kommunalbestyrelsen, der ønsker at overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, skal meddele dette til regionsrådet senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelsen skal ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.
Den foreslåede ordning skal ses i sammenhæng med, at regeringen ønsker at give regionerne en længere planlægningshorisont. Det vil give de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud større sikkerhed for fremtidig placering og dermed et bedre grundlag for planlægning og investeringer.
Det foreslås, at aftaleudkast er fortrolige, indtil der er indgået en endelig aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Bestemmelsen indebærer, at hverken regionsrådet eller kommunalbestyrelsen må offentliggøre aftaleudkast.
Bestemmelsen indebærer desuden, at lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) ikke finder anvendelse, før der er indgået en endelig aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen. Der er således tale om en særlig tavshedspligtbestemmelse, der begrænser pligten til at meddele oplysninger efter offentlighedslovens almindelige regler, jf. § 35 i offentlighedsloven.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at det aftaleudkast, som regionsrådet skal udarbejde, må behandles for lukkede døre. Bestemmelsen indebærer tilsvarende, at kommunalbestyrelsen skal behandle aftaleudkastet fortroligt. Kommunalbestyrelsen må således også behandle aftaleudkastet for lukkede døre.
Når der er indgået en endelig aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen om overtagelse af det pågældende lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, skal der gives aktindsigt i aftaleudkastet i overensstemmelse med offentlighedslovens almindelige regler herom.
Bestemmelsen skal ses på baggrund af den særlige situation, der opstår i forbindelse med overførsel af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, hvor der skal ske overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem regionen og kommunen.
Der er tale om en kompliceret proces. Det er af hensyn til processens forløb væsentligt, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen er indstillet på at føre reelle forhandlinger og gøre bestræbelser på at nå til enighed om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det må vurderes, at offentlighed om aftaleudkastet kan medføre uro om forhandlingerne, således at forhandlingsprocessen vanskeliggøres.
Det fremgår af lovforslagets § 9, at regionsrådet for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet. Det samme gælder repræsentanter for de ansatte i kommunen, der berøres af overtagelsen af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud. Aftaleudkastet er således ikke fortroligt i forhold til de pågældende repræsentanter for de ansatte. Herved sikres repræsentanterne for de ansatte det bedst mulige grundlag for at varetage de ansattes interesser i forbindelse med overtagelsen af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Med bestemmelsen foreslås det, at forhandlinger, aftaleindgåelser og beslutninger om kommunal overtagelse af et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud undtages fra bestemmelserne i kapitel 4, 5 og 6 i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2012). Kapitel 4, 5 og 6 i forvaltningsloven omfatter bestemmelser om partens aktindsigt, partshøring og begrundelse for en afgørelse.
Den foreslåede bestemmelsen skal ses på baggrund af den særlige situation, der opstår i forbindelse med overførsel af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud til kommunerne. Der er tale om en kompliceret proces, hvor der som udgangspunkt ved forhandling skal tages stilling til den samlede fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvilket indebærer, at den konkrete fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i noget omfang vil ske skønsmæssigt, og uden at det ud fra en retlig betragtning kan fastlægges, at den konkrete fordeling, der sker ved en aftaleindgåelsen, er den eneste mulige fordeling, der kan ske i overensstemmelse med denne lovs bestemmelser.
Forvaltningslovens regler om partens aktindsigt, partshøring og begrundelse er derfor ikke egnede til denne proces.
Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke, at de ansatte, der vil blive overført efter lovforslagets § 2, ikke vil blive inddraget i processen. Om inddragelsen af de ansatte henvises til lovforslagets § 9 og bemærkningerne hertil.
Hensynet til de ansatte, der overføres efter loven, vil således blive tilgodeset på anden måde end ved forvaltningslovens regler. Det bemærkes, at forvaltningslovens bestemmelser heller ikke i forhold til de ansatte er egnede i forbindelse med overførslen af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud til kommunerne, idet den endelige stillingtagen til fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte som nævnt i noget omfang vil ske skønsmæssigt, og uden at det kan fastlægges, at fordelingen er den eneste mulige fordeling, der kan ske efter lovens regler.
Det foreslås i lovforslagets § 9, stk. 1, at regionsrådet for så vidt angår overførslen af ansatte skal sørge for, at repræsentanter for de ansatte orienteres om aftaleudkastet, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, forud for fremsendelsen af aftaleudkastet til kommunalbestyrelsen.
Orienteringen sker med henblik på at sikre, at de ansattes repræsentanter får det bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn til den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af de ansatte, herunder spørgsmålet om antallet af ansatte der overføres, og hvilke ansatte der efter aftaleudkastet skal overføres til kommunen.
Det er desuden forudsat, at de ansatte og deres repræsentanter på passende tidspunkter, herunder forinden aftaleudkastet er udarbejdet, orienteres om proceduren m.v. ved aftaleindgåelsen, og at de ansatte og de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte forslag og ønsker, herunder til fordelingen af ansatte, som kan indgå i forbindelse med regionsrådets udarbejdelse af aftaleudkastet. Bestemmelsen begrænser således ikke de enkelte ansattes adgang til at fremsætte ønsker til fordelingen af ansatte.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for regionens inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Bestemmelsen indebærer, at kravet om fortrolighed om aftaleudkastet, jf. lovforslagets § 7, ikke gælder i forhold til de ansattes repræsentanter. Kravet gælder derimod i forhold til de enkelte ansatte. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7. De ansattes repræsentanter har således, herunder i forhold til de ansatte, tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som fremgår af aftaleudkastet.
Orienteringen skal ske på et passende tidspunkt, inden aftaleudkastet fremsendes til kommunalbestyrelsen, således at de synspunkter, som de ansattes repræsentanter fremsætter til aftaleudkastet, kan indgå i regionsrådets overvejelser om, hvorvidt der skal ske tilpasninger af aftaleudkastet forinden fremsendelsen til kommunalbestyrelsen.
Bestemmelsen er et supplement til virksomhedsoverdragelseslovens § 5, hvorefter regionsrådet i rimelig tid inden overtagelsen skal underrette lønmodtagernes repræsentanter m.v. om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne samt eventuelle foranstaltninger for lønmodtagerne, der ikke er en følge af den almindelige ledelsesret.
Bestemmelsen er endvidere et supplement til virksomhedsoverdragelseslovens § 6, hvorefter regionsrådet i rimelig tid inden overtagelsen skal indlede forhandlinger med lønmodtagernes repræsentanter m.v., hvis myndigheden overvejer at iværksætte foranstaltninger for lønmodtagerne i forbindelse med overdragelsen.
Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for regionsrådets inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i lovforslagets § 9, stk. 2 og 3, at regionsrådet skal sørge for, at repræsentanter for de ansatte orienteres om forhandlingernes forløb om overtagelsen af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud. Kommunalbestyrelsen skal ligeledes søger for, at repræsentanter for de ansatte i kommunen, der berøres af overførslen, orienteres om aftaleudkastet og forhandlingernes forløb.
Det forudsættes, at de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte synspunkter og ønsker på baggrund af det forelagte aftaleudkast med henblik på, at ønskerne kan indgå i forhandlingerne mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
Orienteringen af de ansattes repræsentanter forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Orienteringen om forhandlingernes forløb forudsættes at ske løbende, således at repræsentanterne orienteres på passende tidspunkter under forhandlingernes forløb.
Bestemmelsen indebærer, at kravet om fortrolighed om aftaleudkastet og forhandlingernes forløb ikke gælder i forhold til de ansattes repræsentanter. Kravet gælder derimod i forhold til de enkelte ansatte. Om baggrunden for kravet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7. De ansattes repræsentanter har således også i forhold til de ansatte tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som fremgår af aftaleudkastet og orienteringen om forhandlingernes forløb, jf. lovforslagets § 9, stk. 4.
Bestemmelsen er som bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 1, et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter §§ 5 og 6 i virksomhedsoverdragelsesloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 9, stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Det foreslås i lovforslagets § 9, stk. 4, at repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1-3. Baggrunden for bestemmelsen er, at aftaleudkast er fortrolige, jf. lovforslagets § 7. Repræsentanterne for de ansatte vil således ikke kunne videregive oplysninger herom til andre ansatte eller andre personer.
Bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 1, indebærer, at kontaktudvalget skal høres om en kommunalbestyrelses ønske om at overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, således at alle aspekter af overtagelsen kan belyses.
Kontaktudvalget er oprettet i medfør § 6, stk. 1, i lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Kontaktudvalg består af regionsrådets formand og borgmestrene for kommunerne i regionen.
Kontaktudvalget har ingen beslutningskompetence på området.
Bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 2, sikrer, at spørgsmålet om kommunal overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud skal tages op af kontaktudvalget mindst én gang i hver valgperiode.
Kontaktudvalget har ingen beslutningskompetence på området. Det er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud er beliggende, der træffer beslutning om overtagelse af det lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, jf. lovforslagets § 1, stk. 1 og 2.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2014.
Med henblik på at ligestille Københavns Kommune med de kommuner, der overtager et regionalt undervisningstilbud, foreslås det, at bestemmelserne herom, jf. lovforslagets § 12, § 13, nr. 1-3 og 5, og § 14, nr. 2-4 og 6, træder i kraft den 1. januar 2016, hvor kommunerne efter lovforslagets § 6, stk. 1, senest skal meddele til regionsrådet, at de ønsker at overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Med henblik på at ligestille Københavns Kommune med de øvrige kommuner, der overtager et regionalt undervisningstilbud, foreslås det, at lovforslagets § 1, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse for de landsdelsdækkende undervisningstilbud Børneklinikken og Skolen på Kastelsvej, der drives af Borgerrepræsentationen i henhold til folkeskolelovens § 48 a, og det landsdækkende undervisningstilbud Instituttet for Blinde og Svagsynede, der drives af Borgerrepræsentationen efter § 6 k i lov om specialundervisning for voksne.
De pågældende undervisningstilbud vil således forsat være omfattet af rammeaftalen for Region Hovedstaden, og Borgerrepræsentationen vil fortsat have ansvaret for at tilpasser kapaciteten på og sammensætningen af de landsdelsdækkende undervisningstilbud i Københavns Kommune.
Børneklinikken varetager rådgivningsopgaver i forbindelse med døve småbørn. Skolen på Kastelsvej er en skole for døve og hørehæmmede børn og unge. Skolen drives sammen med Langelinieskolen, der er en kommunal folkeskole. Instituttet for Blinde og Svagsynede varetager undervisning og rådgivning m.v. for voksne med synshandicap.
Med henblik på at ligestille København Kommune med de øvrige kommuner, der overtager et regionalt undervisningstilbud, foreslås det i lovforslagets § 13, nr. 1-3 og 5, at de særlige regler for de landsdelsdækkende undervisningstilbud Børneklinikken og Skolen på Kastelsvej ophæves, herunder Københavns Kommunes pligt til at sørge for undervisningen af børn og unge der bliver henvist af en anden kommune til Børneklinikken eller Skolen på Kastelsvej, jf. § 21, stk. 1 og 4, i folkeskoleloven, og de særlige styrelsesregler i folkeskolelovens § 48 a.
Borgerrepræsentationen vil herefter alene være forpligtet til at sørge for undervisningen af børn fra andre kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen.
I kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 447 af 19. maj 2006 om udgifterne ved de regionale undervisningstilbud er der fastsat nærmere regler om takster m.v. for de landsdelsdækkede undervisningstilbud Børneklinikken og Skolen på Kastelsvej.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at taksten reduceres med en objektiv finansiering fra de kommuner, der har mulighed for at benytte det pågældende undervisningstilbud.
Den objektive finansiering udgør 10 procent af de fastsatte takster. Er taksten større end 1.100 kr. pr. kalenderdag pr. elev, udgør den objektive finansiering 10 procent af de første 1.100 kr. og 25 procent af det overskydende beløb. Beløbet reguleres årligt med den af Finansministeriet bekendtgjorte satsreguleringsprocent - første gang den 1. januar 2008. I 2013 er beløbet på 1.100 kr. reguleret til 1.289 kr.
Med hjemmel i gældende regler påtænkes det at fastsætte, at Københavns Kommunes landsdelsdækkende undervisningstilbud fortsat bliver omfattet af reglerne om den objektive finansiering, jf. § 49, stk. 2, i folkeskoleloven.
Med hjemmel i de gældende regler, jf. § 47, stk. 6, og § 49, stk. 2, i folkeskoleloven, påtænkes det at fastsætte, at der gives mulighed for, at kommunerne kan købe en abonnementsordning på Københavns Kommunes landsdelsdækkende undervisningstilbud Børneklinikken og Skolen på Kastelsvej. En abonnementsordning indebærer, at den pågældende kommune køber en generel trækningsret frem for et konkret antal pladser eller ydelser af det pågældende landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Det er hensigten med abonnementsordningen at sikre den fortsatte drift og faglige udvikling af de landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Med hjemmel i de gældende regler, jf. § 47, stk. 6, og § 49, stk. 2, i folkeskoleloven, påtænkes det desuden at fastsætte, at der gives mulighed for, at kommunerne kan forpligte sig til at garantere betalingen for et bestemt antal pladser eller ydelser på de lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, hvis pladserne eller ydelserne ikke efterspørges af andre.
Det er hensigten med denne ordning at sikre den fortsatte drift og faglige udvikling af de landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Det er hensigten med lovforslaget at fremme kommunal overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, således at sammenhængen mellem specialundervisningen og den almindelige undervisning styrkes. Herved realiseres også kommunalreformens målsætning om, at beslutninger om specialundervisning skal træffes så tæt på borgerne som muligt.
Som følge heraf foreslås det i lovforslagets § 13, nr. 4, at regionsrådenes mulighed for at oprette nye lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud i henhold til folkeskolelovens § 47, stk. 2, ophæves med virkning fra den 1. juli 2014.
Regeringen indgik den 26. juni 2013 aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om rammer for justering af kommunalreformen. Forslaget skal også ses som udmøntning af det element i aftalen, som vedrører afskaffelse af regionernes forsyningsansvar på specialundervisningsområdet.
Med lov nr. 592 af 24. juni 2005 om ændring af lov om folkeskolen, lov om specialundervisning for voksne m.v. (Udmøntning af kommunalreformen for så vidt angår specialundervisning m.v.) blev det landsdækkende undervisningstilbud Nyborgskolen overført til Region Syddanmark med virkning fra den 1. januar 2007. Nyborgskolen blev nedlagt med virkning fra den 1. august 2013.
Da Nyborgskolen er det eneste landsdækkende undervisningstilbud, der blev overført til regionerne i henhold til lov om specialundervisning for voksne, foreslås det i lovforslagets § 14, nr. 1, at bestemmelserne i lovens § 1, stk. 2, 1. og 3. pkt., der indeholder hjemmel for regionsrådene til at drive lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, ophæves.
Regeringen indgik den 26. juni 2013 aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om rammer for justering af kommunalreformen. Forslaget skal også ses som udmøntning af det element i aftalen, som vedrører afskaffelse af regionernes forsyningsansvar på specialundervisningsområdet.
Med henblik på at ligestille Københavns Kommune med de øvrige kommuner, der overtager et regionalt undervisningstilbud, foreslås det i lovforslagets § 14, nr. 2-4 og 6, at de særlige regler for det landsdækkende undervisningstilbud Instituttet for Blinde og Svagsynede ophæves, herunder Københavns Kommunes pligt til at sørge for undervisningen af voksne der bliver henvist af en anden kommune til Instituttet for Blinde og Svagsynede, jf. § 1 b, stk. 1 og 3, i lov om specialundervisning for voksne, og de særlige styrelsesregler i § 6 k i lov om specialundervisning for voksne.
Borgerrepræsentationen vil herefter alene være forpligtet til at sørge for undervisningen af voksne fra andre kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen.
I kapitel 3 i bekendtgørelse nr. 447 af 19. maj 2006 om udgifterne ved de regionale undervisningstilbud er der fastsat nærmere regler om takster m.v. for det landsdækkede undervisningstilbud Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at taksten reduceres med en objektiv finansiering fra de kommuner, der har mulighed for at benytte det pågældende undervisningstilbud.
Den objektive finansiering udgør 10 procent af de fastsatte takster. Er taksten større end 1.100 kr. pr. kalenderdag pr. elev, udgør den objektive finansiering 10 procent af de første 1.100 kr. og 25 procent af det overskydende beløb. Beløbet reguleres årligt med den af Finansministeriet bekendtgjorte satsreguleringsprocent - første gang den 1. januar 2008. I 2013 er beløbet på 1.100 kr. reguleret til 1.289 kr.
Med hjemmel i de gældende regler påtænkes det at fastsætte, at Københavns Kommunes landsdækkende undervisningstilbud Instituttet for Blinde og Svagsynede fortsat bliver omfattet af reglerne om den objektive finansiering, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt., i lov om specialundervisning for voksne.
Med hjemmel i de gældende regler, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt., og § 6 h, stk. 6, i lov om specialundervisning for voksne, påtænkes det at fastsætte, at der gives mulighed for, at kommunerne kan købe en abonnementsordning på Københavns Kommunes landsdækkende undervisningstilbud Instituttet for Blinde og Svagsynede. En abonnementsordning indebærer, at den pågældende kommune køber en generel trækningsret frem for et konkret antal pladser eller ydelser af Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Det er hensigten med abonnementsordningen at sikre den fortsatte drift og faglige udvikling af det landsdækkende undervisningstilbud.
Med hjemmel i de gældende regler, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt., og § 6 h, stk. 6, i lov om specialundervisning for voksne, påtænkes det desuden at fastsætte, at der gives mulighed for, at kommunerne kan forpligte sig til at garanterer betalingen for et bestemt antal pladser eller ydelser på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvis pladserne eller ydelserne ikke efterspørges af andre.
Det er hensigten med denne ordning at sikre den fortsatte drift og faglige udvikling af det landsdækkende undervisningstilbud.
Det er hensigten med lovforslaget at fremme kommunal overtagelse af de regionale lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud, således at sammenhængen mellem specialundervisningen og den almindelige undervisning styrkes. Herved realiseres også kommunalreformens målsætning om, at beslutninger om specialundervisning skal træffes så tæt på borgerne som muligt.
Som følge heraf foreslås det i lovforslagets § 14, nr. 5, at regionsrådenes mulighed for at oprette nye lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud i henhold til § 6 h, stk. 2, i lov om specialundervisning for voksne ophæves med virkning fra den 1. juli 2014.
Regeringen indgik den 26. juni 2013 aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om rammer for justering af kommunalreformen. Forslaget skal også ses som udmøntning af det element i aftalen, som vedrører afskaffelse af regionernes forsyningsansvar på specialundervisningsområdet.