LBK nr 221 af 12/02/2021
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 28
Kommuner, Udbetaling Danmark, andre myndigheder og arbejdsløshedskasser kan efterregulere indberetninger efter § 27 med den virkning, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efterregulerer beløb for refusion og medfinansiering, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved overgangen til opgørelse af refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion, jf. § 29, stk. 2, kan indberetninger efter § 27 efterreguleres i indtil 26 uger fra overgangstidspunktet. Hvis overgangen til Ydelsesrefusion sker i løbet af et regnskabsår, genberegnes dette års refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion. Efter efterregulering af indberetninger efter 1. pkt. og genberegning efter 2. pkt. giver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kommunerne meddelelse om de endelige beløb for refusion og medfinansiering forud for overgangen til Ydelsesrefusion. Efter denne meddelelse har en kommune ikke krav på at få ændret beløbene, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.
Stk. 3. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan i ganske særlige tilfælde korrigere beløb for refusion og medfinansiering efter stk. 2, som der er givet meddelelse om til en kommune, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 28
Det foreslås i stk. 1, at kommunerne, Udbetaling Danmark, andre myndigheder og arbejdsløshedskasserne kan efterregulere deres indberetninger efter § 27 med den virkning, at der sker efterregulering af beløb for refusion og medfinansiering, som tidligere er opgjort.
I stk. 2 foreslås dog, at der i forbindelse med overgangen til Ydelsesrefusion kun kan efterreguleres i op til 26 uger efter overgangsdatoen. Baggrunden herfor er, at det vurderes at være uhensigtsmæssigt, hvis oplysninger og it-understøttelse brugt til opgørelsen af refusion og medfinansiering i den midlertidige ordning skal bevares, indtil alle behov for efterregulering må antages at være tilgodeset eller forældede.
Efter forslaget skal kommunerne – hvis overgangen til Ydelsesrefusion sker i løbet af et regnskabsår – foretage en genberegning i Ydelsesrefusion for dette år. Denne genberegning kan resultere i en efterregulering af de af styrelsen beregnede beløb for refusion og medfinansiering for det pågældende år. Der foretages ikke genberegning for tidligere, afsluttede regnskabsår.
Det foreslås, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering herefter melder de endelige beløb for refusion og medfinansiering, opgjort i den midlertidige ordning, ud til kommunerne. Efter denne udmelding har en kommune ikke krav på at få ændret beløbene, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.
Det foreslås dog i stk. 3, at direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i ganske særlige tilfælde kan korrigere beløb for refusion og medfinansiering efter stk. 2, der er meldt endeligt ud til en kommune, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget. Det er forudsat, at denne dispensationsmulighed kun anvendes, når der foreligger helt særlige forhold, f.eks. at der er tale om beløb af væsentlig betydning for en kommunes økonomi, og kommunen er uden skyld i de forhold, der bevirker, at der er fejl i beregningsgrundlaget. Det er endvidere forudsat, at adgangen til at dispensere kun anvendes, hvor det er til gunst for en kommune.