Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner § 15a
Med den foreslåede bestemmelse videreføres de hidtil gældende regler om reduktion af statstilskuddet til kommunerne i forbindelse med kommunernes salg af energivirksomheder og bestemmelserne om deponering i den forbindelse. Disse regler blev indført med lov nr. 452 af 10. juni 2003.
Hovedreglen er, at en kommunes statstilskud reduceres med et beløb svarende til 40 procent af kommunens provenu ved salg af energivirksomheder, såfremt kommunen vælger at deponere et beløb svarende til provenuet, inkl. beregnet forrentning, fratrukket tilskudsreduktionen. Alternativt fastsættes modregningsprocenten til 60 pct., hvis kommunen ikke ønsker at deponere et beløb svarende til provenuet ved salg af energivirksomheden, inkl. beregnet forrentning, fratrukket tilskudsreduktionen.
Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i den kommunale styrelseslovs § 44, der indeholder bestemmelse om, hvorledes en kommunes midler skal anbringes. Efter denne bestemmelse skal midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, som fondes midler kan anbringes i.
Frigivelse af depotet sker med en tiendedel om året over en 10-årig periode. Tilskrevne renter til de deponerede beløb vil endvidere kunne frigives løbende over deponeringsperioden.