Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 41
Ifølge § 29, stk. 1, 1. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. og § 3, stk. 1-3 og 5, i storaktionærbekendtgørelsen skal en investor straks give meddelelse til udstederselskabet, når denne krydser en flagningspligtig grænse.
Bestemmelsen viderefører med indholdsmæssige ændringer dele af § 29, stk. 1, 1. pkt. i lov om værdipapirhandel m.v. og § 3, stk. 1-3 og 5, i storaktionærbekendtgørelsen. Henset til at den foreslåede bestemmelse indeholder tidsfristerne for flagningspligten efter §§ 38, 39 og 40, foreslås det, at bestemmelserne i denne henseende fremgår direkte af lovteksten. Med den foreslåede bestemmelse indføres der som noget nyt en absolut frist på 4 hverdage. Ved anvendelsen af begrebet hverdag frem for handelsdag er der ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring. Det skyldes alene en sproglig ensretning i loven. En hverdag er mandag til fredag, dog ikke helligdage.
Bestemmelsen gennemfører artikel 12, stk. 2, i gennemsigtighedsdirektivet og artikel 9 i gennemsigtighedsgennemførelsesdirektivet.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter tidsfristerne for den flagningspligtiges meddelelse til selskabet og Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 1, at indtræder flagningspligten efter lovforslagets §§ 38, 39 og 40 som følge af en transaktion foranlediget af den flagningspligtige, skal meddelelse til selskabet og Finanstilsynet ske straks, dog senest 4 hverdage efter at den flagningspligtige bliver eller burde være blevet bekendt med, at transaktionen er gennemført. 1. pkt. gælder også for transaktioner foretaget af tredjemand på vegne af den flagningspligtige. Den flagningspligtige anses jf. stk. 3 for at have fået kendskab til, at flagningspligten er indtrådt, senest 2 hverdage efter transaktionen.
I artikel 12, stk. 2, i gennemsigtighedsdirektivet anvendes udtrykket omgående, dog senest 4 handelsdage derefter om den flagningspligtiges tidsfrist for at give meddelelse til selskabet. I den foreslåede bestemmelse anvendes det tilsvarende udtryk straks. Ved udtrykket straks understreges, at den flagningspligtige bør give meddelelse med det samme og ikke vente til den flagningspligtige har bedre tid, eller investor har kontrolleret, at aktien er modtaget. Hensynet bag bestemmelsen er, at markedet straks bør kende til ændringerne i ejerforholdene.
Af hensyn til behovet for en hurtig og effektiv kursdannelse og gennemsigtighed på markedet bør investor umiddelbart efter at have foretaget investeringen i det pågældende finansielle instrument sende meddelelse herom til selskabet og Finanstilsynet.
- pkt. finder anvendelse, uanset om transaktionen er foranlediget af tredjemand på vegne af den flagningspligtige. Den situation kan eksempelvis forekomme i tilfælde, hvor en investor har overladt dele af sin portefølje til forvaltning hos en private banking enhed i et kreditinstitut. I det tilfælde er det fortsat den flagningspligtiges ansvar at sikre, at der i porteføljeaftalen tages højde for eventuelle flagningspligter, således at vedkommende kan overholde flagningskravene i loven.
Det foreslås i stk. 2, at indtræder flagningspligten efter §§ 38, 39 og 40 som følge af, at udsteder har offentliggjort en ændring af det samlede antal stemmerettigheder eller den samlede kapital i selskabet, jf. de oplysninger som udsteder skal offentliggøre efter § 32, skal meddelelse til selskabet og Finanstilsynet ske straks, dog senest 4 hverdage efter at den flagningspligtige bliver bekendt med, at flagningspligten er indtrådt.
Efter lovforslagets § 32 har udsteder pligt til at offentliggøre det samlede antal stemmerettigheder og den samlede kapital i selskabet senest ved udgangen af hver kalendermåned, hvori en ændring har fundet sted. Hvis en ændring i det samlede antal stemmerettigheder eller den samlede kapital i selskabet bevirker, at der indtræder en ny flagningspligt for investor efter §§ 38, 39 og 40, skal den flagningspligtige give meddelelse herom straks og senest 4 hverdage efter udsteders offentliggørelse i medfør af lovforslagets § 32.
Det foreslås i stk. 3, at den flagningspligtige efter stk. 1 anses for at have kendskab til, at flagningspligten er indtrådt, senest 2 hverdage efter transaktionen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at investorer anses for at burde være bekendt med flagningspligten senest 2 hverdage efter transaktionen. En investor kan således have en absolut frist på op til 6 hverdage efter transaktionen til at foretage flagning rettidigt.