Bestemmelsen fastsætter lovens anvendelsesområde. Efter stk. 1 omfatter loven således enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med rådgivning af overvejende juridisk karakter.
Ved erhvervsmæssigt øjemed forstås navnlig ydelse af juridisk rådgivning med indtægt for øje. Vederlagsfri rådgivning, som f.eks. ydes i forbindelse med retshjælp eller lignende almennyttig virksomhed, vil ikke være omfattet af loven. Det samme gælder rådgivning, der ydes medlemmer af f.eks. fagforeninger, interesseorganisationer mv., f.eks. besvarelse af medlemmers juridiske spørgsmål i en brevkasse i foreningens medlemsblad eller lignende.
Ved rådgivning af overvejende juridisk karakter forstås, at rådgiverens hovedydelse består i juridisk rådgivning. Er den juridiske rådgivning accessorisk i forhold til anden rådgivning, falder rådgivningen uden for lovens anvendelsesområde.
Juridisk rådgivning, der ydes af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed, herunder advokater, som er ansat hos advokater, der driver selvstændig advokatvirksomhed, er omfattet af retsplejelovens sjette afsnit om advokater (§§ 119- 147 g ) og er derfor i medfør af stk. 2 undtaget fra lovens anvendelsesområde. Advokater, der ikke yder selvstændig advokatvirksomhed , f.eks. advokater ansat i erhvervsvirksomheder, er derimod omfattet af lovens anvendelsesområde, når de yder rådgivning til deres arbejdsgivers kunder.
Loven omfatter ifølge stk. 3 , ikke juridisk rådgivning, der ydes af virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed. Denne undtagelse skal ses i sammenhæng med at finansielle virksomheder allerede i dag er omfattet af god skik-regler i forbindelse med rådgivning. Disse god skik-regler gælder også for den del af rådgivningen, som måtte bestå i juridisk rådgivning. Desuden fører Finanstilsynet tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af reglerne.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor lovens anvendelsesområde er beskrevet nærmere.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 har karakter af en overordnet norm for god skik for juridisk rådgivning.
De foreslåede bestemmelser i stk. 2-7 indeholder en række grundlæggende regler om god skik for juridiske rådgivere og udfylder således den overordnede norm for god skik, som er angivet i stk. 1.
I stk. 2 er således fastsat en bestemmelse om, at aftaler om juridisk rådgivning skal udarbejdes skriftligt. Ud over kravet om skriftlighed indebærer bestemmelsen desuden, at der skal indgås en rådgivningsaftale, før der ydes rådgivning. Justitsministeriet finder i den forbindelse, at det – når der på et tidspunkt måtte have dannet sig en branche for juridisk rådgivning – vil kunne være hensigtsmæssigt at udarbejde en standardaftale på området, som kan danne grundlag for aftaler om juridisk rådgivning. Sådanne standardaftaler kendes i dag inden for andre brancher, jf. f.eks. Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92).
Stk. 3 indeholder regler om, at rådgiveren i aftalen skal oplyse, om vedkommende er ansvarsforsikret samt oplyse nærmere vedrørende forsikringens indhold. Ifølge stk. 4 skal aftalen desuden indeholde en beskrivelse af rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund, og efter stk. 5 skal rådgiveren give en række oplysninger vedrørende beregning af prisen for opgaven.
Endvidere indeholder stk. 6 bestemmelser om rådgiverens behandling af betroede midler fra kunden.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7 må en rådgiver ikke yde rådgivning i en sag i tilfælde, hvor rådgiveren selv eller dennes nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Det samme gælder i tilfælde, hvor rådgiveren eller dennes nærstående samtidig rådgiver eller tidligere i samme sag har rådgivet andre, der har en sådan interesse.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at en kunde ikke modtager rådgivning fra en rådgiver i tilfælde, hvor der foreligger interessekonflikter (eller en nærliggende risiko herfor), som vil kunne påvirke rådgivningen.
Stk. 8 indeholder en bemyndigelse til, at justitsministeren efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter yderligere regler om god skik for juridisk rådgivning.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor reglerne om god skik for juridisk rådgivning er behandlet nærmere.
Bestemmelsen tillægger Forbrugerombudsmanden kompetence til at føre tilsyn med lovens overholdelse. Tilsynet skal føres efter markedsføringslovens regler, hvilket bl.a. indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan nedlægge foreløbige forbud og meddele påbud samt anmode om tiltalerejsning for overtrædelse af strafbelagte bestemmelser og udføre tiltalen ved Sø- og Handelsretten.
Der henvises til afsnit 4.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen i stk. 1 indeholder hjemmel til at straffe overtrædelse af loven samt forskrifter udstedt i medfør af loven med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder hjemmel til at pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Endvidere vil retten til at drive virksomhed med juridisk rådgivning – når særlige omstændigheder taler derfor – ved dom for strafbart forhold kunne frakendes, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, jf. straffelovens § 79, stk. 2. I vurderingen af, om der skal ske rettighedsfrakendelse, vil bl.a. indgå grovheden af det strafbare forhold, ligesom det kan tillægges betydning, om der er tale om en førstegangsovertrædelse eller om rådgiveren tidligere måtte være dømt for tilsvarende lovovertrædelser, jf. herved afsnit 4.3.10. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det fremgår af retsplejelovens § 120, stk. 1, at personer, der ikke har fået beskikkelse som advokat, og personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af denne lov, ikke må betegne sig som advokat eller benytte en anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed. En advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, må ikke betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold. Ifølge retsplejelovens § 120, stk. 2, straffes overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
En ophævelse af vinkelskriverlovens markedsføringsforbud har ikke betydning for forbuddet i retsplejelovens § 120, og det vil derfor være forbudt for udøvere af juridisk rådgivning at betegne sig som advokat, eller benytte en anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed, såfremt disse ikke har opnået advokatbeskikkelse, er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller deres ret er ophørt i medfør af retsplejeloven. En juridisk rådgiver, som har deponeret sin advokatbeskikkelse i Justitsministeriet, må endvidere ikke betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold.
Ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love indførtes retsplejelovens § 1022, hvorefter der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af retsplejeloven. Strafansvar kan også pålægges juridiske personer for overtrædelse af administrative forskrifter udstedt med hjemmel i retsplejeloven.
Retsplejelovens § 1022 omfatter bl.a. retsplejelovens § 120. En virksomhed eller et selskab, der yder juridisk rådgivning, men som ikke udøver advokatvirksomhed i overensstemmelse med retsplejelovens § 124, må således ikke betegne sig som advokatfirma, advokataktieselskab eller advokatanpartsselskab eller benytte en anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed. I så fald kan der pålægges virksomheden eller selskabet strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af retsplejeloven.
Bestemmelsen i stk. 1 omhandler lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2006.
Efter stk. 2, ophæves samtidig vinkelskriverloven i sin helhed. Det indebærer, at også lovens bestemmelser om rettighedsfrakendelse (§ 3) og om politiets kontrolbeføjelser (§ 4) ophæves. Der henvises herom til afsnit 4.1. under lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 , ophæves tillige § 17 i lov nr. 319 af 14. maj 1997 om inkassovirksomhed, som senest ændret ved lov nr. 442 af 9. juni 2004 (inkassoloven). § 17 er stort set identisk med vinkelskriverlovens § 2, stk. 1, nr. 2 og 3, og indeholder således et forbud imod at inkassovirksomheder markedsfører juridisk rådgivning.
Som en konsekvens af, at markedsføringsforbuddet i vinkelskriverloven nu foreslås ophævet, foreslås tillige markedsføringsforbuddet i inkassoloven ophævet.
Bestemmelsen indebærer, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Vinkelskriverloven er sat i kraft for Færøernes vedkommende ved § 4 i lov nr. 92 af 23. februar 1988 for Færøerne om rettens pleje, om ændring af lov om retsafgifter, om ændring af lov om børns retsstilling og om ikrafttrædelse af lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed mv. Vinkelskriverloven gælder derimod ikke for Grønland.
Gældende
LOV nr 419 af 09/05/2006
Justitsministeriet
Ændringer:
1
Lov om juridisk rådgivning
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Denne lov finder anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med rådgivning af overvejende juridisk karakter, når modtageren af rådgivningen (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Rådgiveren har bevisbyrden for, at rådgivningen ikke er omfattet af loven.
Stk. 2. Loven omfatter ikke juridisk rådgivning, der ydes af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed.
Stk. 3. Loven omfatter ikke juridisk rådgivning ydet af finansielle virksomheder, i det omfang økonomi- og erhvervsministeren har udstedt regler om god skik på det pågældende område.
Den, som erhvervsmæssigt yder rådgivning af overvejende juridisk karakter, skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for juridisk rådgivning. Rådgiveren skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Rådgivningen skal ydes med den fornødne hurtighed.
Stk. 2. Aftaler om juridisk rådgivning skal udarbejdes skriftligt.
Stk. 3. Rådgiveren skal i rådgivningsaftalen oplyse, om vedkommende er ansvarsforsikret. Oplysningen skal være særligt fremhævet i rådgivningsaftalen. Er rådgiveren ansvarsforsikret, skal vedkommende oplyse om størrelsen af den samlede forsikringssum, størrelsen af forsikringssum pr. skade, og om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvis vil blive udnyttet i det pågældende forsikringsår.
Stk. 4. Aftalen skal indeholde en beskrivelse af rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund.
Stk. 5. Rådgiveren skal angive sin timepris eller eventuelle samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis det ikke er muligt at angive timeprisen eller den samlede pris, skal det oplyses, på hvilket grundlag prisen beregnes.
Stk. 6. Rådgiveren må ikke modtage betroede midler fra kunden eller på kundens vegne.
Stk. 7. En rådgiver må ikke yde rådgivning i en sag i tilfælde, hvor rådgiveren selv eller dennes nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Det samme gælder i tilfælde, hvor rådgiveren eller dennes nærstående samtidig rådgiver eller tidligere i samme sag har rådgivet andre, der har en sådan interesse.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender yderligere regler om god skik for juridisk rådgivning.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i medfør af § 2, stk. 8. Tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
