LOV nr 597 af 12/06/2013
Erhvervsministeriet
Lov om investeringsforeninger m.v. § 183
SIKAV’er og værdipapirfonde, som er under tilsyn efter denne lov, betaler et gebyr ved stiftelse til Erhvervsstyrelsen. Gebyret dækker Erhvervsstyrelsens og told- og skatteforvaltningens omkostninger ved registrering af virksomhedsoplysninger og tildeling af cvr-nummer til SIKAV’er og SE-nummer til værdipapirfonde, afdelinger heraf og eventuelle andelsklasser i de pågældende afdelinger.
Stk. 2. SIKAV’er og værdipapirfonde betaler en årlig afgift til Erhvervsstyrelsen. Afgiften dækker Erhvervsstyrelsens og told- og skatteforvaltningens omkostninger ved administration af lovgivningen, herunder bl.a. registreringsopgaver i forbindelse med ændringer i virksomhedsoplysninger og SE-numre.
Stk. 3. Gebyret, jf. stk. 1, og afgiften, jf. stk. 2, kan reguleres årligt med omkostningsudviklingen i form af pris- og lønregulering svarende til den almindelige pris- og lønudvikling.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen opkræver gebyret, jf. stk. 1, og afgiften, jf. stk. 2, hos henholdsvis SIKAV’en og det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrerer værdipapirfonden.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsen fastsætter størrelsen af gebyret ved stiftelse, jf. stk. 1 og 3, og den årlige afgift, jf. stk. 2 og 3, ved bekendtgørelse. Endvidere fastsætter Erhvervsstyrelsen nærmere regler om opkrævning af sådanne gebyrer og afgifter. Det kan herunder bestemmes, at der kan fastsættes gebyr for rykkerbreve ved for sen betaling.