Med målsætningen i lovforslagets § 1, stk. 1, fastslås det, at fattigdomsbekæmpelse i udviklingslande og fremme af menneskerettigheder er det primære sigte med dansk udviklingssamarbejde. Dette indebærer også bekæmpelse af ulighed både lokalt og globalt. Denne målsætning forfølges gennem et samarbejde med udviklingslande og støtte til disse landes bestræbelser på at skabe bæredygtig økonomisk udvikling og demokratiske systemer med god regeringsførelse, velfungerende statslige institutioner og fravær af korruption. Formålsbestemmelsen understreger samtidig, at bekæmpelsen af fattigdom sker i overensstemmelse med FN-pagten, FN’s konventioner om menneskerettigheder og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Formålet hermed er at præcisere, at værdier om demokrati og menneskerettigheder er bærende for Danmarks globale engagement, herunder Danmarks støtte til bekæmpelse af fattigdom i udviklingslande og fremme af global fred og stabilitet. De omtalte FN-konventioner omfatter bl.a. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, FN's konvention om barnets rettigheder, FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, FN’s konvention mod tortur, FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og FN’s erklæring om retten til udvikling. Andre internationale konventioner har også betydning, herunder ILO’s kernekonventioner. For så vidt angår de humanitære principper henvises til international humanitær lov og principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed samt Flygtningekonventionen.

Udviklingspolitikken udgør et integreret element i Danmarks aktive udenrigspolitik, der sigter mod at fremme en mere fredelig og demokratisk verden. Dette mål er i både udviklingslandes og Danmarks interesse. Derfor angiver § 1, stk. 2, at Danmarks udviklingspolitik er en central og integreret del af Danmarks udenrigspolitik og dermed også, at udviklingspolitikken tjener Danmarks egne interesser i en mere fredelig, stabil og lige verden.

Udviklingslandes mulighed for at fremme bæredygtig økonomisk vækst og udvikling påvirkes ikke kun af donorlandenes udviklingspolitik og udviklingsbistandens størrelse, men i høj grad også af konsekvenser af politikker på en lang række andre områder. I takt med at strategiske egeninteresser i stigende omfang internationalt indgår i udviklingspolitiske dagsordener, stiger behovet for koordination og sammenhæng mellem forskellige politiske tiltag. Dette anerkendes bl.a. i Lissabontraktaten, der i artikel 208 fastsætter, at ”Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene. ” Det er imidlertid ikke kun fællesskabspolitikker, herunder EU’s handelspolitik og landbrugspolitik, men derimod også nationale politikker, der kan have betydning for udviklingslande. Lovforslaget tilsigter ikke at regulere andre politikområder end udviklingspolitikken. Det anerkendes dog i § 1, stk. 2, at øvrige politikområder kan have konsekvenser for udviklingslande. I lighed med Lissabontraktatens art. 208 sigter denne lovs anerkendelse af betydningen af politiksammenhæng for udvikling til, at offentlige myndigheder lader sig inspirere af hensynet til målene for udviklingssamarbejde i forbindelse med planlægning og forvaltning, der kan have konsekvenser for udviklingslande. Hermed udtrykkes betydningen af, at arbejdet på øvrige politikområder også inddrager hensynet til konsekvenser for udviklingslandene. Det betyder ikke nødvendigvis, at hensynet til målene for udviklingsbistand vil veje tungest, men der sigtes mod opmærksomhed på problemstillingen.

Med henblik på at sikre lokalt ejerskab til udvikling understreges det i § 1, stk. 3, at dansk udviklingssamarbejde sker gennem partnerskaber med partnere i udviklingslande. Dette er i overensstemmelse med principperne for bistandseffektivitet, som fastlagt i de internationale erklæringer fra konferencerne herom afholdt i Paris, Accra og Busan. Henvisningen i § 1, stk. 3 til, at Danmarks udviklingsbistand søges udmøntet inden for rammerne af internationalt anerkendte principper og mål for udviklingssamarbejde, sigter blandt andet til principper og mål, som Danmark har tilsluttet sig i FN-regi, som f.eks. Årtusindemålene for 2015 samt FN’s målsætning om et niveau for udviklingsbistand på minimum 0,7 procent af BNI, som de industrialiserede lande forpligtede sig til ved vedtagelsen på FN’s Generalforsamling i 1970 af FN’s udviklingsstrategi for 1970’erne. Bestemmelsen ændrer ikke på, at det konkrete niveau for dansk udviklingsbistand fastlægges gennem de årlige finanslove, som vedtages af Folketinget. I samtlige vedtagne finanslove siden 1978 har dansk udviklingsbistand ligget over 0,7 procent af BNI.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Denne bestemmelse er en videreførelse af § 3 i gældende lov, dog med sproglige forenklinger. Paragraffen omhandler koordination dels af Danmarks deltagelse i internationale forhandlinger, der vedrører bistand til udviklingslandene, dels af det statslige bilaterale og multilaterale udviklingssamarbejde. Det påhviler udviklingsministeren at samordne Danmarks deltagelse i udviklingspolitiske forhandlinger, der foregår i forskellige internationale fora, herunder i FN, FN’s særorganisationer og i andre internationale fora, med henblik på at sikre overensstemmelse mellem danske repræsentanters synspunkter. Dette kan kun sikres gennem en passende samordning mellem de forskellige myndigheder og institutioner, der sender repræsentanter til sådanne forhandlinger. Mens multilateral bistand i vidt omfang sorterede under forskellige fagministerier ved den gældende lovs vedtagelse i begyndelsen af 1970’erne, er der i dag etableret en enstrenget bistandsadministration i Udenrigsministeriet under udviklingsministerens ansvar. Det er derfor præciseret, at det påhviler udviklingsministeren at forvalte såvel den multilaterale som den bilaterale bistand.

Bestemmelserne i §§ 4-6 i den gældende lov fastlægger rammerne for udmøntningen af bistand, idet der sondres mellem henholdsvis faglig og finansiel bistand. Ved finansiel bistand forstås i gældende lov statslige kapitaloverførsler på ikke kommercielle vilkår, mens faglig bistand forstås som bistand, der gives i form af tjenesteydelser, der tjener til at fremme et lands udvikling, f.eks. som teknisk rådgivning inden for en given sektor. Disse bestemmelser erstattes af en enkelt bestemmelse, der dækker udmøntningen af al udviklingsbistand inden for rammerne af denne lovs formål. Dermed ophæves opdelingen i faglig og finansiel bistand, der ikke er relevant i dag, hvor bistanden i vid udstrækning har form af større programmer, der ofte indeholder begge former for støtte. Endelig giver bestemmelsen den nødvendige fleksibilitet til at tilpasse udviklingssamarbejdet til nye indsatstyper og støtteformer, som udvikles fremover, så længe dette bidrager til formålet som angivet i § 1.

Udviklingsbistand ydes i dag enten direkte til partnere i udviklingslande eller gennem andre kanaler, som har udviklet sig gennem årene. Disse omfatter bl.a. multilaterale institutioner og internationale organisationer som f.eks. EU (Den Europæiske Udviklingsfond), FN’s udviklingsorganisationer, multilaterale udviklingsbanker- og fonde, folkelige organisationer, der enten opererer med hovedsæde i Danmark eller i Danmarks partnerlande, uafhængige statsinstitutioner, selvejende institutioner, andre myndigheder og ikke-statslige aktører som f.eks. private fonde og den private sektor.

Den bilaterale udviklingsbistand kan tage flere forskellige former, herunder projekt- og programbistand, budgetstøtte, personelbistand, bistand gennem folkelige udviklingsorganisationer, særlig miljøbistand til udviklingslande, humanitære bidrag i forbindelse med kriser, blandede kreditter, partnerskaber mellem private virksomheder i udviklingslandene og i Danmark gennem Danida Business Partnerships, uddannelsesstipendier, gældslettelse samt lånebistand.

På samhandelsområdet kan udviklingsministeren yde finansiel bistand til foranstaltninger, som har til formål at fremme udviklingslandenes integration i international handel, bl.a. ved at styrke deres evne og kapacitet til at opnå og udnytte nye og eksisterende markedsadgange og via støtte til erhvervsspredning, erhvervsudvikling og forbedring af de erhvervsmæssige rammevilkår i udviklingslandene.

Der henvises om bestemmelsen i § 3 desuden til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lovforslagets § 4 lægger op til at indføre en forpligtelse for udviklingsministeren til at sikre størst mulig åbenhed i forvaltningen af udviklingsbistanden. Denne bestemmelse medfører krav om yderligere åbenhed i forhold til de pligter vedrørende offentlighed, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven mv. Udviklingsbistanden og dermed Danmarks samlede investeringer i en bedre og mere fredelig verden udgør et stort tilskudsområde på statens budget. Dette kræver ikke bare en bred politisk opbakning i Folketinget, men også vedvarende stærk støtte i den danske befolkning til bistandsniveauet. Derfor er åbenhed i bistandsadministrationen, der kan fremme indsigt i og forståelse for Danmarks udviklingssamarbejde, væsentligt.

Denne åbenhed skal sikre offentligheden adgang til relevant, rettidig og præcis information om forvaltning af udviklingsbistanden for dermed at give mulighed for at påvirke udmøntning af bistanden og for at kunne holde den offentlige forvaltning ansvarlig. Det indebærer også en forpligtelse til at påse, at forvaltningen tilrettelægges således, at der bl.a. sikres åbenhed om beslutninger om bevillinger af en vis størrelse samt offentlig inddragelse i forbindelse med udvikling af strategier og politikker på det udviklingspolitiske område. Dette vil give folkelige udviklingsorganisationer, erhvervsorganisationer, eksperter og interesserede borgere mulighed for at tilkendegive deres synspunkter således, at beslutninger kan træffes på et oplyst og kvalificeret grundlag. Udviklingsministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte de nærmere regler for åbenhed i forvaltningen af udviklingsbistanden. Mødemateriale om strategiske, udviklingspolitiske emner og bevillinger af en vis størrelse bør være tilgængeligt forud for møder i Bevillingskomité og Udviklingspolitisk Råd, ligesom beslutningsreferater offentliggøres efterfølgende. Offentliggørelse kan ske på internettet. Relevante dokumenter bør også offentliggøres via danske ambassader med henblik på at give aktører i Danmarks partnerlande mulighed for at holde sig orienteret og bidrage med høringssvar.

Der henvises om § 4 desuden til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den gældende lovs § 2 pålægger udviklingsministeren en gang om året for Folketinget at fremlægge en plan til udgiftsrammer for bistandsarbejdet for en periode på fem år. Dette skyldes et hensyn til, at udviklingssamarbejdet er langsigtet af natur og baserer sig på et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde, som forudsætter en vis forudsigelighed i kommende års bevillinger. Denne præmis er bekræftet i senere års internationale aftaler om bistandseffektivitet, senest det fjerde højniveauforum om bistandseffektivitet i Busan den 1. december 2011. De aftalemæssige forpligtelser, som Danmark måtte påtage sig inden for konkrete udviklingssamarbejder, vil desuden oftest strække sig over flere år. Lovforslaget viderefører denne bestemmelse med den mindre ændring, at planen til udgiftsrammer tidsmæssigt gøres fireårige og dermed bringes i overensstemmelse med finansloven, som opererer med finanslovsår og tre budgetoverslagsår. Bestemmelsen ændrer ikke på, at det eksakte niveau for udviklingsbistanden fortsat fastlægges fra år til år på de årlige finanslove.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 10 med en enkelt sproglig justering. Bestemmelsen fastsætter, at udviklingsministeren kan iværksætte eller yde tilskud til oplysningsarbejde, som har til formål at udbrede kendskabet til udviklingslande samt skabe forståelse for udviklingslandes udfordringer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde. Oplysningsarbejdet, der omfatter såvel Danidas Oplysningsbevilling som den kommunikationsindsats for udviklingssamarbejde, som Udenrigsministeriet forvalter, skal medvirke til at skabe aktiv interesse og forståelse for de særlige udfordringer, som verdens fattigste lande står overfor.

Danidas Oplysningsbevilling administreres af Udenrigsministeriet. Beslutning om ansøgninger til Oplysningsbevillingen træffes af en gruppe af kommunikationsfaglige personer og personer med særligt kendskab til udviklingslande (Danidas Oplysningsudvalg), som er nedsat af udviklingsministeren.

Oplysningsbevillingen anvendes til igangsættende og inspirerende kommunikation om udviklingssamarbejdet med henblik på øget spredningseffekt. Som led i Oplysningsbevillingen ydes desuden rejsetilskud til journalister og andre oplysningsformidlere.

Muligheden for udviklingsministeren til efter denne bestemmelse at yde tilskud til forskning er en videreførelse af den gældende lovs § 12. Det er dog i forhold til den gældende bestemmelse skønnet hensigtsmæssigt at understrege, at tilskud til forskning skal gives med henblik på at opnå større viden og styrke forskningskapaciteten i udviklingslandene for hermed at fremme dansk udviklingssamarbejdes overordnede formål, jf. lovens § 1, stk. 1.

En del af midlerne til udviklingsforskning udbydes i konkurrence gennem opslag med strategiske temaer. Udmøntningen af de konkurrenceudsatte forskningsmidler sker i henhold til lov om forskningsrådgivning (nr. 405 af 28/05/2003 – senere revideret i 2006 og 2007). Det Rådgivende Forskningsfaglige Udvalg, der er udpeget af udviklingsministeren, fungerer som et programudvalg under Det Strategiske Forskningsråd. Udvalget foretager den forskningsfaglige vurdering af ansøgningerne og indstiller støtteværdige og ikke-støtteværdige ansøgninger til Det Strategiske Forskningsråds bestyrelse.

Bestemmelsen, der har til formål at sikre videreførelse af det allerede eksisterende kultursamarbejde med udviklingslande, præciserer, at formålet med samarbejdet er at fremme kulturel mangfoldighed og interkulturel forståelse, ligesom den giver udviklingsministeren hjemmel til at iværksætte sådant samarbejde eller yde tilskud hertil.

Kultursamarbejdet kan finde sted som led i opfyldelsen af indgåede kulturaftaler med udviklingslande eller på ad hoc basis. Aktiviteter under samarbejdet kan finde sted i såvel udviklingslande som i Danmark, hvilket vil medvirke til at opfylde bestemmelsens formål.

Center for Kultur og Udvikling (CKU), der blev oprettet i 1998 med henblik på at styrke Danmarks kulturelle samarbejde med udviklingslande og den kulturelle dimension i udviklingssamarbejdet, og som ressortmæssigt er placeret under Udenrigsministeriet, spiller en central rolle i gennemførelsen af kultursamarbejdet. CKU gennemfører aktiviteter dels for egne midler, dels for midler fra bl.a. Udenrigsministeriet.

Den gældende lovs § 11 vedrører udelukkende kulturelt samarbejde med udviklingslande, der ikke er led i udviklingssamarbejdet. Dette samarbejde varetages ifølge gældende § 11 af Kulturministeriet og Undervisningsministeriet i forening med Udenrigsministeriet. Oprindeligt påhvilede det ”Samarbejdsudvalget til Samordning af Bistandsarbejdet og det kulturelle Samarbejde med Udviklingslandene” (benævnt Det lange Udvalg) at samordne bistandsarbejdet og det kulturelle samarbejde med udviklingslande. Dette udvalg blev nedlagt i 2002 ved ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde. Den kompetence, udvalget havde haft, overgik dermed til den minister, der havde ansvaret for anvendelsen af bevillingen til Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU).

Den foreslåede lov omhandler Danmarks udviklingssamarbejde. Til trods for, at den foreslåede bestemmelse således ikke – som det er tilfældet med § 11 i den gældende lov – eksplicit omtaler kulturelt samarbejde med udviklingslandene, der ikke er led i udviklingssamarbejdet, vil dette samarbejde kunne videreføres i uændret form og varetages af det relevante ministerium, f.eks. Kulturministeriet i forening med Udenrigsministeriet, inden for rammerne af relevante kulturaftaler eller på andet tilsvarende grundlag.

Denne bestemmelse viderefører § 9 i den gældende lov, idet den dog er tilpasset sprogligt i lyset af, at Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene er oprettet. Samtidig ændres navnet fra Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene til Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), jf. hertil lovforslagets § 11, stk. 4. Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) er samme juridiske person som Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU).

I lighed med gældende lov angiver § 9, stk. 2, at fonden kan yde støtte til danske investeringer i udviklingslande. Dette kan i lighed med gældende lovs § 9, stk. 3 ske ved aktietegning og gennem finansiering af undersøgelser vedrørende investeringsmuligheder og andre igangsættelsesforanstaltninger, långivning, ydelse af garantier og kautioner samt andre foranstaltninger, der efter bestyrelsens skøn kan fremme fondens formål. Der ændres således ikke på retstilstanden vedrørende de finansielle instrumenter, fonden kan yde støtte igennem.

Fonden kan desuden i overensstemmelse med fondens vedtægter påtage sig at administrere fonde, faciliteter og øvrige investeringssamarbejder efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.

IFU har tilsluttet sig FN’s 10 Global Compact-principper for virksomheders social ansvarlighed og samfundsmæssige engagement. Fondens CSR-politik er desuden baseret på FN’s, ILO’s og OECD’s internationale konventioner, erklæringer og deklarationer. Fonden er således forpligtet til at sikre høje standarder for virksomheders sociale ansvarlighed (CSR) som en forudsætning for god virksomhedsledelse i de selskaber, der investeres i.

Udenrigsministeriet vil fremover have en observatør i IFU’s bestyrelse. Det er hensigten, at denne observatør har taleret, men ikke stemmeret. Den nuværende ordning, som ikke er omtalt i gældende lov, er, at ministeren udpeger en til to personer fra Udenrigsministeriet i deres personlige egenskab. Med denne ændring præciseres, at Udenrigsministeriets observatør i bestyrelsen har til opgave at informere ministeren om væsentlige beslutninger.

I medfør af Bekendtgørelse nr. 1188 af 9. oktober 2007 gælder lov om offentlighed i forvaltningen ikke for den forretningsvirksomhed, der udøves af IFU i henhold til § 9 i gældende lov. Denne undtagelse vil fortsat gælde, idet Bekendtgørelse nr. 1188 i vil blive ændret i lyset af nærværende lovforslag.

Der foreslås med denne bestemmelse en ny struktur for den udviklingsfaglige rådgivning af udviklingsministeren. Bestemmelsen indebærer, at Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, der er etableret ved lov nr. 94 af 19. marts 1962 om teknisk samarbejde med udviklingslandene og videreført i gældende lovs §§ 14-15, erstattes af et Udviklingspolitisk Råd, som er et forum for løbende dialog med og rådgivning af udviklingsministeren om alle sager af strategisk og udviklingspolitisk betydning. Det Udviklingspolitiske Råd vil skulle drøfte væsentlige strategiske tiltag vedr. udviklingspolitikken og udviklingssamarbejdet, f.eks. landepolitikpapirer, nye tematiske strategier, overordnet samarbejde med de multilaterale organisationer, fremdrift i landeprogrammerne, erfaringsopsamling gennem drøftelse af gennemførte evalueringer m.v.

De væsentlige principper og funktioner, som er søgt styrket i den nye organisatoriske struktur, er:

• fortsat kvalitetssikring af udviklingsbistanden og ekstern bistandsfaglig rådgivning af udviklingsministeren med henblik på ministerens stillingtagen,

• styrket offentlighed og åbenhed, og

• fokuseret, strategisk dialog med og rådgivning af udviklingsministeren om større og væsentlige udviklingspolitiske emner.

I særlige tilfælde kan konkrete programmer af strategisk karakter tages op i det Udviklingspolitiske Råd til principielle drøftelser, før de forelægges Bevillingskomitéen, jf. pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Dagsordenen for Rådets møder aftales mellem Udviklingsministeren og Rådets formand. Rådets medlemmer kan anmode om at få emner på dagsordenen således, at Rådet sikres en initiativret.

Udviklingspolitisk Råd omfatter indtil 15 medlemmer, som forudsættes udpeget således, at sammensætningen afspejler relevante interessegrupper og den bistandsfaglige ekspertise i Danmark, herunder af folkelige udviklingsorganisationer og repræsentanter på tværs af arbejdsmarkedets parter, for dermed at sikre, at udviklingsarbejdet får en bred forankring i det danske samfund. Udviklingsministeren udpeger medlemmerne af Udviklingspolitisk Råd, jf. § 10, stk. 3. Medlemmerne udpeges for en tre års periode med mulighed for forlængelse for yderligere en periode (maksimalt seks år i alt). Der vil blive udpeget tre repræsentanter fra fagbevægelsen, tre repræsentanter fra erhvervsorganisationer/virksomheder, fire repræsentanter fra universiteterne/forskerne og fem repræsentanter fra de folkelige organisationer. Idet medlemmerne i Udviklingspolitisk Råd repræsenterer interessevaretagelse, vil medlemmer, der ikke længere repræsenterer deres organisation, kunne udskiftes efter indstilling fra denne.

Der indføres en høring af udvalgte organisationer, hvori de bedes indstille kandidater til medlemmer inden for deres respektive område i Udviklingspolitisk Råd forud for ministrenes udpegelse af Rådets medlemmer, som blandt andet vil omfatte Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer, Håndværksrådet, LO, NGO Forum, DIIS og Danske Universiteter.

Rådets forretningsorden vil blive fastlagt af udviklingsministeren i dialog med Rådets medlemmer og vil bestemme de nærmere retningslinjer for Rådets virke. Rådet vil mødes mindst fire gange årligt.

Med henblik på at sikre øget offentlig inddragelse og gennemsigtighed forudsættes det, at væsentlige sager, der forelægges det Udviklingspolitiske Råd samt bevillinger af en vis størrelse, der forelægges Bevillingskomitéen, sendes i offentlig høring. Høringen vil finde sted på et tidligt tidspunkt i Udenrigsministeriets sagsbehandling for derved at sikre, at de indkommende høringssvar reelt får mulighed for at præge den videre bearbejdning af oplæggene.

Eventuelle høringssvar vil indgå sammen med det øvrige beslutningsgrundlag på møderne. Referater fra møderne vil ligeledes være offentlige.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 4.

Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde, der er etableret ved lov nr. 94 af 19. marts 1962 om teknisk samarbejde med udviklingslandene og videreført ved den gældende lovs § 16, nedlægges, idet Rådets funktion bortfalder med nedlæggelsen af Styrelsen. Rådet har i praksis hovedsageligt fungeret som et debatforum og har ikke har haft den oprindeligt tilsigtede funktion med at følge styrelsens virksomhed eller fremkomme med råd og henstillinger, jf. den gældende lovs § 16, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, regulerer spørgsmålet om lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 11, stk. 2, indebærer, at den hidtil gældende lov om internationalt udviklingssamarbejde ophæves.

Bestemmelsen i § 8 i den gældende lov giver Udenrigsministeriet adgang til at stille garantier for politiske risici ved danske virksomheders investeringer i udviklingslande. Fra 1. januar 2007 overgik administrationen af denne ordning til Eksport Kredit Fonden (EKF), der herefter for Udenrigsministeriets risiko administrerer ordningen efter dagældende regler. Det blev samtidig besluttet, at Udenrigsministeriet ikke længere skal udstede nye garantier under denne bestemmelse. EKF administrerer fortsat fire garantier udstedt før 2007 for i alt ca. 170 mio. kr., hvoraf den seneste udløber ved udgangen af 2022. Bestemmelsen i § 11, stk. 3, indeholder derfor en overgangsbestemmelse for de eksisterende fire garantier, som sikrer, at disse også fremover – indtil deres udløb – er reguleret ved § 8 i den gældende lov.

Bestemmelsen i § 11, stk. 4, indeholder en overgangsbestemmelse, der indebærer, at Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, der er nedsat i henhold til § 9 i den gældende lov, videreføres under navnet Investeringsfonden for Udviklingslande efter denne lovs ikrafttræden.