Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse § 2
Til stk. 1
Vilkår for godkendelse som institution for erhvervsrettet uddannelse kan ud over det grundlæggende behovskriterium - f.eks. være lokale- og udstyrskrav, forsvarlige årsprogrammer og undervisningsplaner og kvalificerede lærerkræfter, samt at institutionen er organiseret på et betryggende økonomisk grundlag.
Alle institutioner, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden er godkendt i henhold til enten erhvervsskoleloven eller lov om arbejdsmarkedsuddannelsescentre (AMU-centerloven), er automatisk godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovforslagets § 40, stk. 1.
Undervisningsministeriet vil forud for godkendelse af nye institutioner efter loven kunne indhente udtalelse fra Erhvervsuddannelsesrådet, fra Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne og/eller fra Landbrugsuddannelsesrådet med henblik på en vurdering af institutionens faglige bæredygtighed i forhold til den landsdækkende institutionsstruktur.
Til stk. 2
Der henvises til de almindelige bemærkninger under afsnit II, »Udvikling af institutionsstrukturen«.
Bestemmelsen skal være med til at sikre, at der til stadighed er en hensigtsmæssig, landsdækkende og regional institutionsstruktur inden for den erhvervsrettede grund-, efter- og videreuddannelse, herunder at institutionerne har en tilstrækkelig aktivitet, der dækker de relevante uddannelsesbehov. Det er et led heri at sikre, at institutioner, der ikke er eller ikke forventes at kunne blive økonomisk bæredygtige, får tilbagekaldt godkendelsen og dermed ikke længere kan modtage tilskud fra staten.
Som led i målet om en enstrenget institutionsstruktur, der skal medvirke til at sikre både fagligt, pædagogisk og økonomisk bæredygtige og regionalt forankrede institutioner, der sikrer et landsdækkende og regionalt udbud af grund-, efter- og videreuddannelse, vil der blive behov for sammenlægning og spaltning af institutioner. Det vil i den sammenhæng kunne komme på tale at tilbagekalde godkendelser af institutioner, der ikke indgår i hensigtsmæssige sammenlægninger eller spaltninger, hvis der ikke længere er behov for disse institutioner som led i en landsomfattende og regional planlægning.
Med tilbagekaldelse af institutionens godkendelse ophører de økonomiske tilskud, herunder det ikke-aktivitetsafhængige grundtilskud, og institutionen vil ikke kunne opfylde opgaverne i henhold til vedtægten.
Til stk. 4
Institutionernes vedtægter skal udformes med respekt af gældende love og regler og skal som hidtil indeholde regler blandt andet om bestyrelsens sammensætning, virke og opgaver, regler om regnskab og tegningsret, regler om lederens opgaver samt fremgangsmåden ved institutionens nedlæggelse, jf. også bemærkningerne til § 7, stk. 1. Undervisningsministeriet kan stille krav til vedtægtens indhold i forbindelse med godkendelsen af denne og vil udarbejde en vejledende standardvedtægt for institutioner for erhvervsrettet uddannelse, som kan danne udgangspunkt for ministeriets godkendelse af den enkelte institutions vedtægt.
Nuværende AMU-centre og erhvervsskoler, der er godkendt efter den nye lov ved dennes ikrafttræden, jf. oven for ad stk. 1, skal senest den 1. januar 2004 have indsendt nye vedtægter, der lever op til de nye krav, med henblik på ministeriets godkendelse.
Institutionen kan, som nævnt oven for ad forslagets § 1, videreføre betegnelsen som f.eks. handelsskole, AMU-center, erhvervsuddannelsescenter eller andet, hvis det ønskes, og herunder anvende denne i sin markedsføring. En særlig institutionsbetegnelse skal fremgå af vedtægten, typisk som en del af institutionens navn. Ministeriet vil i forbindelse med navnegodkendelser lægge vægt på navnets informationsværdi, herunder at dette ikke er vildledende, når der henses til institutionens konkrete udbudsprofil.
Vedtægterne vil skulle indeholde bestemmelser om fremgangsmåden ved udpegning af nye medlemmer til bestyrelsen, hvis der i udpegningsperioden opstår inhabilitet for et eller flere bestyrelsesmedlemmer, jf. herved lovforslagets § 5, stk. 3 og 4. Hvis der i udpegningsperioden opstår generel inhabilitet for et bestyrelsesmedlem, kan vedkommende ikke længere være medlem af bestyrelsen og må udtræde. Nyudpegning gennemføres hurtigst muligt.