Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 366 af 05/03/2026

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 43

Bestyrelsen påser, at revisor opfylder bestemmelserne om uafhængighed i revisorloven. Bestyrelsen må endvidere ikke antage en revisor, der samtidig er revisor for udlejer af de ejendomme m.m., som institutionen anvender, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der kontrollerer udlejer, medmindre lejeforholdet er af uvæsentligt omfang. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om, hvornår lejeforholdet er af uvæsentligt omfang.

Stk. 2. Opfylder revisor ikke på tilfredsstillende måde kravene til revision i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan børne- og undervisningsministeren pålægge bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist at udpege en anden revisor.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 43

Bestemmelsen er en videreførelse af de bestemmelser, der ved § 7 i lov nr. 361 af 19. maj 2004 er indsat i den gældende lovgivning om institutioner for uddannelsen til studentereksamen og institutioner for uddannelsen til højere forberedelseseksamen.

Det foreslås, at bestyrelsen løbende skal påse revisors uafhængighed, jf. § 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, og at revisor blandt andet ikke er udlejer eller har en nærmere angiven tilknytning til udlejere af institutionens bygninger m.m., medmindre der er tale om uvæsentlige dele af de samlede ejendomsudgifter. Endvidere giver bestemmelsen ministeriet mulighed for at pålægge bestyrelsen at skifte revisor, hvis kvaliteten af revisors arbejde er klart utilfredsstillende.

Undervisningsministeriets habilitetskrav til revisorer ved selvejende uddannelsesinstitutioner indebærer, at institutionens revisor ikke samtidig må være revisor for udlejer af institutionens faste ejendomme, dele af en ejendom, skibe og lignende fysiske rammer for skolevirksomheden eller for selskaber, fonde m.fl., der kontrollerer udlejer af den faste ejendom m.m. Revisor må heller ikke selv være udlejer af institutionens ejendomme. Hvis lejen udgør 2 pct. eller derunder af institutionens samlede ejendomsudgifter, inklusiv prioritetsrenter og afskrivning på bygninger inklusiv installationer, gælder forbudet dog ikke.

Bestyrelsen kan f.eks. sikre sig ved jævnligt at indhente en erklæring eller redegørelse fra revisor om grundlaget for revisors vurdering af sin uafhængighed.

Bestemmelsen udelukker ikke, at en revisor er revisor for uddannelsesinstitutionen, selv om en anden selvstændig revisor i samme (landsdækkende) revisorfirma er revisor for udlejer. Det vil være afgørende for forbudet, om udlejers revisor har instruktionsbeføjelse over for institutionens revisor, og er det tilfældet, må revisor ikke være institutionsrevisor.

Kravene hænger sammen med, at det er meget centralt for Undervisningsministeriet, at revisorerne er uafhængige af modstående hensyn, da de er ministeriets garanter for, at institutionerne økonomiserer med de betydelige statslige tilskud, der ydes. Revisor må ved sin revision alene vurdere en disposition ud fra institutionens interesser. Kravet gælder også i forhold til offentlige udlejere.

Endvidere skal revisor påse, at institutionens aftaler af økonomisk betydning er indgået på markedsvilkår.

Bestyrelsen skal påse, at revisor overholder lovgivningens krav vedrørende revisor, revision mv. Der kan være tale om overtrædelse af selvejelovens krav til revisor og revision, regler udstedt i medfør heraf, revisorlovgivningens krav, eller regler udstedt i medfør heraf og andre krav til revision og revisors arbejde. Bestemmelsen kan ligeledes benyttes, hvis kvaliteten af revisors arbejde is klart utilfredsstillende.

Hvis bestyrelsen ikke efterkommer ministeriets påbud om at skifte revisor, kan Undervisningsministeriet benytte lovens forskellige sanktionsbestemmelser, herunder bestemmelsen om at tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt, hvis der er tale om regelovertrædelser, eller ved at sætte bestyrelsen under administration for så vidt angår spørgsmålet om at udskifte revisor.