Lov om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Nederlandene § 1

Det foreslås, at bestemmelserne i protokol af 9. maj 2018 til ændring af overenskomsten af 1. juli 1996 mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og formue skal gælde her i landet, når betingelserne herfor er opfyldt. Protokollen er medtaget som bilag 1.

I det følgende gennemgås protokollens enkelte bestemmelser.

Protokollens artikel I ændrer overenskomstens titel og præambel. Den nye titel og præambel svarer til titel og præambel i den seneste udgave af OECD’s modeloverenskomst.

Den nye præambel er desuden en af de fire BEPS-minimumstandarder, jf. punkt 3. i lovforslagets almindelige bemærkninger, som de deltagende lande har forpligtet sig til at indarbejde i deres dobbeltbeskatningsoverenskomster. Præamblen gør det tydeligt, at de to lande har til hensigt at ophæve dobbeltbeskatning uden at skabe mulighed for ikke-beskatning eller nedsat beskatning gennem skatteunddragelse eller omgåelse. Det angives således eksplicit i præamblen, at formålet med overenskomsten ikke alene er at undgå dobbeltbeskatning, men også at undgå dobbelt ikke-beskatning. Den ændrede præambel kan få betydning i den forstand, at den kan tjene som fortolkningsbidrag til overenskomstens anvendelse.

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 2 angiver overenskomstens anvendelsesområde, dvs. de skatter, som er omfattet af overenskomsten. Protokollens artikel II indeholder en opdatering af listen over indkomstskatter i Danmark og Nederlandene.

Den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst omfatter både indkomstskatter og formueskatter.

Ændringerne i protokollens artikel III medfører, at overenskomsten fremover kun omfatter indkomstskatter. Ændringen er foranlediget af Nederlandene, der har afskaffet deres formueskatter. Danmark har ligesom Nederlandene ingen generel formueskat, men har ejendomsværdiskatten, der i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne har status af en formueskat.

Ifølge ejendomsværdiskattelovens § 12 kan personer, der er hjemmehørende i Danmark og har fast ejendom i Nederlandene, få lempelse i den danske ejendomsværdiskat for betalte nederlandske skatter, som beregnes ud fra værdien af den udenlandske ejendom. Personer, der er hjemmehørende i Nederlandene, er ikke skattepligtige af fast ejendom beliggende i udlandet efter nederlandske regler. Ændringen vurderes derfor hverken at få betydning for personer hjemmehørende i Danmark eller i Nederlandene.

Protokollens artikel IV ophæver de gældende pensionsbestemmelser i overenskomstens artikel 18 og erstatter den med nye bestemmelser.

Efter den gældende artikel 18 kan pensioner med løbende udbetalinger (ratepensioner og livrenter og lign.) kun beskattes i bopælslandet. Sociale pensioner og andre sociale ydelser (f.eks. folkepension) kan beskattes i kildelandet.

Den nye artikel 18 medfører i stk. 1, at pension og andre lignede vederlag, såvel som annuiteter, der hidrører fra et land og betales til en person, der er hjemmehørende i det andet land, kan beskattes i det førstnævnte land.

I stk. 3 defineres, hvornår en pension, andre lignende vederlag eller en annuitet anses for at hidrøre fra et land. Efter bestemmelsen anses en pension m.v. for at hidrøre fra et land for så vidt som bidrag og lign. forbundet med pensionen m.v. medførte en skattelettelse i denne stat.

I stk. 5 defineres, hvornår et bidrag m.v. anses for at have medført en skattelettelse. Efter bestemmelsen har bidrag m.v. medført en skattelettelse, hvor bidrag betalt til en pensionskasse, livsforsikringsselskab eller andet lignende institut blev fradraget ved opgørelsen af den berettigedes skattepligtige indkomst, eller hvor bidrag indbetalt af en arbejdsgiver ikke var skattepligtig indkomst for den berettigede.

Stk. 1 medfører, sammenholdt med stk. 3 og 5, at Danmark kan beskatte en person, der er hjemmehørende i Nederlandene, af udbetalinger fra en pensionsordning, hvis der tidligere er givet fradrag ved dansk indkomstopgørelse for indbetalinger til ordningen, eller hvis der ikke er sket dansk beskatning af en arbejdsgivers indbetalinger til ordningen (bortseelsesret). Ifølge overenskomstens artikel 23, stk. 2, der ændres ved protokollens artikel V, ophæver Nederlandene dobbeltbeskatningen af disse pensionsudbetalinger ved at give exemptionslempelse, dvs. at pensionsudbetalingerne reelt ikke beskattes i Nederlandene, men indgår i beregningen af progressionen af skatten på den skattepligtiges eventuelle øvrige indkomst.

For en person, der er hjemmehørende i Danmark, og som modtager pension m.v., der er givet fradrag eller bortseelsesret for i Nederlandene, medfører stk. 1 sammenholdt med stk. 3 og 5, at Nederlandene kan beskatte pensionsudbetalingerne. Ifølge overenskomstens artikel 23, stk. 5, litra a og b, giver Danmark creditlempelse for den skat, der er betalt i Nederlandene af pensionsudbetalingerne.

Det bemærkes, at der er en overgangsregel for personer, som før underskrivelsen af protokollen var hjemmehørende i enten Danmark eller Nederlandene, og som var begyndt at modtage pension og efterfølgende fortsætter med at modtage pension. Der henvises til gennemgangen af overgangsreglen nedenfor under artikel XV.

For så vidt angår baggrunden for ændringen henvises til punkt 3.4 i de almindelige bemærkninger.

Stk. 2 svarer til den gældende stk. 3 og medfører, at pensioner og andre ydelser, som udbetales i medfør af bestemmelserne i den sociale sikringslovgivning i en af staterne til en person, der er hjemmehørende i den anden stat, kan beskattes i den førstnævnte stat.

For en person, der er hjemmehørende i Nederlandene, og som modtager pension og andre ydelser, som Danmark udbetaler efter den sociale sikringslovgivning, medfører stk. 2, at Danmark kan beskatte disse udbetalinger og ydelser. Det drejer sig bl.a. om dansk folkepension, dansk arbejdsløshedsunderstøttelse, danske sygedagpenge, ydelser ved arbejdsskader og dansk efterløn. Ifølge overenskomstens artikel 23, stk. 2, ophæver Nederlandene dobbeltbeskatningen ved exemptionslempelse.

For en person, der er hjemmehørende i Danmark, og som modtager pensioner og andre ydelser fra Nederlandene efter deres sociale sikringslovgivning, medfører bestemmelsen, at Nederlandene kan beskatte udbetalingerne. Danmark giver ifølge overenskomstens artikel 23, stk. 5, litra a og b, creditlempelse for den nederlandske skat.

I stk. 4 defineres udtrykket annuitet. Definitionen af annuiteter fra Danmark svarer til definition af annuiteter i den gældende stk. 4. I det danske forhandlingsudspil skelnes der ikke mellem annuiteter og pensioner. I stedet anvendes fællesbetegnelsen pension og andre lignende vederlag. I Nederlandene er det derimod generelt således, at annuiteter er oprettet i pengeinstitutter eller livsforsikringsselskaber, hvorimod pensioner er oprettet i pensionskasser. Der skelnes således fortsat mellem pensioner og annuiteter i artikel 18 for at undgå usikkerhed om kvalifikationen efter overenskomsten af annuiteter nævnt i den nederlandske indkomstskattelov fra 2001.

I stk. 6 angives det, at bestemmelserne i artikel 18 også finder anvendelse på tilfælde, hvor der foretages en engangsudbetaling i stedet for en pension eller et andet lignende vederlag eller en annuitet før rettidig udbetaling af pensionen m.v. Bestemmelsen medfører, at kildelandet også i disse situationer kan beskatte udbetalingen. Dette var også konsekvensen for engangsudbetalinger efter den gældende stk. 2. Bestemmelsen er indsat på foranledning af Nederlandene. Det bemærkes i den forbindelse, at de danske afgifter af visse pensionsudbetalinger f.eks. 60 pct.-afgiften ved førtidig ophævelse og 40 pct. afgiften ved rettidig ophævelse af kapitalpensioner ikke er omfattet af de danske dobbeltbeskatningsoverenskomster. Danmark vil derfor kunne opkræve disse afgifter uafhængigt af, om der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med bopælslandet eller ikke.

I protokollens artikel V ændres henvisningerne i artikel 23, stk. 2 og 3, til de enkelte stykker i artikel 18 (pensionsbestemmelsen). Artikel 23, stk. 2 og 3, omhandler de nederlandske lempelsesbestemmelser. Ændringerne er en konsekvens af nyaffattelsen af artikel 18 i protokollens artikel IV.

Herudover indsættes der efter ønske fra Nederlandene og i overensstemmelse med deres forhandlingspolitik på dette punkt et nyt punktum i artikel 23, stk. 3, der som nævnt handler om, hvordan Nederlandene lemper for dobbeltbeskatning.

Efter den gældende artikel 23, stk. 3, skal Nederlandene give fradrag i den beregnede nederlandske skat af bestemte typer af indkomster, der kan beskattes i Danmark i det omfang disse indkomster er medregnet i det nederlandske beskatningsgrundlag. Fradragsbeløbet skal svare til den skat, der er betalt i Danmark af disse indkomster, men skal ikke overstige den nedsættelse, der ville være indrømmet, hvis de medregnede indkomster havde været de eneste indkomster, som var fritaget for nederlandsk skat i henhold til bestemmelserne om undgåelse af dobbeltbeskatning i den nederlandske lovgivning.

Efter protokollens artikel V skal der indsættes et nyt punktum i artikel 23, stk. 3, der præciserer, at bestemmelsen ikke skal begrænse godtgørelsen efter bestemmelserne i nederlandsk lovgivning til undgåelse af dobbeltbeskatning, men kun angår beregningen af nedsættelsen af den nederlandske skat med hensyn til sammenlægning af indkomst fra mere end en stat og fremførslen af den skat, der er betalt i Danmark på de nævnte indkomster, til efterfølgende år. Med præciseringen tydeliggøres det, at Nederlandene kan anvende deres interne regler for ophævelse af dobbeltbeskatning.

Ved protokollens artikel VI indsættes en såkaldt PPT-bestemmelse (PPT = Principal Purpose Test). Ifølge bestemmelsen gives der ikke fordele efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten for få vidt angår indkomst, hvis det i betragtning af alle relevante fakta og omstændigheder er rimeligt at antage, at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene med de arrangementer eller transaktioner, som direkte eller indirekte resulterer i denne fordel. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at opnåelse af denne fordel under de givne omstændigheder ville være i overensstemmelse med genstanden for og formålet med de relevante bestemmelser i overenskomsten.

Bestemmelsen er en minimumsstandard i relation til BEPS. En tilsvarende bestemmelse findes i dansk skatteret, jf. ligningslovens § 3, stk. 3. Bestemmelsen har derfor ikke nogen betydning for den danske fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Bestemmelsen kan dog få betydning for den nederlandske fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, hvis der ikke er en tilsvarende bestemmelse i den nederlandske skattelovgivning.

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 26, stk. 1, angiver den fremgangsmåde, der skal anvendes, hvis en person, som er hjemmehørende i et af de to lande, mener sig udsat for en beskatning i strid med overenskomsten. Efter den gældende bestemmelse kan personen kun indbringe sin sag for den kompetente myndighed i det land, hvor personen er hjemmehørende.

Med ændringen i protokollens artikel VII vil personen fremover kunne indbringe sagen for den kompetente myndighed i et af de to lande, dvs. enten det land, hvor personen er hjemmehørende (bopælslandet), eller kildelandet. Sagen skal ligesom efter gældende regler indbringes inden 3 år fra første underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser. Muligheden for at kunne indbringe en sag for myndighederne i det andet land (kildelandet) er en minimumsstandard i relation til BEPS.

I protokollens artikel VIII ophæves de gældende bestemmelser om udveksling af oplysninger i artikel 27 og erstattes af nye bestemmelser svarende til bestemmelserne om udveksling af oplysninger i den seneste udgave af OECD’s modeloverenskomst.

Artikel 27 om udveksling af oplysninger pålægger i stk. 1 generelt de to landes kompetente myndigheder at udveksle oplysninger, som kan forudses at være relevante for, at overenskomstens bestemmelser eller de to landes interne skattelovgivning kan føres ud i livet, dvs. at skatteligningen kan foretages korrekt. Den interne danske hjemmel til at udveksle oplysninger efter denne bestemmelse findes i skattekontrollovens § 8 Y.

Pligten til informationsudveksling gælder for skatter af enhver art, som pålignes af de to lande eller deres politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, for så vidt beskatningen ikke vil være i strid med overenskomsten. Betegnelsen ”skatter af enhver art” omfatter ikke alene direkte skatter, men også indirekte skatter (moms, punktafgifter m.v.).

Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysninger, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Nederlandene. De to lande kan f.eks. udveksle oplysninger til brug for dansk beskatning af en person, som er hjemmehørende i et tredjeland, men som har et fast driftssted her i landet.

Efter stk. 1, sidste punktum, kan de kompetente myndigheder indgå en aftale om, hvordan de rent praktisk udveksler de oplysninger, der følger af bestemmelsen. Denne bestemmelse er ikke indeholdt i bestemmelsen om udveksling af oplysninger i OECD’s modeloverenskomst. Bestemmelsen gør det muligt for den nederlandske regering af indgå en sådan aftale uden, at aftalen skal gennemføres ved lov. Den danske regering kan allerede efter gældende regler tiltræde sådanne aftaler uden, at de skal gennemføres ved lov. Denne del af bestemmelsen får derfor ikke nogen betydning for den danske tiltrædelsesprocedure.

Ifølge stk. 2 skal et land behandle oplysninger, som det har modtaget fra det andet land, som hemmelige på samme måde som oplysninger, der er tilvejebragt efter landets interne lovgivning. Oplysningerne må kun meddeles til personer m.v., der er beskæftiget med ligning af de skatter, der er omhandlet i artikel 27, og må kun bruges til sådanne formål, medmindre anden anvendelse er mulig efter lovgivningen i begge lande, og den kompetente myndighed i det land, der meddeler oplysningerne, giver tilladelse til det.

Oplysninger kan udveksles på flere forskellige måder. I kommentarerne til OECD-modeloverenskomstens artikel om udveksling af oplysninger omtales specifikt 3 måder, det kan ske på. For det første kan oplysninger udveksles efter anmodning. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Nederlandene i en given situation har grund til at formode, at skattemyndighederne i det andet land er i besiddelse af oplysninger, som er nødvendige for skatteligningen, kan myndighederne anmode myndighederne i det andet land om at videregive oplysningerne til brug for den konkrete sag.

Myndighederne i det andet land har pligt til om muligt at fremskaffe de pågældende oplysninger, hvis de ikke allerede er i besiddelse af de oplysninger, der anmodes om, og disse oplysninger forefindes i det andet land. Det er dog en forudsætning, at myndighederne i det anmodende land selv har gjort, hvad de kunne for at fremskaffe oplysningerne.

En anden måde er spontan udveksling af oplysninger. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Nederlandene kommer i besiddelse af oplysninger, som man skønner kan være af interesse for skattemyndighederne i det andet land, kan disse oplysninger videresendes til myndighederne i det andet land, selv om de ikke har anmodet om dem.

En tredje mulighed er, at skattemyndighederne i et af de to lande automatisk – det vil sige systematisk og med faste mellemrum – sender oplysninger til det andet lands myndigheder. Det kan f.eks. være oplysninger om lønudbetalinger til personer, som er hjemmehørende i det andet land.

Artikel 27 giver også mulighed for, at repræsentanter fra de nederlandske skattemyndigheder kan være til stede ved danske skattemyndigheders undersøgelse hos en person eller et selskab her i landet, eller at repræsentanter fra de danske myndigheder er til stede ved nederlandske myndigheders undersøgelse i Nederlandene.

De to lande kan også aftale en såkaldt simultan undersøgelse, hvor deres skattemyndigheder hver på sit territorium undersøger de skattemæssige forhold hos en eller flere skattepligtige, hvor de har en fælles eller beslægtet interesse, med henblik på at de derefter udveksler alle relevante oplysninger, som de er kommet i besiddelse af.

Der er ikke i artikel 27 regler for, om udvekslingen af oplysninger skal foregå på den ene eller anden måde eller i en kombination af flere måder. Der er heller intet til hinder for, at de to landes skattemyndigheder kan foranstalte undersøgelser målrettet mod særlige erhvervsgrene m.v.

Ifølge stk. 3 har landene dog ikke pligt til at give oplysninger eller udføre forvaltningsakter i strid med deres lovgivning og forvaltningspraksis eller give oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser.

Ifølge stk. 4 skal et land iværksætte de foranstaltninger, der er til rådighed for at indhente de oplysninger, der er anmodet om, uanset om det ikke har behov for oplysningerne til egne skatteformål. Forpligtelsen er underlagt begrænsningerne i stk. 3, men i intet tilfælde kan begrænsningerne fortolkes sådan, at det er muligt at afslå at meddele oplysninger, blot fordi landet ikke selv har nogen interesse i oplysningerne.

Ifølge stk. 5 omfatter informationsudvekslingen også såkaldte bankoplysninger. Der er således pligt til at videregive oplysninger, som er indhentet (eller skal indhentes) fra banker, andre finansielle institutter, repræsentanter eller personer, som optræder i egenskab af bemyndiget eller som formynder, eller fordi oplysningerne drejer sig om ejerforhold i en person.

Med ændringerne bringes artikel 27 om udveksling af oplysninger i overensstemmelse med de seneste internationale standarder. I forhold til den gældende artikel 27 præciseres det således, at et land ikke kan afvise at indhente og videregive oplysninger til det andet land med den begrundelse, at det pågældende land ikke selv har brug for oplysningerne til egen beskatning, eller at der er tale om bankoplysninger. Dette følger imidlertid allerede af EU’s bistandsdirektiv, som både Danmark og Nederlandene er omfattet af.

I protokollens artikel IX ophæves de gældende bestemmelser om bistand ved inddrivelse af skatter i artikel 28 og erstattes af nye bestemmelser svarende til bestemmelserne om bistand ved inddrivelse af skatter i den seneste udgave af OECD’s modeloverenskomst. Den interne danske hjemmel til at yde en sådan bistand findes i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

I stk. 1 pålægges de to lande at yde hinanden bistand ved sikring og inddrivelse af skattekrav. Det er ikke nogen betingelse, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Nederlandene, eller at kravet vedrører skatter er omfattet af overenskomsten.

Ifølge stk. 2 omfatter artikel 28 alle former for skatter. Udtrykket omfatter også renter, administrative bøder og omkostninger i forbindelse med inddrivelse og sikring af sådanne beløb. Bistanden er derfor ikke begrænset til de skatter, som er omfattet af overenskomsten.

Stk. 3 fastsætter de betingelser, der skal være opfyldt, for at en anmodning om bistand med inddrivelse kan fremsættes og den måde, hvorpå det land, der anmodes om bistand, skal inddrive kravet. Ifølge bestemmelsen skal inddrivelse af et lands skattekrav ske, når kravet kan inddrives efter lovgivningen i det land, som rejser kravet, og når skyldneren ikke kan gøre indsigelser mod inddrivelsen. Inddrivelse skal ske efter lovgivningen i det land, der modtager anmodningen om bistand, som om skattekravet var dette lands eget skattekrav.

Ifølge stk. 4 skal sikring af et lands skattekrav ske, når dette er muligt efter lovgivningen i det land, der ønsker kravet sikret, uanset om skattekravet på dette tidspunkt kan inddrives eller ej, og uanset om skyldneren kan gøre indsigelser mod en inddrivelse. Foranstaltninger med henblik på sikring af skattekravet skal iværksættes efter reglerne i det land, der modtager anmodningen om bistand, som om skattekravet var dette lands eget skattekrav. Bestemmelsen har til formål at beskytte et lands inddrivelsesrettigheder ved at give dette land mulighed for at anmode det andet land om at træffe foranstaltninger til sikring af kravet, selv om det endnu ikke kan anmode om bistand med inddrivelse, f.eks. fordi skattekravet endnu ikke er eksegibelt, eller fordi skyldneren stadig har ret til at gøre indsigelse mod inddrivelsen. Et eksempel for foranstaltninger, som stykket finder anvendelse på er beslaglæggelse af eller indefrysning af aktiver, før den endelige afgørelse for at sikre, at disse aktiver stadig vil forefindes, når inddrivelse efterfølgende kan ske.

Ifølge stk. 5 gælder reglerne for tidsfrister for ikke-betalte skatter i det land, der modtager anmodningen om bistand, ikke, uanset at det i stk. 3 og 4 fremgår, at inddrivelse og sikring af skattekrav skal ske efter lovgivningen i det land, der modtager anmodningen om bistand. Herudover følger det af stk. 5, at regler i såvel det land, der anmoder om bistand, som det land, der modtager anmodningen, der giver deres egne skattekrav fortrinsret frem for krav fra andre kreditorer, ikke finder anvendelse. Generelle regler om tidsfrister og fortrinsrettigheder finder fortsat anvendelse.

Ifølge stk. 6 kan eksistensen, gyldigheden eller størrelsen af et lands krav ikke indbringes for domstole eller administrative myndigheder i det land, der modtager anmodningen om bistand.

Stk. 7 vedrører tidspunktet efter anmodningen om bistand og for inddrivelse og overførsel til det land, der har anmodet om bistand. Ifølge denne bestemmelse skal det land, der har anmodet om bistand til inddrivelse af et krav, straks underrette den kompetente myndighed i det andet land, hvis kravet i det land, der har anmodet om bistand, ophører med at være et krav, som kan inddrives efter dette lands lovgivning, og skyldneren på dette tidspunkt efter lovgivningen i dette land ikke kan gøre indsigelse mod inddrivelsen. Tilsvarende gælder, hvis et skattekrav ophører med at være et krav, hvor det land, der har anmodet om bistand til sikring af inddrivelse af skattekravet, efter sin lovning kan iværksætte foranstaltninger til sikring af inddrivelsen af kravet. Det land, der har anmodet om bistand, skal efter det andet lands valg enten stille anmodningen i bero eller trække den tilbage.

Ifølge stk. 8 har ingen af de to lande pligt til at udføre forvaltningsakter i strid med dets lovgivning og forvaltningspraksis eller almene interesser. Artikel 28 indeholder heller ikke nogen pligt til at yde bistand, hvis det andet land ikke har iværksat alle rimelige foranstaltninger til inddrivelse eller sikring af skattekravet, som kan iværksættes efter dette lands lovgivning eller praksis. Der er endvidere ingen pligt til at yde bistand i tilfælde, hvor den administrative byrde for det land, der anmodes om bistand, klart ikke står mål med de fordele, som det andet land vil opnå.

Ændringerne i den nye artikel 28 bringer bestemmelsen i overensstemmelse med de seneste internationale standarder.

Protokollens artikel X ophæver artikel 29 i overenskomsten. Artikel 29 indeholder begrænsninger af de gældende artikler 27 (udveksling af oplysninger) og 28 (bistand ved inddrivelse af skatter). Med opdateringen af artikel 27 og 28 i protokollens artikel VIII og IX kommer begrænsningerne i den gældende artikel 29 til at indgå i de pågældende artikler. Der henvises til den nye artikel 27, stk. 3, og den nye artikel 28, stk. 8, litra a, i protokollen.

I protokollens artikel XI ændres navnene på de caribiske dele af Nederlandene, som aftalen vil kunne udvides til at omfatte, hvis betingelserne herfor er opfyldt i artikel 32 om territorial udvidelse. Ændringen er en konsekvens af, at de Nederlandske Antiller i 2010 ophørte med at eksistere som en administrativ enhed. Øerne fik fra den dato ny status inden for Nederlandene og nævnes herefter ved deres navne: Bonaire, Sint Eustatius, Saba, Curaçao og Sint Maarten.

I protokollens artikel XII ændres titlen på protokollen fra 1996, der blev undertegnet i forbindelse med undertegnelsen af den dansk-nederlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst den 1. juli 1996. Ændringen er en konsekvens af, at titlen på overenskomsten ændres i protokollens artikel I.

Protokollens artikel XIII ophæver artikel X i protokollen fra 1996 til overenskomsten. Artikel X indeholder en hensigtserklæring om, at Nederlandene og Danmark skal indlede drøftelser for at overveje, om en ændring af artikel 18 (pensionsbestemmelsen) er nødvendig under hensyn til udviklingen i EF eller OECD med hensyn til spørgsmålet om det stadig er hensigtsmæssigt at bevare bopælsstatens eksklusive beskatningsret for så vidt angår pensioner m.v.

Ophævelsen af bestemmelsen er en konsekvens af den nye pensionsbestemmelse i protokollens artikel IV. Der henvises til gennemgangen ovenfor af protokollens artikel IV.

Protokollens artikel XIV indeholder en bestemmelse om, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser om udveksling af oplysninger (artikel 27) og om bistand med opkrævning af skatter (artikel 28) udvides til også at finde anvendelse på indkomstregulerede ydelser, f.eks. boligstøtte, der både i Nederlandene og Danmark afhænger af personens globale indkomst.

Bestemmelsen, der blev en del af protokollen på foranledning fra Nederlandene, finder bl.a. anvendelse, hvis Nederlandene har behov for oplysninger om en persons globale indkomst, hvor personen er flyttet til Danmark og stadig modtager indkomstregulerede ydelser fra Nederlandene. Bestemmelsen finder bl.a. også anvendelse, hvis Nederlandene har behov for bistand med inddrivelse af for store udbetalte indkomstregulerede ydelser, hvor personen har opgivet en forkert globalindkomst og derefter er flyttet til Danmark. Bestemmelsen er gensidig og finder således tilsvarende anvendelse på danske indkomstregulerede ydelser.

Der henvises til gennemgangen ovenfor af protokollens artikel VIII for så vidt angår udveksling af oplysninger i artikel 27 og protokollens artikel IX for så vidt angår bistand ved inddrivelse af skatter i artikel 28.

Protokollens artikel XV indeholder en overgangsregel for pensionister, som før den 9. maj 2018 (underskrivelsesdagen) allerede var hjemmehørende i henholdsvis Danmark eller Nederlandene og før den 9. maj 2018 modtog pension fra det andet land og fortsætter med at modtage udbetalinger fra sådanne pensioner. Reglen medfører, at disse pensionister fortsat vil være omfattet af den hidtidige pensionsbestemmelse om bopælsbeskatning af ratepensioner, livrenter og lign., så længe de forbliver hjemmehørende i dette land.

Ændringen af pensionsbestemmelsen (artikel 18) i protokollens artikel IV, der medfører, at pensionsudbetalinger fra pensioner med løbende udbetalinger (livrenter og lign.) og ratepensioner også kan beskattes i kildelandet, gælder således ikke for de pensionister, der opfylder betingelserne i protokollens artikel XV.

Der henvises til gennemgangen ovenfor af protokollens artikel IV for så vidt angår pensionsbestemmelsen i artikel 18.

Protokollens artikel XVI indeholder regler om ratifikation, ikrafttrædelse og virkningstidspunkt. De to lande skal ad diplomatisk vej underrette hinanden, når de nødvendige procedurer for protokollens ikrafttræden er gennemført. Det vil for Danmarks vedkommende sige, når Folketinget har vedtaget en lov om, at regeringen kan tiltræde protokollen, og loven er stadfæstet.

Protokollen træder i kraft på den sidste dag i den måned, der følger efter den måned, i hvilken den sidste underretning er modtaget, og protokollen finder anvendelse for skatteår og -perioder, der begynder, og skattepligtige begivenheder, der forekommer, på eller efter den 1. januar i det efterfølgende kalenderår.