Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Østrig § 1

Efter lovforslagets § 1, stk. 1, bemyndiges regeringen til at tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Østrig. Overenskomsten er optaget som bilag til lovforslaget, og dens bestemmelser gennemgås nedenfor. Regeringen vil efter lovens vedtagelse kunne gennemføre overenskomstens bestemmelser i Danmark, når dens betingelser herfor er opfyldt.

Disse betingelser er, at de to staters regeringer skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks vedkommende sige, at dette lovforslag er vedtaget.

§ 1, stk. 2, medfører, at overenskomsten træder i kraft, når begge lande har givet underretning, og den finder anvendelse fra og med det næstfølgende indkomstår, jfr. overenskomstens artikel 30. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af de to landes skattelovgivning.

§ 1, stk. 3, medfører, at den nuværende overenskomst mellem Danmark og Østrig vil ophøre med at have virkning fra samme dato.

De enkelte artikler i den dansk-østrigske dobbeltbeskatningsoverenskomst har følgende bestemmelser:

---

Artikel 1. Personer omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten omfatter fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende (d.v.s. fuldt skattepligtige) i en eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person er fuldt skattepligtig til den ene stat (bopælsstaten) og begrænset skattepligtig til den anden stat af indkomster fra denne (kildestaten).

Artikel 2. Skatter omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten skal anvendes på indkomst- og formueskatter, der udskrives af en af de to stater eller dens lokale myndigheder. Artiklen har en definition af de omfattede skatter og opregner typiske eksempler på disse skatter.

Alle danske indkomstskatter samt ejendomsværdiskatten er omfattet, uanset om skatterne pålignes af staten eller kommunerne. Sociale bidrag anses ikke som en skat.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster gælder typisk i mange år, så en overenskomsts lister over omfattede skatter kan være forældet.

Overenskomsten omfatter desuden alle skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter overenskomstens underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

Artikel 3. Almindelige definitioner.

Artiklen definerer i stk. 1 en række generelle begreber, der anvendes i overenskomsten, og som overalt i overenskomsten har den anførte betydning. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark, da skatteområdet er et hjemmestyreanliggende for disse dele af riget.

Det er vigtigt at bemærke, at ved anvendelse af en dobbeltbeskatningsoverenskomst kan udtrykket person både omfatte en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer.

Udtrykket selskab omfatter enhver sammenslutning af personer, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.

Artiklen definerer endvidere udtrykkene en kontraherende stat, den anden kontraherende stat, foretagende i en kontraherende stat, international trafik, kompetent myndighed og statsborger.

Endvidere fastsættes i stk. 2, at medmindre andet følger af sammenhængen, skal alle udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten, have den betydning, som de har i skattelovgivningen i den stat, der skal anvende overenskomsten.

Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted.

Artiklen fastsætter, hvornår en person i skattemæssig henseende anses for at være hjemmehørende i en af de to stater. Udtrykket en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, betyder efter stk. 1 en person, der er (fuldt) skattepligtig til den pågældende stat på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignede kriterium.

Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i begge stater efter disses interne lovgivning (dobbeltdomicil), f.eks. hvis den pågældende ejer bolig i de to stater. Stk. 2 og stk. 3 opstiller en række kriterier for løsning af dette problem. Det er nødvendigt at fastslå, i hvilken stat den pågældende person i en sådan situation er hjemmehørende i overenskomstens forstand, den såkaldte bopælsstat. Dette er nemlig afgørende for beskatningsrettens fordeling mellem de to stater (bopælsstaten og kildestaten). En person kan i overenskomstens forstand aldrig være hjemmehørende i mere end én stat.

For fysiske personer afgøres spørgsmålet i henhold til kriterierne i stk. 2, litra a) - d). Kriterierne anvendes i den rækkefølge, de står anført i overenskomsten.

For selskaber anvendes bestemmelsen i stk. 3. Et selskab, som er fuldt skattepligtigt i begge stater, skal anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor det har sin virkelige ledelse.

Artikel 5. Fast driftssted.

Artikel 5 fastsætter, hvornår erhvervsvirksomhed, som et foretagende i den ene stat udøver i den anden stat, er af en sådan beskaffenhed, at den skal anses for at udgøre et fast driftssted. Er der tale om fast driftssted, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår gennem det faste driftssted. Ellers er hovedreglen, at fortjeneste oppebåret af et foretagende ved erhvervsvirksomhed i den anden stat kun kan beskattes i bopælsstaten, jfr. artikel 7.

Udtrykket »fast driftssted« omfatter efter stk. 2 især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller gaskilde eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør efter stk. 3 dog kun et fast driftssted, hvis arbejdet strækker sig over mere end 12 måneder. Efter interne danske regler udgør et bygge- og anlægsarbejde et fast driftssted allerede fra første dag. 12-månedersfristen, som også findes i OECD-modellen, er et gensidigt afkald på beskatning i kildestaten af indkomst ved bygge- og anlægsarbejder af en begrænset varighed. Sådan indkomst kan herefter kun beskattes i bopælsstaten.

Artikel 5, stk. 4, fastslår, at opretholdelse af forskellige hjælpefunktioner ikke i sig selv udgør et fast driftssted, mens stk. 5 og stk. 6 omhandler spørgsmålet om virksomhed udøvet gennem en agent i kildestaten. Princippet er, at virksomhed udøvet gennem en uafhængig repræsentant ikke udgør et fast driftssted, mens der vil foreligge fast driftssted, hvis repræsentanten har fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn. Der vil dog ikke foreligge fast driftssted, hvis repræsentantens virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.

Salgsvirksomhed udelukkende i form af fjernsalg gennem en repræsentant, som ikke er ansat som lønmodtager hos fuldmagtsgiveren, men som har fuldmagt til at forpligte denne, medfører efter de danske skatteregler ikke, at fuldmagtsgiveren får fast driftssted i Danmark. En sådan sælger i Danmark vil efter overenskomsten udgøre et fast driftssted for en østrigsk fuldmagtsgiver, men Danmark udnytter efter sin interne lovgivning ikke denne beskatningsret.

Endelig fastslås i stk. 7, at det forhold, at et moderselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden, ikke i sig selv skal medføre, at det ene selskab anses for et fast driftssted af det andet.

Artikel 6. Indkomst af fast ejendom.

Artiklen bestemmer, at indkomst af fast ejendom altid kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.

Stk. 1 fastslår den hovedregel, at fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted.

Stk. 2-6 indeholder bestemmelser om opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et fast driftssted. Stk. 7 fastslår, at hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er særskilt omhandlet i andre artikler, skal de pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i disse artikler.

Af stk. 8 fremgår, at udtrykket fortjeneste i artikel 7 omfatter fortjeneste, som den enkelte deltager i et interessentskab opnår ved deltagelsen i dette. Udtrykket omfatter også fortjeneste opnået ved deltagelse i et østrigsk Stille Gesellschaft.

Artikel 8. Fortjeneste ved international trafik.

Et rederis eller et luftfartsselskabs fortjeneste ved drift af skibe eller fly i international trafik kan efter stk. 1 kun beskattes i den stat, hvor foretagendet har sin virkelige ledelse.

Det samme gælder for et foretagendes indkomst ved brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere m.v., der anvendes til transport af varer i international trafik, under forudsætning af at indkomsten er knyttet til foretagendets indkomst ved drift af skibe eller fly i international trafik.

Stk. 2 medfører tilsvarende, at et rederis fortjeneste ved drift af både til transport ad indre vandveje kun kan beskatte i den stat, hvor rederiet har sin virkelige ledelse.

Hvis et rederi har sin virkelige ledelse på et skib eller en båd, anses det efter stk. 3 for at have ledelse i den stat, hvor skibet eller båden har sit hjemsted. Hvis en sådan ikke findes, anses ledelsen for at være i den stat, hvor rederen er hjemmehørende.

Efter stk. 4 gælder bestemmelserne i stk. 1 også, når rederier eller luftfartsselskaber deltager i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

I stk. 5 er der indsat en særlig bestemmelse om beskatningen af SAS.

Artikel 9. Indbyrdes forbundne foretagender.

Artiklen knæsætter det såkaldte arms længde princip for transaktioner mellem forbundne foretagender, f.eks. hvis et moderselskab i den ene stat og et datterselskab i den anden stat handler med hinanden på andre vilkår end de, der ville gælde i et frit marked. I så fald kan de to stater foretage en regulering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget, så indkomsten fastsættes, som den ville have været, hvis selskaberne havde handlet på almindelige markedsmæssige vilkår.

Artikel 10. Udbytte.

Udbytter kan beskattes i modtagerens bopælsstat. Udbytterne kan også beskattes i den stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende (kildestaten). Men der gælder følgende begrænsninger på kildestatens beskatningsret, hvis den retmæssige ejer af udbytterne er hjemmehørende i den anden stat, jf. stk. 2:

Kildestaten kan ikke beskatte udbytter betalt af et datterselskab til et moderselskab, hvis moderselskabet ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet.

I alle andre tilfælde kan kildestaten højst beskatte med 15 pct.

Udtrykket udbytte er defineret i overensstemmelse med OECD-modellen, jf. stk. 3.

Hvis udbytter indgår i indkomsten i et fast driftssted eller et fast sted i kildestaten, og den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted eller fast sted, skal udbytterne beskattes som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed efter artikel 7 eller som indkomst fra frit erhverv efter artikel 14, jf. artikel 10, stk. 4. Fast driftssted er defineret i artikel 5, mens fast sted er omtalt i bemærkningerne i artikel 14 nedenfor.

En stat kan ikke beskatte et selskab i den anden stat af udloddet eller ikke-udloddet fortjeneste under henvisning til, at den underliggende indkomst er indtjent i den førstnævnte stat, jf. stk. 5. Dog kan en aktionær bosiddende i den førstnævnte stat naturligvis beskattes af sin del af udbyttet.

Artikel 11. Renter.

Renter kan ikke beskattes i kildestaten, hvis den retmæssige ejer af renterne er hjemmehørende i den anden stat.

Begrebet renter defineres i stk. 2. Stk. 3 gentager princippet fra artikel 10, stk. 4, så renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, beskattes som erhvervsindkomst efter artikel 7 eller som indkomst fra frit erhverv efter artikel 14. Stk. 4 gentager det arms længde princip, der er omhandlet i artikel 9.

Artikel 12. Royalties.

Royalties kan ikke beskattes i kildestaten, hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet er hjemmehørende i den anden stat.

Begrebet royalties er defineret i stk. 2.

Stk. 3 gentager princippet fra artikel 10, stk. 4, så kildestaten kan beskatte royalties af rettigheder, der har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted i denne stat, som erhvervsindkomst efter artikel 7 eller som indkomst fra frit erhverv efter artikel 14.

Stk. 4 gentager det arms længde princip, der er omhandlet i artikel 9.

Artikel 13. Kapitalgevinster.

Efter stk. 1 og 2 kan fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. På samme måde kan fortjeneste ved afståelse af rørlig formue, som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted eller et fast sted - eller af det faste driftssted eller faste sted som sådant - beskattes i den stat, hvor det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

Et rederis eller luftfartsselskabs fortjeneste ved afhændelse af skibe og fly, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller fly - herunder containere - kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendet er hjemmehørende, jf. stk. 3.

Efter stk. 4 kan fortjeneste ved afhændelse af andre aktiver kun beskattes i den stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

Bestemmelserne i stk. 3 om fortjeneste ved afhændelse af fly og tilknyttet rørlig formue finder for luftfartskonsortiet SAS’s vedkommende kun anvendelse for den del af fortjenesten, der svarer til den andel af konsortiet, som ejes af SAS Danmark A/S.

Artikel 14. Frit erhverv.

Artiklen omfatter tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i den ene stat, udøver frit (liberalt) erhverv af selvstændig karakter i den anden stat, f.eks. som læge, tandlæge, advokat, revisor, arkitekt eller ingeniør.

Indkomst, som en person opnår ved udøvelse af frit erhverv, kan som hovedregel kun beskattes i personens bopælsstat.

Sådan indkomst kan imidlertid også beskattes i den anden stat (kildestaten), hvis personen har et fast sted i den anden stat, som til stadighed står til rådighed for udøvelse af denne virksomhed. I så fald kan kildestaten beskatte personen af så stor en del af indkomsten, der kan henføres til det faste sted.

Begrebet fast sted er ikke defineret i overenskomsten (i modsætning til fast driftssted). Normalt vil et fast sted forudsætte, at der er en lokalitet, hvor kunder kan henvende sig, f.eks. en klinik, tegnestue eller lignende.

Artikel 15. Personligt arbejde i tjenesteforhold.

Artiklen omhandler beskatning af lønindkomst. Udfører en person, der er hjemmehørende i den ene stat, lønarbejde i den anden stat (kildestaten), kan kildestaten beskatte indkomsten for dette arbejde. Kildestaten kan dog ikke beskatte lønindkomsten, hvis lønmodtageren højst opholder sig i kildestaten i 183 dage i et skatteår, og lønnen betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i kildestaten, og lønnen ikke påhviler et fast driftssted eller fast sted, som arbejdsgiveren har i kildestaten, jfr. stk. 1 og stk. 2. Alle tre betingelser skal være opfyldt.

Det er således kun Danmark, der kan beskatte en lønmodtager, som er hjemmehørende i Danmark, og som af sin danske arbejdsgiver udsendes til arbejde i Østrig i op til 183 dage i et skatteår, af lønindkomsten for dette arbejde, når denne er betalt af den danske arbejdsgiver. Men hvis lønnen vedrører den danske arbejdsgivers faste driftssted eller faste sted i Østrig, kan denne stat dog også beskatte lønindkomsten.

Lønindkomst ved arbejde om bord på skibe og fly i international trafik kan beskattes i den stat, hvor det pågældende rederi eller luftfartsselskab er hjemmehørende.

Artikel 16. Bestyrelseshonorarer.

Bestyrelseshonorarer kan beskattes i kildestaten.

Artikel 17. Kunstnere og sportsfolk.

Kunstnere og sportsfolk kan efter stk. 1 beskattes i den stat, hvor de udøver deres virksomhed. Dette gælder også, når vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller sportsudøveren selv, jfr. stk. 2. Dette vil typisk være et selskab.

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte udenlandske kunstnere på optræden i Danmark, med mindre opholdet eller arbejdet er af en sådan karakter, at der bliver tale om skattepligt efter de almindelige regler, jfr. bemærkningerne til artikel 15.

Artikel 18. Pensioner.

Den principielle hovedregel i stk. 1 er, at pensioner, livrente og andre lignende vederlag kun kan beskattes i modtagerens bopælsstat. Det gælder, hvad enten de pågældende pensioner eller vederlag har forbindelse med tidligere ansættelsesforhold eller ej.

Sociale ydelser, f.eks. sociale pensioner, kan kun beskattes i den stat, hvorfra de udbetales, jf. stk. 2.

Stk. 3 omfatter personer, som har været hjemmehørende i den ene stat, men er blevet hjemmehørende i den anden stat, og som modtager pensioner, livrente og andre lignende vederlag fra den førstnævnte stat (kildestaten). I så fald kan kildestaten beskatte disse pensioner m.v. Dette stykke gælder, hvad enten de pågældende pensioner eller vederlag har forbindelse med tidligere ansættelsesforhold eller ej.

I artikel 30, stk. 3, er det aftalt, at undtagelsen i stk. 3 ikke gælder for personer, som allerede var flyttet til en stat, og som var begyndt at modtage pension mv. fra den anden stat, inden den ny dobbeltbeskatningsoverenskomst trådte i kraft.

Artikel 19. Offentlige hverv.

Vederlag til offentligt ansatte beskattes kun i den udbetalende stat (kildestaten), jf. stk. 1. Bestemmelsen har alene betydning for ambassadepersonale og lignende.

Tjenestemandspensioner kan som hovedregel kun beskattes i kildestaten, jfr. stk. 2. Dog kan de kun beskattes i bopælsstaten, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger i denne stat.

Artikel 19 gælder dog ikke for vederlag eller pension i forbindelse med udøvelse af erhvervsvirksomhed, jfr. stk. 3. I så fald anvendes bestemmelserne i artiklerne 15, 16, 17 og 18.

Artikel 20. Studerende.

Stipendier og lignende til studerende og erhvervspraktikanter beskattes i kildestaten.

Artikel 21. Indkomst i forbindelse med kulbrintevirksomhed

Artiklen omhandler beskatning af indkomst i forbindelse med efterforskning m.v. efter eller udvinding af kulbrinter, både for så vidt angår foretagender og deres medarbejdere.

Hvis et foretagende eller en person fra den ene stat udøver enhver form for virksomhed i den anden stat (kildestaten) i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, anses den pågældende for at have fast driftssted eller fast sted i kildestaten med hensyn til denne virksomhed, jf. stk. 1.

Efter stk. 2 gælder dette dog kun, hvis virksomheden strækker sig ud over en bagatelgrænse på 30 dage inden for en 12-månedersperiode.

Virksomhed på borerig ud for kysten skal dog kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode eller perioder, der overstiger 365 dage i en 18-månedersperiode, jf. stk. 3.

Både i stk. 2 og 3 er der indsat en bestemmelse, der hindrer omgåelse af tidsfristerne ved at lade arbejde udføre af forskellige indbyrdes forbundne foretagender.

Efter stk. 4 og 5 beskattes supply-trafik med skib eller luftfartøj til borerigge ud for kysten efter samme regler som international trafik. Dette gælder såvel beskatningen af rederiet eller luftfartsselskabet som beskatningen af besætningerne.

Endelig fastsætter stk. 6 regler for beskatning af kapitalgevinst ved flytning af borerigge væk fra en stat. Hvis et østrigsk foretagender flytter en borerig væk fra dansk kontinentalsokkel, kan Danmark ikke beskatte foretagendet af kapitalgevinst – værdistigning – på riggen, bortset fra genvundne afskrivninger.

Artikel 22. Andre indkomster.

Indkomster, der ikke er specifikt omhandlet andre steder i overenskomsten, kan kun beskattes i bopælsstaten, undtagen når indkomsten oppebæres af et fast driftssted eller fast sted i den anden stat.

Artikel 23. Formue.

Formue bestående af fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende. Formue i form af løsøre tilknyttet et fast driftssted eller fast sted kan beskattes i den stat, hvor det faste driftssted eller faste sted er beliggende. Formue bestående af skibe og luftfartøjer m.v. kan kun beskattes i den stat, hvor rederiet eller luftfartsselskabet er hjemmehørende. Al anden formue kan kun beskattes i den stat, hvor ejeren er hjemmehørende.

Danmark pålægger ikke en generel formueskat. Artiklen har for Danmarks vedkommende kun relevans for ejendomsværdiskatten.

Artikel 24. Metoder til forhindring af dobbeltbeskatning.

Artikel 24 har den såkaldte metodebestemmelse, d.v.s. den fremgangsmåde som en bopælsstat skal anvende, når en person eller et selskab, der er hjemmehørende i denne stat, modtager indkomst fra den anden stat, og den anden stat kan beskatte indkomsten efter de andre artikler.

Danmark skal anvende den såkaldte credit-metode som lempelsesmetode, jfr. stk. 1, litra a) og b). Hvis en person, som er hjemmehørende i Danmark, modtager indkomst fra Østrig, som efter overenskomstens artikel 6–22 kan beskattes i Østrig, kan Danmark medregne indkomsten i personens skattepligtige indkomst, men den danske skat skal nedsættes med det mindste af følgende to beløb, nemlig

– den skat, der er betalt i Østrig, eller

– den del af den danske skat, der falder på indkomsten fra Østrig.

Samme lempelsesmetode anvendes i de interne danske regler, jfr. ligningslovens § 33.

Hvis en person i Danmark modtager indkomst, som efter overenskomsten kun kan beskattes i Østrig, anvendes metoden eksemption med progressionsforbehold, jfr. stk. 1, litra c). Dette betyder, at den danske skat nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Lempelsen er således uafhængig af størrelsen af den østrigske skat. Den østrigske indkomst indgår altså i det danske beskatningsgrundlag og får således progressionsvirkning for beskatningen som helhed - heraf udtrykket »progressionsforbehold«.

Samme lempelsesmetode anvendes ved lempelse for udenlandsk lønindkomst efter ligningslovens § 33A.

Når Østrig er bopælsstat, anvendes metoden exemption med progressionsforbehold, jfr. stk. 2, litra a og c. For så vidt angår udbytter fra et dansk selskab, som kan beskattes i Danmark efter artikel 10, anvendes dog creditmetoden, jfr. stk 2, litra b.

I en protokol til dobbeltbeskatningsoverenskomsten er det aftalt, at Østrig kan skifte til creditmetoden i særlige sager, jf. protokollens punkt 2.

Artikel 25. Ikke-diskriminering.

Efter artiklens bestemmelser må de to stater ikke diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette gælder både for fysiske og juridiske personer. Reglen gælder også for personer, der ikke er hjemmehørende i en af de to stater. En stat er dog ikke forpligtet til at give personer, som er hjemmehørende i den anden stat, de samme personlige skattemæssige fordele som følge af forsørgerpligt eller lignende, som måtte blive indrømmet til en person, der er hjemmehørende i den pågældende stat.

Ikke-diskriminationsbestemmelsen gælder ikke alene i forhold til de skatter, der er omfattet af overenskomsten, men i forhold til skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel 26. Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler.

Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal anvendes, hvis en person, som er hjemmehørende i en af de to stater, mener sig udsat for en beskatning, som er i strid med overenskomsten. Der er herunder fastsat, at de kompetente myndigheder i de to stater ved gensidig aftale skal søge at løse de vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til anvendelsen af overenskomsten.

Overenskomsten pålægger imidlertid ikke de to staters kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige. I praksis når myndighederne dog i de fleste tilfælde frem til en løsning, som er acceptabel for alle parter, men overenskomsten rummer ingen garanti for, at alle dobbeltbeskatningskonflikter vil kunne løses.

Overenskomstens artikel 26 og vedtagelsen af dette lovforslag giver hjemmel til, at de danske kompetente myndigheder kan indgå aftaler med de østrigske kompetente myndigheder til løsning af problemer i konkrete sager, jf. omtalen i de almindelige bemærkninger.

Artikel 27. Udveksling af oplysninger.

Artiklen pålægger generelt de to staters kompetente myndigheder at udveksle oplysninger, som er nødvendige for, at bestemmelserne i overenskomsten eller i de to staters interne skattelovgivning kan føres ud i livet, dvs. at skatteligningen kan foretages korrekt. Pligten til at udveksle oplysninger gælder for skatter, omfattet af overenskomsten, som pålignes af de to stater eller deres politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, for så vidt som beskatningen ikke vil være i strid med overenskomsten. Der skal således udveksles oplysninger til brug ved påligningen af såvel statslige som kommunale skatter i Danmark og tilsvarende ved påligningen af de statslige, regionale og lokale skatter, der eksisterer i Østrig.

Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysninger, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Østrig. De to stater kan f.eks. udveksle oplysninger til brug for dansk beskatning af en person, som er hjemmehørende i et tredjeland, men som har et fast driftssted her i landet.

Oplysninger kan udveksles på flere forskellige måder. For det første kan oplysninger udveksles efter anmodning. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Østrig i en given situation har grund til at formode, at skattemyndighederne i den anden stat kan fremskaffe oplysninger, som er nødvendige for skatteligningen, kan myndighederne i den ene stat anmode myndighederne i den anden om at fremskaffe oplysninger til brug i den konkrete sag. Myndighederne i den anden stat har pligt til om muligt at fremskaffe de pågældende oplysninger. Det er dog en forudsætning, at myndighederne i den første stat selv har gjort, hvad de kunne for at fremskaffe oplysningerne.

En anden måde er spontan udveksling af oplysninger. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Østrig kommer i besiddelse af oplysninger, som man skønner vil være nødvendige for skattemyndighederne i den anden stat, kan disse oplysninger afgives, uden at myndighederne i den anden stat har anmodet om dem.

En tredje mulighed er, at skattemyndighederne i en stat systematisk sender oplysninger til den anden stats myndigheder om f. eks. om betalinger af rentebeløb til personer, som er hjemmehørende i den anden stat.

Der er ikke i artiklen regler for, om udvekslingen af udvekslinger skal foregå på den ene eller den anden måde eller i en kombination af flere måder. Der er heller intet til hinder for, at de to staters skattemyndigheder kan foranstalte fælles undersøgelser i konkrete sager, undersøgelser målrettet mod særlige erhvervsgrene etc.

En stat er dog ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller udføre forvaltningsakter, som strider mod denne stats lovgivning eller forvaltningspraksis, eller give oplysninger, som vil røbe forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser.

Udvekslede oplysninger skal behandles som fortrolige på samme måde som de oplysninger, som en skattemyndighed indhenter til sit eget brug.

Artikel 28. Diplomater m.fl.

Overenskomsten berører ikke skattemæssige begunstigelser for diplomater. Artiklen begrænses i sit indhold af folkeretten på dette område.

Artikel 29. Territorial udvidelse.

Overenskomsten kan i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til også at gælde for Færøerne og/eller Grønland.

Artikel 30. Ikrafttræden.

De to staters regeringer skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks vedkommende sige, at dette lovforslag er endeligt vedtaget. Overenskomsten træder i kraft, når begge lande har givet underretning, og den finder anvendelse fra og med det næstfølgende indkomstår. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af de to landes skattelovgivning.

Artikel 31. Opsigelse.

Overenskomsten har virkning på ubestemt tid, men den kan efter fem år opsiges med et varsel på seks måneder til udgangen af et kalenderår.