Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Israel § 1

Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Israel. Overenskomsten er optaget som bilag 1 til lovforslaget, og dens bestemmelser gennemgås nedenfor. Regeringen vil efter lovens vedtagelse kunne gennemføre overenskomstens bestemmelser i Danmark, når dens betingelser herfor er opfyldt.

Disse betingelser er, at de to staters regeringer skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks vedkommende sige, at dette lovforslag er endeligt vedtaget og stadfæstet.

Overenskomsten træder i kraft, når begge lande har givet underretning, og den finder anvendelse fra og med det næstfølgende indkomstår, jf. overenskomstens artikel 29. Overenskomsten vil således tidligst kunne finde anvendelse for indkomstår, der påbegyndes fra og med 1. januar 2010. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af de to landes skattelovgivning.

Når den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst træder i kraft, ophæves den eksisterende dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1966. Bestemmelserne i den gamle overenskomst ophører med at have virkning fra det tidspunkt, hvor den nye overenskomst får virkning.

De enkelte artikler i den nye dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst har følgende bestemmelser:

Artikel 1. Personer omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten omfatter fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende (d.v.s. fuldt skattepligtige) i en eller begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person er fuldt skattepligtig til den ene stat (bopælsstaten) og begrænset skattepligtig til den anden stat af indkomster fra denne (kildestaten).

Artikel 2. Skatter omfattet af overenskomsten.

Artiklen opregner de skatter, der er omfattet af overenskomsten. Alle danske indkomstskatter er omfattet, uanset om skatterne pålignes af staten eller kommunerne.

Overenskomsten omfatter desuden alle skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter overenskomstens underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Denne bestemmelse er en særdeles praktisk foranstaltning, idet en dobbeltbeskatningsoverenskomst typisk vil være gældende i ganske mange år. Valgte man blot at opregne de skatter, der er gældende på tidspunktet for overenskomstens indgåelse, ville en sådan liste hurtigt kunne være forældet.

Artikel 3. Almindelige definitioner.

Artiklen definerer i stk. 1 en række generelle begreber, der anvendes i overenskomsten, og som overalt i overenskomsten har den anførte betydning. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark, da skatteområdet er et selvstyreanliggende for disse dele af riget.

Udtrykket person omfatter en fysisk person og et selskab samt enhver anden sammenslutning af personer, mens udtrykket selskab omfatter enhver sammenslutning af personer, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person. Artiklen definerer endvidere udtrykkene foretagende i en kontraherende stat, international trafik, kompetent myndighed, statsborger og erhvervsvirksomhed.

Videre fastsættes i stk. 2, at medmindre andet følger af sammenhængen, skal alle udtryk, som ikke er defineret i overenskomsten, have den betydning, som de har i skattelovgivningen i den stat, der skal anvende overenskomsten.

Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted.

Artiklen fastsætter, hvornår en person i skattemæssig henseende anses for at være hjemmehørende i en af de to stater. Udtrykket en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, betyder efter stk. 1 en person, der er (fuldt) skattepligtig til den pågældende stat på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet lignede kriterium. Udtrykket omfatter også den pågældende stat som sådan og dertil hørende politiske underafdelinger og lokale myndigheder.

Det er i stk. 2 præciseret, at en juridisk person, som er hjemmehørende i en af de to stater efter denne stats lovgivning, og som generelt er fritaget for beskatning, skal anses for at være omfattet af overenskomsten. Herved sikres det, at der ikke vil kunne rejses tvivl om, hvorvidt eksempelvis danske pensionskasser er »personer« i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand.

Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i begge stater efter disses interne lovgivning (»dobbeltdomicil«), og stk. 3 og stk. 4 opstiller en række kriterier for løsning af dette problem. Det er nødvendigt at fastslå, i hvilken stat den pågældende person i overenskomstens forstand i en sådan situation er hjemmehørende, den såkaldte bopælsstat, idet dette er afgørende for beskatningsrettens fordeling mellem de to stater (bopælsstaten og kildestaten). En person kan i overenskomstens forstand aldrig være hjemmehørende i mere end én stat.

For fysiske personer afgøres spørgsmålet i henhold til kriterierne i stk. 2, litra a)-d). Kriterierne anvendes i den rækkefølge, de står anført i overenskomsten. For selskaber anvendes bestemmelsen i stk. 4. Et selskab, som er fuldt skattepligtigt i begge stater, anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor selskabets virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 5. Fast driftssted.

Artikel 5 fastsætter, hvornår erhvervsvirksomhed, som et foretagende i den ene stat udøver i den anden stat, er af en sådan beskaffenhed, at den skal anses for at udgøre et fast driftssted. Er der tale om fast driftssted, vil kildestaten kunne beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår gennem det faste driftssted. Ellers er hovedreglen, at fortjeneste erhvervet af et foretagende ved erhvervsvirksomhed i den anden stat kun kan beskattes i bopælsstaten, jf. artikel 7.

Udtrykket »fast driftssted« omfatter efter stk. 2 især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde eller en installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved efterforskning af naturforekomster – men ikke ved udvinding af naturforekomster – udgør efter stk. 3 dog kun et fast driftssted, hvis arbejdet strækker sig over mere end 12 måneder. Det er ikke muligt for forbundne foretagender at omgå dette ved at arrangere sig sådan, at det ene foretagende arbejder i f. eks. otte måneder, hvorefter det andet foretagende fortsætter arbejdet de følgende otte måneder. I sådanne tilfælde lægges perioderne sammen.

OECD-modellen indeholder ikke bestemmelser om en sådan 12-månedersfrist ved efterforskning af naturforekomster, men kun ved bygge- og anlægsarbejder, og en sådan bestemmelse findes i den eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomst da også kun for sådanne arbejder.

Bygge- og anlægsarbejder udgør efter de interne danske regler et fast driftssted fra første dag. Det samme gælder virksomhed i forbindelse med efterforskning (og udvinding) af kulbrinter. 12-månedersfristen er et gensidigt afkald på beskatning i kildestaten af indkomst ved bygge- og anlægsarbejder af en begrænset varighed og tilsvarende ved efterforskning af naturforekomster (men som nævnt ikke udvinding). Sådan indkomst kan herefter kun beskattes i bopælsstaten.

Stk. 4 fastslår, at opretholdelse af forskellige hjælpefunktioner ikke i sig selv udgør et fast driftssted, mens stk. 5 og stk. 6 omhandler spørgsmålet om virksomhed udøvet gennem en agent i kildestaten. Princippet er, at virksomhed udøvet gennem en uafhængig repræsentant ikke udgør et fast driftssted, mens der vil foreligge fast driftssted, hvis repræsentanten har fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn. Der vil dog ikke foreligge fast driftssted, hvis repræsentantens virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.

Salgsvirksomhed udelukkende i form af fjernsalg gennem en repræsentant, som ikke er ansat som lønmodtager hos fuldmagtsgiveren, men som har fuldmagt til at forpligte denne, medfører efter de danske skatteregler ikke, at fuldmagtsgiveren får fast driftssted i Danmark. En sådan sælger i Danmark vil efter overenskomsten udgøre et fast driftssted for en israelsk fuldmagtsgiver, men Danmark udnytter efter sin interne lovgivning ikke denne beskatningsret.

Endelig fastslås i stk. 7, at det forhold, at et moderselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden, ikke i sig selv skal medføre, at det ene selskab anses for et fast driftssted af det andet.

Artikel 6. Indkomst af fast ejendom.

Artiklen bestemmer, at indkomst af fast ejendom altid kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.

Stk. 1 fastslår den hovedregel, at fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten, medmindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i kildestaten. Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted.

Stk. 2-6 indeholder bestemmelser om opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et fast driftssted. Stk. 7 fastslår, hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er særskilt omhandlet i andre artikler, skal de pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i disse artikler.

Artikel 8. Fortjeneste ved international trafik.

Fortjeneste erhvervet ved drift af skibe eller fly i international trafik, kan efter stk. 1 kun beskattes i den stat, hvor den virkelige ledelse for rederiet eller luftfartsselskabet har sit sæde. Hvis den virkelige ledelse for et rederi har sit sæde om bord på et skib eller en båd, anses ledelsen efter stk. 2 for at have sit sæde i den stat, hvor skibets hjemhavn er beliggende, eller i mangel heraf i den stat, hvor rederen er hjemmehørende.

Efter stk. 3 anses fortjeneste ved udleje af skibe med besætning (time-charter eller voyage-charter) for omfattet af bestemmelserne. Det samme gælder fortjeneste ved udleje af skibe uden besætning (bare-boat), hvis lejeindtægten har nær tilknytning til fortjeneste ved drift af skibe eller fly i international trafik, dvs. er en del af den almindelige rederivirksomhed eller luftfartsvirksomhed.

Fortjeneste ved brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere, som anvendes til transport af varer i international trafik, kan efter stk. 4 kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Efter stk. 5 gælder det foregående også, når rederier eller luftfartsselskaber deltager i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

Endelig findes i stk. 6 en bestemmelse om forretningskonsortier, som består af foretagender i forskellige lande, og som driver skibe eller fly i international trafik. I sådanne tilfælde finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, som ejes af et foretagende i en kontraherende stat. Bestemmelsen tager sigte på de særlige forhold omkring SAS.

Artikel 9. Forbundne foretagender.

Artiklen knæsætter det såkaldte »arm’s length«-princip for transaktioner mellem forbundne foretagender. Herved forstås, at hvis forbundne foretagender som f.eks. et moderselskab i den ene stat og et datterselskab i den anden handler med hinanden på andre vilkår end de, der ville gælde i et frit marked, kan de to stater foretage en regulering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget, således at indkomsten fastsættes, som den ville have været, hvis selskaberne havde handlet på almindelige markedsmæssige vilkår.

Artikel 10. Udbytte.

Udbytter kan efter bestemmelserne i stk. 1 beskattes i modtagerens bopælsstat. Udbytterne kan efter stk. 2 også beskattes i kildestaten, men hvis den retmæssige ejer af udbytterne er hjemmehørende i den anden stat, gælder der en række begrænsninger i kildestatens beskatningsret.

Kildestaten kan således ikke beskatte udbyttet, hvis den retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab), som i en uafbrudt periode på mindst et år ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udloddende selskab, og udbyttet udloddes inden for denne periode. Kildestaten kan heller ikke beskatte udbyttet, hvis den retmæssige ejer er den anden stat eller dennes centralbank eller en offentlig myndighed eller institution i denne anden stat (herunder en offentligt ejet finansiel institution). Endelig er kildestaten afskåret fra at beskatte udbyttet, hvis den retmæssige ejer er en pensionskasse.

I alle andre tilfælde kan kildestaten beskatte udbyttet med 10 pct.

Efter den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst kan Danmark beskatte udbytter med 5 pct., hvis et israelsk selskab behersker mindst 50 pct. af stemmerne i det udbytteudloddende selskab. I andre tilfælde kan Danmark beskatte udbytter med 15 pct. Israel kan derimod i alle tilfælde beskatte udbytter udloddet til en modtager i Danmark med 25 pct.

Udtrykket »udbytte« er defineret i stk. 3. Hvis udbytter indgår i indkomsten i et fast driftssted i kildestaten, og den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted, skal sådanne udbytter efter stk. 4 beskattes som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed efter bestemmelserne i artikel 7.

En stat kan efter bestemmelserne i stk. 5 ikke beskatte et selskab i den anden stat af udloddet eller ikke-udloddet fortjeneste under henvisning til, at den underliggende indkomst er indtjent i den førstnævnte stat. Dog kan en aktionær bosiddende i den førstnævnte stat naturligvis beskattes af sin del af udbyttet.

Artikel 11. Renter.

Renter kan efter stk. 1 beskattes i modtagerens bopælsstat. Renter kan efter stk. 2 dog også beskattes i kildestaten, men skatten må ikke overstige 5 pct. Efter den eksisterende overenskomst kan renter beskattes i bopælsstaten med 25 pct.

En modtager af renteindtægter kan i stedet for den nævnte beskatning på 5 pct. vælge at blive beskattet af renteindtægten efter reglerne i artikel 7, dvs. efter reglerne om beskatning af erhvervsindkomst. Forskellen er, at 5 pct.-skatten er en skat på renternes bruttobeløb uden fradrag, mens beskatningen efter artikel 7 er en skat på nettoindkomst.

Der gælder dog efter stk. 3 nogle yderligere begrænsninger på kildestatens beskatningsret. Kildestaten kan således ikke beskatte renter, som betales til en pensionskasse i den anden stat, og renter af erhvervsobligationer. Kildestaten kan heller ikke beskatte renter betalt til den anden stat eller dennes politiske underafdelinger eller lokale myndigheder, til den anden stats centralbank, eller renter af lån, som er garanteret eller sikret af en institution, som har til opgave at sikre eller finansiere internationale handelstransaktioner, og som fuldt ud ejes af den anden stat.

Danmark har kun i særlige tilfælde intern hjemmel til at beskatte renter, der betales til en udenlandsk långiver. Baggrunden herfor er en formodning om, at en udenlandsk långiver under alle omstændigheder vil beregne sig en rente på et vist niveau. Pålægger kildestaten en renteskat, vil långiveren indkalkulere denne i den rente, han vil forlange af låntageren, og nettoresultatet vil være et forhøjet renteniveau for kildestatens erhvervsliv.

Udtrykket »renter« defineres i stk. 4, mens stk. 5 gentager princippet fra artikel 10, stk. 4, således at renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et fast driftssted, beskattes som erhvervsindkomst i det faste driftssted efter artikel 7.

Stk. 6 fastsætter regler for, hvornår renter anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, mens stk. 7 gentager det »arm’s length«-princip, der er indeholdt i artikel 9.

Artikel 12. Royalties.

Royalties kan efter stk. 1 kun beskattes i modtagerens bopælsstat. Efter den eksisterende overenskomst kan royalties beskattes i kildestaten med 10 pct.

Udtrykket »royalties« er defineret i stk. 2, mens stk. 3 er en parallel til bestemmelserne i artikel 10, stk. 4, og artikel 11, stk. 5, således at royalties, der har direkte forbindelse med et fast driftssted, beskattes som erhvervsindkomst i det faste driftssted efter artikel 7.

Stk. 4 gentager det »arm’s length«-princip, der er indeholdt i artikel 9.

Artikel 13. Kapitalgevinster.

Efter stk. 1 og 2 kan fortjeneste ved afhændelse af fast ejendom eller af rørlig ejendom, som udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted - eller af det faste driftssted som sådant - beskattes i den stat, hvor ejendommen eller det faste driftssted er beliggende.

Fortjeneste ved afhændelse af skibe og fly, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kan efter stk. 3 kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Tilsvarende gælder efter stk. 4 fortjeneste ved afhændelse af containere, som anvendes til transport af varer i international trafik.

Fortjeneste ved afhændelse af aktier, hvis værdi for mere end 50 pct.’s vedkommende hidrører fra fast ejendom beliggende i den anden stat, kan efter stk. 5 beskattes i denne anden stat. Efter stk. 6 kan andre kapitalgevinster kun beskattes i bopælsstaten.

Videre indeholder stk. 7 en parallel til bestemmelsen i artikel 8, stk. 6, således at bestemmelserne for SAS’s vedkommende kun finder anvendelse på den del af fortjenesten, der svarer til den andel af konsortiet, som ejes af den danske partner.

Endelig findes der i stk. 8 en bestemmelse, som regulerer beskatningen af kapitalgevinster efter flytning fra den ene stat til den anden. Hvis fraflytningsstaten i en sådan situation beskatter urealiserede kapitalgevinster på fraflytningstidspunktet, kan tilflytningsstaten ved senere afhændelse af de pågældende formuegoder kun beskatte de kapitalgevinster, der vedrører den periode, hvor den pågældende person har været hjemmehørende i tilflytningsstaten.

Artikel 14. Indkomst fra personligt arbejde i ansættelsesforhold.

Artiklen vedrører beskatning af lønindkomst. Udfører en person, der er hjemmehørende i den ene stat, lønarbejde i den anden stat, kan denne anden stat (kildestaten) beskatte denne lønindkomst, medmindre lønmodtageren ikke opholder sig i kildestaten i mere end 183 dage i en rullende 12-månedersperiode, og lønnen betales af eller for en arbejdsgiver, som ikke er hjemmehørende i kildestaten (»arbejdsstaten«), og lønnen ikke påhviler et fast driftssted, som en arbejdsgiver i bopælsstaten har i kildestaten, jf. stk. 1 og stk. 2. Alle tre betingelser skal være opfyldt.

En arbejdstager, som er hjemmehørende i Danmark, og som af en dansk arbejdsgiver udsendes til arbejde i Israel i op til 183 dage i en 12-månedersperiode, vil således kun blive beskattet i Danmark af sin lønindkomst optjent i Israel, når denne er betalt af den danske arbejdsgiver. Udbetales lønnen af et fast driftssted, som den danske arbejdsgiver har i Israel, kan lønindkomsten også beskattes i Israel.

Efter stk. 3 kan lønindkomst ved arbejde om bord på skibe og fly i international trafik beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 15. Bestyrelseshonorarer.

Bestyrelseshonorarer kan beskattes i kildestaten.

Artikel 16. Kunstnere og sportsfolk.

Kunstnere og sportsfolk kan efter stk. 1 beskattes i den stat, hvor de udøver deres virksomhed. Dette gælder også, når vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller sportsudøveren selv, jf. stk. 2. Dette vil typisk være et selskab.

Disse bestemmelser gælder dog ikke, hvis indkomsten er erhvervet i forbindelse med et besøg i den anden stat, når besøget væsentligt er støttet af offentlige midler fra den ene stat eller dem begge.

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte israelske kunstnere på optræden i Danmark, med mindre opholdet eller arbejdet er af en sådan karakter, at der bliver tale om skattepligt efter de almindelige regler.

Artikel 17. Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger.

Sociale ydelser, f.eks. sociale pensioner, kan efter stk. 1 beskattes i kildestaten. Det samme gælder andre former for offentlige ydelser.

Private pensioner og lignende vederlag kan efter stk. 2 som udgangspunkt kun beskattes i bopælsstaten. Dette gælder, hvad enten de pågældende pensioner eller vederlag har forbindelse med tidligere ansættelsesforhold eller ej. Dog gælder, at sådanne pensioner og vederlag også kan beskattes i kildestaten, hvis kildestaten i opsparingsfasen har givet fradrag for indbetalinger til pensionsordningen eller givet bortseelsesret for arbejdsgivers indbetaling af pensionsbidrag.

Det fastsættes i stk. 3, hvornår en pensionsbetaling skal anses for at hidrøre fra en af de to stater.

Efter den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst kan pensioner kun beskattes i bopælsstaten.

Det er dansk forhandlingspolitik at opnå kildestatsbeskatning for pensioner. Baggrunden er for de sociale pensioners vedkommende, at disse er fastsat på et sådant niveau, at de kan rumme en almindelig dansk beskatning (»bruttoficering«). Beskatter bopælsstaten sociale pensioner med en meget lav sats – eller slet ikke – uden at der sker beskatning i kildestaten, vil dette medføre et nettopensionsbeløb langt ud over det tilsigtede.

For de private pensioners vedkommende er baggrunden, at Danmark gennem en mangeårig opsparingsfase har båret et skattefradrag for indbetalingerne. Dette bør modsvares af dansk beskatning af udbetalingerne, uanset om pensionsbeløbene udbetales til pensionister i Danmark eller i udlandet.

Efter den gældende dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst kan pensioner som nævnt kun beskattes i bopælsstaten. Hvis det danske skatteniveau er højere end det israelske, vil anvendelse af den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst indebære, at personer i Israel, som i øjeblikket modtager dansk pensionsbetalinger, der hidtil kun har kunnet beskattes i Israel, vil blive ringere stillet. Det samme kan være tilfældet for modtagere af andre offentlige ydelser fra Danmark end sociale pensioner.

Det er derfor fastsat i lovforslagets § 2, at personer, som den 9. september 2009 (datoen for undertegnelsen af den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst) var hjemmehørende i Israel, og som på dette tidspunkt modtog pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger, som efter artikel 17 i den nye overenskomst kan beskattes i Danmark, men som efter artikel 17 eller artikel 21 i den gamle overenskomst kun kunne beskattes i Israel, ikke får ændret deres vilkår.

Hvis en sådan person på den nævnte dato modtog pensioner m.v., som kun kunne beskattes i Israel, vil Danmark fortsat undlade at beskatte de pågældende beløb. Personer, som efter undertegnelsen af den nye overenskomst begynder at modtage ydelser som nævnt i den nye overenskomsts artikel 18, vil blive beskattet efter de nye regler.

Hvis en person, som er omfattet af denne fritagelsesbestemmelse, ophører med at være hjemmehørende i Israel eller ophører med at modtage de nævnte ydelser, bortfalder fritagelsen én gang for alle, medmindre retten til den pågældende ydelse afløses af retten til en anden ydelse i umiddelbar forlængelse heraf. Der tænkes her især på den situation, at en udbetaling af dansk førtidspension eller anden ydelse ophører på grund af overgang til folkepension.

Artikel 18. Offentligt hverv.

Vederlag til offentligt ansatte beskattes efter stk. 1 som hovedregel kun i den udbetalende stat (kildestaten), men i den anden stat (bopælsstaten) hvis arbejdet er udført dér og modtageren enten er statsborger i denne stat eller ikke er blevet hjemmehørende i bopælsstaten alene for at påtage sig det pågældende hverv. Bestemmelsen har stort set udelukkende betydning for ambassadepersonale o.l.

Tjenestemandspensioner kan som hovedregel kun beskattes i kildestaten, jf. stk. 2. Dog kan de kun beskattes i bopælsstaten, hvis modtageren er hjemmehørende i og statsborger i denne stat.

Er der tale om vederlag i forbindelse med udøvelse af erhvervsvirksomhed, anvendes bestemmelserne i artiklerne 14-17, jf. stk. 3.

Artikel 19. Studerende.

Stipendier o.l. til studerende og erhvervspraktikanter fra den anden kontraherende stat beskattes ikke i opholdsstaten, forudsat at sådanne stipendier o.l. hidrører fra kilder uden for opholdsstaten.

Artikel 20. Anden indkomst.

Indkomster, der ikke er specifikt omhandlet andre steder i overenskomsten, kan kun beskattes i bopælsstaten, undtagen når indkomsten erhverves af et fast driftssted i den anden stat.

Artikel 21. Ophævelse af dobbeltbeskatning.

Artikel 21 indeholder den såkaldte metodebestemmelse, d.v.s. den fremgangsmåde der skal anvendes, når der konstateres tilfælde af dobbeltbeskatning.

Danmark anvender credit-metoden som lempelsesmetode, jf. stk. 1. Hvis en person eller et selskab m.v., som er hjemmehørende i Danmark, modtager en indkomst fra en israelsk kilde, og Israel også kan beskatte denne indkomst, skal Danmark give nedslag med det mindste af to beløb, nemlig enten den skat, der er betalt i Israel, eller den del af den danske skat, der falder på den israelske indkomst. Samme lempelsesmetode anvendes i de interne danske regler, jf. ligningslovens § 33.

Hvis en person i Danmark modtager indkomst, som efter overenskomsten kun kan beskattes i Israel, anvendes exemption med progressionsforbehold. Dette betyder, at den danske skat nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Lempelsen er således uafhængig af størrelsen af den israelske skat. Imidlertid indgår indkomsten i det danske beskatningsgrundlag og får således progressionsvirkning for beskatningen som helhed - heraf udtrykket »progressionsforbehold«. Samme lempelsesmetode anvendes ved lempelse for udenlandsk lønindkomst efter ligningslovens § 33A.

Israel anvender ligeledes credit som lempelsesmetode.

Artikel 22. Ikke-diskriminering.

Efter artiklens bestemmelser må de to stater ikke diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende. Dette gælder både for fysiske og for juridiske personer. Reglen gælder også for personer, der ikke er hjemmehørende i en af de to stater. En stat er dog ikke forpligtet til at give personer, som er hjemmehørende i den anden stat, de samme personlige skattemæssige fordele som følge af forsørgerpligt el. lign., som måtte blive indrømmet til en person, der er hjemmehørende i den pågældende stat.

Ikke-diskriminationsbestemmelsen gælder i forhold til de skatter, der er omfattet af overenskomsten.

Artikel 23. Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler.

Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal anvendes, hvis en person, som er hjemmehørende i en af de to stater, mener sig udsat for en beskatning, som er i strid med overenskomsten. Det er herunder fastsat, at de kompetente myndigheder i de to stater ved gensidig aftale skal søge at løse de vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til anvendelsen af overenskomsten.

Overenskomsten pålægger imidlertid ikke umiddelbart de to staters kompetente myndigheder nogen pligt til at blive enige, men i praksis når myndighederne i de fleste tilfælde frem til en løsning, som er acceptabel for alle parter.

OECD-modellens artikel om gensidige aftaler indeholder i sin seneste udgave, som er fra 2008, en bestemmelse om voldgift i de tilfælde, hvor de kompetente myndigheder ikke kan nå til enighed. Voldgift er alene en alternativ valgmulighed for den berørte person, idet der ikke kan indledes en voldgiftsprocedure om spørgsmål, som allerede er afgjort af en domstol eller administrativ klageinstans i en af de to stater. Det overlades til de to staters kompetente myndigheder ved gensidig aftale at fastsætte regler for, hvordan voldgiftsproceduren skal gennemføres i praksis. Bestemmelsen er i modellen suppleret med en note om, at ikke alle stater ønsker at anvende sådanne bestemmelser eller måske ikke ønsker at anvende dem generelt.

Den nye dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst medtager efter israelsk ønske OECD-modellens voldgiftsbestemmelser i disses fulde udstrækning (stk. 5). Danmark har dog ikke intern lovhjemmel til at sætte en sådan voldgiftsprocedure i værk, og Danmark har ikke aktuelle planer om at ændre sin lovgivning, således at det gøres muligt at træffe endelige afgørelser ved voldgiftskendelser i stedet for ved dom.

Der er derfor i stk. 6 aftalt en såkaldt mestbegunstigelsesklausul. Denne går ud på, at voldgiftbestemmelserne først får virkning på det tidspunkt, hvor tilsvarende bestemmelser i en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og et tredjeland får virkning.

Dette indebærer i praksis, at voldgiftsproceduren ikke i øjeblikket vil kunne anvendes. Skulle den danske lovgivning senere blive ændret, således at voldgift bliver mulig, og skulle Danmark herefter indgå en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en voldgiftsbestemmelse med et tredjeland, vil voldgiftsbestemmelserne i den dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst automatisk blive aktiveret.

Det kan tilføjes, at en tilsvarende voldgiftsbestemmelse – og en tilsvarende mestbegunstigelsesklausul – findes i den nye protokol til den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. det lovforslag, der er fremsat herom.

Artikel 24. Udveksling af oplysninger.

Artiklen pålægger generelt de to staters kompetente myndigheder at udveksle oplysninger, som kan forudses at være af betydning for, at overenskomstens bestemmelser eller de to staters interne skattelovgivning kan føres ud i livet, d.v.s. at skatteligningen kan foretages korrekt. Pligten til at udveksle oplysninger gælder for de skatter, der er omfattet af overenskomsten, for så vidt som beskatningen ikke vil være i strid med overenskomstens regler. Der skal således udveksles oplysninger til brug ved påligningen af såvel statslige som kommunale indkomstskatter i Danmark og tilsvarende ved påligningen af de skatter, der eksisterer i Israel.

Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysninger, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Israel. Hvis Danmark fra et tredjeland modtager oplysninger, som kunne være af betydning for Israel, kan Danmark således videregive de pågældende oplysninger, selvom vedkommende person evt. hverken er hjemmehørende i Danmark eller i Israel. Tilsvarende kan Israel videregive oplysninger til Danmark.

En stat er dog ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller udføre forvaltningsakter, som strider mod denne stats lovgivning eller forvaltningspraksis, eller som vil røbe forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser.

Imidlertid kan en stat ikke afslå at indhente og udveksle oplysninger med den begrundelse, at denne stat ikke selv har brug for oplysningerne. Man kan heller ikke afslå at indhente oplysninger alene med den begrundelse, at oplysningerne skal indhentes i en bank. Bestemmelsen respekterer således ikke nogen form for bankhemmelighed.

Udvekslede oplysninger skal behandles som fortrolige på samme måde som de oplysninger, som en skattemyndighed indhenter til sit eget brug.

Artikel 25. Bistand ved inddrivelse af skatter.

Efter bestemmelserne, som er ganske detaljerede, skal de to stater yde hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Hvis den ene stat har et skattekrav mod en person, der er hjemmehørende i den anden stat, skal denne anden stat bistå ved inddrivelse af kravet.

Artiklen er relativt ny i OECD-modellen, og som for voldgiftsbestemmelsernes vedkommende, jf. artikel 23, er artiklen i modellen suppleret med en note om, at ikke alle stater ønsker at anvende sådanne bestemmelser eller måske ikke ønsker at anvende dem generelt.

Fra dansk side ønsker man i størst mulig grad at samarbejde med andre lande om f. eks. inddrivelse af skattekrav, men man var fra israelsk side ikke umiddelbart i stand til at imødekomme dette ønske. Derfor valgte man samme løsning som for voldgiftsbestemmelsernes vedkommende, nemlig en mestbegunstigelsesklausul. Denne har dog omvendt fortegn, således at inddrivelsesbestemmelserne i den dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en tilsvarende bestemmelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Israel og et tredjeland finder anvendelse.

Artikel 26. Diplomater m.v.

Overenskomsten berører ikke skattemæssige begunstigelser for diplomater. Artiklen begrænses i sit indhold af folkeretten på dette område.

Artikel 27. Begrænsning af aftalefordele.

Efter bestemmelserne kan man ikke opnå lempelser efter overenskomsten, hvis hovedformålet eller et af hovedformålene med en transaktion eller en handling var at opnå fordele under overenskomsten. Det præciseres yderligere, at overenskomsten ikke er til hinder for anvendelse af staternes interne lovgivning vedrørende skatteunddragelse og skatteundgåelse.

Artikel 28. Territoriel udvidelse.

Artiklen gør det muligt at udvide overenskomsten eller dele deraf til også at omfatte Grønland og/eller Færøerne.

Artikel 29. Ikrafttræden.

De to staters regeringer skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks vedkommende sige, at lovforslag er endeligt vedtaget og stadfæstet. Overenskomsten træder i kraft på datoen for den sidste af disse underretninger, og den finder anvendelse på indkomstår, der påbegyndes fra og med det næstfølgende år. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af de to landes skattelovgivning.

Samtidig ophører den eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomst af 27. juni 1966 med at have virkning.

Artikel 30. Opsigelse.

Overenskomsten har virkning på ubestemt tid, men den kan efter fem år opsiges med et varsel på seks måneder til udgangen af et kalenderår.