Lov om indgåelse af aftale mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige om visse skattespørgsmål § 1

Det foreslås i § 1, at aftale af 10. juni 2024 mellem Kongeriget Danmarks regering og Kongerigets Sveriges regering om visse skattespørgsmål skal gælde her i landet. Aftalen er medtaget som bilag 1 til lovforslaget, og dens bestemmelser gennemgås nedenfor.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget tillige sit samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomsten i overensstemmelse med grundlovens § 19, stk. 1.

De enkelte artikler i aftalen mellem Danmark og Sverige, herefter benævnt ”den nye Øresundsaftale” har følgende bestemmelser:

(Artikel 1)

Artikel 1, stk. 1, fastslår, at hvis en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer løn eller andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som normalt udføres i den anden kontraherende stat, for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller ved et fast driftssted eller et fast sted, som personens arbejdsgiver ifølge den nordiske aftale eller en gældende aftale med en tredjestat har i denne anden stat, skal arbejdet ved anvendelse af artikel 15, stk. 1 og 2, eller artikel 19, stk. 1 og 2, i den nordiske aftale anses for udført i denne anden stat, selvom arbejdet faktisk udføres

a) i den førstnævnte stat, eller

b) i en tredjestat, hvis arbejdet udgør tjenesterejse eller andet lignende arbejde af lejlighedsvis karakter,

men kun, hvis arbejdet i den anden stat udgør mindst halvdelen af arbejdstiden i hver tolvmåneders periode.

Det betyder overordnet, at grænsegængere, som bor i det ene land, og som normalt udfører arbejdet i det andet land for en arbejdsgiver i dette andet land, bliver beskattet i arbejdsgiverens hjemland af hele lønindkomsten, uanset at dele af arbejdet reelt udføres udenfor arbejdsgiverlandet, forudsat at betingelserne i artikel 1, stk. 1 og 2, i øvrigt er opfyldt. At lønindkomsten beskattes i arbejdsgiverens hjemland, er det letteste for grænsegængerne og deres arbejdsgivere, og det understøtter, at betalingen af indkomstskat og sociale bidrag betales i et og samme land for så vidt angår hele lønindkomsten.

Bestemmelsen medfører, at arbejde, som faktisk udføres i bopælslandet eller i et tredjeland ved anvendelse af artikel 15 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst om beskatning af personlige tjenesteydelser eller artikel 19 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst om løn for varetagelse af offentligt hverv, anses for udført i arbejdsgiverlandet med den konsekvens, at lønnen skal beskattes i arbejdsgiverlandet.

Det er en forudsætning, at arbejdet udføres for arbejdsgiveren. Hvem, der er den pågældendes arbejdsgiver, afgøres efter dansk skatterets almindelige principper herfor.

Bestemmelsen opregner to tilfælde, hvor arbejde, som ikke udføres i arbejdsgiverlandet, ved anvendelsen af artikel 15 eller 19 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst skal anses for udført i arbejdsgiverlandet.

Det første tilfælde er, hvor arbejdet udføres i grænsegængerens bopælsland, jf. artikel 1, stk. 1, litra a.

Det andet tilfælde er, hvor grænsegængeren udfører arbejdet i et tredjeland som følge af tjenesterejser eller andet arbejde af lejlighedsvis karakter, jf. artikel 1, stk. 1, litra b. Der kan eksempelvis være tale om kurser, konferencer, messer eller lignende.

Der er indsat en måleperiode for, hvor stor en del af arbejdet, der kan udføres udenfor arbejdsgiverlandet. Arbejdet i arbejdsgiverlandet skal således mindst udgøre halvdelen af arbejdstiden i hver 12-månedersperiode.

Måleperioden skal ses i sammenhæng med den aftale, som Beskæftigelsesministeriet i Danmark og Försäkringskassan i Sverige indgik den 25. april 2024. Den nye aftale afløser aftalen mellem den daværende Sociale Sikringsstyrelse og det daværende Riksförsäkringsverket af 4. december 2001, hvorefter 3-månedersperioden i relation til afgørelsen om social sikring er ændret til 12 måneder.

Det fremgår af artikel 1 i aftalen af 25. april 2024, at

”1. Efter ansøgning i hvert enkelt tilfælde gives samtykke til, at en person er omfattet af lovgivningen i arbejdsgiverens eller hovedarbejdsgiverens hjemstedsland i følgende situationer:

a. Personer ansat af en arbejdsgiver med hjemsted i et land, når de både arbejder en væsentlig del i det land, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted (mindst halvdelen af arbejdstiden i løbet af en sammenhængende periode på 12 måneder) og som distancearbejde i bopælslandet.

Disse kriterier anvendes også i andre situationer, hvor der udføres arbejde i bopælslandet for samme arbejdsgiver.

b. Personer, der er ansat til arbejde i et land for en arbejdsgiver med hjemsted der, og som samtidig har honorarlønnede tillidshverv i andet land.

2. Stk. 1 finder anvendelse på arbejde ud over i Danmark og i Sverige, når der er tale om arbejde i form af tjenesterejser, kurser, konferencer, messer og lignende i andre EU/EØS-lande eller Schweiz og på betingelse af, at arbejdet er af tilfældig, sporadisk og enkeltstående karakter. Beskæftigelsen i andre EU/EØS-lande eller Schweiz må ikke være et led i et fast, tilbagevendende arbejdsmønster, der betyder, at man reelt arbejder fast i flere lande end Danmark og Sverige (fx en fast "tjenesterejse" til koncernens kontor i Norge hver uge)."

Med denne sammenhæng til aftalen på socialsikringsområdet opnås der sammenhæng mellem betalingen af indkomstskat og betalingen af sociale bidrag.

Skatteaftalens artikel 1, stk. 1, skal ses i sammenhæng med den nye Øresundsaftales artikel 6, stk. 1, hvorefter de to lande forpligter sig til at beskatte den del af lønindkomsten, som de med artikel 1 får beskatningsretten til. I lovforslagets § 2, stk. 1, omfattes lønindkomsten af den begrænsede skattepligt og gøres til A-indkomst. Der henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, er en videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, med følgende modifikationer:

For det første omfatter den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, både privatansatte og offentligt ansatte. Den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, omfatter alene privatansatte.

For det andet er måleperioden i den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, fastsat til 12 måneder. Måleperioden i den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, er 3 måneder. Opgørelsesmetoden vil i øvrigt være den samme. Ligesom 3 måneders-perioden vil 12 måneder-perioden kunne strække sig over et årsskifte. I en overgangsperiode efter det tidspunkt, hvor den nye Øresundsaftale træder i kraft, kan en sådan 12-måneders periode omfatte arbejdsdage, der vedrører tid før dette tidspunkt. Tilsvarende kan en 3-måneders periode ved anvendelse af de gældende regler i den gældende Øresundsaftale omfatte arbejde, der udføres efter det tidspunkt, hvor de nye regler er gældende.

For det tredje er det alt arbejde, der udføres i grænsegængerens bopælsland, der efter den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, vil blive anset som udført i arbejdsgiverlandet. I den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, er det alene arbejde udført i grænsegængerens egen bolig, der anses som udført i arbejdsgiverlandet.

Ved anvendelsen af den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, vil gældende principper for anvendelsen af den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 1, fortsat finde anvendelse, herunder principperne for opgørelsen af måleperioden. Det er således alene selve den tidsmæssige udstrækning af måleperioden, der er ændret i den nye Øresundsaftale.

Artikel 1, stk. 2, fastslår, at hjemmearbejdsreglen i artikel 1, stk. 1, gælder

a) i tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvis den løn eller det andet lignende vederlag, som personen oppebærer, påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren ifølge den nordiske aftale eller en gældende aftale med en tredjestat har i den anden stat,

b) i tilfælde, hvor arbejdsgiveren er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kun hvis den løn eller det andet lignende vederlag, som personen oppebærer, ikke påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren ifølge den nordiske aftale har i den førstnævnte kontraherende stat.

Artikel 1, stk. 2, litra a, betyder, at hvis en svensk hjemmehørende pendlers arbejdsgiver i Danmark ikke er hjemmehørende dér, er det en forudsætning for hjemmearbejdsreglens anvendelse, at lønnen, som pendleren modtager, påhviler et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren ifølge den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en aftale med en tredjestat har i Danmark. Og omvendt for så vidt angår en dansk hjemmehørende pendlers arbejdsgiver i Sverige.

Artikel 1, stk. 2, litra b, betyder, at hvis lønnen for det udførte arbejde i bopælslandet påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har dér, finder hjemmearbejdsreglen heller ikke anvendelse.

Den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 2, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 2. Ved anvendelsen af den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 2, vil gældende principper for anvendelsen af den gældende Øresundsaftales artikel 1, stk. 2, fortsat finde anvendelse.

Artikel 1, stk. 3, fastslår, at en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, som har en person ansat, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, i et ansættelsesforhold, som normalt skal udføres i den førstnævnte stat, for så vidt angår den pågældende ansatte ikke er forpligtet til at indeholde skat på vegne af den anden kontraherende stat, hvis ansættelsen påtænkes udført på en sådan måde, at skattepligt for udbetalt løn eller andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold ikke indtræder i den anden kontraherende stat som følge af artikel 1, stk. 1 og 2.

Artikel 1, stk. 3, medfører, at den gældende pligt for ikke-svenske arbejdsgivere til efter svensk ret at registrere sig hos Skatteverket og indeholde svensk skat af lønindkomst, der skal beskattes i Sverige, ikke vil gælde for danske arbejdsgivere med øresundspendlere ansat, såfremt de pågældende øresundspendleres ansættelse påtænkes udført på en sådan måde, at skattepligten for lønnen ikke vil indtræde i Sverige under iagttagelse af den nye Øresundsaftales regler for hjemmearbejde m. v. i Sverige, jf. artikel 1, stk. 1 og 2. Hvis ansættelsesforholdet normalt skal udføres i Danmark, vil der således ikke indtræde registrerings- og indeholdelsespligt over for Skatteverket, heller ikke hvis hjemmearbejdet m.v. konkret måtte antage et omfang, som fører til, at beskatningsretten til lønnen overgår til Sverige trods den påtænkte udførelse af arbejdet i Danmark.

Artikel 1, stk. 3, skal ses i lyset af gældende svensk ret, hvorefter udenlandske arbejdsgivere, dvs. ikke-svenske arbejdsgivere, skal registrere sig hos Skatteverket og indeholde svensk skat af lønindkomst, der skal beskattes i Sverige, hvilket efter svensk ret umiddelbart også vil kunne gælde danske arbejdsgivere med svensk hjemmehørende ansatte, når beskatningsretten til lønnen måtte overgå til Sverige i forbindelse med hjemmearbejde i Sverige.

Den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 3, er ny i forhold til den gældende Øresundsaftale.

Artikel 1, stk. 4, fastslår, at hvor der i en af de kontraherende stater indføres restriktioner eller anbefalinger om begrænset bevægelighed mellem de kontraherende stater af hensyn til befolkningens sundhed, sikkerhed eller lignende, kan de kompetente myndigheder ifølge den nordiske aftale indgå en særskilt aftale om, at arbejde efter artikel 1, stk. 1 og 2, for en begrænset periode skal anses for udført i den kontraherende stat, hvor arbejdet normalt udføres. En sådan aftale kan også omfatte anvendelsen af artikel 1, stk. 3.

Artikel 1, stk. 4, betyder, at Danmark og Sverige vil kunne indgå en særskilt aftale om, at hjemmearbejdsreglens betingelse om, at mindst halvdelen af arbejdstiden skal være udført i arbejdsgiverlandet, i en begrænset periode fraviges. Dette vil kunne ske i situationer, hvor Danmark eller Sverige indfører restriktioner eller anbefalinger om begrænset bevægelighed mellem de to lande af hensyn til befolkningens sundhed, sikkerhed eller lignende. Resultatet af en sådan særskilt aftale vil være, at hjemmearbejde for en begrænset periode vil skulle anses for udført i arbejdslandet, hvormed beskatningsretten til lønnen for hjemmearbejdet m.v. vil blive fastholdt i arbejdslandet uanset omfanget af arbejde i arbejdsgiverlandet.

Artikel 1, stk. 4, skal ses i lyset af covid-19, hvor mange hjemmearbejdende privatansatte faldt ud af hjemmearbejdsreglen i den gældende Øresundsaftale, fordi de ikke arbejdede mindst halvdelen af arbejdstiden i arbejdsgiverlandet i løbet af en sammenhængende periode på 3 måneder på grund af de restriktioner og anbefalinger, som begge lande indførte og udstedte. Resultatet var, at lønnen for hjemmearbejdet overgik til beskatning i bopælslandet med de uhensigtsmæssigheder, som det har for arbejdsgivere, grænsegængere og de to landes skattemyndigheder, når beskatningen af lønnen skal opdeles mellem Danmark og Sverige.

Efter den gældende Øresundsaftale er det imidlertid ikke muligt at fravige betingelsen om, at mindst halvdelen af arbejdstiden i løbet af en sammenhængende periode på 3 måneder skal være udført i arbejdsgiverlandet. Det ville i princippet kræve en ændring af den gældende Øresundsaftale og godkendelse heraf i både Folketinget og Riksdagen. For Danmarks vedkommende ville ændringen skulle ske med samtykke fra Folketinget til, at regeringen kunne ratificere overenskomsten i overensstemmelse med grundlovens § 19, stk. 1.

Med artikel 1, stk. 4, vil der fremover være mulighed for midlertidigt at fravige hjemmearbejdsreglens betingelser ved en særskilt aftale mellem Danmark og Sverige, hvis et af de to lande indfører restriktioner eller anbefalinger om begrænset bevægelighed mellem de to lande af hensyn til befolkningens sundhed, sikkerhed eller lignende. Den særskilte aftale vil også kunne omfatte anvendelsen af den nye regel om, at pligten for ikke-svenske arbejdsgivere til efter svensk ret at registrere sig hos Skatteverket og indeholde svensk skat af lønindkomst, der skal beskattes i Sverige, efter omstændighederne ikke vil gælde for danske arbejdsgivere med øresundspendlere ansat, jf. artikel 1, stk. 3.

Den nye Øresundsaftales artikel 1, stk. 4, er ny i forhold til den gældende Øresundsaftale.

(Artikel 2)

Artikel 2, stk. 1, fastslår, at hvis en fysisk person erhverver indkomst fra erhvervsvirksomhed, frit erhverv eller personligt arbejde i tjenesteforhold, som efter artikel 7, 14, 15 eller 19 i den nordiske aftale kan beskattes eller kun kan beskattes i en kontraherende stat, og deltager i en pensionsordning i den anden kontraherende stat, skal

a) bidrag, som denne person betaler til pensionsordningen, være fradragsberettiget i den førstnævnte stat, eller

b) bidrag, som denne persons arbejdsgiver betaler til pensionsordningen, ikke anses som skattepligtig indkomst i den førstnævnte stat for personen samt være fradragsberettiget i denne stat for arbejdsgiveren.

Artikel 2, stk. 1, litra a, betyder, at de to lande giver grænsegængere og tilflyttere fradrag for grænsegængerens eller tilflytterens indbetalinger på private pensionsordninger i det andet land. Bestemmelsen omfatter såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende.

Artikel 2, stk. 1, litra b, betyder, at er der tale om bidrag indbetalt af en lønmodtagers arbejdsgiver, medregnes bidragene ikke ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst (bortseelsesret), og arbejdsgiveren har fradrag for bidragene.

Den nye Øresundsaftales artikel 2, stk. 1, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 2, stk. 1.

Artikel 2, stk. 2, fastslår, at bidraget dog alene skal være fradragsberettiget eller ikke anses som skattepligtig indkomst i den førstnævnte kontraherende stat indenfor de beløbsgrænser, som gælder for bidrag, der betales til en pensionsordning efter lovgivningen i begge de kontraherende stater.

Artikel 2, stk. 2, betyder, at pensionsbidragene alene er fradragsberettigede inden for de beløbsgrænser, som gælder i begge lande.

Danmark skal således kun give fradrag for indskud til en svensk pensionsordning, i det omfang personen kunne have indskudt på pensionsordningen med fradragsret inden for såvel de danske som de svenske beløbsgrænser. Tilsvarende skal der kun gives bortseelsesret for arbejdsgiverens indskud til en svensk pensionsordning inden for såvel de svenske som de danske beløbsgrænser.

Tilsvarende skal Sverige kun give fradrags- eller bortseelsesret for indskud til en dansk pensionsordning, i det omfang personen kunne have indskudt på pensionsordningen med fradrags- eller bortseelsesret inden for svenske og danske regler om beløbsgrænser.

Den nye Øresundsaftales artikel 2, stk. 2, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 2, stk. 2.

Artikel 2, stk. 3, fastslår, at artikel 2 kun gælder

a) i tilfælde, hvor personen, som kan beskattes eller kun kan beskattes i den førstnævnte kontraherende stat af indkomst fra erhvervsvirksomhed, frit erhverv eller personligt arbejde i tjenesteforhold i denne stat, er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvis indkomsten udgør mindst 75 pct. af den pågældendes samlede indkomst fra erhvervsvirksomhed, frit erhverv eller personligt arbejde i tjenesteforhold med fradrag af samtlige udgifter afholdt for at erhverve indkomsten (nettoindtægt), eller

b) i tilfælde, hvor personen, som kan beskattes eller kun kan beskattes i den førstnævnte kontraherende stat af indkomst fra erhvervsvirksomhed, frit erhverv eller personligt arbejde i tjenesteforhold i denne stat, er hjemmehørende i denne stat, hvis personen deltog i og bidrag blev betalt til pensionsordningen, umiddelbart inden den pågældende blev hjemmehørende i denne stat.

Artikel 2, stk. 3, betyder, at pensionsbidragene alene er fradragsberettigede eller bortseelsesberettigede i det omfang, at der enten er tale om a) en person, der er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, og som arbejder og beskattes i det ene land og bor i det andet, ligesom den del af personens indkomst, som kan beskattes i arbejdslandet, skal udgøre mindst 75 pct. af den samlede nettoindtægt fra personligt arbejde i tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed, eller b) en tilflytter, der er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, som er hjemmehørende i det ene land, og som umiddelbart inden tilflytningen dertil deltog i og bidrog til en pensionsordning i det andet land.

Bestemmelsen i artikel 2, stk. 3, skal ses i sammenhæng med den nye Øresundsaftales artikel 6, stk. 2, som bestemmer, at kildelandet har pligt til at beskatte pensionsudbetalinger til en person, der er hjemmehørende i kildelandet, når det andet land har givet fradrag for pensionsindskud som følge af denne bestemmelse.

Den nye Øresundsaftales artikel 2, stk. 3, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 2, stk. 3.

Artikel 2, stk. 4, fastslår, at ved anvendelsen af artikel 2, stk. 1, skal udtrykket ”pensionsordning” betyde en ordning, som

a) for Danmarks vedkommende er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I,

b) for Sveriges vedkommende er omfattet af 28 eller 58 kap. i indkomstskatteloven (1999:1229).

Artikel 2, stk. 4, betyder, at det er en betingelse, at pensionsordningen er en skattebegunstiget ordning i ordningens hjemland. De relevante ordninger er for Danmarks vedkommende pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, som indeholder reglerne om de skattebegunstigede pensionsordninger, og for Sveriges vedkommende pensionsordninger omfattet af kapital 28 eller 58 i indkomstskatteloven (1999:1229).

Det bemærkes, at aldersopsparinger er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, men da der ikke er fradragsret for indbetalinger hertil efter dansk ret, vil der heller ikke være fradragsret for dem i Sverige efter artikel 2. Tilsvarende gælder danske kapitalpensioner, da beløbsgrænsen for indbetaling hertil udgør 0 kr., jf. pensionsbeskatningslovens § 16.

Afkastet af en svensk pensionsordning omfattet af fradrags- eller bortseelsesret efter artikel 2 vil skulle behandles efter pensionsbeskatningslovens §§ 53 A eller 53 B i det omfang, at pensionsopspareren er fuldt skattepligtig til Danmark.

Efter § 53 A skal det løbende afkast af pensionsordningen medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Er der tale om en ordning, der er oprettet, mens pensionsopspareren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, og er samtlige indbetalinger foretaget til ordningen før dette tidspunkt blevet fradraget i pensionsopsparerens skattepligtige indkomst i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor pensionsopspareren var skattepligtig på indbetalingstidspunktet, behandles ordningen dog efter pensionsbeskatningslovens § 53 B. I denne situation vil afkastet være skattefrit, jf. § 53 B, stk. 5.

Uanset om ordningen er omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 53 A eller 53 B, vil Sverige kunne beskatte afkastet. Er ordningen omfattet af § 53 A, vil Danmark som bopælsland i givet fald skulle foretage lempelse for den svenske skattebetaling i den danske skat.

Den nye Øresundsaftales artikel 2, stk. 4, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 2, stk. 4.

Den nye Øresundsaftales artikel 2 er således i sin helhed en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 2. Ved anvendelsen af den nye Øresundsaftales artikel 2 vil gældende principper for anvendelsen af den gældende Øresundsaftales artikel 2 fortsat finde anvendelse.

(Artikel 3)

Artikel 3 fastslår, at fysiske personers udgifter for rejser over Øresundsbroen skal tages i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis de afholdes for normal rejse mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Der er dog kun ret til fradrag, hvis sådanne almindelige betingelser for hvad der gælder for sådanne rejser, er opfyldt, eksempelvis for så vidt angår krav om tidsbesparelse. Udgifterne skal tages i betragtning med udgangspunkt i den dokumenterede udgift til billigste periodeabonnement for passage i personbil henholdsvis passage med kollektivt transportmiddel.

Dermed er de to lande forpligtet til at give fradrag for broafgiften på Øresundsforbindelsen, når afgiften afholdes for rejse mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Fradraget gives dog kun, såfremt de almindelige vilkår for befordringsfradrag er opfyldt. De almindelige vilkår, der skal være opfyldt, er de vilkår, som det enkelte land har opstillet.

For Danmarks vedkommende er det betingelserne i ligningslovens § 9 C, der er relevante. Af ligningslovens § 9 C, stk. 9, følger, at den skattepligtige ved opgørelsen af fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads mod dokumentation kan foretage fradrag for udgifter afholdt til benyttelse af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Fradraget for benyttelse af Øresundsforbindelsen kan foretages med 50 kr. pr. passage ved benyttelse af bil eller motorcykel og med 8 kr. pr. passage for brugere af kollektiv trafik. Ved samkørsel i bil eller på motorcykel kan fradrag alene foretages af den af de samkørende, som har afholdt udgiften for benyttelsen af forbindelsen. Modtager den pågældende udgiftsgodtgørelse for passageudgiften fra medkørende, er den pågældende ikke skattepligtig heraf, og de medkørende har ikke fradragsret for godtgørelsen.

Den nye Øresundsaftales artikel 3 er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 3. Ved anvendelsen af den nye Øresundsaftales artikel 3 vil gældende principper for anvendelsen af den gældende Øresundsaftales artikel 3 fortsat finde anvendelse.

(Artikel 4)

Artikel 4, stk. 1, fastslår, at beskatning efter artikel 22, stk. 1, i den nordiske aftale, ikke sker af indkomst i form af studiestøtte, legater eller kunstnerstøtte, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, modtager fra den anden kontraherende stat, dennes politiske underafdelinger, lokale myndigheder eller offentligretlige institutioner, forudsat at studiestøtten, legaterne eller kunstnerstøtten ville have været fritaget for beskatning i den anden stat, hvis personen havde været hjemmehørende i denne anden stat.

Artikel 4, stk. 2, fastslår, at uanset artikel 22 i den nordiske aftale kan indkomst omfattet af nævnte artikel, som modtages af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som hidrører fra den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden kontraherende stat.

Artikel 22 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst regulerer beskatningsretten for indkomst, der ikke kan henføres til nogen af de andre bestemmelser i overenskomsten. Artikel 22 medfører, at Danmark ikke kan beskatte en juridisk eller fysisk person, som er hjemmehørende i Sverige af indkomsttyper, som ikke er omfattede af overenskomstens øvrige artikler, medmindre disse indkomsttyper er knyttet til et fast driftssted, som den pågældende har her i landet eller som i øvrigt har kilde i Danmark. I sidstnævnte tilfælde vil Danmark beskatte indkomsten i det omfang, at indkomsten er omfattet af begrænset skattepligt efter kildeskattelovens § 2.

Med andre ord medfører artikel 22 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at kun bopælslandet som udgangspunkt kan beskatte indkomster, der ikke kan henføres til nogen af de andre bestemmelser i overenskomsten.

Den nye Øresundsaftales artikel 4, stk. 1, betyder, at Danmark som bopælsland uanset artikel 22 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke vil kunne beskatte studiestøtte, legater eller kunstnerstøtte, som en fysisk person, der er hjemmehørende Danmark, modtager fra Sverige, hvis studiestøtten, legaterne eller kunstnerstøtten ville have været fritaget for beskatning i Sverige, hvis personen havde været hjemmehørende dér.

Svensk uddannelsesstøtte er efter svensk skatteret skattefri. Dermed vil studerende, der er hjemmehørende i Danmark, og som modtager svensk SU, ikke blive beskattet i Danmark. Dermed bliver modtagere af den svenske SU fremover behandlet ens, uanset om de bor i Danmark eller Sverige.

Samme princip vil gælde for dansk hjemmehørende modtagere af svenske legater og kunstnerstøtte. I det omfang, at legaterne og kunstnerstøtten ville være skattefri for en modtager, der er hjemmehørende i Sverige, vil Danmark ikke kunne beskatte en dansk hjemmehørende modtager af legaterne og kunstnerstøtten.

Den nye Øresundsaftales artikel 4, stk. 1, er ny i forhold til den gældende Øresundsaftale.

Artikel 4, stk. 2, betyder, at Danmark uanset artikel 22 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst kan beskatte en juridisk eller fysisk person, som er hjemmehørende i Sverige, af indkomsttyper, som ikke er omfattet af den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts øvrige artikler.

Beskatning af indkomst omfattet af artikel 22 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst (anden indkomst) vil i medfør af artikel 4, stk. 2, i den nye Øresundsaftale således altid kunne ske i den stat, hvorfra den hidrører. Da den nye Øresundsaftale regulerer, hvad der skal gælde mellem Sverige og Danmark i forhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det hensigten, at den nordiske overenskomsts øvrige regler vil skulle anvendes for så vidt angår indkomst, der kan beskattes i medfør af artikel 4, stk. 2, f.eks. hvad angår lempelse for dobbeltbeskatning.

I medfør af artikel 4, stk. 2, vil Danmark for det første fremover kunne beskatte dansk SU, danske legater og dansk kunstnerstøtte, der udbetales til personer, der er hjemmehørende i Sverige. Det er ikke tilfældet i dag, hvor det alene er Sverige, der kan beskatte sådan indkomst, men Sverige beskatter ikke svensk hjemmehørende af dansk SU. Heller ikke danske legater og dansk kunstnerstøtte til svensk hjemmehørende beskattes efter omstændighederne i Sverige. I det omfang, at Sverige beskatter danske legater og kunstnerstøtte, vil Sverige skulle lempe for betalt dansk skat.

Dansk beskatning af uddannelsesstøtte til personer, der er hjemmehørende i udlandet, kræver, at uddannelsesstøtten er omfattet af begrænset skattepligt til Danmark. En lang række af forskellige typer uddannelsesstøtte m.v. er begrænset skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 13-26, herunder uddannelsesstøtte, der udbetales i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte, dvs. SU, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 13. Disse ydelser vil fremover blive beskattet af Danmark med afsæt i den nye Øresundsaftales artikel 4, stk. 2, i det omfang, at de ikke er omfattede af den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts øvrige artikler.

Danske legater og kunstnerstøtte er ikke omfattet af begrænset skattepligt til Danmark. Med lovforslagets § 3 foreslås legater og kunstnerstøtte, der ydes til personer, som efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst anses for hjemmehørende i Sverige, at skulle være omfattet af begrænset skattepligt til Danmark. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3.

Med afsæt i artikel 4, stk. 2, vil Danmark for det andet fremover kunne beskatte pensionsopsparere, der er hjemmehørende i Sverige, af afkastet af deres danske pensionsordninger.

Med lovforslagets § 5 foreslås der på denne baggrund indført pensionsafkastskattepligt efter pensionsafkastbeskatningsloven for pensionsberettigede, som efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst anses for hjemmehørende i Sverige, af afkastet af pensionsordninger, som er omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven, dvs. pensionsordninger, der er skattebegunstigede efter pensionsbeskatningsloven. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 5.

Det bemærkes, at afkastskattepligten med dette lovforslag alene foreslås indført for pensionsordninger, som er omfattet af pensionsafkastbeskatningsloven og altså ikke danske pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, dvs. pensionsordninger, der ikke er skattebegunstigede efter pensionsbeskatningsloven.

Den nye Øresundsaftales artikel 4, stk. 2, er ny i forhold til den gældende Øresundsaftale.

(Artikel 5)

Artikel 5 fastslår, at artikel 31, stk. 5, ikke omfatter personer, der er hjemmehørende i Danmark.

Artikel 5 henviser til artikel 31, stk. 5, i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Indtil 1997 blev grænsegængere beskattet i bopælslandet og ikke i kildelandet (arbejdsgiverlandet). Denne grænsegængerregel blev ophævet i 1997, da den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst trådte i kraft, men der indførtes samtidig en overgangsregel for grænsegængere, der den 1. januar 1997 opfyldte betingelserne i den før 1997 gældende grænsegængerregel. Overgangsreglen følger af artikel 31, stk. 5, i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Overgangsreglen i artikel 31, stk. 5, medfører, at de omfattede grænsegængere fortsat bliver beskattet i overensstemmelse med den i 1997 ophævede grænsegængerregel, dvs. at deres løn fortsat vil blive beskattet i bopælslandet og ikke i kildelandet (arbejdsgiverlandet), så længe betingelserne i den tidligere regel er opfyldt.

Med artikel 4 i den gældende Øresundsaftale blev denne overgangsregel ophævet for de dansk hjemmehørende grænsegængere. De dansk hjemmehørende grænsegængere blev herefter beskattet efter hovedreglen om beskatning i arbejdsgiverlandet.

Artikel 5 i den nye Øresundsaftale er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 4. Overgangsreglen i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 31, stk. 5, gælder således fortsat ikke dansk hjemmehørende grænsegængere, ligesom der ikke sker ændringer for så vidt angår de svensk hjemmehørende grænsegængere omfattet af overgangsreglen fra 1997.

(Artikel 6)

Artikel 6, stk. 1, fastslår, at den kontraherende stat, som tillægges beskatningsretten efter artikel 1, skal beskatte lønmodtageren efter denne stats regler for lønmodtagerbeskatning, selvom arbejdet faktisk udføres i den anden kontraherende stat eller i en tredjestat.

Artikel 6, stk. 1, skal ses i sammenhæng med den nye Øresundsaftales artikel 1, hvorefter de to lande har beskatningsretten til arbejde, som udføres i det andet land af lønmodtagere hjemmehørende i dette land. Artikel 6, stk. 1, betyder, at de to lande er forpligtet til at beskatte den del af lønindkomsten, som de med artikel 1 har beskatningsretten til.

Med lovforslagets § 2, stk. 1, foreslås lønindkomsten derfor at skulle være omfattet af begrænset skattepligt, ligesom lønindkomsten foreslås at skulle være A-indkomst, således at den danske arbejdsgiver vil skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af lønnen for hjemmearbejdet m.v. Der er tale om en videreførelse af en enslydende bestemmelse i lov om indgåelse af aftale mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige om visse skattespørgsmål (grænsegængeraftale), hvormed den gældende Øresundsaftale blev gennemført i dansk lov. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 1.

En svensk hjemmehørende person, der normalt udfører sit arbejde i Danmark, vil dermed fortsat skulle betale dansk indkomstskat og arbejdsmarkedsbidrag af den del af indkomsten, som omfattes af aftalens artikel 1. Der skal dog kun betales arbejdsmarkedsbidrag, når lønmodtageren er socialt sikret i Danmark.

Den nye Øresundsaftales artikel 6, stk. 1, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 5, stk. 1.

Artikel 6, stk. 2, fastslår, at pensioner eller livrenter, der betales fra en kontraherende stat til en person, som er hjemmehørende i denne stat, skal beskattes efter denne stats almindelige regler, selvom denne stat ikke har nedsat sin beskatning i forbindelse med bidrag til denne ordning, når den anden kontraherende stat efter artikel 2 tidligere har anset bidrag betalt

a) af den fysiske person for at være fradragsberettiget, eller

b) af den fysiske persons arbejdsgiver for ikke at være skattepligtig indkomst for den fysiske person samt for at være fradragsberettiget ved beregningen af arbejdsgiverens skattepligtige indkomst.

Artikel 6, stk. 2, skal ses i sammenhæng med artikel 2, hvorefter der gives fradrag for pensionsindskud i det andet land. Efter bestemmelsen er landene forpligtet til at beskatte hjemmehørende personer, som får pensionsudbetalinger fra et institut i bopælslandet, når det andet land har givet fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingerne efter artikel 2.

Bestemmelsen skal sikre, at eksempelvis en svensk hjemmehørende tidligere grænsegænger, som har fået fradrag i Danmark for sine pensionsbidrag til en svensk ordning som følge af artikel 2, bliver beskattet i Sverige af udbetalingerne. Danmark vil ikke selv kunne beskatte personen, idet hverken personen eller instituttet er hjemmehørende i Danmark.

Danmark har allerede intern hjemmel til at beskatte udbetalinger til dansk hjemmehørende personer fra fradrags- og bortseelsesberettigede pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, jf. pensionsbeskatningslovens § 20.

Den nye Øresundsaftales artikel 6, stk. 2, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 5, stk. 2.

Artikel 6, stk. 3, fastslår, at bestemmelserne om fradrag for bidrag til en pensionsordning efter artikel 2 og for udgift til rejser over Øresundsbroen efter artikel 3 alene gælder, hvis den fysiske persons indkomst beregnes på nettobasis med mulighed for fradrag for udgifter.

Artikel 6, stk. 3, skal ses i lyset af de svenske SINK-beskatningsregler. Efter disse regler kan dansk hjemmehørende grænsegængere vælge at blive beskattet med 25 pct. af deres svenske bruttoindkomst. Bruttoindkomstopgørelsen knyttet til beregningen af SINK-skatten gør det ikke muligt at foretage fradrag for pensionsindbetalinger og befordringsudgifter. Bestemmelserne i artikel 2 og 3 om disse fradrag finder derfor alene anvendelse, hvis beskatningen af den pågældende person sker på nettobasis med mulighed for fradrag for udgifter, dvs. almindelig svensk indkomstbeskatning. Det betyder, at Sverige ikke er forpligtet til at give fradrag for pensionsindbetalinger og befordringsudgifter efter artikel 2 og 3 til personer, der er omfattet af svensk SINK-beskatning.

For så vidt angår Danmark gælder dette tilsvarende for personer, der er omfattet af forskerskatteordningen, som ligesom den svenske SINK-skat er en beskatning af bruttoindkomsten uden mulighed for fradrag.

Den nye Øresundsaftales artikel 6, stk. 3, er en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 5, stk. 3.

Den nye Øresundsaftales artikel 6 er således i sin helhed en uændret videreførelse af den gældende Øresundsaftales artikel 5. Ved anvendelsen af den nye Øresundsaftales artikel 6 vil gældende principper for anvendelsen af den gældende Øresundsaftales artikel 5 fortsat finde anvendelse.

(Artikel 7)

Artikel 7, stk. 1, fastslår, at såfremt en fysisk person hjemmehørende i en kontraherende stat erhverver indkomst fra personligt arbejde i tjenesteforhold i den anden kontraherende stat (bruttoindkomst), og denne indkomst for et skatteår udgør mindst et beløb svarende til 210.000 danske kr. i (2023 niveau) før fradrag for udgifter afholdt for at erhverve indkomsten, skal denne anden stat betale et udligningsbeløb til den førstnævnte stat. Grundbeløbet reguleres årligt på grundlag af årsgennemsnittet for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) for Danmark opgjort med en decimal. Reguleringen fastsættes hvert indkomstår som forholdet mellem den for året før indkomståret oplyste værdi af årsgennemsnittet for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) for Danmark, og den i 2023 oplyste værdi af årsgennemsnittet for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) for Danmark. Reguleringstallet afrundes til nærmeste 3 decimaler og ganges med grundbeløbet. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste danske kronebeløb, der kan deles med 1.000. Grundbeløbet reguleres første gang for indkomståret 2025. Denne udligning skal ske senest 1. oktober i året efter det aktuelle skatteår. Udligningsbeløbet skal for Danmarks vedkommende være den gennemsnitlige primærkommuneskat oppebåret af indkomst, der beskattes i Danmark efter artikel 15 eller 19 i den nordiske aftale. Udligningsbeløbet skal for Sveriges vedkommende være den gennemsnitlige kommuneskat, som opkræves for primærkommunernes regning, og som beregnes af indkomst, der beskattes i Sverige efter artikel 15 eller 19 i den nordiske aftale. Denne artikel gælder dog ikke for indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver for arbejde udført ombord på svensk eller dansk skib i international trafik. De kontraherende staters kompetente myndigheder ifølge den nordiske aftale kan indgå en gensidig aftale om den nærmere udformning af udligningsordningen.

Bestemmelsen i artikel 7, stk. 1, indeholder en provenuudvekslingsordning mellem Danmark og Sverige. De to lande udveksler den gennemsnitlige primærkommuneskat, som opkræves fra såvel privatansatte som offentligt ansatte grænsegængere. Der skal således foretages udveksling af primærkommuneskat af indkomst optjent af lønmodtagere, som bor i det ene land (Danmark eller Sverige) og arbejder i det andet land (Sverige eller Danmark), når lønnen er omfattet af artikel 15 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst om beskatning af personlige tjenesteydelser eller artikel 19 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst om løn for varetagelse af offentligt hverv.

Der skal dog alene ske udveksling af skatteprovenu for personer, hvis bruttoindkomst (indkomsten før fradrag for udgifter afholdt for at erhverve den), som kan beskattes i arbejdslandet, mindst udgør et beløb svarende til 210.000 danske kr. i (2023-niveau).

Dette grundbeløb vil blive reguleret årligt med udgangspunkt i årsgennemsnittet for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) for Danmark opgjort med en decimal. Reguleringen fastsættes hvert indkomstår som forholdet mellem den for året før indkomståret oplyste værdi af årsgennemsnittet for det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks for Danmark, og den i 2023 oplyste værdi af årsgennemsnittet af det nævnte indeks for Danmark. Reguleringstallet afrundes til nærmeste 3 decimaler og ganges med grundbeløbet på 210.000 danske kr. (2023-niveau), og det regulerede beløb afrundes til nærmeste danske kronebeløb, der kan deles med 1.000. Grundbeløbet reguleres første gang for indkomståret 2025, jf. eksempel i tabel 1.

| | | | | | |