LOV nr 1765 af 28/12/2023
Digitaliseringsministeriet
Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester § 10
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder artikel 11 eller 12, artikel 13, stk. 1, 2 eller 4, artikel 14, artikel 15, stk. 1, artikel 16, stk. 1, 2 eller 4-6, artikel 17, stk. 1-4, artikel 18 eller 20, artikel 21, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, 1. eller 2. pkt., artikel 22, stk. 1 eller 6, artikel 23, artikel 24, stk. 1-3 eller 5, artikel 25, stk. 1, artikel 26 eller 27, artikel 28, stk. 1 eller 2, artikel 30, stk. 1, stk. 2, 1., 3. eller 4. pkt., eller stk. 3 eller 5-7, eller artikel 31 eller 32 i forordningen om digitale tjenester eller undlader at efterleve et tilsagn, der er gjort bindende, jf. artikel 51, stk. 2, litra a, i forordningen om digitale tjenester.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at efterleve et påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a eller b, i forordningen om digitale tjenester eller i medfør af § 8, stk. 1.
Stk. 3. Bøder efter stk. 1 kan højst udgøre 6 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår. Bøder efter stk. 2 kan højst udgøre 1 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår eller 1 pct. af den pågældende persons indkomst på verdensplan i det forudgående år.
Stk. 4. Ved udmåling af bøder efter stk. 1 og 2 lægges der vægt på udbyderen af formidlingstjenesters omsætning i det forudgående regnskabsår eller personens indkomst i det forudgående år. Ved udmåling af bøder efter stk. 1 og 2 lægges der i skærpende retning vægt på samtidig pådømmelse af flere overtrædelser.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester § 10
RetsinformationDet foreslås i stk. 1, at den, der overtræder artikel 11 eller 12, artikel 13, stk. 1, 2 eller 4, artikel 14, artikel 15, stk. 1, artikel 16, stk. 1, 2 eller 4-6, artikel 17, stk. 1-4, artikel 18 eller 20, artikel 21, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, 1. eller 2. pkt., artikel 22, stk. 1 eller 6, artikel 23, artikel 24, stk. 1-3 eller 5, artikel 25, stk. 1, artikel 26 eller 27, artikel 28, stk. 1 eller 2, artikel 30, stk. 1, stk. 2, 1., 3. eller 4. pkt., stk. 3 eller 5-7, artikel 31 eller 32, i forordning om digitale tjenester eller undlader at efterleve et tilsagn, der er gjort bindende, jf. artikel 51, stk. 2, litra a, i forordning om digitale tjenester, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Ansvarssubjektet for overtrædelser omfattet af stk. 1 er udbydere af formidlingstjenester, som defineret i artikel 3, litra g, i forordning om digitale tjenester. Udbydere af formidlingstjenester kan være personligt ejede virksomheder såvel som juridiske personer.
De subjektive krav for at straffe overtrædelser som opført i stk. 1 er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 2, at på samme måde straffes den, der undlader at efterleve et påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a eller b, i forordning om digitale tjenester eller i medfør af § 8, stk. 1.
Ansvarssubjekter for overtrædelser af påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a eller b, i forordning om digitale tjenester, er udbydere af formidlingstjenester som defineret i artikel 3, litra g, i forordning om digitale tjenester, uanset om disse er personligt ejede virksomheder eller juridiske personer, og personer som omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra a, dvs. personer, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger relateret til en formodet overtrædelse af forordningen begået af en udbyder af en formidlingstjeneste. Bestemmelsen omfatter erhvervsdrivende personer, uanset om de har en kontraktuel forbindelse til den udbyder af formidlingstjenester, der formodes at have overtrådt forordningen.
Ansvarssubjekter for overtrædelser af påbud meddelt i medfør § 8, stk. 1, er udbydere af formidlingstjenester som defineret i artikel 3, litra g, i forordning om digitale tjenester, uanset om disse er personligt ejede virksomheder eller juridiske personer, og personer, som omhandlet i artikel 51, stk. 1, i forordning om digitale tjenester.
Ved vurderingen af, om et strafferetligt ansvar skal pålægges den juridiske person eller en fysisk person ansat hos den juridiske person, finder dansk rets almindelige regler anvendelse.
De subjektive krav for at straffe overtrædelser som anført i stk. 2 er uagtsomhed, jf. straffelovens § 19, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at bøder efter stk. 1 højst kan udgøre 6 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår.
Denne begrænsning af bødestørrelsen er fastsat i artikel 52, stk. 3, 1. pkt., i forordning om digitale tjenester. Det fremgår af præambelbetragtning 117, at det i forordningen fastsatte maksimumsbeløb for bøder bør finde anvendelse på hver enkelt overtrædelse af denne forordning.
Med omsætning forstås ifølge artikel 3, litra x, i forordning om digitale tjenester en virksomheds provenu i den i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 139/2004 anvendte betydning. For udbydere, der indgår i en koncern, skal i stedet for udbyderens omsætning anvendes den konsoliderede omsætning.
Med det forudgående regnskabsår forstås det senest afsluttede regnskabsår forud for det tidspunkt, hvor overtrædelsen er begået eller påbegyndt.
Hvis oplysning om omsætningen foreligger i en anden valuta end danske kroner, skal omregning til danske kroner ske ved anvendelse af nationalbankens gennemsnitlige valutakurs i virksomhedens seneste regnskabsår.
Kompetente myndigheder vil efter § 6, jf. artikel 51, stk. 1, litra a, i forordning om digitale tjenester kunne kræve, at en udbyder af formidlingstjenester inden for en rimelig fastsat frist fremlægger oplysninger om dennes omsætning på verdensplan i et forudgående regnskabsår, herunder den konsoliderede omsætning, hvor udbyderen indgår i en koncern.
Ved vurderingen af, hvad der er en rimelig frist for at fremlægge disse oplysninger, skal den kompetente myndighed lægge vægt på omfanget og kompleksiteten af de oplysninger, der anmodes om, samt den danske virksomheds mulighed for at afkræve f.eks. en udenlandsk modervirksomhed sådanne oplysninger. En frist på 2 uger vil formentlig være et rimeligt udgangspunkt i de fleste tilfælde.
Ved manglende eller ufuldstændige oplysninger om omsætningen kan der ved bødefastsættelsen tages udgangspunkt i offentligt tilgængelige oplysninger om udbyderen af formidlingstjenesters årlige omsætning henholdsvis den årlige konsoliderede omsætning på verdensplan.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at bøder efter stk. 2 højst kan udgøre 1 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår eller 1 pct. af den pågældende persons indkomst på verdensplan i det forudgående år.
Denne begrænsning af bødestørrelsen er fastsat i artikel 52, stk. 3, 2. pkt., i forordning om digitale tjenester. Det fremgår af præambelbetragtning 117, at det i forordningen fastsatte maksimumsbeløb for bøder bør finde anvendelse på hver enkelt overtrædelse af denne forordning.
Med personens indkomst i det forudgående år forstås en erhvervsdrivende persons indkomst ved denne erhvervsvirksomhed for det senest afsluttede regnskabsår. Hvis personen ikke udarbejder regnskab forstås ved en erhvervsdrivende persons indkomst i det forudgående år denne persons indkomst før skat ved denne erhvervsvirksomhed for det senest afsluttede kalenderår.
Hvis personen ikke er erhvervsdrivende, forstås ved personens indkomst i det forudgående år enhver anden skattefri eller skattepligtig indkomst før skat i det senest afsluttede kalenderår.
Bestemmelserne i stk. 3, 1. og 2. pkt., medfører, at hvis en bøde beregnet ved anvendelse af bødemodellen, der er beskrevet nedenfor, overskrider den fastsatte grænse, må bøden reduceres til det maksimalt tilladte.
Kompetente myndigheder vil efter § 6, jf. artikel 51, stk. 1, litra a, i forordning om digitale tjenester kunne kræve, at personer omfattet af artikel 51, stk. 1, inden for en rimelig fastsat frist fremlægger oplysninger om dennes indkomst på verdensplan i et forudgående år. En frist på 2 uger vil formentlig være et rimeligt udgangspunkt i de fleste tilfælde.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at ved udmåling af bøder efter stk. 1 og 2 lægges der vægt på udbyderen af formidlingstjenesters omsætning i det forudgående regnskabsår eller personens indkomst i det forudgående år.
Med omsætning forstås ifølge artikel 3, litra x, i forordning om digitale tjenester en virksomheds provenu i den i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 139/2004 anvendte betydning. For udbydere, der indgår i en koncern, skal i stedet for udbyderens omsætning anvendes den konsoliderede omsætning.
Med det forudgående regnskabsår forstås det seneste regnskabsår, der er afsluttet forud for det tidspunkt, hvor overtrædelsen er begået eller påbegyndt. Med det forudgående år forstås det seneste kalenderår, der er afsluttet forud for det tidspunkt, hvor overtrædelsen er begået eller påbegyndt.
Se ovenfor ved de specielle bemærkninger til stk. 3, 1. og 2. pkt., om kompetente myndigheders mulighed for efter § 6, jf. artikel 51, stk. 1, litra a, i forordning om digitale tjenester at kunne kræve, at en udbyder af formidlingstjenester eller en person inden for en rimelig fastsat frist fremlægger oplysninger om dennes omsætning eller indkomst.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at der ved udmåling af bøder efter stk. 1 og 2 i skærpende retning lægges vægt på samtidig pådømmelse af flere overtrædelser.
Efter straffelovens bestemmelser kan der desuden lægges vægt på gentagelsestilfælde.
Det foreslås, at udgangspunktet for den udmålte bødestraf for overtrædelser omfattet af lovforslagets § 10, stk. 1 og 2, sker efter nedenstående bødemodel.
Ifølge bødemodellen udmåles bøden som summen af et grundbeløb og et omsætningsbestemt tillæg, der pr. overtrædelse beregnes som en procentdel af virksomhedens årlige globale omsætning i det forudgående regnskabsår, og hvor procentdelens størrelse afhænger af dels antallet af samtidig pådømte overtrædelser, dels antal gentagelsestilfælde.
Der foreslås et grundbeløb på 10.000 kr. for overtrædelser af forpligtelser, der har væsentlig betydning for opfyldelsen af forordningens formål om at skabe et velfungerende indre marked for formidlingstjenester og bidrage til at skabe et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø ved at stille krav om indførelse af mekanismer, der kan bidrage til at opdage og håndtere ulovligt indhold, desinformation og andre samfundsmæssige risici på formidlingstjenester.
Følgende bestemmelser findes at indeholde forpligtelser af den pågældende type, der bør sanktioneres med et højt bødeniveau; artikel 12, stk. 2, om offentliggørelse af oplysninger, der er nødvendige for, at brugerne kan kommunikere med tjenesten, artikel 13, stk. 4, om offentliggørelse af oplysninger om retlige repræsentanter for udbydere af formidlingstjenester etableret uden for den Europæiske Union, artikel 15, stk. 1, om offentliggørelse af en rapport om tjenestens indholdsmoderation, artikel 16, stk. 1, 1. pkt., om indførelse af en mekanisme, der muliggør anmeldelse af ulovligt indhold, artikel 18 om underretning af politiet ved mistanke om strafbare forhold, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, artikel 20 om adgang til at klage over en tjenestes beslutning om fjernelse af indhold, artikel 22, stk. 1, om sikring af at anmeldelser indgivet fra pålidelige indberettere gives prioritet, artikel 23, stk. 1, om suspension af en ydelse af en tjeneste til brugere, der ofte leverer åbenbart ulovligt indhold, artikel 24, stk. 1, om indholdet i offentliggjorte rapporter om indholdsmoderation, artikel 24, stk. 2, om offentliggørelse af antallet af aktive brugere i den Europæiske Union, artikel 24, stk. 3, om oplysning af antallet af aktive brugere på anmodning fra Europa-Kommissionen eller koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, artikel 24, stk. 5, om forelæggelse af udbydere af onlineplatformes afgørelser og begrundelser efter artikel 17, stk. 1, for Europa-Kommissionen og om sikring af, at oplysningerne ikke indeholder personoplysninger, artikel 25, stk. 1, om forbud mod brug af vildledende eller manipulerende onlinegrænseflader, artikel 26 om pligt til at markere onlinereklamer og forbud mod visse reklamer online, artikel 27, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1. pkt., om gennemsigtighed i anbefalingssystemer, artikel 28, stk. 1 og 2, om onlinebeskyttelse af mindreårige, artikel 30, stk. 1, stk. 2, 1., 3. og 4. pkt., stk. 3 og 7, artikel 31 om krav til onlinemarkedspladser og artikel 32 om oplysning til forbrugere, der har købt ulovlige produkter eller tjenester på en onlinemarkedsplads.
For de overtrædelser, der foreslås straffet med det høje grundbeløb, fastlægges størrelsen af det omsætningsbestemte tillæg ved anvendelse af nedenstående bødemodel.
Det omsætningsbestemte tillæg beregnes som antal overtrædelser gange omsætningen gange procentsatsen, som er angivet i det relevante interval.
Antal overtrædelser | 1. gangstilfælde | 2. gangstilfælde | 3. gangstilfælde | 4. gangstilfælde | 5. gangstilfælde |
---|---|---|---|---|---|
1-5 | 0,005 pct. | 0,015 pct. | 0,045 pct. | 0,135 pct. | 0,405 pct. |
6-10 | 0,010 pct. | 0,030 pct. | 0,090 pct. | 0,270 pct. | 0,810 pct. |
11-15 | 0,015 pct. | 0,045 pct. | 0,135 pct. | 0,405 pct. | 1,215 pct. |
16-20 | 0,020 pct. | 0,060 pct. | 0,180 pct. | 0,540 pct. | 1,620 pct. |
≥21 | 0,025 pct. | 0,075 pct. | 0,225 pct. | 0,675 pct. | 2,025 pct. |
Hvis der er 5 overtrædelser, og der er tale om førstegangsovertrædelser, udgør det omsætningsbestemte tillæg således 5 x omsætningen x 0,005 pct. Hvis der er 7 overtrædelser, udgør det omsætningsbestemte tillæg (5 x omsætningen x 0,005 pct.) + (2 x omsætningen x 0,01 pct.).
For øvrige strafbare overtrædelser omfattet af lovforslagets § 10, stk. 1, foreslås et grundbeløb på 5.000 kr.
Afgørelsen af hvilket grundbeløb, der finder anvendelse ved bødeudmålingen afhænger af hvilke bestemmelser, virksomheden har overtrådt. Såfremt en virksomhed har overtrådt såvel bestemmelser, der sanktioneres med det høje grundbeløb som bestemmelser, der sanktioneres med det lave grundbeløb, medregnes alene det høje grundbeløb.
For de overtrædelser, der foreslås straffet med det lave grundbeløb, fastlægges størrelsen af det omsætningsbestemte tillæg pr. overtrædelse til 25 pct. af det omsætningsbestemte tillæg, der fremkommer pr. overtrædelse ved anvendelse af ovenstående bødemodel. Det lavere bødeniveau vil finde anvendelse på overtrædelser af forpligtelser, som ikke direkte og væsentligt vurderes at have betydning for omfanget og udbredelsen af ulovligt indhold eller desinformation eller indebære andre samfundsmæssige risici. Der kan f.eks. i denne kategori være tale om forpligtelser vedrørende udbydere af formidlingstjenesters løbende behandling af anmeldelser om ulovligt indhold og andre processuelle krav, hvor en enkel overtrædelse ikke anses for lige så grov, som f.eks. manglende etablering af en mekanisme til anmeldelse af ulovligt indhold. Har overtrædelserne en mere systematisk karakter eller hvor der foreligger andre skærpende omstændigheder, bør det overvejes, om bødestraffen i stedet for skal udmåles ved anvendelse af bødemodellen med det højere niveau.
Bødemodellen med det lave grundbeløb finder anvendelse på overtrædelse af artikel 11 om etablering af kontaktpunkt til kommunikation med myndigheder, artikel 12, stk. 1, om udpegning af elektronisk kontaktpunkt for tjenestemodtagere, artikel 13, stk. 1 og 2, om retlige repræsentanter, artikel 14 om krav til vilkår og betingelser, artikel 16, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og stk. 4-6, om etablering af anmeldelsesmekanismer, artikel 17, stk. 1-4, om begrundelse for begrænsninger for adgang til indhold, artikel 21, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 1. og 2. pkt., om udenretslig tvistbilæggelse, artikel 22, stk. 6, om upræcise eller unøjagtige indberetninger fra pålidelige indberettere, artikel 23, stk. 2-4, om adgangen til at suspendere ydelsen af en tjeneste ved misbrug, artikel 27, stk. 3, 2. pkt., om gennemsigtighed af anbefalingssystemer, artikel 30, stk. 5 og 6, om erhvervsdrivendes sporbarhed, eller på undladelser af at efterleve et tilsagn, der er gjort bindende, jf. artikel 51, stk. 2, litra a, i forordning om digitale tjenester.
Det foreslås, at undladelse af at efterleve påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a, i forordning om digitale tjenester, om at fremlægge oplysninger relateret til en formodet overtrædelse, eller artikel 51, stk. 1, litra b, om at lade sig underkaste en kontrolundersøgelse med henblik på at den kompetente myndighed kan tilgå oplysninger relateret til en formodet overtrædelse, som straffes med bøde, jf. lovforslagets § 10, stk. 2, straffes med udgangspunkt i bødemodellen med et grundbeløb på 10.000 kr., hvis den formodede overtrædelse af forordningen, der er grunden til, at der er meddelt påbud, straffes med anvendelse af det høje grundbeløb. Straffes den formodede overtrædelse af forordningen derimod efter bødemodellen med et grundbeløb på 5.000 kr., straffes også undladelser af at følge påbud meddelt efter artikel 51, stk. 1, litra a eller b, med et grundbeløb på 5.000 kr. Gives der f.eks. et påbud om fremlæggelse af oplysninger om en overtrædelse af artikel 16, stk. 1, 1. pkt., om indførelse af en anmeldelsesmekanisme, vil manglende efterlevelse af påbuddet skulle straffes efter modellen med et grundbeløb på 10.000 kr., da en overtrædelse af artikel 16, stk. 1, 1. pkt., straffes efter denne model.
Det foreslås, at undladelse af at efterleve påbud meddelt i medfør af § 8, stk. 1, som straffes med bøde, jf. lovforslagets § 10, stk. 2, , straffes efter modellen med et grundbeløb på 5.000 kr.
Når der i en sag samtidig pådømmes overtrædelser, der straffes efter det høje bødeniveau og overtrædelser, der straffes efter det lave bødeniveau, anvendes det høje grundbeløb på 10.000 kr.
Eksempler på beregning af bøder på grundlag af bødemodellen:
Eksempel 1: En udbyder af formidlingstjenester med en årlig global omsætning på 50 mio. kr. vil eksempelvis få en bøde på 22.500 kr., hvis det i sagen lægges til grund, at virksomheden har overtrådt 5 forpligtelser i forordningen, der straffes efter det høje bødeniveau og der er tale om førstegangsovertrædelser. Bødens størrelse fremkommer som summen af grundbøden på 10.000 kr. og et omsætningsbestemt beløb beregnet som 5 x 50 mio. kr. x 0,005 pct.
Eksempel 2: Hvis det i en ny sag konstateres, at virksomheden har overtrådt forordningen, er der tale om en 2. gangs overtrædelse. Forudsat, at virksomhedens omsætning fortsat udgør 50 mio. kr., og der er tale om overtrædelse af 4 forpligtelser i forordningen, der straffes efter det høje bødeniveau, vil bøden udgøre 40.000 kr. Bødens størrelse fremkommer som summen af grundbeløbet på 10.000 kr. og et omsætningsbestemt tillæg beregnet som 4 x 50 mio. kr. x 0,015 pct.
Eksempel 3: Hvis det i en ny sag konstateres, at virksomheden på ny har overtrådt forordningen, er der tale om en 3. gangs overtrædelse. Forudsat at virksomhedens omsætning fortsat udgør 50 mio. kr., og der er tale om overtrædelse af 4 forpligtelser i forordningen, der straffes efter det høje bødeniveau, vil bøden udgøre 100.000 kr. Bødens størrelse fremkommer som summen af grundbeløbet på 10.000 kr. og et omsætningsbestemt tillæg beregnet som 4 x 50 mio. kr. x 0,045 pct.
Eksempel 4: Hvis der i eksempel 3 var tale om 2 overtrædelser, der straffes efter det høje bødeniveau og 2 overtrædelser, der straffes efter det lave bødeniveau, vil bøden, når de øvrige parametre er uændret, udgøre summen af et grundbeløb på 10.000 kr., bøden for overtrædelse af 2 forpligtelser, der straffes efter det høje bødeniveau og bøden for overtrædelse af 2 forpligtelser, der straffes efter det lave niveau.
Når der i en sag samtidig pådømmes overtrædelser, der straffes efter det høje bødeniveau og overtrædelser, der straffes efter det lave bødeniveau, anvendes det høje grundbeløb på 10.000 kr.
Det omsætningsbestemte tillæg for de 2 overtrædelser, der straffes efter det høje bødeniveau, udgør 45.000 kr. Beløbet fremkommer således: 2 x 50 mio. kr. x 0,045 pct.
Det omsætningsbestemte tillæg pr. overtrædelse efter det høje bødeniveau udgør således 22.500 kr. pr. overtrædelse. Det omsætningsbestemte tillæg pr. overtrædelse, der straffes efter det lave bødeniveau, udgør 5.625 kr. svarende til 25 pct. af det omsætningsbestemte tillæg, der er opgjort pr. overtrædelse efter det høje bødeniveau, jf. ovenfor. Det omsætningsbestemte tillæg for 2 overtrædelser, der straffes efter det lave bødeniveau, udgør således 11.250 kr.
Hvis der således i eksempel 3 var tale om 2 overtrædelser, der straffes efter det høje bødeniveau og 2 overtrædelser, der straffes efter det lave bødeniveau, fremfor 4 overtrædelser, der straffes efter det høje bødeniveau, ville bøden, når de øvrige parametre er uændret, udgøre summen af 10.000 kr. + 45.000 kr. + 11.250 kr., dvs. i alt 66.250 kr.
Der er i overstående eksempel 1-4 lagt til grund, at alle overtrædelser straffes efter enten § 10, stk. 1, eller efter § 10, stk. 2. I en sag, hvor der pådømmes både overtrædelser omfattet af § 10, stk. 1, og overtrædelser omfattet af § 10, stk. 2, vil der skulle foretages separate bødeberegninger for overtrædelser af henholdsvis stk. 1 og stk. 2, dog således at der kun beregnes et grundbeløb.
Den bødestørrelse, der beregnes ved brug af bødemodellen, er udtryk for et udgangspunkt. Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det i bødemodellen angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger andre skærpende og formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Ved vurderingen heraf kan der bl.a. lægges vægt på, om formidlingstjenesten primært henvender sig til særligt sårbare brugere, herunder børn og unge samt spilafhængige personer, ligesom der kan lægges vægt på overtrædelsens varighed.
Endelig skal det sikres, at bødestørrelsen for overtrædelse af de af forordningens forpligtelser, der er opremset i forslagets § 10, stk. 1, ikke overskrider den øvre grænse på 6 pct. af udbyderen af formidlingstjenestens årlige omsætning på verdensplan, der er fastsat i artikel 52, stk. 3, 1. pkt., i forordning om digitale tjenester, og som fremgår af lovforslagets § 10, stk. 3, 1. pkt. Hvis bødestørrelsen ved brug af bødemodellen overstiger grænsen på 6 pct., må den derfor reduceres, så den i forordningen fastsatte øvre grænse ikke overskrides.
Ved undladelse af at efterleve påbud efter artikel 51, stk. 1, litra a, om at fremlægge oplysninger relateret til en formodet overtrædelse, og undladelse af at efterleve et påbud efter artikel 51, stk. 1, litra b, om at underkaste sig en kontrolundersøgelse med henblik på at den kompetente myndighed kan tilgå oplysninger relateret til en formodet overtrædelse, jf. forslagets § 10, stk. 2, skal bøden fastsættes under hensyntagen til den øvre grænse på 1 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår eller 1 pct. af den pågældende persons indkomst på verdensplan i det forudgående år, der er fastsat i forordningens artikel 52, stk. 3, og som fremgår af lovforslagets § 10, stk. 3, 2. pkt.
Grænsen på 1 pct. foreslås ligeledes at skulle finde anvendelse ved undladelse af at efterleve et påbud meddelt efter lovforslagets § 8, stk. 1, jf. forslagets § 10, stk. 3, 2. pkt., sammenholdt med § 10, stk. 2.
Bødestørrelsen for overtrædelser omfattet af forslagets § 10, stk. 2, må reduceres, hvis bødestørrelsen ved brug af bødemodellen overstiger den i forordningens artikel 52, stk. 3, 2. pkt., fastsatte øvre grænse på 1 pct. af udbyderen af formidlingstjenestens årlige omsætning på verdensplan.
De fastsatte øvre grænser for bødestørrelsen finder anvendelse på hver enkelt overtrædelse.
Hvis der i forbindelse med samtidig pådømmelse af flere overtrædelser både er tale om overtrædelser omfattet af lovforslagets § 10, stk. 1, og overtrædelser omfattet af lovforslagets § 10, stk. 2, foretages der én bødeberegning efter bødemodellen for overtrædelser omfattet af lovforslagets § 10, stk. 1, for hvilke den øvre grænse er 6 pct. af udbyderen af formidlingstjenesters årlige omsætning på verdensplan, og en bødeberegning for overtrædelser omfattet af lovforslagets § 10, stk. 2, for hvilke den øvre grænse er 1 pct. af udbyderen af formidlingstjenesters årlige omsætning på verdensplan eller personens årlige indkomst på verdensplan. Der udmåles dog kun en samlet bøde, og der beregnes kun et grundbeløb.
For udbydere, der indgår i en koncern, skal i stedet for udbyderens omsætning anvendes den konsoliderede omsætning. For fysiske personer, der ikke har en omsætning, anvendes i stedet personens indkomst i det foregående indkomst- eller kalenderår.
Ved manglende efterlevelse af et påbud om at bringe f.eks. fem overtrædelser af forordningen om digitale tjenester til ophør anses der at foreligge fem overtrædelser.
Det forudsættes, at der vil blive idømt højere bøder ved yderligere gentagelsestilfælde end fem.
Det foreslås i stk. 5, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det følger af reglerne i straffelovens kapitel 5, at bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter, medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder, jf. straffelovens § 26, stk. 1. Endvidere omfatter sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de ovenfor nævnte selskaber, jf. straffelovens § 26, stk. 2.
Det følger videre, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, jf. straffelovens § 27.
Et moderselskab kan som udgangspunkt ikke holdes ansvarlig for sine datterselskabers overtrædelser af lovgivningen, dvs. tiltale skal som udgangspunkt alene rejses mod det pågældende datterselskab. Såfremt beslutningerne reelt træffes på koncernniveau, dvs. af moderselskabet, vil tiltale dog skulle rejses mod såvel datterselskabet som moderselskabet.
Tiltale vil også skulle rejses mod moderselskabet, såfremt moderselskabet på anden vis kan anses for at have været medvirkende til datterselskabets overtrædelse. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis moderselskabet har opfordret datterselskabet til den ulovlige handling, eller hvis moderselskabet har haft en formodning om, at datterselskabet vil begå den ulovlige handling og har undladt at gribe ind.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.