LOV nr 774 af 20/06/2025
Transportministeriet
Lov om godkendelse og syn af køretøjer § 36
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
foretager periodisk syn, national individuel godkendelse, registreringssyn eller omsyn af køretøjer uden at have tilladelse hertil efter § 13, stk. 1,
-
reparerer køretøjer i strid med § 18 eller
-
uden at have tilladelse efter § 13, stk. 1, foregiver at have en sådan tilladelse, jf. § 21.
Stk. 2. Med bøde straffes den registrerede ejer eller bruger af et køretøj, der ikke fremstiller køretøjet til periodisk syn, jf. § 10, stk. 1, og den registrerede ejer eller bruger, der ikke efterkommer et påbud efter § 10, stk. 2.
Stk. 3. Med bøde straffes en fører af et erhvervskøretøj eller en motorcykel, der ikke efterkommer Færdselsstyrelsens anvisninger ved syn ved vejsiden efter § 11, stk. 1.
Stk. 4. For overtrædelse af regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 6. Færdselsstyrelsen kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af følgende forordninger:
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF.
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler.
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af landbrugs- og skovbrugskøretøjer.
Forarbejder til Lov om godkendelse og syn af køretøjer § 36
RetsinformationDet følger af synslovens § 13, stk. 1, at med bøde straffes den registrerede ejer eller bruger af et køretøj, der ikke fremstiller køretøjet til syn efter indkaldelse, jf. § 3, stk. 1, og den registrerede ejer eller bruger, der ikke efterkommer et påbud efter § 3, stk. 3.
Det følger af synslovens § 13, stk. 2, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov, straffes med bøde den, der uden tilladelse til syn eller omsyn foregiver at have en sådan tilladelse, jf. § 5, stk. 1.
Det følger af synslovens § 13, stk. 3, at med bøde straffes en fører af et erhvervskøretøj eller en motorcykel, der ikke efterkommer Færdselsstyrelsens anvisninger ved syn ved vejsiden efter § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk. 1.
Det følger af synslovens § 13, stk. 4, at der i regler om godkendelse og syn, der udstedes i medfør af denne lov, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af disse regler.
Det følger af synslovens § 13, stk. 5, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det følger af synslovens § 13, stk. 6, at transportministeren kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af følgende forordninger:
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF.
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler.
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af landbrugs- og skovbrugskøretøjer.
Det foreslås i § 36, stk. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) foretager periodisk syn, national individuel godkendelse, registreringssyn eller omsyn af køretøjer uden at have tilladelse hertil efter § 13, stk. 1, 2) reparerer køretøjer i strid med § 18 eller 3) uden at have tilladelse efter den foreslåede § 13, stk. 1, foregiver at have en sådan tilladelse, jf. § 21.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den, der uden tilladelse fra Færdselsstyrelsen har foretaget kontrol af køretøjer, straffes med bøde, jf. den foreslåede § 13, stk. 1, og at den, der uden tilladelse, har betegnet sig som synsvirksomhed eller på anden måde har foretaget noget, der er egnet til at give indtryk af, at en sådan tilladelse haves, straffes med bøde, jf. den foreslåede § 21. Henvisningen til højere straf efter anden lovgivning skyldes, at personer, der udfører kontrol uden tilladelse, ofte ligeledes vil kunne straffes for bedrageri m.v. Den foreslåede bestemmelse vil desuden indebære, at den, der reparerer køretøjer i strid med den foreslåede § 18, straffes med bøde.
Det foreslås i § 36, stk. 2, at med bøde straffes den registrerede ejer eller bruger af et køretøj, der ikke fremstiller køretøjet til periodisk syn, jf. § 10, stk. 1, og den registrerede ejer eller bruger, der ikke efterkommer et påbud efter § 10, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 37, stk. 1. Det forudsættes, at bødeniveauet fastsættes til 500 kr., hvis den registrerede ejer eller bruger af et køretøj ikke fremstiller køretøjet til periodisk syn, jf. den foreslåede § 10, stk. 1, og at bødeniveauet fastsættes til 2.000 kr., hvis den registrerede ejer eller bruger ikke efterkommer et påbud efter den foreslåede § 10, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af den gældende synslovs § 13, stk. 1.
Det foreslås i § 36, stk. 3, at med bøde straffes en fører af et erhvervskøretøj eller en motorcykel, der ikke efterkommer Færdselsstyrelsens anvisninger ved syn ved vejsiden efter § 11, stk. 1
Formålet med bestemmelsen er at sikre en effektiv kontrol af erhvervskøretøjer og motorcykler ved vejsiden. Det er vurderet nødvendigt at indføre en reaktionsmulighed over for førere, der ikke efterkommer Færdselsstyrelsens anvisning om at standse, og derved lade erhvervskøretøjet eller motorcyklen kontrollere. Bestemmelsen har til formål at understøtte, at Færdselsstyrelsen uden politiets tilstedeværelse effektivt kan gennemføre vejsidesyn, ligesom bestemmelsen har til formål at sikre, at kontrolmyndigheders anvisninger følges i Danmark.
Til forskel fra den hjemmel, som politiet efter færdselslovens § 77 har til, om fornødent ved tvang, at standse køretøjer, indebærer den foreslåede bestemmelse ikke, at Færdselsstyrelsen har beføjelser til at tvinge erhvervskøretøjer eller motorcykler til standsning. Færdselsstyrelsen har alene hjemmel til ved tydelig afmærkning af egne kontrolkøretøjer, kontrolmedarbejdere samt kontrolstedet at anvise og ledsage erhvervskøretøjer eller motorcykler til et kontrolsted. Den tydelige afmærkning skal sikre, at førerne ikke er i tvivl om, at den gennemførte kontrol er et vejsidesyn.
I praksis vil Færdselsstyrelsen anmelde føreren til politiet, hvis det konstateres, at et erhvervskøretøj eller en motorcykel kører videre, selv om Færdselsstyrelsens medarbejder har givet anvisninger til føreren. Ejeren af et køretøj, herunder motorcykler, der er indregistreret i Danmark, er efter færdselslovens § 65, stk. 1, forpligtet til at oplyse politiet om, hvem der har ført køretøjet, herunder motorcyklen, hvis politiet anmoder herom. Det er således i forhold til danske erhvervskøretøjer og motorcykler, uanset at Færdselsstyrelsen ikke har kendskab til, hvem der fører erhvervskøretøjet eller motorcyklen, muligt for politiet at indhente oplysninger herom med henblik på at finde frem til den fører, som skal straffes med bøde.
I forhold til udenlandske køretøjer skal politi og anklagemyndighed, på samme måde som f.eks. ved hastighedsoverskridelser, der konstateres ved fartkameraer, på baggrund af Færdselsstyrelsens anmeldelse igangsætte en efterforskning i samspil med relevante myndigheder i den medlemsstat, hvor erhvervskøretøjet eller motorcyklen er indregistreret med henblik på at finde frem til, hvem der har ført køretøjet eller motorcyklen.
Det forudsættes, at bødeniveauet fastsættes til 1.500 kr., hvis Færdselsstyrelsens anvisninger ikke følges, hvilket svarer til bødeniveauet for manglende efterkommelse af politiets anvisninger, jf. færdselslovens § 4, stk. 2. Det vurderes, at overtrædelsestypen er sammenlignelig.
Den angivne retningslinje afskærer ikke domstolene fra efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen at fravige det angivne bødeniveau i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Det foreslås i § 36, stk. 4, at der for overtrædelse af regler, der udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde.
Bestemmelsen vil indebære, at der kan pålægges bødestraf for overtrædelse af regler udstedt i medfør af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af den gældende synslovs § 13, stk. 4, med sproglige justeringer, som ikke vil have indholdsmæssige konsekvenser.
Det foreslås i § 36, stk. 5, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bestemmelsen vil indebære, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar. Det kan i praksis f.eks. være synsvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af den gældende synslovs § 13, stk. 5.
Det foreslås i § 36, stk. 6, nr. 1, at Færdselsstyrelsen kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF.
Det er hensigten med bemyndigelsen, at der ved bekendtgørelse fastsættes bestemmelser om bødestraf for erhvervsdrivende og tekniske tjenesters overtrædelse af bestemmelserne i forordningen. Det indebærer, at der f.eks. kan straffes med bøde, hvis fabrikanten ikke har fastlagt procedurer for at sikre, at en serieproduktion af køretøjer er i overensstemmelse med den godkendte type, jf. forordningens artikel 13. Det kan eksempelvis også være, hvis den tekniske tjeneste ikke overholder kravene til sin udpegelse, jf. forordningens artikel 84.
Efter forordningen skal bødens størrelse være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. I den forbindelse kan der eksempelvis lægges vægt på den med overtrædelsen forbundne fare, herunder risikoen for at frembyde fare for personer, husdyr eller ejendom. Ved vurdering af overtrædelsens grovhed vil det have betydning, om andre har været udsat for fare og ikke alene, om der kan konstateres en skade. Andre hensyn kan eksempelvis være gentagne overtrædelser af forordningens bestemmelser, omfanget af overtrædelsen, antallet af forekomne skader samt den tilsigtede indtjening ved overtrædelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af den gældende synslovs § 13, stk. 6, nr. 1.
Det foreslås i § 36, stk. 6, nr. 2, at Færdselsstyrelsen kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler.
Det er hensigten med den foreslåede bemyndigelse, at der ved bekendtgørelse fastsættes bestemmelser om bødestraf for erhvervsdrivende og tekniske tjenesters overtrædelse af bestemmelserne i forordningen. Det indebærer, at der eksempelvis kan straffes med bøde, hvis der anvendes manipulationsanordninger, jf. forordningens artikel 19.
Efter forordningen skal bødens størrelse være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. I den forbindelse kan der eksempelvis lægges vægt på den med overtrædelsen forbundne fare, herunder risikoen for at frembyde fare for personer, husdyr eller ejendom. Ved vurdering af overtrædelsens grovhed vil det have betydning, om andre har været udsat for fare og ikke alene, om der kan konstateres en skade. Andre hensyn kan eksempelvis være gentagen overtrædelse af forordningens bestemmelser, omfanget af overtrædelsen, antallet af forekomne skader samt den tilsigtede indtjening ved overtrædelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af den gældende synslovs § 13, stk. 6, nr. 2.
Det foreslås i § 36, stk. 6, nr. 3, at Færdselsstyrelsen kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af landbrugs- og skovbrugskøretøjer.
Det er hensigten med den foreslåede bemyndigelse, at der ved bekendtgørelse fastsættes bestemmelser om bødestraf for erhvervsdrivende og tekniske tjenesters overtrædelse af bestemmelserne i forordningen. Det indebærer, at der eksempelvis kan straffes med bøde, hvis fabrikanten ikke sikrer, at køretøjer fremstilles og samles på en sådan måde, at der er mindst mulig risiko for, at personer i eller omkring køretøjet kan komme til skade, jf. forordningens artikel 17.
Efter forordningen skal bødens størrelse være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. I den forbindelse kan der eksempelvis lægges vægt på den med overtrædelsen forbundne fare, herunder risikoen for at frembyde fare for personer, husdyr eller ejendom. Ved vurdering af overtrædelsens grovhed vil det have betydning, om andre har været udsat for fare og ikke alene, om der kan konstateres en skade. Andre hensyn kan eksempelvis være gentagen overtrædelse af forordningens bestemmelser, omfanget af overtrædelsen, antallet af forekomne skader samt den tilsigtede indtjening ved overtrædelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af den gældende synslovs § 13, stk. 6, nr. 3.