Det foreslås i § 1, stk. 1, at bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 30. september 2021 mellem Kongeriget Danmarks regering og Den Algeriske Folkerepubliks regering til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og forhindring af skatteunddragelse og omgåelse skal gælde her i landet, når betingelserne herfor er opfyldt. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten er medtaget som bilag 1.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget tillige sit samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomsten i overensstemmelse med grundlovens § 19, stk. 1.

I det følgende gennemgås dobbeltbeskatningsoverenskomstens enkelte bestemmelser.

Artikel 1 (Personer omfattede af overenskomsten)

Artikel 1, stk. 1, fastslår, at overenskomsten finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en eller begge de kontraherende stater.

Det betyder, at alene personer, der efter overenskomstens artikel 4 har hjemsted i enten Danmark eller Algeriet kan opnå lempelse for dobbeltbeskatning. Begrebet ”personer” omfatter både fysiske og juridiske personer efter overenskomstens artikel 3, stk. 1, litra d.

Fysiske og juridiske personer, der alene er begrænset skattepligtige til Danmark eller Algeriet uden at have hjemsted efter artikel 4 i én af staterne, kan heller ikke påberåbe sig overenskomstens fordele.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 1, stk. 1.

Artiklen indeholder modsat OECD’s og FN’s 2017-modeloverenskomster ikke bestemmelser, der fastsætter, at indkomst, som erhverves af eller gennem et interessentskab eller en lignende enhed, som helt eller delvis er transparent efter skattelovgivningen i én af de to stater, kun kan anses for omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, i det omfang indkomsten skattemæssigt behandles som indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat efter den pågældende stats interne skattelovgivning. Bestemmelsen blev indsat i OECD’s og FN’s modeloverenskomster i 2017. I det omfang transparente selskaber behandles fuldt ud transparente, følger det i forvejen af kravet for hjemsted under modeloverenskomsternes og denne overenskomsts artikel 4, at en person – såvel fysisk som juridisk – skal være skattepligtig til en kontraherende stat efter dennes interne lovgivning på grund af bopæl, hjemsted, selskabsregistrering, ledelsens sæde eller andre lignende kriterier, før personen kan anses for hjemmehørende i den kontraherende stat i overenskomstens forstand.

Artiklen indeholder heller ikke en bestemmelse tilsvarende den i OECD’s og FN’s 2017-modeloverenskomsternes artikel 1, stk. 3, der fastslår, at overenskomsten ikke berører en stats ret til at beskatte fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende deri, bortset fra tilfælde, hvor det er aftalt, at bopælsstatens beskatningsret faktisk berøres. Artikel 1, stk. 3, i modeloverenskomsterne bekræfter dette generelle bagvedliggende princip, der således også gælder for denne overenskomst.

Artikel 2 (Skatter omfattet af overenskomsten)

Artikel 2, stk. 1, fastslår, at overenskomsten finder anvendelse på indkomstskatter, der pålignes på vegne af en kontraherende stat eller dens politiske underafdelinger eller af dens lokale eller regionale myndigheder, uanset hvordan de opkræves.

Bestemmelsen har den virkning, at alene indkomstskatter, der pålignes på vegne af en kontraherende stat eller dens politiske underafdelinger eller af dens lokale eller regionale myndigheder, uanset hvordan de opkræves, er omfattet af overenskomsten. Dette betyder bl.a. at det er underordnet om skatten kildebeskattes eller ej. Overenskomsten omfatter endvidere også skatter, der pålignes af andre myndigheder end staterne selv så som fx kommuner.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 2, stk. 1.

Efter artikel 2, stk. 2, anses som indkomst- eller formueskatter alle skatter, der pålignes hele eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, skatter på det samlede beløb af gage og lønninger såvel som skatter på formueforøgelse.

Denne bestemmelse medfører, at alene indkomst- eller formueskatter er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Dette omfatter skatter på kapitalgevinster, herunder i tilfælde, hvor lagerbeskatningsregimer anvendes.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 2, stk. 2.

Artikel 2, stk. 3, fastslår, at de gældende skatter, som overenskomsten især finder anvendelse på i Danmark, er indkomstskatten til staten og den kommunale indkomstskat. I Algeriet er det især skatten på globalindkomst (the tax on global income), skatten på selskabers fortjeneste (the tax on profits of companies), skatten på frit erhverv (tax on professional activity), arveskatten (the patrimony tax), og royalties og skatter på resultater med tilknytning til virksomhed med udarbejdelse af prospekter, efterforskning, udnyttelse og transport af kulbrinter gennem rørledninger (royalties and taxes on results relating to activities of prospecting, research, exploitation and transport of hydrocarbons by way of pipelines).

Bestemmelsen har den virkning, at de opregnede skatter er omfattet af overenskomsten og derved genstand for lempelse af dobbeltbeskatning. Der er tale om en ikke-udtømmende liste og andre skatter, der ikke fremgår af stk. 3, men som opfylder definitionen af en indkomstskat i stk. 2, vil være omfattet af overenskomsten.

Bestemmelsen følger af OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 2, stk. 3.

Artikel 2, stk. 4, fastslår, at overenskomsten endvidere finder anvendelse på skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter datoen for undertegnelse af denne overenskomst pålignes som tillæg til, eller i stedet for, de eksisterende skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal underrette hinanden om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

De skatter, som de kompetente myndigheder skal underrette hinanden om, skal opfylde definitionen til indkomstskatter i artikel 2, stk. 1 og 2, før underretningspligten indtræder.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 2, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.2.

Artikel 3 (Almindelige definitioner)

Artikel 3, stk. 1, fastslår, at medmindre andet fremgår af sammenhængen, har en række opregnede udtryk i stk. 1, litra a-k i overenskomsten den betydning, som er angivet deri.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, men indeholder modsat OECD’s modeloverenskomst ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”. Det er dog specificeret under artikel 4, stk. 1, at pensionsinstitutter er omfattet af overenskomsten. Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.4.

Artikel 3, stk. 1, litra a, fastslår, at udtrykkene ”en kontraherende stat” og ”den anden kontraherende stat” betyder henholdsvis Danmark eller Algeriet.

Tredjestater kan derved ikke anses som ”en kontraherende stat” eller ”den anden kontraherende stat” i de af overenskomstens bestemmelser, hvor udtrykkene anvendes.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 3, stk. 1, litra b, fastslår, at ”Algeriet” er defineret som Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet og betyder i geografisk forstand Den Demokratiske Folkerepublik Algeriets territorium, herunder territorialfarvandet og områderne uden for dette, inden for hvilke Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet i overensstemmelse med folkeretten og national lovgivning udøver jurisdiktion eller suverænitetsrettigheder med henblik på efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden, i undergrunden og i overliggende farvande.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 3, stk. 1, litra c, fastslår, at ”Danmark” er defineret som det danske territorium og den danske del af Nordsøsoklen. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark, da disse dele af riget selv varetager skatteområdet, herunder indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre stater.

Bestemmelsen har den virkning, at ”Danmark” er defineret som det danske territorium samt den danske del af Nordsøsoklen. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark, da disse dele af riget selv varetager skatteområdet, herunder indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre stater.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 3, stk. 1, litra d, fastslår, at udtrykket ”person” omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra a.

Artikel 3, stk. 1, litra e, fastslår, at udtrykket ”statsborger” i forhold til en kontraherende stat betyder enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat, og enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver sammenslutning, der består i kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat.

Bestemmelsen har betydning i de tilfælde, hvor overenskomsten anvender statsborgerskab som et kriterium. Dette gælder bl.a. artikel 4, stk. 2, litra c, hvorefter dobbeltdomicilerede fysiske personers hjemsted under visse omstændigheder bestemmes ud fra statsborgerskab (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra g.

Artikel 3, stk. 1, litra f, fastslår, at udtrykket ”selskab” betyder enhver juridisk person eller enhver enhed, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra b.

Artikel 3, stk. 1, litra g, fastslår, at udtrykkene ”foretagende i en kontraherende stat” og ”foretagende i den anden kontraherende stat” betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra d.

Artikel 3, stk. 1, litra h, fastslår, at udtrykket ”international trafik” betyder enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, undtagen når sådan transport udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.

Definitionen af ”international trafik” i dobbeltbeskatningsoverenskomsten følger af OECD’s 2014-modeloverenskomst. Derved kan kun transport med skib eller fly, som anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, udgøre ”international trafik” i overenskomstens forstand. I OECD’s 2017-modeloverenskomst er der ikke indeholdt en betingelse om, at det foretagende, der anvender skibet eller flyet, skal have skattemæssigt hjemsted i én af de kontraherende stater. Det bemærkes, at skattemæssigt hjemsted for dobbeltdomicilerede juridiske personer efter overenskomst bestemmes ud fra, hvor den juridiske persons virkelige ledelse har sit sæde (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Artikel 3, stk. 1, litra i, fastsætter, at udtrykket ”kompetent myndighed” i Danmark betyder skatteministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfortræder og i Algeriet betyder finansministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfortræder.

Bestemmelsen omfatter Skatteforvaltningen, der kan optræde på skatteministerens vegne på visse punkter, hvor overenskomsten pålægger pligter eller indrømmer beføjelser til de kompetente myndigheder. Dette gælder eksempelvis artikel 24 om den gensidige aftaleprocedure (se hertil pkt. 3.3.4.24).

Bestemmelsen har en lignende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst, men modeloverenskomsten overlader det til de kontraherende stater nærmere at bestemme, hvem der konkret skal anses som kompetente myndigheder i kontraherende stater.

Artikel 3, stk. 1, litra j, fastslår, at udtrykket ”foretagende” anvendes om enhver form for udøvelse af erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen har den virkning, at enhver form for udøvelse af erhvervsvirksomhed anses som et ”foretagende”. Det bemærkes, at der i definitionen af ”foretagende” ikke skelnes i forhold til hvilken type person, der udøver erhvervsvirksomheden. Offentlige myndigheders udøvelse af erhvervsvirksomhed betragtes derved også som et ”foretagende” i overenskomstens forstand.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra c.

Artikel 3, stk. 1, litra k, fastslår, at udtrykket ”erhvervsvirksomhed” omfatter udøvelse af frit erhverv og udøvelse af anden virksomhed af uafhængig karakter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h.

Artikel 3, stk. 2, fastslår, at ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen, eller de kompetente myndigheder efter bestemmelserne i artikel 24 bliver enige om en anden betydning, til enhver tid tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter, som overenskomsten finder anvendelse på, idet enhver betydning i denne stats skattelove går forud for den betydning, som dette udtryk er tillagt i denne stats andre love.

Bestemmelsen har den virkning, at der for fortolkningen af de udtryk i overenskomsten, der ikke er defineret i artikel 3, gælder et andet fortolkningsprincip end for andre traktater, der følger det almindelige efter Wienerkonventionen af 23. maj 1969 om traktatretten artikel 31.

Efter Wienerkonventionens artikel 31, skal traktatbestemmelser fortolkes i god tro og i overensstemmelse med den almindelige mening, der tillægges udtrykkene i traktaten i overensstemmelse med deres kontekst og i lyset af udtrykkenes genstand og formål. Intern lovgivning tages derved ikke i betragtning. Der gives i denne overenskomsts artikel 3, stk. 2, forrang til den forståelse af udtryk, der følger af de kontraherende staters interne lovgivning, medmindre andet følger af sammenhængen. Herved fraviges de almindelige principper i Wienerkonventionens artikel 31.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.3.

Artikel 4 (Skattemæssigt hjemsted)

Artikel 4, stk. 1, fastsætter, at udtrykket ”en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat” i overenskomstens forstand betyder enhver person som efter lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde, selskabsregistrering eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed samt et pensionsinstitut, som er anerkendt og kontrolleret efter lovgivningen i en kontraherende stat, uanset om et sådant pensionsinstituts indkomst generelt er fritaget for skat i denne stat. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat eller dér beroende formue.

Bestemmelsen har den virkning, at udtrykket ”en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat” betyder en person, der er (fuldt) skattepligtig i denne stat på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde, selskabsregistrering, eller et andet lignende kriterium efter det pågældende lands lovgivning herom.

Det bemærkes, at begrebet ”person” omfatter både fysiske og juridiske personer.

Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i begge stater efter staternes interne lovgivning (”dobbeltdomicil”), eksempelvis hvis en fysisk person har bopæl og ophold i begge stater. I overenskomstens forstand kan en person dog kun være hjemmehørende i én stat. Dette problem søges derfor løst i stk. 2, litra a-d, for så vidt angår fysiske personer og stk. 3, for så vidt angår juridiske personer.

Bestemmelsen følger overordnet OECD's 2017-modeloverenskomst artikel 4, stk. 1. Det fremgår dog udtrykkeligt, at et pensionsinstitut er hjemmehørende i en kontraherende stat, hvis det er anerkendt og kontrolleret efter lovgivningen i denne stat, uanset om pensionsinstituttets indkomst generelt er fritaget for skat i den pågældende stat.

Artikel 4, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at hvis en fysisk person efter stk. 1, er hjemmehørende i begge kontraherende stater, så bestemmes personens status efter stk. 2, litra a-d.

Denne overenskomsts artikel 4, stk. 2, har samme ordlyd som artikel 4, stk. 2, i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 4, stk. 2, litra a, fastsætter, at en person, der efter stk. 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal personen anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor personen har en fast bolig til sin rådighed. Hvis personen har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Bestemmelsen har den virkning, at rådigheden over fast bolig er det primære kriterium for bestemmelse af skattemæssigt hjemsted for fysiske personer i tilfælde af, at anvendelsen af dansk og algerisk ret fører til, at personen anses som skattemæssigt hjemmehørende i begge stater. Hvis en person har fast bolig til rådighed i begge stater, skal det bestemmes i hvilken stat, personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser – dvs. hvor personen har midtpunktet for sine livsinteresser.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a.

Artikel 4, stk. 2, litra b, fastsætter, at hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat personen har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis personen ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor personen sædvanligvis har ophold.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis ikke det ud fra artikel 4, stk. 1, litra a, konkret kan bestemmes, hvor personen har bopæl, anses staten, hvor personen sædvanligvis har sit ophold, som personens skattemæssige hjemsted.

Bestemmelsen har samme ordlyd OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra b.

Artikel 4, stk. 2, litra c, fastsætter, at hvis en person sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis personen ikke har ophold i nogen af dem, anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor personen er statsborger.

Bestemmelsen medfører, at hvis det skattemæssige hjemsted for en dobbeltdomicileret person ikke konkret kan bestemmes ud fra artikel 4, stk. 1, litra a eller b, anses personen for at være skattemæssigt hjemmehørende dér, hvor personen er statsborger.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra c.

Artikel 4, stk. 2, litra d, bestemmer, at hvis en person er statsborger i begge stater, eller hvis en personikke er statsborger i nogen af dem, afgør de kontraherende staters kompetente myndigheder spørgsmålet ved gensidig aftale.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis ikke en dobbeltdomicileret fysisk persons skattemæssige hjemsted konkret kan bestemmes ud fra artikel 4, stk. 2, litra a-c, skal de kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra d.

Artikel 4, stk. 3, fastsætter, at hvis en ikke-fysisk person (en juridisk person) efter bestemmelserne i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal de kompetente myndigheder efter gensidig aftale søge at fastlægge, i hvilken af staterne selskabet m.v. er hjemmehørende i artiklens forstand. Kan der ikke indgås en aftale herom, kan den juridiske person hverken påberåbe sig lempelser eller skattefritagelser efter overenskomsten, undtagen i det omfang og på den måde som de kontraherende staters kompetente myndigheder måtte blive enige om, jf. stk. 3.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.4.

Artikel 5 (Fast driftssted)

Artikel 5, stk. 1, bestemmer, at udtrykket ”fast driftssted” betyder et fast forretningssted, hvor igennem et foretagendes erhvervsvirksomhed helt eller delvis udøves.

Hovedformålet med bestemmelsen om anvendelsen af kriteriet ”fast driftssted” er at afgøre, hvornår en stat har ret til at beskatte fortjeneste, der er erhvervet af et foretagende i den anden stat. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 7 bestemmer, at et foretagendes fortjeneste kun kan beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende (bopælsstaten). Hvis foretagendet imidlertid udøver virksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat (kildestaten), kan denne stat beskatte foretagendet af den fortjeneste, som det har opnået gennem det faste driftssted. Hensynet bag reglerne om fast driftssted er, at når et foretagende fra den ene stat udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat, anses det for at have en sådan økonomisk tilknytning til den anden stat, at den anden stat skal have ret til at beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår gennem det faste driftssted.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 1.

Artikel 5, stk. 2, litra a-f, fastsætter, at udtrykket ”fast driftssted” især omfatter et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

Opregningen er ikke udtømmende, hvorfor andre faste forretningssteder, hvorigennem et foretagendes erhvervsvirksomhed helt eller delvist udøves, også udgør fast driftssted, selvom det ikke har samme karakter af de aktiviteter, der er opregnet i stk. 2, litra a-f.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD´s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 2, litra a-f.

Artikel 5, stk. 3, bestemmer, at en byggeplads, et anlægs- eller monteringsarbejde kun udgør fast driftssted, hvis aktiviteterne varer mere end 6 måneder.

Bestemmelsen har den virkning, at kildelandet først får beskatningsretten på sådanne aktiviteter, når aktiviteten har varet længere end 6 måneder (se hertil de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.7).

Bestemmelsen afviger fra OECD´s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 3, hvor aktiviteten skal vare mere end 12 måneder for at udgøre fast driftssted. 6 måneders-perioden følger dog af FN´s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 5, stk. 4, litra a, fastsætter, at udtrykket ”fast driftssted” uanset bestemmelserne i stk. 1 tillige omfatter levering af tjenesteydelser, herunder konsulentydelser, ved brug af medarbejdere eller andet personale, som er ansat til et sådant formål, men kun hvis opgaver af denne karakter (i forbindelse med samme eller et dermed forbundet projekt), i en kontraherende stat strækker sig over en eller flere perioder, der tilsammen udgør mere end 183 dage inden for en 12-månedersperiode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår.

Bestemmelsens virkning er, at levering af tjenesteydelser, herunder konsulentydelser, udgør et fast driftssted, hvis opgaverne på det samme projekt strækker sig over mere end 183 dage inden for en 12-månedersperiode.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst. Bestemmelsen følger af FN’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 5, stk. 4, litra b, fastsætter, at udtrykket "fast driftssted", uanset bestemmelserne i stykke 1, omfatter for en fysisk person, denne persons levering af tjenesteydelser i en kontraherende stat, men kun hvis den pågældende persons ophold i denne stat strækker sig over en eller flere perioder, som tilsammen udgør mere end 183 dage inden for en 12-måneders-perioder, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår.

Bestemmelsens virkning er, at levering af tjenesteydelser i kildestaten også udgør fast driftssted i kildestaten, hvis den fysiske persons ophold i kildestaten strækker sig over en eller flere perioder, som tilsammen udgør mere end 183-dage inden for en 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at denne overenskomst ikke indeholder en bestemmelse som den i artikel 14, stk. 1, litra b, i FN´s 2017-modeloverenskomst om indkomst fra frit erhverv. Artikel 5, stk. 4, litra b, i denne overenskomst har til hensigt at omfatte de samme aktiviteter, som artikel 14, stk. 1, litra b, ville have omfattet. I artikel 14, stk. 1, litra b, i FN’s 2017-modeloverenskomst begrænses kildelandets beskatningsret til kun at omfatte ”indkomst erhvervet fra hans aktiviteter udført i denne anden stat”. Hensynet bag udeladelsen af dette led fra overenskomstens artikel 5, stk. 4, litra b, er, at indkomstallokering i overenskomstens artikel 5 sker efter principperne i overenskomstens artikel 7, der foreskriver, at kun den indkomst, der kan henføres til det faste driftssted, kan beskattes i kildestaten (se hertil de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5 og 3.3.2.7).

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 5, stk. 5, fastsætter, at udtrykket ”fast driftssted” uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel ikke omfatter de i litra a-f opregnede aktiviteter.

Artikel 5, stk. 5, litra a, bestemmer, at udtrykket ”fast driftssted” uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel ikke omfatter anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra a.

Artikel 5, stk. 5, litra b, bestemmer, at udtrykket ”fast driftssted” uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel ikke omfatter opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra b.

Artikel 5, stk. 5, litra c, bestemmer, at udtrykket ”fast driftssted” uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel ikke omfatter opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra c.

Artikel 5, stk. 5, litra d, bestemmer at udtrykket ”fast driftssted” uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel ikke omfatter opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for foretagendet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra d.

Artikel 5, stk. 5, litra e, bestemmer at udtrykket ”fast driftssted” uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel ikke omfatter opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter for foretagendet.

Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve enhver anden form for virksomhed for foretagendet, som ikke er opført i stk. 5, forudsat at denne aktivitet er af forberedende eller hjælpende karakter, ikke udgør et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.

Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst, men bestemmelsen svarer til OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 5, litra e. Der er derfor ikke krav – som i OECD’s 2017-modeloverenskomst – om, at aktiviteter generelt skal være af forberedende eller hjælpende karakter, før de ikke kan anses for at udgøre et fast driftssted. Aktiviteterne opregnet i stk. 5, litra a-d, behøver således ikke være af forberedende eller hjælpende karakter, for ikke at være omfattet af udtrykket ”fast driftssted”.

Artikel 5, stk. 5, litra f, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver kombination af de former for virksomhed, der er nævnt i litra a-e, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra f.

Artikel 5, stk. 6, fastsætter, at hvis en person, der ikke er en uafhængig repræsentant efter bestemmelsens stk. 7, handler på vegne af et foretagende og i en kontraherende stat har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses dette foretagende uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er nævnt i stk. 5, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i dette stykke.

Bestemmelsen svarer til OECD’s 2014-modeloverenskomst og implementerer derfor ikke de standarder, der følger af Action 7 i BEPS-projektet og multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhulning og overskudsflytning.

Artikel 5, stk. 7, fastsætter, at et foretagende ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne kontraherende stat gennem en mægler, kommissionær eller enhver anden uafhængig repræsentant, forudsat at sådanne personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen medfører, at et foretagendes uafhængige repræsentanter som mæglere, kommissionærer el.lign., der handler inden for deres sædvanlige erhvervsvirksomhed, ikke ved aktiviteter i den anden kontraherende stat vil etablere fast driftssted. Det betyder, at der fx ikke vil foreligge fast driftssted hvor en sådan person eller anden uafhængig repræsentants virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.

Bestemmelsen svarer til OECD’s 2014-modeloverenskomst og implementerer derfor ikke de standarder, der følger af Action 7 i BEPS-projektet og multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhulning og overskudsflytning.

Artikel 5, stk. 8, bestemmer, at den omstændighed at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kontrollerer eller kontrolleres af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde), medfører ikke i sig selv, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD's 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.5.

Artikel 6 (Indkomst af fast ejendom)

Artikel 6, stk. 1, fastsætter, at indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver af fast ejendom (herunder indkomst af landbrug eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 1.

Artikel 6, stk. 2, bestemmer, at udtrykket "fast ejendom" tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket omfatter i alle tilfælde tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af, eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og fly anses ikke for fast ejendom.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 2.

Artikel 6, stk. 3, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje, bortforpagtning eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.

Bestemmelsen har den virkning, at indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje, bortforpagtning eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom, på samme vis som anden indkomst fra fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 3.

Artikel 6, stk. 4, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og 3 også finder anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende.

Bestemmelsen er en præcisering af, hvad der ellers ville gælde i kraft af denne overenskomsts artikel 6, stk. 1 og 3.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.6.

Artikel 7 (Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed)

Artikel 7, stk. 1, fastslår, at fortjeneste, som erhverves af et foretagende i en kontraherende stat, kun kan beskattes i denne kontraherende stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden kontraherende stat, men kun den del deraf, som kan henføres til det faste driftssted.

Bestemmelsen har den virkning, at et foretagendes fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende (bopælsstaten), medmindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i den anden stat (kildestaten). Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted (se hertil de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5).

Bestemmelsen følger OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 1.

Artikel 7, stk. 2, fastsætter, at hvis et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, skal der, medmindre bestemmelserne i stk. 3 medfører andet, i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændigt frie forhold gjorde forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

Bestemmelsen medfører, at kildestaten kan beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted efter den såkaldte direkte metode for indkomstallokering, som bestemmelsen opregner.

Artiklen har den samme ordlyd som artikel 7 i OECD’s 2008-modeloverenskomst, og som stadigvæk til dels kommer til udtryk i FN’s 2017-modeloverenskomst.

Modsat OECD’s 2017-modeloverenskomst indeholder overenskomstens artikel 7, stk. 2, ikke nogen henvisning til bestemmelserne om lempelse af dobbeltbeskatning. Henvisningen til bestemmelserne om lempelse af dobbeltbeskatnings i OECD’s 2017-modeloverenskomst har den virkning, at de kontraherende stater skal allokere indkomst til et foretagendes faste driftssted efter principperne i artikel 7, stk. 2, ved opgørelsen af foretagendets lempelsesberettigede indkomst.

Artikel 7, stk. 3, fastslår, at det ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste er tilladt at fradrage omkostninger, som er afholdt for det faste driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til ledelse og administration, hvad enten omkostningerne er afholdt i den stat, hvor det faste driftssted er beliggende eller andetsteds.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst. Bestemmelsen hidrører fra FN’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 7, stk. 4, fastsætter, at hvis det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem foretagendets forskellige afdelinger, udelukker intet i stk. 2 denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal dog være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er indeholdt i denne artikel. Denne metode for indkomstallokering betegnes undertiden som den indirekte metode.

Denne bestemmelse anvendes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst. Bestemmelsen følger af FN's modeloverenskomsts artikel 7, stk. 4.

Artikel 7, stk. 5, fastsætter, at ingen fortjeneste kan henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.

Denne bestemmelse anvendes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 7, stk. 6, fastslår, at den samme metode til indkomstallokering skal anvendes år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden fremgangsmåde. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at overenskomstens artikel 7 indeholder mulighed for at anvende den direkte metode i stk. 2 eller den indirekte metode i stk. 4 til indkomstallokering, og at et skift mellem metoderne ikke kan gøres ubegrundet.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst. Bestemmelsen har samme ordlyd som FN's 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 5.

Artikel 7, stk. 7, bestemmer, at hvis fortjeneste omfatter indkomster, som er behandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, berøres bestemmelserne i disse artikler ikke af bestemmelserne i denne artikel.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis andre bestemmelser i overenskomsten særskilt regulerer andre indkomsttyper, har disse forrang over artikel 7. Dette betyder, at det er underordnet. om givne indkomsttyper, der er særskilt reguleret i overenskomsten, kan henføres til et fast driftssted eller ej. Indkomsten vil i stedet for blive beskattet som foreskrevet i overenskomstens øvrige artikler.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 4.

Desuden indeholder denne overenskomst – på linje med OECD’s 2008-modeloverenskomst – ikke en regel omkring korresponderende reguleringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.7.

Artikel 8 (International skibsfart og luftfart)

Artikel 8, stk. 1, fastsætter, at fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 8, stk. 1.

Artikel 8, stk. 2, bestemmer, at hvis et rederis virkelige ledelse har sit sæde ombord på et skib, anses et rederis virkelige ledelse for at befinde sig i den kontraherende stat, hvor skibets hjemsted befinder sig, eller, hvis der ikke er et sådant hjemsted, i den kontraherende stat hvor den, der driver skibet, er hjemmehørende.

Bestemmelsen har til formål at supplere udgangspunktet om, at dobbeltdomicilerede juridiske personer skal anses for at have skattemæssigt hjemsted i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde, i tilfældet hvor foretagendets virkelige ledelse er ombord på et skib (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 8, stk. 3.

Artikel 8, stk. 3, litra a, bestemmer, at fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly uden besætning (”bareboat”) medregnes ved anvendelsen af artikel 8 til fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik.

Bestemmelsen medfører, at denne type fortjeneste altid skal anses som en del af et foretagendes fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik.

En bestemmelse svarende til denne findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Det fremgår af kommentarerne til artikel 8 i OECD’s 2017-modeloverenskomst, at udlejning af skibe og fly med besætning også behandles som fortjeneste ved drift af skibe og fly i international trafik. Udlejning af skibe og fly med besætning kan derfor også kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel 8, stk. 3, litra b, bestemmer, at et foretagendes fortjeneste ved anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere – herunder anhængere og lignende udstyr til transport af containere – der anvendes til transport af varer, medregnes i et foretagendes fortjeneste ved drift af skibe og fly og beskattes efter hovedreglen i stk. 1.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 8.

Artikel 8, stk. 4, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 også finder anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

Bestemmelsens virkning er, at princippet om bopælsbeskatning for indkomst omfattet af artikel 8, stk. 1, 2 og 3 også gælder for fortjeneste opnået ved deltagelse i et fællesskab. Hvis foretagender fra forskellige lande driver skibe eller fly i international trafik gennem et konsortium, gælder bestemmelserne i artikel 8 for den del af fortjenesten ved denne virksomhed, som svarer til den andel, som et foretagende fra en stat deltager med i konsortiet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 8, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.8.

Artikel 9 (Forbundne foretagender)

Artikel 9, stk. 1, litra a og b, fastsætter, at hvis et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat, og der i nogle af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres forretningsmæssige eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse foretagender, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Bestemmelsen indebærer det såkaldte ”armslængdeprincip” for transaktioner mellem forbundne foretagender med hjemsted i Danmark og Algeriet. Hvis eksempelvis et moderselskab i den ene stat og et datterselskab i den anden stat handler med hinanden på andre vilkår end dem, der gælder i et frit marked. I så fald kan de to stater foretage en regulering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget, så indkomsten fastsættes, som den ville have været, hvis selskaberne havde handlet på almindelige markedsvilkår. Formålet med bestemmelsen er at hindre, at fortjeneste via kunstige interne afregningspriser kanaliseres derhen, hvor skatten er lavest.

Ved forbundne foretagender forstås, hvis et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 9, stk. 1.

Artikel 9, stk. 2, bestemmer, at hvis en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner – og i overensstemmelse hermed beskatter – fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden kontraherende stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt konsultere hinanden.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 9, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.9.

Artikel 10 (Udbytte)

Artikel 10, stk. 1, fastsætter, at udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 1.

Artikel 10, stk. 2, litra a og b, bestemmer, at udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, dog også kan beskattes i denne stat efter denne stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den pålignede skat ikke overstige 5 pct. af udbyttets bruttobeløb, hvis den retmæssige ejer er et selskab, som i en uafbrudt periode på 365 dage indbefattet den dag, hvor udbyttet udbetales, direkte ejer mindst 15 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet (ved opgørelsen af denne periode tages der ikke hensyn til ændringer i ejerforhold, som er en direkte følge af omstrukturering af selskaber, såsom fusion eller spaltning af det selskab, som ejer aktierne, eller som udbetaler udbyttet). I alle andre tilfælde må udbyttet ikke beskattes med mere end 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

Bestemmelsen har den virkning, at udbytte på datterselskabsaktier – i dette tilfælde, hvor udbyttemodtager direkte ejer mindst 15 pct. af kapitalen i det udloddende selskab i en uafbrudt periode på mindst 365 dage indbefattet den dag, hvor udbyttet udbetales – i kildelandet kan beskattes med 5 pct. af udbytternes bruttobeløb. Udbytter på porteføljeaktier – dvs. hvor betingelserne for at anse aktierne som datterselskabsaktier ikke er opfyldt – i kildelandet kan beskattes med op til 15 pct. af udbytternes bruttobeløb.

Bestemmelsen følger overordnet af OECD's 2017-modeloverenskomst artikel 10, stk. 2, men satserne afviger derfra.

Artikel 10, stk. 3, fastslår, at den kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, uanset bestemmelsens stk. 2, ikke kan beskatte udbytte udbetalt af dette selskab, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et pensionsinstitut som nævnt i artikel 4, stk. 1.

Bestemmelsen har den virkning, at pensionsinstitutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, undtages fra kildestatens ret til at beskatte udbytter efter artikel 10, stk. 2, litra a og b.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 10, men er omtalt i kommentarerne til OECD's modeloverenskomst.

Artikel 10, stk. 4, fastslår at udtrykket ”udbytte” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af aktie eller andre rettigheder, som ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, som er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

Ordlyden afviger fra den lignende bestemmelse i artikel 10, stk. 3, i OECD’s 2017-modeloverenskomst ved, at ”jouissance”-aktier, ”jouissance”-rettigheder og minerettigheder ikke udtrykkeligt omfattes af udtrykket ”udbytte” som anvendt i denne artikel. I det omfang der erhverves indkomst fra sådanne rettigheder, og disse ikke er gældsfordringer og giver ret til fortjeneste, vil de være omfattet af begrebet udbytte efter stk. 4.

Artikel 10, stk. 5, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen har den virkning, at begrænsningerne i kildestatens beskatningsret ikke gælder for udbytte, som indgår i indkomsten i et fast driftssted beliggende i kildestaten, når den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal udbyttet beskattes som indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed efter artikel 7. Fast driftssted er defineret i artikel 5 (se hertil de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5 og 3.3.2.7).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 4.

Artikel 10, stk. 6, bestemmer, at hvis et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selvom det udbetalte udbytte eller den ikke- udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.

Denne bestemmelse sikrer, at kildelandet ikke gennemfører ekstraterritorial beskatning, alene fordi indkomsten stammer fra kildelandet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis aktionærer i et moderselskab, der modtager udbytter fra et datterselskab med hjemsted i kildelandet, underlægges beskatning i kildelandet, fordi indkomsten oprindeligt stammer derfra. Bestemmelsen udelukker ikke beskatning af udbyttemodtager i bopælsstaten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.10.

Artikel 11 (Renter)

Artikel 11, stk. 1, fastsætter, at renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 1.

Artikel 11, stk. 2, fastslår, at sådanne renter dog også kan beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og efter denne stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af renterne er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den pålignede skat ikke overstige 8 pct. af renternes bruttobeløb.

Bestemmelsen medfører, at renter efter stk. 2 også kan beskattes i kildestaten, men hvis den retmæssige ejer af renterne er hjemmehørende i den anden kontraherende stat end kildestaten, må den pålignede skat ikke overstige 8 pct. af renternes bruttobeløb.

Bestemmelsen afviger fra den tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 2, hvor kildestaten i modsætning til denne overenskomst gives ret til at påligne en skat op til 10 pct af renternes bruttobeløb hvis den retmæssige ejer af renterne er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Artikel 11, stk. 3, litra a-c fastslår, at renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan uanset bestemmelserne i stk. 2 kun beskattes i denne anden stat, hvis betaleren af renterne er regeringen i en kontraherende stat, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed, eller hvis renterne betales til regeringen i den anden kontraherende stat, en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed eller til institutioner eller organer (herunder finansielle institutioner), som fuldt ud ejes af denne kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed, eller denne stats centralbank, eller hvis renterne betales til enhver institution eller ethvert organ (herunder en finansiel institution) for så vidt angår lån, som er etableret i forbindelse med en aftale indgået mellem regeringerne i de kontraherende stater.

Bestemmelsen medfører, at hvis betaleren af renter er en offentlig myndighed, eller rentemodtageren er en offentlig myndighed eller en institution eller et organ, der fuldt ud ejes af en offentlig myndighed eller centralbank, kan rentebetalingerne kun beskattes i bopælsstaten. Dette omfatter bl.a. Investeringsfonden for Udviklingslande. Efter stk. 3, litra c, kan renter, der betales til enhver institution eller ethvert organ – herunder en finansiel institution – for så vidt angår lån, som er etableret i forbindelse med en aftale indgået mellem regeringerne i de kontraherende stater kun beskattes i bopælsstaten.

Bestemmelserne i stk. 3, litra a-c, følger ikke direkte af OECD’s 2017-modeloverenskomst, men en lignende bestemmelse omtales i kommentarerne til artikel 11 i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 11, stk. 4, fastsætter, at udtrykket "renter" som anvendt i denne artikel betyder indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agio beløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg ved for sen betaling anses ikke for at være renter ved anvendelsen af denne artikel. Udtrykket omfatter ikke nogen indkomst, som behandles som udbytte efter bestemmelserne i artikel 10.

Bestemmelsens ordlyd svarer til den tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 3.

Artikel 11, stk. 5, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 ikke finder anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den fordring, som ligger til grund for de betalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen medfører, at begrænsningerne af kildestatens beskatningsret ikke gælder for renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et fast driftssted i denne stat. De beskattes som erhvervsindkomst af det faste driftssted efter artikel 7, jf. stk. 5 (se hertil de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5 og 3.3.2.7).

Bestemmelsen følger af OECD´s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 4.

Artikel 11, stk. 6, fastsætter, at renter anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne kontraherende stat. Hvis den person, der betaler renterne, hvad enten personen er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, har et fast driftssted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket gældsforholdet, hvoraf renterne er betalt, var stiftet, og sådanne renter påhviler et sådant fast driftssted, anses sådanne renter dog for at hidrøre fra den kontraherende stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

Bestemmelsen har den virkning, at den indeholder en allokeringsregel for renter i det tilfælde, hvor lån optages af et foretagende, men hvor lånforpligtelsen reelt alene ligger på et af foretagendets faste driftssteder. I så fald anses rentebetalingen som at have kilde i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende. Bestemmelsen kan også medføre, at rentebetalingen anses for at have kilde i en tredjestat. Omvendt kan en rentebetaling fra et fast driftssted af et foretagende med hjemsted i et tredjeland anses som at have kilde fra et fast driftssted i én af de kontraherende stater.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 5.

Artikel 11, stk. 7, fastlægger, at hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler renter, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at renterne set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Bestemmelsen har den virkning, at såfremt der foreligger en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer af renterne, eventuelt med en tredje fysisk eller juridisk persons mellemkomst, som har bevirket, at de betalte renter overstiger det rentebeløb, der ville have været fastsat, såfremt parterne havde handlet på almindelige markedsvilkår, finder bestemmelserne i artikel 11 kun anvendelse på den del af rentebeløbet, som er udtryk for almindelige markedsvilkår (transfer pricing regulering). Det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i overenskomsten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.11.

Artikel 12 (Royalties)

Artikel 12, stk. 1, fastsætter, at royalties, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 1.

Artikel 12, stk. 2, fastsætter, at sådanne royalties dog også kan beskattes i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og efter denne stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af royalty-beløbet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den pålignede skat ikke overstige 10 pct. af royalty-beløbet brutto.

Bestemmelsen har den virkning, at royaltybetalinger også beskattes i kildestaten med op til 10 pct. af royaltybetalingens bruttobeløb, hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst. Bestemmelsen stammer fra FN’s 2017-modeoverenskomst.

Artikel 12, stk. 3, fastslår, at udtrykket "royalties" som anvendt i denne artikel betyder betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde (herunder spillefilm og film, bånd eller discs til brug for radio- eller TV-udsendelser), ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger vedrørende industrielle, forretningsmæssige eller videnskabelige erfaringer.

Bestemmelsen fraviger den tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 2, idet modeloverenskomstens bestemmelse ikke udtrykkeligt omfatter film, bånd eller discs til brug for radio- eller TV-udsendelser. I det omfang betalingerne udgør vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til sådanne film, bånd eller discs, vil disse almindeligvis være omfattet af modeloverenskomstens royaltybegreb, og forskellen er derfor uden betydning.

Artikel 12, stk. 4, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen følger af OECD´s modeloverenskomsts artikel 12, stk. 3.

For beskatning af erhvervsindkomst efter artikel 7 henvises der i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5 og 3.3.2.7.

Artikel 12, stk. 5, fastsætter, at royalties anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, når de betales af en person, der er hjemmehørende i denne kontraherende stat. Hvis den person, der betaler royaltybeløbet, hvad enten personen er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, har et fast driftssted i en kontraherende stat, i forbindelse med hvilket forpligtelsen til at betale royaltybeløbet var stiftet, og sådanne royalties påhviler dette faste driftssted, anses sådanne royalties dog for at hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted er beliggende.

Bestemmelsen medfører en allokeringsregel for royalties i det tilfælde, hvor forpligtelsen til at betale royalties reelt alene tilfalder et fast driftssted tilhørende et foretagende. I så fald anses royaltybetalingen for at have kilde i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende. Bestemmelsen kan derfor medføre, at en royaltybetaling anses for at have kilde i et tredjeland. Omvendt kan en royaltybetaling fra et fast driftssted i én af de kontraherende stater tilhørende et foretagende med hjemsted i et tredjeland anses for at have kilde i én af de kontraherende stater.

Bestemmelsen stammer fra FN’s 2017-modeloverenskomst og er en følge af, at kildelandet har beskatningsret.

Artikel 12, stk. 6, bestemmer, at hvis en særlig forbindelse mellem betaleren af royalties og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Bestemmelsen har den virkning, at såfremt der foreligger en særlig forbindelse mellem den, der betaler de pågældende royalties, og den retmæssige ejer af det immaterielle aktiv, eventuelt med en tredje fysisk eller juridisk persons mellemkomst, som har bevirket, at de betalte royalties overstiger det beløb, der ville have været fastsat, såfremt parterne havde handlet på markedsvilkår, finder bestemmelserne i artikel 12 kun anvendelse på den del af royaltybeløbet, som er udtryk for markedsvilkår (transfer pricing regulering). Det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i overenskomsten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.12.

Artikel 13 (Kapitalgevinster)

Artikel 13, stk. 1, fastsætter, at fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom som nævnt i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 1.

Artikel 13, stk. 2, fastsætter, at fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 2.

Artikel 13, stk. 3, fastslår, at fortjeneste ved afhændelse af skibe eller fly, der anvendes i international trafik, af både anvendt ved transport ad indre vandveje eller af rørlig formue, som hører til driften af sådanne skibe, fly eller både, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 3, ved at både der anvendes til transport ad indre vandveje og rørlig formue, som hører til driften af sådanne skibe, fly eller både inkluderes i bestemmelsen.

Artikel 13, stk. 4, bestemmer, at fortjeneste ved afhændelse af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af varer i international trafik, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13. Bestemmelsen skal forstås i sammenhæng med artikel 8, stk. 1.

Artikel 13, stk. 5, fastslår, at fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af aktier eller dermed sammenlignelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond, kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis mere end 50 pct. af værdien af disse aktier eller dermed sammenlignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen direkte eller indirekte hidrører fra fast ejendom som defineret i artikel 6 beliggende i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis mere end 50 pct. af værdien af aktier i et selskab – eller dermed sammenlignelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond – på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen består i fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, kan gevinst ved afhændelse af disse aktier m.v. beskattes i denne stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 4.

Artikel 13, stk. 6 fastslår, at fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end dem, der er nævnt i stk. 1, 2, 3, 4 og 5, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

Bestemmelsen følger af OECD's modeloverenskomsts artikel 13, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.13.

Artikel 14 (Indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold)

Artikel 14, stk. 1, bestemmer, at medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 18 medfører andet, kan gage, løn og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde i ansættelsesforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som erhverves herfor, beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 15, stk. 1.

Artikel 14, stk. 2, litra a-c, fastlægger, at uanset bestemmelserne i stk. 1 kan vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde i ansættelsesforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte kontraherende stat, hvis modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

Alle tre betingelser skal være opfyldt. Hvis blot én af disse betingelser ikke er opfyldt, og arbejdet er udført i kildestaten, kan kildestaten beskatte sådan lønindkomst.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 15, stk. 2.

Artikel 14, stk. 3, fastslår, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel kan vederlag, som erhverves for arbejde ombord på et skib eller et fly anvendt i international trafik af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, bortset fra tilfælde, hvor et skib eller et fly udelukkende anvendes inden for den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har den virkning, at vederlag, som betales til besætninger ombord på skibe og fly anvendt i international trafik, kun kan beskattes i staten, hvor vedkommende har sin bopæl. Reglen har til formål at tage højde for de særlige arbejdsomstændigheder, der gælder for besætningsmedlemmer ombord på sådanne skibe og fly anvendt i international trafik, der opererer på tværs af landegrænser. Bestemmelsen medfører også bopælsstatsbeskatning af sådan vederlag betalt fra foretagender hjemmehørende i tredjestater. Reglen gælder derfor ikke hvor besætningsmedlemmer der er hjemmehørende i den ene kontraherende stat (bopælsstaten) udfører arbejde ombord på skibe eller fly der udelukkende opererer inden for den anden kontraherende stats grænser (kildestaten).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 15, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.14.

Artikel 15 (Bestyrelseshonorarer)

Artikel 15 bestemmer, at bestyrelseshonorar eller lignende vederlag, som en person, der er hjemmehørende i enten Danmark eller Algeriet, erhverver i sin egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har den virkning, at bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, i vedkommendes egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, kan beskattes i den stat, hvor selskabet er hjemmehørende. Det bemærkes, at skattemæssigt hjemsted for dobbeltdomicilerede selskaber efter overenskomsten artikel 4, er i den stat, hvor selskabets virkelige ledelse har sit sæde (se hertil de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 16.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.15.

Artikel 16 (Optrædende kunstnere og sportsudøvere)

Artikel 16, stk. 1, bestemmer, at uanset bestemmelserne i artikel 14 kan indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsudøver, ved personen personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har den virkning, at indkomst som erhverves af en person, der er optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsudøver, uanset bestemmelserne i artikel 14 om indkomst for arbejde i ansættelsesforhold, kan beskattes i den stat, hvor den personlige virksomhed er udøvet (kildestaten).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 17, stk. 1.

Artikel 16, stk. 2, fastlægger, at hvis indkomst ved personlig virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller sportsudøver i personens egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en anden person, kan denne indkomst uanset bestemmelserne i artikel 14 beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller sportsudøverens virksomhed udøves.

Bestemmelsen medfører, at kildelandet også kan beskatte den omtalte indkomst, når denne tilfalder en anden juridisk eller fysisk person end kunstneren, sportsudøveren eller modellen m.v. selv. Dette gælder eksempelvis i tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person, som repræsenterer kunstneren eller sportsudøveren, modtager betalingen på vegne af kunstneren eller sportsudøveren, og beholder en del af betalingen selv som vederlag for arbejde udført for kunstneren eller sportsudøveren. I dette tilfælde kan indkomsten efter overenskomstens artikel 16, stk. 2, beskattes i kildestaten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 17, stk. 2.

Artikel 16, stk. 3, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse på indkomst, der erhverves ved virksomhed, som udøves i en kontraherende stat af optrædende kunstnere eller sportsudøvere, hvis besøget i denne stat helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra den ene eller begge kontraherende stater eller politiske underafdelinger eller lokale myndigheder. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstneren eller sportsudøveren er hjemmehørende.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis kunstnerens eller sportsudøverens besøg i en kontraherende stat helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra en af eller begge de kontraherende stater, hvor kunstneren eller sportsudøveren er hjemmehørende, kan vederlaget for besøget kun beskattes i den stat, hvor kunstneren eller sportsudøveren er hjemmehørende. Bestemmelsen sigter mod tilfælde, hvor eksempelvis sportsbegivenheder finansieres af offentlige midler.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst. Bestemmelsen omtales dog i kommentarerne til artikel 17 i OECD’s modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.16.

Artikel 17 (Pensioner)

Artikel 17, stk. 1, fastslår, at medmindre artikel 18, stk. 2, medfører andet, kan pensioner og andre lignende vederlag, som hidrører fra en kontraherende stat, og som betales til en person, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, beskattes i den førstnævnte stat.

Bestemmelsen medfører, at pensioner og andre lignende vederlag kan beskattes i den stat, hvorfra pensionerne udbetales (kildestaten).

Bestemmelsen fraviger den tilsvarende bestemmelse i OECD modeloverenskomsts artikel 18, stk. 1.

Artikel 17, stk. 2, fastsætter, at uanset bestemmelserne i stk. 1 kan pensioner, som betales, og andre betalinger, som foretages efter en offentlig ordning, som er en del af det sociale sikringssystem i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

Bestemmelsens virkning er, at kildestaten har den eksklusive beskatningsret til sociale pensioner og andre lignede vederlag omfattet af det sociale sikringssystem i kildestaten.

Bestemmelsen omfatter ikke tjenestemandspensioner, der er omfattet af artikel 18, stk. 2.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 18.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.17.

Artikel 18 (Offentligt hverv)

Artikel 18, stk. 1, litra a, bestemmer, at gage, løn og andre lignende vederlag, bortset fra en pension, der udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv med myndighedsfunktioner eller dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed, kan kun beskattes i denne kontraherende stat.

Bestemmelsen har den virkning, at vederlag til offentligt ansatte som hovedregel kun kan beskattes i den udbetalende stat (kildestaten).

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 1, litra a. Den eneste afvigelse er, at det i denne overenskomst er en betingelse for beskatning i den udbetalende stat efter artikel 19, stk. 1, litra a, at hvervet, der udføres af personen er hverv med myndighedsfunktioner. Denne betingelse blev fjernet fra OECD’s modeloverenskomst i 1977.

Artikel 18, stk. 1, litra b, fastsætter, at sådan gage, løn og andre lignende vederlag dog kun kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne anden stat, og den pågældende er hjemmehørende i denne stat og er statsborger i denne stat, eller ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

Bestemmelsen medfører, at vederlaget kun kan beskattes i den stat, hvor modtageren har bopæl (bopælsstaten), hvis hvervet er udført der, og modtageren er skattemæssigt hjemmehørende i bopælsstaten. Eksklusiv bopælslandsbeskatning af sådant vederlag forudsætter endvidere, at modtageren enten er statsborger i bopælsstaten eller ikke blev hjemmehørende i bopælsstaten med det formål at udføre hvervet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 1, litra b.

Artikel 18, stk. 2, litra a, bestemmer, at enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed, eller fra midler tilvejebragt af disse, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, underafdeling eller myndighed kun kan beskattes i denne stat.

Bestemmelsen har den virkning, at tjenstemandspensioner som udgangspunkt kun beskattes i den stat, hvorfra pensionerne udbetales. Bestemmelsen har forrang over artikel 17 om pensioner.

Bestemmelsen i artikel 18, stk. 2, litra a, har særligt betydning for lokalt ansatte på den danske ambassade i Algeriet eller lokalt ansatte på den algeriske ambassade i Danmark.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 2, litra a.

Artikel 18, stk. 2, litra b, bestemmer, at sådanne pensioner og andre lignende vederlag dog kun kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis den pågældende er hjemmehørende og statsborger i denne stat uden samtidig at være statsborger i den førstnævnte stat.

Bestemmelsens virkning er, at tjenestemandspensioner kan beskattes bopælsstaten, hvis modtageren er statsborger og hjemmehørende i denne stat uden samtidig at være statsborger i kildestaten. Bestemmelsen har forrang over artikel 17 om pensioner.

Bestemmelsen i artikel 18, stk. 2, litra b, har særligt betydning for lokalt ansatte på den danske ambassade i Algeriet eller lokalt ansatte på den algeriske ambassade i Danmark.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 2, litra b.

Artikel 18, stk. 3, bestemmer, at bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16 og 17 finder anvendelse på gage, løn, pensioner og andre lignende vederlag for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed.

Bestemmelsen har den virkning, at artikel 18 ikke gælder for vederlag omfattet af artikel 18, stk. 1, eller tjenestemandspensioner omfattet af artikel 18, stk. 2, i forbindelse med staters udøvelse af erhvervsvirksomhed. I så fald anvendes bestemmelserne i artikel 14 om indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold, artikel 15 om bestyrelseshonorarer, artikel 16 om optrædende kunstnere og sportsudøvere og artikel 17 om pensioner.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.18.

Artikel 19 (Studerende)

Artikel 19 bestemmer, at beløb, som modtages med henblik på underhold eller uddannelse af en studerende, praktikant eller lærling, som er eller som umiddelbart før personen besøger en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i uddannelsesøjemed, beskattes ikke i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Bestemmelsen har den virkning, at når studerende, praktikanter eller lærlinge fra den ene stat opholder sig i den anden stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, kan den anden stat ikke beskatte de pågældende af stipendier og lignende, der hidrører fra kilder uden for denne anden stat, hvis den studerende, praktikanten eller lærlingen umiddelbart før opholdet i den anden stat var hjemmehørende i den udbetalende stat.

Bestemmelsen adskiller sig fra ordlyden i OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 20 ved også at henvise til praktikanter. Bestemmelsen svarer til FN's 2017-modeloverneskomsts artikel 20. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.19.

Artikel 20 (Anden indkomst)

Artikel 20, stk. 1, fastsætter, at indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kun kan beskattes i denne stat, uanset hvorfra de hidrører.

Bestemmelsen har den virkning, at indkomst, der ikke er behandlet andre steder i overenskomsten, som udgangspunkt kun kan beskattes i bopælsstaten, uanset hvorfra den hidrører. Bestemmelsen omfatter dermed også indkomst med kilde i tredjestater.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 21, stk. 1.

Artikel 20, stk. 2, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 ikke finder anvendelse på indkomst, bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkomstens modtager, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen har den virkning, at stk. 1 ikke finder anvendelse på anden indkomst, bortset fra indkomst fra fast ejendom som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkomsten er erhvervet af en fysisk eller juridisk person med hjemsted i en kontraherende, og driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. I så fald beskattes indkomsten efter artikel 7, hvis den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med det faste driftssted.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 21, stk. 2.

Artikel 20, stk. 3, fastsætter, at indkomst, som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, og som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis de hidrører fra denne anden stat.

Bestemmelsens virkning er, at indkomst, der ikke er behandlet af overenskomstens øvrige artikler, også kan beskattes i kildestaten, hvis indkomsten har kilde der.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 21. Bestemmelsen har samme ordlyd som FN's 2017-modeloverenskomsts artikel 21, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.20.

Artikel 21 (Formue)

Artikel 21, stk. 1, fastsætter, at formue bestående af fast ejendom som nævnt i artikel 6, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 22, stk. 1.

Artikel 21, stk. 2, fastsætter, at formue bestående af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 22, stk. 2.

Artikel 21, stk. 3, bestemmer, at formue bestående af skibe eller fly, der anvendes i international trafik og af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsens virkning er, at formue bestående af skibe og fly, som anvendes i international trafik, kun kan beskattes i den stat, hvor rederiets eller luftfartsselskabets virkeligelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsens ordlyd afviger fra OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 22, stk. 3 og FN's 2017-modeloverenskomsts artikel 22, stk. 3.

Artikel 21, stk. 4, fastsætter, at al anden formue, tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun kan beskattes i denne stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 22, stk. 4.

Da Danmark efter intern ret ikke opkræver en generel formueskat, vil det have mindre praktisk betydning for Danmark, at formueskatter er omfattet af overenskomsten.

Artikel 22 (Ophævelse af dobbeltbeskatning)

Artikel 22 indeholder metodebestemmelser om ophævelse af dobbeltbeskatning og angiver den fremgangsmåde, som bopælsstaten skal anvende til at lempe for dobbeltbeskatning, når en person, der er hjemmehørende i denne stat, modtager indkomst fra en anden stat, og kildestaten kan beskatte indkomsten efter andre artikler i overenskomsten. Dette er tilfældet i artikel 6 (fast ejendom), artikel 7 (erhvervsindkomst), artikel 10 (udbytter), artikel 11 (renter), artikel 12 (royalties), artikel 13 (kapitalgevinster), artikel 14 (indkomst ved ansættelsesforhold), artikel 15 (bestyrelseshonorar), artikel 16 (optrædende kunstnere og sportsudøvere), artikel 17 (pensioner), artikel 18 (offentligt hverv) og artikel 21 (anden indkomst).

Det står parterne i en overenskomst frit at aftale de metoder, som skal anvendes til at lempe dobbeltbeskatning. Danmarks sædvanlige metode er den almindelige credit metode, der kommer til udryk i OECD 2017-modeloverenskomsts artikel 23 B. Samme metode anvendes i dansk ret efter ligningslovens § 33.

Artikel 22, stk. 1, fastlægger, at når en person, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver indkomst eller ejer formue, som efter bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i den anden kontraherende stat, skal den førstnævnte stat indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i den anden kontraherende stat, og indrømme fradrag i den pågældende persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat, som er betalt i den anden kontraherende stat. Sådant fradrag kan dog i intet tilfælde overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten som beregnet inden fradraget er givet, der kan henføres til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har den virkning, at Danmark skal lempe for dobbeltbeskatning af indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i Danmark, hvor indkomsten efter denne overenskomst kan beskattes i Algeriet, ved indrømmelse af fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Algeriet. Der er således tale om den almindelige credit-metode.

Bestemmelsen er formuleret således, at begge stater som udgangspunkt anvender den almindelige creditmetode til lempelse af dobbeltbeskatning. Dette betyder, at begge stater som udgangspunkt beskatter indkomsten, men yder et fradrag svarende til den skat, der betales til den anden kontraherende stat. Sådant fradrag kan dog ikke overstige den del af indkomst- eller formueskatten, som er beregnet, inden fradraget er givet, og kan henføres til den indkomst eller den formue, som kan beskattes i denne anden stat.

Artikel 22, stk. 2, bestemmer, at når indkomst erhvervet eller formue ejet af en person, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, efter nogen bestemmelse i denne overenskomst er fritaget for beskatning i denne stat, kan denne stat tage den fritagne indkomst eller formue i betragtning ved beregningen af skatten af den pågældende persons øvrige indkomst eller formue.

Bestemmelsen har den virkning, at når overenskomstens bestemmelser fører til, at indkomst eller formue er fritaget for beskatning i en kontraherende stat, kan denne kontraherende stat tage indkomsten eller formuen i betragtning ved beregningen af skatten af skatteyders øvrige indkomst eller formue.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.22.

Artikel 23 (Ikke-diskrimination)

Artikel 23, stk. 1, fastsætter, at statsborgere i en kontraherende stat ikke i den anden kontraherende kan stat undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden kontraherende stat under samme forhold, særligt med hensyn til bopæl, er eller måtte blive undergivet. Denne bestemmelse finder uanset bestemmelserne i artikel 1 også anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Bestemmelsen har den virkning, at de to stater ikke må diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende, når de pågældende befinder sig i en sammenlignelig situation. Bestemmelsen gælder også, selv om den pågældende ikke er hjemmehørende i en af de to kontraherende stater. Bestemmelsen forbyder ikke forskelsbehandling af selskaber og andre juridiske personer.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 24, stk. 1.

Artikel 23, stk. 2, bestemmer, at statsløse personer, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, ikke i nogen af de kontraherende stater kan undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning eller dermed forbundne krav, som statsborgere i den pågældende stat under samme forhold, særligt med hensyn til bopæl, er eller måtte blive undergivet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts 23, stk. 2.

Artikel 23, stk. 3, bestemmer, at beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, ikke må være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse kan ikke fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for denne stats eget område.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 23, stk. 3.

Artikel 23, stk. 4, fastsætter, at medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 7, eller artikel 12, stk. 6, finder anvendelse, kan renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, fradrages ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat.

Bestemmelsen har den virkning, at der skal der indrømmes fradrag af udbetalinger af renter, royalties og andre betalinger betalt til en fysisk eller juridisk person i den anden kontraherende stat under samme betingelser som for fysiske og juridiske personer hjemmehørende i den førstnævnte stat, medmindre andet følger af overenskomstens artikel 9, stk. 1 (transaktioner mellem forbundne foretagender), artikel 11, stk. 7 (rentebetalinger mellem forbundne foretagender), eller artikel 12, stk. 6 (royaltybetalinger mellem forbundne foretagender).

Bestemmelsen svarer i det væsentligste til OECD's modeloverenskomsts artikel 23, stk. 4.

Artikel 23, stk. 5, bestemmer, at foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, ikke i den førstnævnte kontraherende stat kan undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte kontraherende stat er eller måtte blive undergivet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 23, stk. 5.

Artikel 23, stk. 6, fastlægger, at bestemmelserne i denne artikel finder anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse uanset bestemmelserne i artikel 2.

Bestemmelsen har den virkning, at artiklens bestemmelser finder anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse uanset bestemmelserne i artikel 2 om skatter omfattet af denne overenskomst. Diskriminationsforbuddene finder derfor også anvendelse på andre skatter end indkomstskatter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 24, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.23.

Artikel 24 (Fremgangsmåde ved indgåelse af gensidige aftaler)

Artikel 24, stk. 1, foreskriver, at hvis en person mener, at foranstaltninger truffet af den ene eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan personen, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse kontraherende staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater. Sagen skal indbringes inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser.

Bestemmelsen har den virkning, at en person, der er hjemmehørende i én af de to stater, der mener sig udsat for beskatning i strid med overenskomsten, kan indbringe sagen for den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater, uanset hvilket retsmidler der måtte være fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning. Sagen skal indbringes inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 1.

Artikel 24, stk. 2, fastslår, at den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den at være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå frem til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning.

Bestemmelsens virkning er, at en kontraherende stats kompetente myndighed ved berettigede indsigelser skal søge at løse disse ved gensidig aftale med den anden stats kompetente myndighed. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning. Der gælder ikke en forpligtelse for de kompetente myndigheder om at blive enige.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 2.

Artikel 24, stk. 3, bestemmer, at de kontraherende staters kompetente myndigheder skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også konsultere hinanden om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

Bestemmelsen har den virkning, at de kompetente myndigheder kan indgå aftaler vedrørende spørgsmål af mere generel karakter, for at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål ved fortolkningen af anvendelsen af overenskomsten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 3.

Artikel 24, stk. 4, fastsætter, at de kontraherende staters kompetente myndigheder kan kommunikere direkte med hinanden med henblik på at opnå enighed inden for rammerne af de forudgående stykker.

Bestemmelsen adskiller sig fra ordlyden i OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 4. ved ikke at omtale muligheden for kommunikation igennem et fælles udvalg.

Det bemærkes, at denne overenskomst til forskel fra OECD’s 2017-modeloverenskomst ikke indeholder bestemmelser om voldgift. Algeriet har ikke tiltrådt den multilaterale konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhulning og overskudsflytning, som giver mulighed for at implementere voldgiftsbestemmelser i de deltagende staters netværk af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Ved dette lovforslags § 1, stk. 2, foreslås det at give hjemmel til at notificere denne overenskomst under den multilaterale konvention. Når denne overenskomst er blevet notificeret af Danmark under den multilaterale konvention, vil den multilaterale konventions del VI om voldgift kunne finde anvendelse på denne overenskomst. Det forudsætter dog, at Algeriet senere ratificerer den multilaterale konvention, notificerer dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Danmark som en omfattet overenskomst og desuden vælger, at dens del VI om voldgift skal finde anvendelse på de algeriske dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.2.24.

Artikel 25 (Udveksling af oplysninger)

Artikel 25, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som kan forudses at være relevante for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller for administrationen eller håndhævelsen af intern lovgivning vedrørende skatter af enhver art og betegnelse, der pålægges på vegne af de kontraherende stater eller af deres politiske underafdelinger eller lokale eller regionale myndigheder, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1 og 2.

Udtrykket ”skatter af enhver art og betegnelse” anses for ikke alene at omfatte direkte skatter, men også indirekte skatter (moms, punktafgifter m.v.).

Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysninger, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Algeriet. De to stater kan f.eks. udveksle oplysninger til brug for dansk beskatning af en person, der er hjemmehørende i en tredjestat, men som har et fast driftssted her i landet.

Oplysninger kan udveksles på flere forskellige måder. I kommentarerne til OECD-modeloverenskomstens artikel om udveksling af oplysninger omtales specifikt tre måder, det kan ske på. For det første kan oplysninger udveksles efter anmodning. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Algeriet i en given situation har grund til at formode, at skattemyndighederne i den anden stat er i besiddelse af oplysninger, som er nødvendige for skatteligningen, kan myndighederne anmode myndighederne i den anden stat om at videregive oplysningerne til brug for den konkrete sag. Myndighederne i den anden stat har pligt til om muligt at fremskaffe de pågældende oplysninger, hvis de ikke allerede er i besiddelse af de oplysninger, der anmodes om, og disse oplysninger forefindes i den anden stat. Det er dog en forudsætning, at myndighederne i den anmodende stat selv har gjort, hvad de kunne for at fremskaffe oplysningerne.

En anden måde er spontan udveksling af oplysninger. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Algeriet kommer i besiddelse af oplysninger, som de skønner, kan være af interesse for skattemyndighederne i den anden stat, kan disse oplysninger videresendes til myndighederne i den anden stat, selv om de ikke har anmodet om dem.

En tredje mulighed er, at skattemyndighederne i en stat automatisk – det vil sige systematisk og med faste mellemrum – sender oplysninger til den anden stats myndigheder. Det kan f.eks. være oplysninger om lønudbetalinger til personer, der er hjemmehørende i den anden stat.

Artiklen giver også mulighed for, at repræsentanter fra de algeriske skattemyndigheder kan være til stede ved danske skattemyndigheders undersøgelse hos en person eller et selskab her i landet, og at repræsentanter fra de danske myndigheder er til stede ved algeriske myndigheders undersøgelse i Algeriet.

De to stater kan også aftale en såkaldt simultan undersøgelse, hvor deres skattemyndigheder hver på deres territorium undersøger de skattemæssige forhold hos en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvor de har en fælles eller beslægtet interesse, med henblik på, at de derefter udveksler alle relevante oplysninger, som de er kommet i besiddelse af.

Der er ikke i artiklen regler for, om udvekslingen af oplysninger skal foregå på den ene eller anden måde eller i en kombination af flere måder. Der er heller intet til hinder for, at de to staters skattemyndigheder kan foranstalte undersøgelser målrettet mod særlige erhvervsgrene m.v.

En stat har dog ikke pligt til at give oplysninger eller udføre forvaltningsakter i strid med sin lovgivning eller praksis eller give oplysninger, som ville afsløre forretningshemmeligheder eller som ville stride mod almene interesser.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 1.

Artikel 25, stk. 2, bestemmer, at enhver oplysning, som en kontraherende stat har modtaget i medfør af stk.1, skal holdes hemmelig på samme måde som oplysninger, der er tilvejebragt i medfør af denne stats interne lovgivning og må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med ligning, opkrævning, tvangsfuldbyrdelse, retsforfølgning eller afgørelser af klager med hensyn til de skatter, der er nævnt i stk.1, eller tilsynet med førnævnte. Sådanne personer eller myndigheder må kun anvende oplysningerne til sådanne formål. De må meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, kan uanset det forudgående anvendes til andre formål, når sådanne oplysninger kan anvendes til sådanne andre formål efter lovgivningen i begge stater, og den kompetente myndighed i den stat, der meddeler oplysningerne, giver tilladelse til sådant brug.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.25.

Artikel 25, stk. 3, litra a-c, fastslår, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 i intet tilfælde kan fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis, at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis, eller at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville være i strid med almene hensyn (ordre public).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 3.

Artikel 25, stk. 4, fastsætter, at hvis en kontraherende stat anmoder om oplysninger efter denne artikel, skal den anden kontraherende stat iværksætte de foranstaltninger, der er til rådighed for at indhente de oplysninger, der er anmodet om, uanset om denne anden stat ikke måtte have behov for disse oplysninger til dens egne skatteformål. Forpligtelsen i det forudgående punktum gælder med forbehold af begrænsningerne i stk. 3, men i intet tilfælde kan sådanne begrænsninger fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger, blot fordi denne ikke selv har nogen national interesse i sådanne oplysninger.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 4.

Artikel 25, stk. 5, bestemmer, at i intet tilfælde kan bestemmelserne i stk. 3 fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger, blot fordi oplysningerne besiddes af en bank, anden finansiel institution, repræsentant eller en person, som optræder i egenskab af bemyndiget eller som formynder, eller fordi oplysningerne drejer sig om en persons ejerforhold.

Bestemmelsen præciserer, at bestemmelserne i stk. 3 i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger alene med henvisning til nationale bestemmelser om bankhemmelighed.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.25.

Artikel 26 (Bistand ved inddrivelse af skatter)

Artikel 26, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende stater yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Denne bistand er ikke begrænset af artikel 1 og 2. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan ved gensidig aftale fastsætte nærmere regler for anvendelsen af denne artikel.

Bestemmelsen har den virkning at, de kontraherende stater yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Det er ikke nogen betingelse, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Algeriet, eller at kravet vedrører skatter omfattet af overenskomsten. Endvidere kan de kontraherende staters kompetente myndigheder ved gensidig aftale fastsætte nærmere regler for anvendelsen af artikel 26.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 1.

Artikel 26, stk. 2, fastslår, at udtrykket ”skattekrav” i denne artikel betyder et skyldigt beløb vedrørende skatter af enhver art og betegnelse, som pålægges på vegne af de kontraherende stater eller deres politiske underafdelinger eller lokale eller regionale myndigheder, så længe sådan beskatning ikke er i strid med denne overenskomst eller med andet juridisk instrument, som de kontraherende stater er deltagere i, såvel som renter, administrative bøder og omkostninger i forbindelse med inddrivelse og sikring af sådanne beløb.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 2.

Artikel 26, stk. 3, bestemmer, at når en kontraherende stats skattekrav kan inddrives efter denne stats lovgivning, og den person, som skylder beløbet, ikke efter denne stats lovgivning kan gøre indsigelser mod inddrivelsen på dette tidspunkt, skal dette skattekrav på anmodning fra den kompetente myndighed i denne stat anerkendes af den anden stats kompetente myndighed med henblik på inddrivelse. Skattekravet skal inddrives af denne anden stat efter de bestemmelser, der efter denne anden stats lovgivning gælder for inddrivelse af skattekrav, som om det pågældende skattekrav var denne anden stats eget skattekrav.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 3.

Artikel 26, stk. 4, fastsætter, at når en kontraherende stats skattekrav er af en sådan karakter, at denne stat efter sin lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen af kravet, skal dette skattekrav på anmodning af denne stats kompetente myndighed anerkendes af den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på iværksættelse af sådanne foranstaltninger. Denne anden stat skal iværksætte foranstaltninger med henblik på sikring af skattekravet efter bestemmelserne i denne anden stats lovgivning, som om det pågældende skattekrav var denne anden stats eget skattekrav, uanset om skattekravet på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne iværksættes, ikke kan inddrives i den førstnævnte stat, og uanset om den person, som skylder beløbet, kan gøre indsigelser mod inddrivelsen.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 4.

Artikel 26, stk. 5, bestemmer, at et skattekrav, som er anerkendt af en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, skal uanset bestemmelserne i stk. 3 og 4 ikke i denne stat undergives de tidsfrister eller gives nogen fortrinsstilling, som måtte gælde for et skattekrav efter denne stats lovgivning på grund af kravets karakter. Endvidere skal et skattekrav, som anerkendes af en kontraherende stat efter stk. 3 og 4, ikke i denne stat have nogen fortrinsstilling, som måtte gælde for dette skattekrav efter den anden kontraherende stats lovgivning.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 5.

Artikel 26, stk. 6, fastslår, at søgsmål med hensyn til eksistensen eller gyldigheden af en kontraherende stats skattekrav, eller med hensyn til beløbets størrelse, kan ikke indbringes for domstole eller administrative myndigheder i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 6.

Artikel 26, stk. 7, litra a og b, bestemmer, at hvis et skattekrav på et tidspunkt efter fremsættelse af en anmodning fra en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, og før den anden kontraherende stat har inddrevet og overført det pågældende skattekrav til den førstnævnte stat, ophører med at være, for så vidt angår en anmodning efter stk. 3, et skattekrav i den førstnævnte stat, som kan inddrives efter denne stats lovgivning, og hvor den person, som skylder beløbet, på dette tidspunkt efter lovgivningen i denne stat ikke kan gøre indsigelse mod inddrivelsen, eller for så vidt angår en anmodning efter stk. 4, et skattekrav i den førstnævnte stat, hvor denne stat efter sin lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen, skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat straks underrette den kompetente myndighed i den anden stat herom, og efter den anden stats valg skal den førstnævnte stat enten stille anmodningen i bero eller trække den tilbage.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 7.

Artikel 26, stk. 8, litra a, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra a.

Artikel 26, stk. 8, litra b, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at iværksætte foranstaltninger, som ville stride mod almene interesser (ordre public).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra b.

Artikel 26, stk. 8, litra c, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at yde bistand, hvis den anden kontraherende stat ikke har iværksat alle rimelige foranstaltninger til inddrivelse henholdsvis sikring af skattekravet, som kan iværksættes efter denne stats lovgivning eller forvaltningspraksis.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra c.

Artikel 26, stk. 8, litra d, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at yde bistand i tilfælde, hvor den administrative byrde for denne stat klart ikke står mål med de fordele, som den anden kontraherende stat vil opnå.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra d.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.26.

Artikel 27 (Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer)

Artikel 27 fastslår, at intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer nyder i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

Bestemmelsen har samme ordlyd som den tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 28.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.27.

Artikel 28 (Berettigelse til fordele)

Artikel 28, stk. 1, fastlægger, at indkomst, som hidrører fra en kontraherende stat, og hvis retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, uanset bestemmelserne i artikel 11 og 12 i denne overenskomst kan beskattes i den førstnævnte stat efter denne stats interne lovgivning, hvis denne indkomst ikke er undergivet beskatning i den anden kontraherende stat eller er omfattet af lovgivning, som giver mulighed for særligt fordelagtig behandling af indkomst fra udenlandske kilder.

Bestemmelsen har den virkning, at en person hjemmehørende i en stat, og som oppebærer indkomst i den anden stat, efter omstændighederne kan afskæres fra de fordele, overenskomsten indeholder. En person der er hjemmehørende i den ene stat, der modtager renteindtægter (artikel 11) eller royaltyindtægter (artikel 12) hidrørende fra den anden stat (kildestaten), kan beskattes af disse indtægter i kildestaten i overensstemmelse med intern ret, hvis indkomsten ikke beskattes i bopælsstaten eller hvis indkomsten undergives særlige begunstigelsesregler i bopælsstaten rettet udelukkende mod udenlandsk indkomst.

Artikel 28, stk. 2, fastslår, at indkomst anses for at være undergivet beskatning, når den behandles som skattepligtig af den pågældende jurisdiktion, og den ikke er fritaget for skat eller drager fordel af fuld skattelempelse eller beskatning til 0-sats.

Artikel 28, stk. 3, fastsætter, at indkomst anses for at være omfattet af lovgivning, som giver mulighed for særligt fordelagtig behandling af indkomst fra udenlandske kilder i den anden kontraherende stat, når denne stat giver mulighed for særligt fordelagtig beskatning af sådan indkomst gennem reduktion af skattesatsen eller beskatningsgrundlaget eller gennem skattelempelser, som ikke finder anvendelse på indkomst, som hidrører fra denne stat, og hvis retmæssige ejer er hjemmehørende i denne stat.

Artikel 28, stk. 4, bestemmer, at uanset de øvrige bestemmelser i denne overenskomst gives der ikke fordele efter denne overenskomst for så vidt angår indkomst, hvis det i betragtning af alle relevante fakta og omstændigheder er rimeligt at antage, at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene med noget arrangement eller nogen transaktion, som direkte eller indirekte resulterede i denne fordel, medmindre det godtgøres, at opnåelse af denne fordel under disse omstændigheder ville være i overensstemmelse med genstanden for og formålet med de relevante bestemmelser i denne overenskomst.

Der er her tale om en såkaldt Principal Purpose Test (PPT)-bestemmelse. Indsættelse af en PPT-bestemmelse er en minimumstandard i relation til BEPS (se hertil også pkt. 2).

Det fremgår af kommentarerne til artikel 5, stk. 3, i OECD’s 2017-modeloverenskomst, at PPT-bestemmelsen kan fortolkes derhen, at den også omfatter tilfælde, hvor en kontrakt opdeles i mindre dele med henblik på at undgå at overskride 12-måneders fristerne i artikel 5, stk. 3, litra a og b, for derigennem at undgå, at aktiviteterne anses for at udgøre fast driftssted (se hertil også de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 29, stk. 9.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.28.

Artikel 29 (Ikrafttræden)

Artikel 29, stk. 1, fastsætter, at overenskomsten træder i kraft på tidspunktet for udveksling af ratifikationsinstrumenter.

Artikel 29, stk. 2, fastlægger, at overenskomstens bestemmelser finder anvendelse, for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der betales eller godskrives den næstfølgende 1. januar efter den dato, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere, og for så vidt angår andre skatter, for skatteår som begynder den næstfølgende 1. januar efter den dato, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.29.

Artikel 30 (Opsigelse)

Artikel 30, stk. 1, litra a og b, bestemmer, at denne overenskomst forbliver i kraft, indtil den opsiges af en kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give meddelelse om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af ethvert kalenderår, der begynder fem år efter det år, hvor overenskomsten trådte i kraft. I så fald ophører overenskomsten med at have virkning for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der betales eller godskrives den næstfølgende 1. januar efter den dato, hvor sådan meddelelse er givet, eller senere, og for så vidt angår andre skatter, for skatteår som begynder den næstfølgende 1. januar efter den dato, hvor sådan meddelelse er givet, eller senere.

Bestemmelsen medfører, at overenskomsten har virkning på ubestemt tid, men at den efter fem år kan opsiges med et varsel på seks måneder til udgangen af et kalenderår, dvs. frem til og med den 30. juni i ethvert kalenderår.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.30.

Det foreslås i § 1, stk. 2, at bestemmelserne i multilateral konvention af 24. november 2016 til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning kan anvendes på denne overenskomst. Det betyder, at Danmark herefter kan notificere overenskomsten som en omfattet skatteaftale under den multilaterale konvention, således at reglerne i den multilaterale konvention kan finde anvendelse på denne overenskomst, hvis Algeriet ratificerer den multilaterale konvention, og Danmark og Algeriet har notificeret overenskomsten som en omfattet skatteaftale.

Det foreslås i § 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Formålet med den foreslåede ikrafttrædelsesdato for loven er at sikre, at loven træder i kraft på det tidspunkt, hvor dobbeltbeskatningsoverenskomsten får virkning.

Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 29 vil dobbeltbeskatningsoverenskomsten træde i kraft på tidspunktet for udveksling af ratifikationsinstrumenter.

Skatteministeren vil udstede en bekendtgørelse om lovens ikrafttræden og en bekendtgørelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med gengivelse af overenskomstteksten.

Det foreslås i § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Da skatter hører under det færøske hjemmestyres og det grønlandske selvstyres kompetenceområde, er Færøerne og Grønland ikke omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.