Det foreslås i § 1, at bestemmelserne i overenskomst og tilhørende protokol af 4. februar 2022 mellem Kongeriget Danmarks regering og Den Franske Republiks regering til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter og forhindring af skatteunddragelse og -omgåelse skal gælde her i landet, når betingelserne herfor er opfyldte. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten og protokollen er medtaget som bilag 1.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget tillige sit samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomsten i overensstemmelse med grundlovens § 19, stk. 1.

Overenskomsten er opbygget efter OECD’s 2017-modeloverenskomst. I det omfang overenskomstens bestemmelser svarer til modeloverenskomsten, skal bestemmelserne forstås på samme vis.

I det følgende gennemgås dobbeltbeskatningsoverenskomstens enkelte bestemmelser med angivelse af, i hvilket omfang overenskomstens bestemmelser afviger fra bestemmelserne i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 1 (Personer omfattet af overenskomsten)

Artikel 1, stk. 1, fastslår, at overenskomsten finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en eller begge de kontraherende stater.

Det betyder, at alene personer, der efter overenskomstens artikel 4 har hjemsted i enten Danmark eller Frankrig kan opnå lempelse for dobbeltbeskatning. Begrebet ”personer” omfatter både fysiske og juridiske personer efter overenskomstens artikel 3, stk. 1, litra d.

Fysiske og juridiske personer, der alene er begrænset skattepligtige til Danmark eller Frankrig uden at have hjemsted efter artikel 4 i én af staterne, kan heller ikke påberåbe sig overenskomstens fordele.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 1, stk. 1.

Artikel 1, stk. 2, fastslår, at ved anvendelse af overenskomsten skal indkomst, som erhverves af eller gennem et interessentskab eller en anden lignende enhed (herunder gruppe af personer), der behandles som helt eller delvist skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i en af de kontraherende stater, anses for at være indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, men kun i det omfang at indkomsten ved beskatningen i denne stat behandles som indkomst for en person, der er hjemmehørende i denne stat.

Hvis interessentskabet eller en anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer), der behandles som helt eller delvist skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i en af de kontraherende stater, er etableret i en tredjestat, skal denne indkomst dog kun anses for at være indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, hvis denne tredjestat også behandler interessentskaber eller enhver anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer) som helt eller delvist skattemæssigt transparent, og hvis den med den kontraherende stat, hvorfra indkomsten hidrører, har indgået en aftale om administrativ bistand med henblik på at forhindre skatteunddragelse og skatteomgåelse.

Bestemmelserne i stk. 2 skal ikke finde anvendelse på indkomst, som erhverves af eller gennem et interessentskab eller en anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer), der er hjemmehørende i Frankrig efter artikel 4, stk. 4.

Bestemmelserne i stk. 2 betyder, at deltagere i helt eller delvist transparente enheder kan påberåbe sig overenskomstens fordele for så vidt angår indkomst, der erhverves gennem en transparent enhed og som beskattes som indkomst erhvervet gennem en transparent enhed i enten Danmark eller Frankrig.

Ved en transparent enhed forstås generelt en enhed, som ikke er et selvstændigt skattesubjekt, og hvor beskatningen i stedet sker hos enhedens ejere. Eksempler herpå er danske interessentskaber, kommanditselskaber eller partnerselskaber.

For enheder etableret i en tredjestat gælder stk. 2 kun, hvis tredjestaten også anser enheden for transparent, og tredjestaten har indgået en aftale om udveksling af oplysninger med det land, hvorfra indkomsten stammer.

Hvis eksempelvis et svensk interessentskab med to danske og en svensk interessent erhverver indkomst fra Frankrig, vil den del af indkomsten, der kan henføres til de to danske interessenter, være omfattet af overenskomsten, i det omfang Sverige behandler enheden som transparent, da der gælder en aftale om udveksling af oplysninger mellem Frankrig og Sverige.

Formålet med stk. 2 er bl.a. at sikre, at der ikke sker dobbelt ikke-beskatning af indkomst modtaget af transparente enheder ved, at begge lande betragter indkomsten som modtaget af en person med hjemsted i den anden stat. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor et dansk interessentskab har en udenlandsk interessent, og interessentskabet ikke anses som transparent efter den anden stats lovgivning. I dette tilfælde vil Danmark anse indkomsten som erhvervet af interessenten, mens det andet land vil anse indkomsten som erhvervet af interessentskabet, med den virkning at der ikke sker beskatning i nogen af staterne.

Artikel 1, stk. 2, omfatter ikke partnerselskaber, der er hjemmehørende i Frankrig og opfylder de øvrige betingelser under artikel 4, stk. 4 (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelserne afviger fra OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 1, stk. 2, ved eksplicit at regulere transparente enheder, der er etableret i tredjestater, samt begrænse bestemmelsens anvendelsesområde til ikke at omfatte partnerselskaber, der er hjemmehørende i Frankrig efter artikel 4, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.1.

Artikel 2 (Skatter omfattet af overenskomsten)

Artikel 2, stk. 1, fastslår, at overenskomsten finder anvendelse på indkomstskatter, der pålignes på vegne af en kontraherende stat eller dens politiske underafdelinger eller af dens lokale eller regionale myndigheder, uanset hvordan de opkræves.

Bestemmelsen har den virkning, at kun indkomstskatter, der pålignes på vegne af en kontraherende stat eller dens politiske underafdelinger eller af dens lokale eller regionale myndigheder, uanset hvordan de opkræves, er omfattet af overenskomsten. Dette betyder bl.a. at det er underordnet om skatten kildebeskattes eller ej. Overenskomsten omfatter endvidere også skatter, der pålignes af andre myndigheder end staterne selv så som f.eks. kommuner.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 2, stk. 1.

Efter artikel 2, stk. 2, anses som indkomstskatter alle skatter, der pålignes hele indkomsten eller dele af indkomsten, herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.

Denne bestemmelse medfører, at kun indkomstskatter er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Dette omfatter skatter på kapitalgevinster, herunder i tilfælde, hvor lagerbeskatningsregimer anvendes. Formueskatter er ikke omfattet, da hverken Danmark eller Frankrig har generelle formueskatter.

Bestemmelsen afviger fra OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 2, stk. 2, ved ikke at omfatte formueskatter eller henvise til skatter på det samlede beløb af gage eller lønninger udbetalt af foretagender. Hverken Danmark eller Frankrig opkræver generelle formueskatter, og formueskatter er derfor ikke omfattet af overenskomsten.

Den manglende henvisning til skatter på det samlede beløb af gage eller lønninger, ændrer ikke ved, at sådanne skatter alligevel er omfattet, hvis de pålignes som indkomstskatter. Indeholdt kildeskat af lønindkomst i Danmark er således fortsat omfattet af overenskomsten.

Artikel 2, stk. 3, fastslår, at de gældende skatter, som overenskomsten især finder anvendelse på, i Danmark, er indkomstskatten til staten og den kommunale indkomstskat. I Frankrig er det især indkomstskatten (“l’impôt sur le revenu”), selskabsskatten (“l’impôt sur les sociétés”), det supplerende selskabsskattebidrag (“les contributions sur l’impôt sur les sociétés”), det generelle socialsikringsbidrag (“contributions sociales généralisées”), bidrag til dækning af underskuddet på de sociale sikringsordninger (“contributions pour le remboursement de la dette sociale”), herunder enhver kildeskat eller forskudsbetaling med hensyn til de fornævnte franske skatter.

Bestemmelsen har den virkning, at de opregnede skatter er omfattet af overenskomsten og derved genstand for lempelse af dobbeltbeskatning. Der er tale om en ikke-udtømmende liste og andre skatter, der ikke fremgår af stk. 3, men som opfylder definitionen af en indkomstskat i stk. 2, vil være omfattet af overenskomsten.

Artikel 2, stk. 4, fastslår, at overenskomsten endvidere finder anvendelse på skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter datoen for undertegnelse af denne overenskomst pålignes som tillæg til, eller i stedet for, de eksisterende skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal underrette hinanden om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

De skatter, som de kompetente myndigheder skal underrette hinanden om, skal opfylde definitionen til indkomstskatter i artikel 2, stk. 1 og 2, før underretningspligten indtræder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.2.

Artikel 3 (Almindelige definitioner)

Artikel 3, stk. 1, fastslår, at medmindre andet fremgår af sammenhængen, har en række opregnede udtryk i stk. 1, litra a-l, i overenskomsten den betydning, som er angivet deri.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1.

Artikel 3, stk. 1, litra a, fastslår, at udtrykkene ”en kontraherende stat” og ”den anden kontraherende stat” betyder Danmark eller Frankrig alt efter sammenhængen.

Tredjestater kan derved ikke anses som ”en kontraherende stat” eller ”den anden kontraherende stat” i de af overenskomstens bestemmelser, hvor udtrykkene anvendes. Dette kan eksempelvis have betydning ved fortolkningen af artikel 1, stk. 2, om transparente enheder, der er etableret i tredjestater (se hertil pkt. 3.3.2.1).

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 3, stk. 1, litra b, fastslår, at ”Danmark” betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området. Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Bestemmelsen har den virkning, at ”Danmark” er defineret som det danske territorium samt den danske del af Nordsøsoklen. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra definitionen af Danmark, da disse dele af riget selv varetager skatteområdet, herunder indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre stater. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 28 indeholder dog en mulighed for territoriel udvidelse (se hertil pkt. 3.3.2.28).

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

I artikel 3, stk. 1, litra c, fastsættes det, at udtrykket ”Frankrig” betyder Den Franske Republiks europæiske områder/departementer og dens oversøiske områder og territorier, der er opført i protokollen, herunder disses søterritorium og ethvert havområde, der ligger ud over det nævnte søterritorium, og inden for hvilket Den Franske Republik i overensstemmelse med international ret har suverænitetsrettigheder eller udøver sin jurisdiktion med henblik på udforskning og udnyttelse af havbundens naturforekomster, dens undergrund og de overliggende vande.

Definitionen af ”Frankrig” er suppleret i protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomstens pkt. 1, således at visse oversøiske territorier ligeledes er omfattet. Det drejer sig om Guadelope, Guyane, Martinique, Réunion og Mayotte. De pågældende territorier er omfattet af fransk skatteret og i tilfælde af at der sker ændringer til listen af opregnede territorier, har Frankrig pligt til at underrette Danmark herom.

Artikel 3, stk. 1, litra d, fastslår, at udtrykket ”person” omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer.

Det bemærkes, at transparente enheder således også anses som ”personer” i overenskomstens forstand. Transparente enheder opfylder dog som udgangspunkt ikke betingelserne for at være anset som ”hjemmehørende i en kontraherende stat” i artikel 4, stk. 1 (se hertil pkt. 3.3.2.4) og falder derfor uden for overenskomstens anvendelsesområde efter artikel 4.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra a.

Artikel 3, stk. 1, litra e, fastslår, at udtrykket ”selskab” betyder enhver juridisk person eller enhver enhed, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.

Kravet om, at den juridiske person i skattemæssig henseende skal behandles som sådan, udelukker derved at anse transparente enheder, såsom f.eks. interessentskaber, som ”selskaber” i overenskomstens forstand, hvis den transparente enhed ikke behandles som et selskab i national lovgivning.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra b.

Artikel 3, stk. 1, litra f, fastslår, at udtrykket ”foretagende” anvendes om enhver form for udøvelse af erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen har den virkning, at enhver form for udøvelse af erhvervsvirksomhed anses som et ”foretagende”. Det bemærkes, at der i definitionen af ”foretagende” ikke skelnes i forhold til hvilken type person, der udøver erhvervsvirksomheden. Offentlige myndigheders udøvelse af erhvervsvirksomhed betragtes derved også som et ”foretagende” i overenskomstens forstand.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra c.

Artikel 3, stk. 1, litra g, fastslår, at udtrykkene ”foretagende i en kontraherende stat” og ”foretagende i den anden kontraherende stat” betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra d.

Artikel 3, stk. 1, litra h, fastslår, at udtrykket ”international trafik” betyder enhver transport med skib eller fly, som anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, undtagen når sådan transport udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.

Definitionen af ”international trafik” i dobbeltbeskatningsoverenskomsten følger af OECD’s 2014-modeloverenskomst. Derved kan kun transport med skib eller fly, som anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, udgøre ”international trafik” i overenskomstens forstand. I OECD’s 2017-modeloverenskomst er der ikke indeholdt en betingelse om, at det foretagende, der anvender skibet eller flyet, skal have skattemæssigt hjemsted i én af de kontraherende stater. Det bemærkes, at skattemæssigt hjemsted for dobbeltdomicilerede juridiske personer efter overenskomsten bestemmes ud fra, hvor den juridiske persons virkelige ledelse har sit sæde (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Artikel 3, stk. 1, litra i, fastslår, at udtrykket “anerkendt pensionsinstitut” i en stat betyder en enhed eller et arrangement, som er etableret i denne stat, og som behandles som en selvstændig person efter denne stats skattelovgivning, hvis betingelserne i underafsnit i eller ii er opfyldt.

Bestemmelsen har den virkning, at en enhed eller et arrangement skattemæssigt skal behandles som en selvstændig person i den stat, hvori enheden eller arrangementet er hjemmehørende, før enheden eller arrangementet kan anses som et ”anerkendt pensionsinstitut”. Derved skal enheden eller arrangementet være en selvstændig juridisk person og ikke eksempelvis en filial i et selskab.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra i, og sikrer sammen med artikel 4, at alle danske pensionsinstitutter og sammenslutninger af danske pensionsinstitutter kan opnå fordele efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten (se hertil pkt. 3.3.2.4).

I dobbeltbeskatningsoverenskomstens protokol, pkt. 2, er det præciseret, at definitionen af pensionsinstitutter også omfatter den franske ”Fonds de réserve pour les retraites”, der er en statsfond, som har til opgave at investere offentlige pensionsmidler.

Artikel 3, stk. 1, litra i, underafsnit i, fastslår, at en enhed eller et arrangement er omfattet af udtrykket ”anerkendt pensionsinstitut”, hvis den ud over de øvrige betingelser i litra i, er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives med henblik på at administrere pensionsydelser eller at stille sådanne ydelser og dertil hørende fordele til rådighed for fysiske personer, og som sådan er reguleret af denne stat eller en af dens politiske underafdelinger eller lokale og regionale myndigheder.

Bestemmelsen har den virkning, at det er en yderligere betingelse for, at enheder og arrangementer kan anses som et ”anerkendt pensionsinstitut”, at de er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives med henblik på at administrere pensionsydelser eller at stille sådanne ydelser og dertilhørende fordele til rådighed for fysiske personer, og som sådan er reguleret af en kontraherende stat eller af dens politiske underafdelinger eller lokale og regionale myndigheder.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra i, nr. i.

Artikel 3, stk. 1, litra i, underafsnit ii, fastslår, at en enhed eller et arrangement er omfattet af udtrykket ”anerkendt pensionsinstitut”, hvis den ud over de øvrige betingelser i artikel 3, stk. 1 litra i, er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage investeringer til fordel for enheder eller arrangementer som nævnt i underafsnit i.

Bestemmelsens virkning er, at enheder og arrangementer, der er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage investeringer til fordel for anerkendte pensionsinstitutter, på samme vis som de bagvedliggende pensionsinstitutter er omfattet overenskomsten. På denne måde sikres det, at enheder og arrangementer, der alene handler på vegne af anerkendte pensionsinstitutter, kan opnå de samme rettigheder under overenskomsten som anerkendte pensionsinstitutter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra i, nr. ii.

Artikel 3, stk. 1, litra j, fastsætter, at udtrykket ”kompetent myndighed” i Danmark betyder skatteministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfortræder og i Frankrig betyder finansministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfortræder.

Bestemmelsen omfatter herunder Skatteforvaltningen, der på vegne af skatteministeren kan optræde på dennes vegne, på de punkter, hvor overenskomsten pålægger pligter eller indrømmer beføjelser til de kompetente myndigheder. Dette gælder eksempelvis artikel 24 om den gensidige aftaleprocedure (se hertil pkt. 3.3.2.24).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra f. Modeloverenskomsten overlader det dog til de kontraherende stater nærmere at bestemme, hvem der konkret skal anses som kompetente myndigheder i de kontraherende stater i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Artikel 3, stk. 1, litra k, fastsætter, at udtrykket ”statsborger” i forhold til en kontraherende stat betyder, enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat, og enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver sammenslutning, der består i kraft af den gældende lovgivning i den kontraherende stat.

Bestemmelsen har betydning i de tilfælde, hvor overenskomsten anvender statsborgerskab som et kriterium. Dette gælder bl.a. artikel 4, stk. 2, litra c, hvorefter dobbeltdomicilerede fysiske personers hjemsted under visse omstændigheder bestemmes ud fra statsborgerskab (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelsen adskiller sig fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra g, ved at henvise til indfødsret i stedet for statsborgerskab.

Artikel 3, stk. 1, litra l, fastslår, at udtrykket ”erhvervsvirksomhed” omfatter udøvelse af frit erhverv og udøvelse af anden virksomhed af uafhængig karakter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h.

Artikel 3, stk. 2, fastslår, at ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen, til enhver tid tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter, som overenskomsten finder anvendelse på, idet enhver betydning i denne stats skattelove går forud for den betydning, som dette udtryk er tillagt i denne stats andre love.

Bestemmelsen har den virkning, at der for fortolkningen af de udtryk i overenskomsten, der ikke er defineret i artikel 3, gælder et andet fortolkningsprincip end for andre traktater, der følger det almindelige princip efter Wienerkonventionen af 23. maj 1969 om traktatrettens artikel 31.

Efter Wienerkonventionens artikel 31, skal traktatbestemmelser fortolkes i god tro og i overensstemmelse med den almindelige mening, der tillægges udtrykkene i traktaten i overensstemmelse med deres kontekst og i lyset af udtrykkenes genstand og formål. Intern lovgivning tages derved ikke i betragtning. Der gives i denne overenskomsts artikel 3, stk. 2, forrang til den forståelse af udtryk, der følger af de kontraherende staters interne lovgivning, medmindre andet følger af sammenhængen. Herved fraviges det almindelige princip i Wienerkonventionens artikel 31.

Bestemmelsen fraviger ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 2 ved ikke at give de kompetente myndigheder i de kontraherende stater hjemmel til ved aftale at definere udtryk, der ikke i forvejen er definerede i artikel 3, som led i den gensidige aftaleprocedure efter artikel 24 (se hertil pkt. 3.3.2.24). Bestemmelsen følger derimod OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.3.

Artikel 4 (Skattemæssigt hjemsted)

Artikel 4, stk. 1, fastsætter, at udtrykket ”hjemmehørende i en kontraherende stat” i overenskomstens forstand betyder enhver person som efter lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed samt de offentligretlige juridiske personer af denne stat, af dennes politiske underafdelinger eller af dennes lokale eller regionale myndigheder såvel som et anerkendt pensionsinstitut i denne stat. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.

Bestemmelsen har den virkning, at udtrykket ”en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat” betyder en person, der er (fuldt) skattepligtig i denne stat på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium efter det pågældende lands lovgivning herom.

Det bemærkes, at begrebet ”person” omfatter både fysiske og juridiske personer.

Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i begge stater efter staternes interne lovgivning (”dobbeltdomicil”), eksempelvis hvis en fysisk person har bopæl og ophold i begge stater. I overenskomstens forstand kan en person dog kun være hjemmehørende i én stat. Dette problem søges derfor løst i stk. 2, litra a-d, for så vidt angår fysiske personer og stk. 3, for så vidt angår juridiske personer.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 1.

Artikel 4, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at hvis en fysisk person efter stk. 1, er hjemmehørende i begge kontraherende stater, så bestemmes personens status efter stk. 2, litra a-d.

Denne overenskomsts artikel 4, stk. 2, 1. pkt., har samme ordlyd som artikel 4, stk. 2, 1. pkt. i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 4, stk. 2, litra a, fastsætter, at en person, der efter stk. 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal personen anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor personen har en fast bolig til sin rådighed. Hvis personen har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Bestemmelsen har den virkning, at rådigheden over fast bolig er det primære kriterium for bestemmelse af skattemæssigt hjemsted for fysiske personer i tilfælde af, at anvendelsen af dansk og fransk ret fører til, at personen anses som skattemæssigt hjemmehørende i begge stater. Hvis en person har fast bolig til rådighed i begge stater, skal det bestemmes i hvilken stat, personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser – dvs. hvor personen har midtpunktet for sine livsinteresser.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD's 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a.

Artikel 4, stk. 2, litra b, fastsætter, at hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat personen har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis personen ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor personen sædvanligvis har ophold.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis ikke det ud fra artikel 4, stk. 1, litra a, konkret kan bestemmes, hvor personen har bopæl, anses staten, hvor personen sædvanligvis har sit ophold, som personens skattemæssige hjemsted.

Bestemmelsen har samme ordlyd OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra b.

Artikel 4, stk. 2, litra c, fastsætter, at hvis en person sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis personen ikke har ophold i nogen af dem, anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger.

Bestemmelsen medfører, at hvis det skattemæssige hjemsted for en dobbeltdomicileret person ikke konkret kan bestemmes ud fra artikel 4, stk. 1, litra a eller b, anses personen for at være skattemæssigt hjemmehørende dér, hvor personen er statsborger.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra c.

Artikel 4, stk. 2, litra d, bestemmer, at hvis en person er statsborger i begge stater, eller hvis en person ikke er statsborger i nogen af dem, afgør de kontraherende staters kompetente myndigheder spørgsmålet ved gensidig aftale.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis ikke en dobbeltdomicileret fysisk persons skattemæssige hjemsted konkret kan bestemmes ud fra artikel 4, stk. 2, litra a-c, skal de kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra d.

Artikel 4, stk. 3, fastsætter, at hvis en juridisk person efter bestemmelserne i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater, anses denne for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsen har den virkning, at det er det sted, hvor en juridisk persons virkelige ledelse har sit sæde, at den juridiske person skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 4, stk. 3. Artiklen adskiller sig fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomst ved ikke at give de kompetente myndigheder hjemmel til at aftale dobbeltdomicilerede juridiske personers skattemæssige hjemsted. Endvidere indeholder artikel 4, stk. 3, i denne overenskomst heller ikke en regel, der afskærer dobbeltdomicilerede juridiske personer fra overenskomstens fordele, indtil de kompetente myndigheder har indgået aftale om den dobbeltdomicilerede juridiske persons skattemæssige hjemsted.

Artikel 4, stk. 4, bestemmer, at udtrykket “hjemmehørende i en kontraherende stat” omfatter, når denne kontraherende stat er Frankrig, ethvert interessentskab eller enhver anden lignende enhed, som har sin virkelige ledelse i Frankrig, som er skattepligtig i Frankrig, og hvis aktionærer, anpartshavere eller medlemmer alle, i henhold til skattelovgivningen i Frankrig, er personligt skattepligtige dertil af deres andel af overskuddet fra det pågældende interessentskab eller anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer).

Virkningen af bestemmelsen er, at franske interessentskaber, der opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 4, anses for ”hjemmehørende” efter overenskomsten. Fransk skatteret anerkender som hovedregel ikke skattemæssig transparens. Efter franske skatteregler er franske interessentskaber (Sociétés de personnes) således skattepligtige og omfattede af franske dobbeltbeskatningsoverenskomster på trods af, at skattebetalingen påhviler interessenterne, og beskatningen opgøres efter de regler og til de skattesatser, som gælder for deres interessenter.

Formålet med artikel 4, stk. 4, er at sikre, at franske interessentskaber er omfattet af – og berettiget til fordele efter – overenskomsten.

Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.4.

Artikel 5 (Fast driftssted)

Artikel 5, stk. 1, bestemmer, at udtrykket ”fast driftssted” betyder et fast forretningssted, hvor igennem et foretagendes erhvervsvirksomhed helt eller delvis udøves.

Hovedformålet med bestemmelsen om anvendelsen af kriteriet ”fast driftssted” er at afgøre, hvornår en stat har ret til at beskatte fortjeneste, der er erhvervet af et foretagende i den anden stat. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 7 bestemmer, at et foretagendes fortjeneste kun kan beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende (bopælsstaten). Hvis foretagendet imidlertid udøver virksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat (kildestaten), kan denne stat beskatte foretagendet af den fortjeneste, som det har opnået gennem det faste driftssted. Hensynet bag reglerne om fast driftssted er, at når et foretagende fra den ene stat udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat, anses det for at have en sådan økonomisk tilknytning til den anden stat, at den anden stat skal have ret til at beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår gennem det faste driftssted.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 1.

Artikel 5, stk. 2, litra a-f, fastsætter, at udtrykket ”fast driftssted” især omfatter et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

Opregningen er ikke udtømmende, hvorfor andre faste forretningssteder, hvorigennem et foretagendes erhvervsvirksomhed helt eller delvist udøves, også udgør fast driftssted, selvom det ikke har samme karakter af de aktiviteter, der er opregnet i stk. 2, litra a-f.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 2, litra a-j.

Artikel 5, stk. 3, litra a, bestemmer, at en byggeplads, et anlægs- eller monteringsarbejde kun udgør et fast driftssted, hvis aktiviteterne varer mere end 12 måneder.

Bestemmelsen har den virkning, at kildelandet først får beskatningsretten på sådanne aktiviteter, når aktiviteten har varet længere end 12 måneder (se hertil pkt. 3.3.2.7).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 3.

Artikel 5, stk. 3, litra b, bestemmer, at en installation eller en borerig eller et skib, der anvendes til efterforskning af naturforekomster, kun udgør et fast driftssted, hvis aktiviteterne varer mere end 12 måneder.

Bestemmelsen har den virkning, at en installation eller en borerig eller et skib, der anvendes til efterforskning af naturforekomster, kun udgør et fast driftssted, hvis aktiviteterne varer mere end 12 måneder. Derved får kildelandet først beskatningsretten på sådanne aktiviteter, når aktiviteten har varet længere end 12 måneder (se hertil pkt. 3.3.2.7). Det fastslås dermed også, at selve efterforskningen af naturforekomster kan udgøre fast driftssted.

Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 5, stk. 4, fastsætter, at ved anvendelsen af stk. 3, litra b, anses virksomhed udøvet af et foretagende, som er nært forbundet med et andet foretagende, for at være udøvet af det nært forbundne foretagende, hvis den virksomhed, der udøves af de to foretagender det samme sted, udgør gensidigt supplerende funktioner, som indgår i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen har til formål at hindre, at foretagender, der udøver virksomhed omfattet af stk. 3, litra b (efterforskning af naturforekomster), alene eller sammen med et eller flere nært forbundne foretagender, omgår 12-måneders fristen og dermed status som fast driftssted, enten ved at opdele arbejdet indbyrdes og/eller ved at opdele arbejdet i kortere perioder, så 12-månedersfristen ikke overskrides, dvs. såkaldt ”contract splitting” (opdeling af kontrakter). Selv om værnsreglen i stk. 4 kun specifikt angår efterforskning af naturforekomster, kan tilfælde af ”contract splitting”, der ikke angår efterforskning af naturforekomster, og som derfor falder uden for værnsreglen i stk. 4, være dækket af overenskomstens generelle misbrugsbestemmelse i artikel 29, såfremt betingelserne for anvendelsen af artikel 29 er opfyldt, hvilket tillige fremgår af kommentarerne til OECD’s 2017-modeloverenskomst (se hertil pkt. 3.3.2.29).

Artikel 5, stk. 5, litra a, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet.

Bestemmelsen har den virkning, at anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet ikke udgør et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra a.

Artikel 5, stk. 5, litra b, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering.

Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering, ikke udgør et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra c.

Artikel 5, stk. 5, litra c, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende.

Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos et andet foretagende, ikke udgør et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra c.

Artikel 5, stk. 5, litra d, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for foretagendet.

Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for foretagendet, ikke kan udgøre et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra d.

Artikel 5, stk. 5, litra e, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve enhver form for virksomhed for foretagendet, som ikke er opført i litra a-d, forudsat at denne aktivitet er af forberedende eller hjælpende karakter.

Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve enhver form for virksomhed for foretagendet, som ikke er opført i litra a-d, forudsat at denne aktivitet er af forberedende eller hjælpende karakter, ikke udgør et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.

Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst, men bestemmelsen svarer til OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 5, litra e. Der er derfor ikke krav – som i OECD’s 2017-modeloverenskomst – om, at aktiviteter generelt skal være af forberedende eller hjælpende karakter, før de ikke kan anses for at udgøre et fast driftssted. Aktiviteterne opregnet i stk. 5, litra a-d, behøver således ikke være af forberedende eller hjælpende karakter.

Artikel 5, stk. 5, litra f, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i artikel 5 omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver kombination af de aktiviteter, der er nævnt i litra a-e, forudsat at den samlede virksomhed i det faste forretningssted, som er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra f.

Artikel 5, stk. 6, litra a og b, fastsætter, at stk. 5 ikke finder anvendelse på et fast forretningssted, som anvendes eller opretholdes af et foretagende, hvis det samme foretagende eller et nært forbundet foretagende driver erhvervsvirksomhed det samme sted eller et andet sted i den samme kontraherende stat, og dette sted eller andet sted udgør et fast driftssted for foretagendet eller det nært forbundne foretagende efter bestemmelserne i denne artikel. Det samme gælder, hvis den samlede virksomhed, som er et resultat af kombinationen af virksomheden udøvet af de to foretagender det samme sted, eller af det samme foretagende eller nært forbundne foretagender de to steder, ikke er af forberedende eller hjælpende karakter. Det er endvidere en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at den erhvervsvirksomhed, som udøves af de to foretagender det samme sted, eller som udøves af det samme foretagende eller nært forbundne foretagender de to steder, udgør gensidigt supplerende funktioner, som indgår i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 4.1.

Artikel 5, stk. 7, litra a-c, bestemmer, at hvis en person handler i en kontraherende stat på et foretagendes vegne og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af foretagendet, og disse aftaler er i foretagendets navn, vedrører overdragelse af ejerskab til eller tildeling af rettighed til at anvende formuegoder ejet af foretagendet eller som foretagendet har ret til at anvende, eller vedrører levering af foretagendets tjenesteydelser, anses dette foretagende uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2, og medmindre bestemmelserne i stk. 8 medfører andet, for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet. Dette gælder ikke, hvis denne persons virksomhed er begrænset til det, som er nævnt i stk. 5 og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted (bortset fra et fast forretningssted, hvor stk. 6 finder anvendelse), ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i det nævnte stykke.

Dette er den såkaldte ”agentregel”, der sikrer, at kildelandet har beskatningsretten for salgsaktivitet og. lign. foretaget af foretagendet gennem en agent, selvom foretagendet ikke har fast forretningssted i kildelandet. Hvis agentens aktiviteter svarer til de aktiviteter, der er omfattet af undtagelsen i artikel 5, stk. 5, hvis de aktiviteter var udøvet igennem et fast forretningssted, gælder agentreglen ikke, medmindre undtagelsen i stk. 6 finder anvendelse. Agentreglen gælder heller ikke, hvor undtagelsen i artikel 5, stk. 8, om uafhængige repræsentanter finder anvendelse.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 5.

Artikel 5, stk. 8, fastsætter, at stk. 7 ikke finder anvendelse, hvis personen, som handler i en kontraherende stat på vegne af et foretagende i den anden kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den førstnævnte stat som uafhængig repræsentant og handler for foretagendet inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Hvis en person udelukkende, eller næsten udelukkende, handler på vegne af et eller flere foretagender, som denne person er nært forbundet med, anses denne person ikke for at være en uafhængig repræsentant i dette stykkes betydning med hensyn til ethvert sådant foretagende.

Bestemmelsen har den virkning, at agentreglen i artikel 5, stk. 7, ikke finder anvendelse, hvis agenten udøver virksomhed i kildestaten som en uafhængig repræsentant og handler for foretagendet inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Det gælder dog ikke, hvis agenten udelukkende eller næsten udelukkende handler på vegne af foretagender, som agenten er nært forbundet med. I dette tilfælde kan agenten ikke anses for at agere som en uafhængig repræsentant.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 6.

Artikel 5, stk. 9, fastsætter, at den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kontrollerer eller kontrolleres af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver erhvervsvirksomhed i denne anden kontraherende stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde), ikke i sig selv medfører, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.

Bestemmelsen har den virkning, at alene det forhold, at et selskab i kildestaten er interesseforbundet med et selskab i bopælsstaten, eller et selskab, der udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted i bopælsstaten, ikke er tilstrækkeligt for at anse nogle af selskaberne for at udgøre et fast driftssted for det andet selskab. Der skal være andre holdepunkter for at statuere fast driftssted.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 7.

Artikel 5, stk. 10, bestemmer, at ved anvendelsen af denne artikel anses en person eller et foretagende for at være nært forbundet med et foretagende, hvis, når alle relevante forhold og omstændigheder tages i betragtning, den ene kontrolleres af den anden, eller begge kontrolleres af de samme personer eller foretagender. Under alle omstændigheder anses en person eller et foretagende for at være nært forbundet med et foretagende, hvis den ene direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele i den anden (eller, når der er tale om et selskab, mere end 50 pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af selskabets aktier, eller af de retmæssige egenkapitalandele i selskabet), eller hvis en anden person eller et andet foretagende direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele (eller, når der er tale om et selskab, mere end 50 pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af selskabets aktier, eller af de retmæssige egenkapitalandele i selskabet) i personen og foretagendet eller i de to foretagender.

Bestemmelsen har den virkning, at fysiske eller juridiske personer anses som nært forbundne, hvis den fysiske eller juridiske person kontrolleres af den anden fysiske eller juridiske person eller flere fysiske eller juridiske personer kontrolleres af de samme fysiske eller juridiske personer, når alle relevante forhold og omstændigheder tages i betragtning. I alle tilfælde anses en fysisk eller juridisk person for at kontrollere (og er dermed også nært forbundet med) en juridisk person, hvis den fysiske eller juridiske person ejer mere end 50 pct. af kapitalandelene eller 50 pct. af stemmerettighederne i den juridiske person. Det samme gælder, hvis en fysisk eller juridisk person ejer mere end 50 pct. af kapitalandelene eller stemmerettighederne i flere juridiske personer. I så fald anses både den kontrollerende fysiske eller juridiske person og de kontrollerede juridiske personer, som nært forbundne i overenskomstens forstand.

Ud over tilfældet, hvor en fysisk eller juridisk person besidder mere end 50 pct. af kapitalandelene eller stemmerettighederne i juridiske personer, er der i alle tilfælde tale om en konkret vurdering, hvor der kan lægges vægt på alle relevante forhold og omstændigheder, der taler for at anse flere foretagender som nært forbundne.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 8.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.5.

Artikel 6 (Indkomst fra fast ejendom)

Artikel 6, stk. 1, fastsætter, at indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver af fast ejendom (herunder indkomst af landbrug eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 1.

Artikel 6, stk. 2, bestemmer, at udtrykket ”fast ejendom” tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket omfatter i alle tilfælde tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke bestemmelserne i civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af, eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og fly anses ikke for fast ejendom.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 2.

Artikel 6, stk. 3, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje, bortforpagtning eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.

Bestemmelsen har den virkning, at indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje, bortforpagtning eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom, på samme vis som anden indkomst fra fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 3.

Artikel 6, stk. 4, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og 3 også finder anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende.

Bestemmelsen er en præcisering af, hvad der ellers ville gælde i kraft af denne overenskomsts artikel 6, stk. 1 og 3.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 6, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.6.

Artikel 7 (Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed)

Artikel 7, stk. 1, fastslår, at fortjeneste, som erhverves af et foretagende i en kontraherende stat, kun kan beskattes i denne kontraherende stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste, der henføres til det faste driftssted efter bestemmelserne i stk. 2, beskattes i den anden stat.

Bestemmelsen har den virkning, at et foretagendes fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende (bopælsstaten), medmindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i den anden stat (kildestaten). Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste driftssted (se hertil pkt. 3.3.2.5).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 1.

Artikel 7, stk. 2, bestemmer, at ved anvendelsen af artikel 7 og artikel 22 er den fortjeneste, som i hver kontraherende stat kan henføres til det faste driftssted som nævnt i stk. 1, den fortjeneste, som det faste driftssted især i sine forbindelser med andre dele af foretagendet kunne forventes at opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de samme eller lignende vilkår, i betragtning af de udførte funktioner, de anvendte aktiver og de risici, som foretagendet har påtaget sig gennem det faste driftssted og gennem andre dele af foretagendet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 2.

Artikel 7, stk. 3, fastsætter, at hvis en kontraherende stat i medfør af stk. 2 regulerer den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted tilhørende et foretagende i en af de kontraherende stater, og i overensstemmelse hermed beskatter foretagendets fortjeneste, som er blevet beskattet i den anden stat, skal denne anden stat foretage en passende regulering af den skat, der pålægges denne fortjeneste, i det omfang det er nødvendigt for at undgå dobbeltbeskatning af fortjenesten. Ved fastsættelsen af en sådan regulering skal de kontraherende staters kompetente myndigheder om nødvendigt konsultere hinanden.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 3.

Artikel 7, stk. 4, bestemmer, at hvis fortjeneste omfatter indkomster, som er behandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, berøres bestemmelserne i disse artikler ikke af bestemmelserne i denne artikel.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis andre bestemmelser i overenskomsten særskilt regulerer andre indkomsttyper, har disse forrang over artikel 7. Dette betyder, at det er underordnet, om givne indkomsttyper, der er særskilt reguleret i overenskomsten, kan henføres til et fast driftssted eller ej. Indkomsten vil i stedet for blive beskattet som foreskrevet i overenskomstens øvrige artikler.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 7, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.7.

Artikel 8 (International skibsfart og luftfart)

Artikel 8, stk. 1, fastsætter, at fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 8, stk. 1.

Artikel 8, stk. 2, litra a, bestemmer, at fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly med besætning (”timecharter” eller ”voyagecharter”), når de pågældende skibe og fly anvendes i international trafik, skal medregnes til fortjeneste ved drift af skibe og fly international trafik.

Bestemmelsen har den virkning at udlejning af skibe og fly (”timecharter” eller ”voyagecharter”), der anvendes i international trafik, kun kan beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Bestemmelsen er udtryk for en præcisering af princippet i artikel 8, stk. 1.

Princippet i overenskomstens artikel 8, stk. 2, litra a, fastslås også i kommentarerne til artikel 8 i OECD’s 2017-modeloverenskomst, men kommer ikke til udtryk ved en tilsvarende ordlyd i selve modeloverenskomsten, da princippet om bopælsbeskatning efter kommentarerne allerede følger af artikel 8, stk. 1.

Artikel 8, stk. 2, litra b, bestemmer, at fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly uden besætning (”bareboatcharter”), når sådan udlejning har nær tilknytning til drift af skibe eller fly i international trafik, skal medregnes som fortjeneste ved drift af skibe og fly international trafik.

Bestemmelsen har den virkning, at udlejning af skibe eller fly uden besætning, der anvendes i international trafik, kun kan beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 8, stk. 2, litra c, bestemmer, at fortjeneste ved anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af gods og varer, når sådan anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje, har nær tilknytning til drift af skibe eller fly i international trafik, skal medregnes som fortjeneste ved drift af skibe og fly i international trafik.

Bestemmelsen har den virkning, at fortjeneste ved anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af gods og varer, når sådan anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje, har nær tilknytning til drift af skibe eller fly i international trafik, skal beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Princippet i overenskomstens artikel 8, stk. 2, litra c, fastslås også i kommentarerne til OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 8, men kommer ikke til udtryk ved en tilsvarende ordlyd i selve modeloverenskomsten, da princippet efter kommentarerne allerede følger af artikel 8, stk. 1.

Artikel 8, stk. 3, fastsætter, at hvis en rederivirksomheds virkelige ledelse har sit sæde ombord på et skib, skal det anses for at være beliggende i den kontraherende stat, hvor skibets hjemhavn er beliggende, eller, hvis der ikke er en sådan hjemhavn, i den kontraherende stat hvor rederen af skibet er hjemmehørende.

Bestemmelsen har til formål at supplere udgangspunktet om, at dobbeltdomicilerede juridiske personer skal anses for at have skattemæssigt hjemsted i den stat, hvor deres virkelige ledelse har sit sæde, i tilfælde hvor deres virkelige ledelse er ombord på et skib (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelsen har samme ordlyd, som OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 8, stk. 3.

Artikel 8, stk. 4, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 også finder anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.

Bestemmelsens virkning er, at princippet om bopælsbeskatning for indkomst omfattet af artikel 8, stk. 1 og 2, også gælder for fortjeneste opnået ved deltagelse i et fællesskab. Hvis foretagender fra forskellige lande driver skibe eller fly i international trafik gennem et konsortium, gælder bestemmelserne i artikel 8 for den del af fortjenesten ved denne virksomhed, som svarer til den andel, som et foretagende fra en stat deltager med i konsortiet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 8, stk. 4.

Artikel 8, stk. 5 fastsætter, at fra den dag, hvor denne overenskomst finder anvendelse for første gang i henhold til artikel 31, stk. 2, til den dag, hvor overenskomsten ophører med at finde anvendelse efter artikel 32, skal de bestemmelser, der blev vedtaget ved noteveksling af 28. februar 1930 mellem Denmark og Frankrig vedrørende beskatning af fortjeneste ved skibs- og luftfart, ikke finde anvendelse.

Bestemmelsens virkning er, at notevekslingen af 28. februar 1930 mellem Danmark og Frankrig om, at Danmark og Frankrig afstår fra at beskatte bopælslandets rederier og luftfartsselskaber af indtægter fra skibs- og luftfart hidrørende fra kildelandet, ikke skal gælde, så længe dobbeltbeskatningsoverenskomsten gælder.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.8.

Artikel 9 (Forbundne foretagender)

Artikel 9, stk. 1, litra a og b, fastsætter, at hvis et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat, og der i nogle af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres forretningsmæssige eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse foretagender, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Bestemmelsen indebærer det såkaldte ”armslængdeprincip” for transaktioner mellem forbundne foretagender med hjemsted i Danmark og Frankrig. Hvis eksempelvis et moderselskab i den ene stat og et datterselskab i den anden stat handler med hinanden på andre vilkår end dem, der gælder i et frit marked, kan de to stater foretage en regulering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget, så indkomsten fastsættes, som den ville have været, hvis selskaberne havde handlet på markedsvilkår. Formålet med bestemmelsen er at hindre, at fortjeneste via kunstige interne afregningspriser kanaliseres derhen, hvor skatten er lavest.

Ved forbundne foretagender forstås, hvis et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 9, stk. 1.

Artikel 9, stk. 2, bestemmer, at hvis en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner – og i overensstemmelse hermed beskatter – fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden kontraherende stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Ved fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt konsultere hinanden.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 9, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.9.

Artikel 10 (Udbytter)

Artikel 10, stk. 1, bestemmer, at udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 1.

Artikel 10, stk. 2, litra a og b, bestemmer, at udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, dog også kan beskattes i denne stat efter denne stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den pålignede skat ikke overstige 0 pct. af udbyttets bruttobeløb, hvis den retmæssige ejer er et selskab, som i en uafbrudt periode på 365 dage indbefattet den dag, hvor udbyttet udbetales, direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet (ved opgørelsen af denne periode tages der ikke hensyn til ændringer i ejerforhold, som er en direkte følge af omstrukturering af selskaber, såsom fusion eller spaltning af det selskab, som ejer aktierne, eller som udbetaler udbyttet). I alle andre tilfælde må udbyttet ikke beskattes med mere end 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

Bestemmelsen har den virkning, at udbytte fra datterselskabsaktier – i dette tilfælde, hvor udbyttemodtager direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udloddende selskab i en uafbrudt periode på mindst 365 dage indbefattet den dag, hvor udbyttet udbetales – kan beskattes med 0 pct. af udbytternes bruttobeløb i kildelandet. Udbytter på porteføljeaktier – dvs. hvor betingelserne for at anse aktierne som datterselskabsaktier ikke er opfyldt – kan beskattes med op til 15 pct. af udbytternes bruttobeløb i kildelandet.

Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 2.

Artikel 10, stk. 3, fastslår, at udtrykket ”udbytte” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af aktier, ”jouissance”- aktier eller ”jouissance”-rettigheder, mineaktier, stifteraktier eller andre rettigheder, som ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst, der behandles som en udlodning efter skattelovgivningen i den kontraherende stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende.

Modsat den lignende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 3, er det her ikke en betingelse, at indkomsten kan anses som at udspringe fra andele i det udbetalende selskab. Det er tilstrækkeligt, at betalingen skatteretligt behandles som en udbyttebetaling i kildestaten. Der er derfor tale om en bredere definition i denne overenskomst, som er en følge af fransk domspraksis.

Artikel 10, stk. 4, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen har den virkning, at begrænsningerne i kildestatens beskatningsret ikke gælder for udbytte, som indgår i indkomsten i et fast driftssted beliggende i kildestaten, når den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal udbyttet beskattes som erhvervsindkomst erhvervet af det faste driftssted efter artikel 7. Fast driftssted er defineret i artikel 5 (se hertil pkt. 3.3.2.5 og 3.3.2.7).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 4.

Artikel 10, stk. 5, bestemmer, at hvis et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selvom det udbetalte udbytte eller den ikke- udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.

Denne bestemmelse sikrer, at kildelandet ikke gennemfører ekstraterritorial beskatning, alene fordi indkomsten stammer fra kildelandet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis aktionærer i et moderselskab, der modtager udbytter fra et datterselskab med hjemsted i kildelandet, underlægges beskatning i kildelandet, fordi indkomsten oprindeligt stammer derfra. Bestemmelsen udelukker ikke beskatning af udbyttemodtager i bopælsstaten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 10, stk. 5.

Artikel 10, stk. 6, litra a og b, bestemmer, at udbytte udloddet af indkomst eller fortjeneste fra fast ejendom, som omfattet af artikel 6, af en investeringsenhed, som er etableret i en kontraherende stat, som udlodder det meste af denne indkomst årligt, og hvis indkomst eller fortjeneste fra sådan fast ejendom er fritaget for skat, til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. Sådanne udbytter kan dog også beskattes i den førstnævnte stat i henhold til skattelovgivningen i denne stat, men den skat, der pålægges, må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbytterne, hvis den retsmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og direkte eller indirekte besidder en aktiekapital, der repræsenterer mindre end 10 pct. af denne enheds kapital. Når den retmæssige ejer af sådanne udbytter direkte eller indirekte ejer en kapitalandel, der repræsenterer 10 pct. eller mere af kapitalen i dette selskab eller denne enhed, kan udbyttet beskattes efter den sats, der er fastsat i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører.

Bestemmelsen angår udbytter fra såkaldte REITs (”Real Estate Investment Trusts”), der udbetales af indkomst eller fortjeneste fra fast ejendom beliggende i en kontraherende stat. Efter bestemmelsens litra a defineres disse enheder som investeringsenheder, der udlodder det meste af deres indkomst årligt, og hvis indkomst eller fortjeneste fra fast ejendom er fritaget for skat.

Formålet med bestemmelsen er at ligestille småinvestorer i REITs med småinvestorer i andre selskaber. Efter stykkets litra b kan kildelandet beskatte udbytter udbetalt fra REITs med op til 15 pct. af bruttobeløbet, hvis den retmæssige ejer i den anden stat besidder en kapitalandel, der repræsenterer mindre end 10 pct. af kapitalen i den udbetalende REIT. Hvis den retmæssige ejer besidder en kapitalandel, der repræsenterer mere end 10 pct. i den udbetalende REIT, beskattes udbyttet med den sats, der er fastsat for sådanne udbytter i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvorfra udbytterne hidrører. På den måde kan en majoritetsejer beskattes på samme måde, som hvis denne havde investeret direkte i fast ejendom i kildestaten. Uden bestemmelsen ville REITs i Frankrig ikke blive anset som omfattet af overenskomsten, da sådanne enheder efter franske regler er skattefri.

Endelig suppleres artiklen af en bestemmelse i overenskomstens protokol om, at kollektive investeringsinstitutter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) har ret til fordele efter artikel 10 i denne overenskomst. Kollektive investeringsinstitutter, som ikke er omfattet af EU-direktivet, men som er etableret i én af staterne, og som sidestilles med kollektive investeringsenheder under national lovgivning i den anden stat, har ligeledes ret til fordele efter artikel 10 i denne overenskomst, for så vidt angår den del af indkomsten, som svarer til ejerandelen for de investorer, der er hjemmehørende i én af staterne eller i en tredjestat, som har en administrativ bistandsaftale med den stat, hvorfra udbyttet stammer.

Bestemmelsen har ikke en lignende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst, men omtales i kommentarerne om kollektive investeringsenheder til modeloverenskomstens artikel 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.10.

Artikel 11 (Renter)

Artikel 11, stk. 1, fastslår, at renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kun kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 1.

Artikel 11, stk. 2, bestemmer, at udtrykket ”renter” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke. Udtrykket omfatter især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agio beløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg ved for sen betaling anses ikke for at være renter ved anvendelsen af denne artikel.

Bestemmelsen har samme ordlyd som i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 2.

Artikel 11, stk. 3, fastslår, at bestemmelserne i stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den fordring, som ligger til grund for de betalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen har den virkning, at kildestaten kan beskatte renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et fast driftssted i kildestat. I så fald beskattes renterne som erhvervsindkomst erhvervet af det faste driftssted efter artikel 7. Fast driftssted er defineret i artikel 5 (se hertil pkt. 3.3.2.5 og pkt. 3.3.2.7).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 3.

Artikel 11, stk. 4, fastsætter, at hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler renter, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at renterne set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Bestemmelsen har den virkning, at såfremt der foreligger en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer af renterne, eventuelt med en tredje fysisk eller juridisk persons mellemkomst, som har bevirket, at de betalte renter overstiger det rentebeløb, der ville have været fastsat, såfremt parterne havde handlet på markedsvilkår, finder bestemmelserne i artikel 11 kun anvendelse på den del af rentebeløbet, som er udtryk for markedsvilkår (transfer pricing-regulering). Det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i overenskomsten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 11, stk. 4.

Artikel 11 suppleres af en bestemmelse i dobbeltbeskatningsoverenskomstens protokol om, at kollektive investeringsforeninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) har ret til fordele efter artikel 11. Kollektive investeringsforeninger, som ikke er omfattet af EU-direktivet, men som er etableret i én af staterne, og som sidestilles med kollektive investeringsenheder under national lovgivning i den anden stat, har ligeledes ret til fordele efter artikel 11 for så vidt angår den del af indkomsten, som svarer til ejerandelen for de investorer, der er hjemmehørende i én af staterne eller i en tredjestat, som har en administrativ bistandsaftale med den stat, hvorfra renten stammer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.11.

Artikel 12 (Royalties)

Artikel 12, stk. 1, fastslår, at royalties, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kun kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 1.

Efter artikel 12, stk. 2, betyder udtrykket ”royalties”, som anvendt i denne artikel, betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger vedrørende industrielle, forretningsmæssige eller videnskabelige erfaringer.

Denne overenskomsts artikel 12, stk. 2, har samme ordlyd som artikel 12, stk. 2, i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 12, stk. 3, fastsætter, at bestemmelserne i stk.1 ikke finder anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Virkningen af bestemmelsen er, at kildestaten kan beskatte royalties, der har direkte forbindelse med et fast driftssted i denne stat. I så fald beskattes royaltybetalingerne som erhvervsindkomst erhvervet af det faste driftssted efter artikel 7. Fast driftssted er defineret i artikel 5 (se hertil pkt. 3.3.2.5 og pkt. 3.3.2.7).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 3.

Artikel 12, stk. 4, bestemmer, at hvis en særlig forbindelse mellem betaleren af royalties og den retmæssige ejer eller mellem disse og en tredje person har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Bestemmelsen har den virkning, at såfremt der foreligger en særlig forbindelse mellem den, der betaler de pågældende royalties, og den retmæssige ejer af det immaterielle aktiv, eventuelt med en tredje fysisk eller juridisk persons mellemkomst, som har bevirket, at de betalte royalties overstiger det beløb, der ville have været fastsat, såfremt parterne havde handlet på markedsvilkår, finder bestemmelserne i artikel 12 kun anvendelse på den del af royaltybeløbet, som er udtryk for markedsvilkår (transfer pricing regulering). Det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i overenskomsten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.12.

Artikel 13 (Kapitalgevinster)

Artikel 13, stk. 1, bestemmer, at fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom som nævnt i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 1.

Artikel 13, stk. 2, fastsætter, at fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 2.

Artikel 13, stk. 3, fastslår, at fortjeneste ved afhændelse af ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et foretagende, og som består af skibe eller fly, der anvendes af det foretagende i international trafik eller rørlig ejendom, som hører til driften af sådanne skibe eller fly, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 3, ved stille en nærmere betingelse for anvendelse af artikel 13, stk. 3, om at skibe eller fly, der afhændes, skal udgøre en del af foretagendets erhvervsformue.

Artikel 13, stk. 4, fastsætter, at fortjeneste ved afhændelse af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af gods og varer i international trafik af et foretagende i en kontraherende stat, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 13, stk. 5, bestemmer, at fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af aktier eller dermed sammenlignelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond, kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis mere end 50 pct. af værdien af disse aktier eller dermed sammenlignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen direkte eller indirekte hidrører fra fast ejendom som defineret i artikel 6 beliggende i den anden kontraherende stat. Ved anvendelsen af denne bestemmelse, skal der ikke tages hensyn til faste ejendomme, som hører til et sådant selskabs, fonds eller enheds egen virksomhed.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis mere end 50 pct. af værdien af aktier i et selskab – eller dermed sammenlignelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond – på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen består i fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, kan gevinst ved afhændelse af disse aktier m.v. beskattes i denne stat.

Bestemmelsen afviger fra OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 4 ved, at der ved anvendelse af bestemmelsen, ikke skal tages hensyn til faste ejendomme, som hører til et sådant selskabs, fonds eller enheds egen virksomhed.

Artikel 13, stk. 6, fastslår, at fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end dem, der er nævnt i stk. 1, 2, 3, 4 og 5, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 13, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.13.

Artikel 14 (Indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold)

Artikel 14, stk. 1, bestemmer, at medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 19 medfører andet, kan gage, løn og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde i ansættelsesforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som erhverves herfor, beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 15, stk. 1.

Artikel 14, stk. 2, litra a-c, fastlægger, at uanset bestemmelserne i stk. 1 kan vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde i ansættelsesforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte kontraherende stat, hvis modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-månedersperiode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

Alle tre betingelser skal være opfyldt. Hvis blot én af disse betingelser ikke er opfyldt, og arbejdet er udført i kildestaten, har kildestaten beskatningsretten til sådan lønindkomst.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 15, stk. 2.

Artikel 14, stk. 3, bestemmer, at uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel kan vederlag, som erhverves for arbejde i ansættelsesforhold udført ombord på et skib eller et fly anvendt i international trafik af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

I tilfælde, hvor et rederis virkelige ledelse er på et skib, henvises til pkt. 3.3.2.8.

Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 15, stk. 3. I 2017-modeloverenskomsten fastsættes det, at reglen i stk. 1 og 2 ikke gælder, hvis arbejdet udføres ombord på et skib eller fly, der udelukkende opererer indenfor den stat, der ikke er skattemæssigt hjemsted for det betalende foretagende. I denne overenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h, omfatter udtrykket ”international trafik” ikke transport, der udelukkende anvendes mellem steder i den kontraherende stat, der ikke er skattemæssigt hjemsted for det udbetalende foretagende. I tilfælde, hvor arbejdet udføres ombord på et skib eller fly, der udelukkende opererer mellem steder i den kontraherende stat, der ikke er skattemæssigt hjemsted for det betalende foretagende, anses en sådan transport ikke for international trafik i overenskomstens forstand, og artikel 14, stk. 3, vil ikke finde anvendelse. Grundet definitionen af international trafik i denne overenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h, er der ikke behov for at have en undtagelse svarende til den i modeloverenskomstens artikel 15, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.14.

Artikel 15 (Bestyrelseshonorarer)

Artikel 15 bestemmer, at bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har den virkning, at bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, i vedkommendes egenskab af medlem af bestyrelsen i et selskab, kan beskattes i den stat, hvor selskabet er hjemmehørende. Det bemærkes, at skattemæssigt hjemsted for dobbeltdomicilerede selskaber efter overenskomstens artikel 4, er i den stat, hvor selskabets virkelige ledelse har sit sæde (se hertil pkt. 3.3.2.4).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 16.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.15.

Artikel 16 (Optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller)

Artikel 16, stk. 1 fastsætter, at uanset bestemmelserne i artikel 14, kan indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsudøver eller som model, ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat. Uanset bestemmelserne i artikel 14 og 21, kan en kunstner, en sportsudøver eller en model, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som erhverver indkomst fra den anden kontraherende stat for præstationer, der ikke kan adskilles fra dennes professionelle ry, beskattes i denne anden kontraherende stat.

Bestemmelsens virkning er, at indkomst, som erhverves af en person, der er optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, sportsudøver eller model, uanset bestemmelserne i artikel 14 om indkomst for arbejde i ansættelsesforhold, kan beskattes i den stat, hvor indkomsten erhverves som vederlag for personens personligt udøvede virksomhed (kildestaten).

Denne bestemmelse gælder også indkomst som vedkommende kunstner, sportsudøver eller model m.v. måtte erhverve for præstationer, der ikke kan adskilles fra dennes professionelle ry. Dette omfatter eksempelvis medvirken i reklamer eller deltagelse i tv-shows m.v.

Bestemmelsen adskiller sig fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 17, stk. 1 ved eksplicit at omtale modeller og ved at inkludere indkomst, som personen erhverver, der ikke kan adskilles fra personens personlige ry.

Artikel 16, stk. 2, bestemmer, at hvor indkomst hidrørende fra aktiviteter eller præstationer nævnt i stk. 1 ikke tilfalder kunstneren, sportsudøveren eller modellen personligt, men en anden person, uanset om denne person er hjemmehørende i en kontraherende stat eller ikke, kan sådan indkomst, uanset bestemmelserne i artikel 14 og 21, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens, sportsudøverens eller modellens aktiviteter eller præstationer udøves, stilles til rådighed eller bruges.

Bestemmelsen medfører, at kildelandet også kan beskatte den omtalte indkomst, når denne tilfalder en anden juridisk eller fysisk person end kunstneren, sportsudøveren eller modellen m.v. selv. Dette gælder eksempelvis i tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person, som repræsenterer kunstneren, sportsudøveren eller modellen, modtager betalingen på vegne af kunstneren, sportsudøveren eller modellen og beholder en del af betalingen selv som vederlag for arbejde udført for kunstneren, sportsudøveren eller modellen. I dette tilfælde kan indkomsten efter overenskomstens artikel 16, stk. 2, beskattes i kildestaten.

Bestemmelsen har med undtagelse af den eksplicitte omtale af modeller samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 17, stk. 2.

Artikel 16, stk. 3, fastslår, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse på indkomst, der erhverves ved virksomhed, som udøves i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsudøvere eller modeller, hvis besøget i denne stat helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat, hvor kunstneren eller sportsudøveren eller modellen er hjemmehørende, eller fra denne stats politiske underafdelinger eller lokale eller regionale myndigheder eller offentligretlige enheder. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstneren, sportsudøveren eller modellen er hjemmehørende.

Bestemmelsen har den virkning, at hvis kunstnerens, sportsudøverens eller modellens besøg i en kontraherende stat helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra den anden stat m.v., hvor kunstneren, sportsudøveren eller modellen er hjemmehørende, kan vederlaget for besøget kun beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstneren, sportsudøveren eller modellen er hjemmehørende. Bestemmelsen sigter mod tilfælde, hvor eksempelvis sportsbegivenheder finansieres ved offentlige midler.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst. En lignende bestemmelse omtales dog i kommentarerne til artikel 17 i OECD’s modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.16.

Artikel 17 (Pensioner)

Artikel 17 er baseret på den såkaldte principerklæring, der blev indgået den 26. april 2019 mellem Skatteministeriet og det franske finansministerium. Principerklæringen fastslog de grundlæggende principper for beskatningsretten til pensioner.

Principerklæringen fastslog nærmere følgende:

1. en anerkendelse af, at både bopæls- og kildestaten skal have ret til at beskatte pensioner og andre lignende vederlag,

2. en hensigt om, at der i dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal indsættes en mekanisme, der indebærer, at pensionsbestemmelsen ikke medfører et provenutab for bopælsstaten, og

3. en hensigt om, at der skal aftales en overgangsperiode for pensionister, der allerede har indrettet sig efter gældende regler.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 17 fremgår følgende:

Artikel 17, stk. 1, fastslår, at medmindre andet følger af artikel 19, stk. 2, kan pensioner og lignende vederlag, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvad enten dette sker i forbindelse med tidligere ansættelse eller ikke, kun beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen medfører, at pensioner og andre lignende vederlag kun kan beskattes i den stat, hvori den retmæssige ejer er hjemmehørende (bopælsstaten). Bestemmelsen omfatter ikke tjenestemandspensioner, der er omfattet af overenskomstens artikel 19, stk. 2. Disse reguleres særskilt i artikel 19, stk. 2.

Denne overenskomsts artikel 17, stk. 1, gælder for pensioner og lignende vederlag, uanset om de ydes i forbindelse med tidligere ansættelse, modsat OECD modeloverenskomsts artikel 18, stk. 1, der alene gælder for pensioner ydet i forbindelse med tidligere ansættelse. Afvigelsen er begrundet i, at sociale pensioner også er omfattet af overenskomstens artikel 17.

Artikel 17, stk. 2, litra a-c, bestemmer, at uanset bestemmelserne i stk. 1, kan sådanne pensioner og lignende vederlag beskattes i den kontraherende stat, hvorfra pensionerne udbetales, hvis bidrag indbetalt af den berettigede til pensionsordningen blev fradraget i den berettigedes skattepligtige indkomst i den kontraherende stat, hvorfra pensionerne udbetales, efter lovgivningen i denne stat, bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til pensionsordningen ikke var skattepligtig indkomst for den berettigede i den kontraherende stat, hvorfra pensionen udbetales, efter lovgivningen i denne stat, eller pensioner er ydet i henhold til den sociale sikringslovgivning i den kontraherende stat, hvorfra pensionerne udbetales.

Bestemmelsens virkning er, at pensioner og lignende vederlag kan beskattes i kildestaten, hvis 1) bidrag indbetalt af den berettigede til pensionsordningen blev fradraget i den berettigedes skattepligtige indkomst i kildestaten, 2) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til pensionsordningen ikke var skattepligtig indkomst for den berettigede efter lovgivningen i kildestaten, eller 3) hvis det er pensioner, der er ydet i henhold til den sociale sikringslovgivning i kildestaten.

Artikel 17, stk. 1 og 2, skal ses i sammenhæng med artikel 22, stk. 3, hvorefter der gælder et ”omvendt credit-princip”. Dette indebærer, at kildestaten ved beskatningen af pensioner omfattet af artikel 17, stk. 2, skal indrømme fradrag i pågældende persons indkomstskat for skat betalt til bopælsstaten af sådanne pensioner. Dette betyder, at kildestaten kun kan beskatte pensioner op til differencen mellem bopælsstatens beskatningsniveau og kildestatens beskatningsniveau. En person, der modtager pensioner fra en stat, men som er hjemmehørende i den anden stat, vil i dette tilfælde samlet blive beskattet efter det højeste skatteniveau af pensionerne i de to stater (se hertil pkt. 3.3.2.22).

Artiklen suppleres af en bestemmelse i protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, der præciserer, hvilke sociale pensioner der er omfattet af pensionsbestemmelsen og dermed princippet om omvendt credit. Det gælder folkepension, pension fra ATP, tidlig pension, førtidspension, seniorpension, efterløn og andre betalinger af væsentligt samme karakter, som måtte opstå efter undertegnelsen af aftalen.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.17.

Artikel 18 (Sociale sikringsydelser og lignende betalinger)

Artikel 18, stk. 1, fastslår, at medmindre andet følger af artikel 17, stk. 2, litra c, kan betalinger modtaget af en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i henhold til den sociale sikringslovgivning i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen har den virkning, at sociale sikringsydelser, som ikke er sociale pensioner, kan beskattes i den stat, hvorfra ydelsen betales (kildestaten). Sociale pensioner beskattes efter overenskomstens artikel 17, stk. 2, litra c.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 18, stk. 2, bestemmer, at legater og studie- eller kunstnerstøtte modtaget af en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, fra offentlige midler i den anden kontraherende stat eller en politisk underafdeling eller en lokal eller regional myndighed i denne stat, kan beskattes i denne anden stat.

Bestemmelsen medfører, at legater og studie- eller kunstnerstøtte fra offentlige midler, modtaget af en fysisk person, beskattes i den stat, hvorfra ydelsen betales (kildestaten). Dette omfatter bl.a. SU, der betales til en fysisk person med hjemsted i Frankrig, selvom personen ikke opholder sig i Frankrig udelukkende for at studere.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.18.

Artikel 19 (Offentligt hverv)

Artikel 19, stk. 1, litra a, bestemmer, at gage, løn og andre lignende vederlag, der udbetales af en kontraherende stat eller en dertilhørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed, eller af en af deres offentligretlige juridiske personer, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, underafdeling, myndighed eller juridiske person, kun kan beskattes i denne kontraherende stat.

Bestemmelsen har den virkning, at vederlag til offentligt ansatte som hovedregel kun kan beskattes i den udbetalende stat (kildestaten).

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 1, litra a. Den eneste afvigelse er, at det i denne overenskomst er en betingelse for bopælsbeskatning efter artikel 19, stk. 1, litra a, at hvervet, der udføres af personen er hverv med myndighedsfunktioner. Denne betingelse blev fjernet fra OECD’s modeloverenskomst i 1977.

Artikel 19, stk. 1, litra b, fastsætter, at sådan gage, løn og andre lignende vederlag kun kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne anden stat, og den pågældende er hjemmehørende og statsborger i denne stat uden samtidig at være statsborger i den førstnævnte stat.

Bestemmelsen medfører, at vederlaget også kan beskattes i den anden stat (bopælsstaten), hvis arbejdet er udført dér, og modtageren er statsborger og hjemmehørende i denne stat uden samtidig at være statsborger i kildestaten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 1, litra b.

Artikel 19, stk. 2, litra a, bestemmer, at pensioner og andre lignende vederlag, som udbetales af en kontraherende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed eller af en af deres offentligretlige juridiske personer – eller af midler tilvejebragt af disse – til en fysisk person i forbindelse med udøvelse af hverv for denne stat, underafdeling, myndighed eller juridisk person, uanset bestemmelserne i stk.1, kun kan beskattes i denne stat.

Bestemmelsen har den virkning, at tjenestemandspensioner kun beskattes i den stat, hvorfra pensionerne udbetales. Bestemmelsen har forrang over artikel 17 om pensioner.

Undtagelsen i artikel 19, stk. 2, litra a, har særligt betydning for lokalt ansatte på den danske ambassade i Frankrig eller lokalt ansatte på den franske ambassade i Danmark.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 2, litra a.

Artikel 19, stk. 2, litra b, bestemmer, at sådanne pensioner og andre lignende vederlag dog kun kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis den pågældende er hjemmehørende og statsborger i denne stat uden samtidig at være statsborger i den førstnævnte stat.

Bestemmelsens virkning er, at tjenestemandspensioner kan beskattes i den anden stat (bopælsstaten), hvis modtageren er statsborger og hjemmehørende i denne stat uden samtidig at være statsborger i kildestaten. Bestemmelsen har forrang over artikel 17 om pensioner.

Undtagelsen i artikel 19, stk. 2, litra b, har særligt betydning for lokalt ansatte på den danske ambassade i Frankrig eller lokalt ansatte på den franske ambassade i Danmark.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 2, litra b.

Artikel 19, stk. 3 bestemmer, at bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16 og 17 finder anvendelse på gage, løn, pensioner og andre lignende vederlag for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat eller en dertilhørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed, eller en af deres offentligretlige juridiske personer.

Bestemmelsen har den virkning, at artikel 19 ikke gælder for vederlag omfattet af artikel 19, stk. 1, eller tjenestemandspensioner omfattet af artikel 19, stk. 2, i forbindelse med staters udøvelse af erhvervsvirksomhed. I stedet anvendes bestemmelserne i artikel 14 om indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold, artikel 15 om bestyrelseshonorarer, artikel 16 om optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller og artikel 17 om pensioner.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 19, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.19.

Artikel 20 (Studerende)

Artikel 20 bestemmer, at beløb, som modtages med henblik på underhold eller uddannelse af en studerende eller lærling, som er eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i uddannelsesøjemed, ikke beskattes i denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.

Bestemmelsens virkning er, at når en studerende eller lærling fra den ene stat opholder sig i den anden stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, kan opholdsstaten ikke beskatte den pågældende af stipendier og lignende, der hidrører fra kilder uden for opholdsstaten, hvis den studerende eller lærlingen umiddelbart før opholdet var hjemmehørende i kildestaten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 20.

Artiklen suppleres af en bestemmelse i protokollen, hvorefter formuleringen ”lærling” også omfatter en særlig gruppe af franske personer, som efter en særbestemmelse i fransk lovgivning melder sig frivilligt til særlige typer af internationale udstationeringer (se hertil pkt. 3.3.2.33).

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.20.

Artikel 21 (Anden indkomst)

Artikel 21, stk. 1 fastsætter, at indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kun, uanset hvorfra de hidrører, kan beskattes i denne stat.

Bestemmelsen har den virkning, at indkomst, der ikke er behandlet andre steder i overenskomsten, kun kan beskattes i bopælsstaten, uanset hvorfra indkomsten hidrører. Bestemmelsen omfatter dermed også indkomst med kilde i tredjestater.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 21, stk. 1.

Artikel 21, stk. 2, bestemmer, at bestemmelserne i stk.1 ikke finder anvendelse på indkomst, bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkomstens modtager, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.

Bestemmelsen har den virkning, at stk. 1 ikke finder anvendelse på anden indkomst, bortset fra indkomst fra fast ejendom som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkomsten er erhvervet af en fysisk eller juridisk person med hjemsted i en kontraherende stat, og driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. I så fald beskattes indkomsten efter artikel 7, hvis den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med det faste driftssted.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 21, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.21.

Artikel 22 (Ophævelse af dobbeltbeskatning)

Artikel 22 indeholder metodebestemmelser om ophævelse af dobbeltbeskatning og angiver den fremgangsmåde, som bopælsstaten skal anvende til at lempe for dobbeltbeskatning, når en person, der er hjemmehørende i denne stat, modtager indkomst fra en anden stat, og kildestaten kan beskatte indkomsten efter andre artikler i overenskomsten. Dette er tilfældet i artikel 6 (fast ejendom), artikel 7 (erhvervsindkomst), artikel 10 (udbytter), artikel 13 (kapitalgevinster), artikel 14 (indkomst ved ansættelsesforhold), artikel 15 (bestyrelseshonorar), artikel 16 (optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller), artikel 18 (sociale sikringsydelser og lignende betalinger), artikel 19 (offentligt hverv) og artikel 21 (anden indkomst, der kan henføres fast driftssted i kildelandet).

Det står parterne i en overenskomst frit at aftale de metoder, som skal anvendes til at lempe dobbeltbeskatning. Danmarks sædvanlige metode er den almindelige credit metode, der kommer til udryk i OECD 2017-modeloverenskomsts artikel 23 B. Samme metode anvendes i dansk ret efter ligningslovens § 33.

Artikel 22, stk. 1, litra a, fastsætter, at når en person, som er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Frankrig (undtagen i det omfang, disse bestemmelser udelukkende muliggør beskatning i Frankrig, fordi indkomsten også er indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i Frankrig), skal Danmark, medmindre bestemmelserne i litra c medfører andet, indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Frankrig.

Bestemmelsen har den virkning, at Danmark skal lempe for dobbeltbeskatning af indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i Danmark, hvor indkomsten efter denne overenskomst kan beskattes i Frankrig, ved indrømmelse af fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt af indkomsten i Frankrig. Der er således tale om den almindelige credit-metode.

Artikel 22, stk. 1, litra b, bestemmer, at fradrag efter stk. 1 ikke kan overstige den del af indkomstskatten som beregnet inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Frankrig.

Bestemmelsen har den virkning, at fradraget efter stk. 1 ikke kan overstige den del af dansk indkomstskat som, beregnet inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Frankrig. Lempelsen er da maksimeret til enten at være den faktisk betalte skat af indkomsten i Frankrig eller den del af dansk indkomstskat som beregnet inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Frankrig.

Artikel 22, stk. 1, litra c, fastslår, at når en person, som er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Frankrig, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten indrømme fradrag for den del af indkomstskatten, som kan henføres til indkomst, der hidrører fra Frankrig.

Bestemmelsen medfører, at Danmark kan medregne indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i Danmark, i beskatningsgrundlaget i Danmark, når indkomsten efter bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Frankrig. Danmark skal dog i indkomstskatten indrømme fradrag for den del af indkomstskatten, som kan henføres til den indkomst, der kun kan beskattes i Frankrig. Hvis en person i Danmark modtager indkomst, som efter overenskomsten kun kan beskattes i Frankrig, anvendes med andre ord metoden eksemption med progressionsforbehold. Det betyder, at den danske skat nedsættes med den del, der forholdsmæssigt falder på den franske indkomst, uanset størrelsen af den franske skat. Den franske indkomst indgår således i det danske beskatningsgrundlag og får progressionsvirkning for beskatningen som helhed.

Artikel 22, stk. 2, litra a, bestemmer, at uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst, skal indkomst, der kan beskattes eller kun kan beskattes i Danmark efter bestemmelserne i overenskomsten, tages i betragtning ved beregningen af den franske skat, når sådan indkomst ikke er fritaget for selskabsskat efter fransk national ret. I så fald skal den danske skat ikke fradrages i sådan indkomst, men en person, der er hjemmehørende i Frankrig, skal, med de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i nr. i og ii, være berettiget til fradrag i den franske skat.

Bestemmelsens virkning er, at indkomst, der kan eller kun kan beskattes i Danmark efter bestemmelserne i overenskomsten, tages i betragtning ved beregning af den franske skat i Frankrig, når sådan indkomst ikke er fritaget for selskabsskat efter fransk national ret.

Artikel 22, stk. 2, litra a, nr. i, bestemmer, at sådant fradrag efter stk. 2 skal være lig med i tilfælde af anden indkomst end den, der er nævnt under nr. ii, den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst, forudsat at personen, der er hjemmehørende i Frankrig, faktisk er underlagt dansk beskatning af denne indkomst.

Bestemmelsens virkning er, at medmindre indkomsten er omfattet af de artikler, der er opregnet i stk. 2, litra a, nr. ii, anvender Frankrig metoden eksemption med progressionsforbehold.

Artikel 22, stk. 2, litra a, nr. ii, bestemmer, at sådant fradrag efter stk. 2 skal være lig med i tilfælde af indkomst, der er omfattet af selskabsskat, som henvist til i artikel 7 og artikel 13, stk. 2, og i tilfælde af indkomst, som henvist til i artikel 10, artikel 13, stk. 1 og 5, artikel 14, stk. 3, artikel 15, artikel 16, stk. 1 og 2, og artikel 18, størrelsen af den skat, der er betalt i Danmark efter bestemmelserne i disse artikler. Sådant fradrag skal dog ikke overstige den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst.

Bestemmelsens virkning er, at sådant fradrag efter stk. 2 skal være lig med størrelsen af den skat, der er betalt i Danmark efter bestemmelserne i disse artikler, i tilfælde af indkomst, der er omfattet af selskabsskat, som henvist til i artikel 7 (erhvervsindkomst) og artikel 13, stk. 2 (afhændelse af rørlig ejendom i fastdriftssted), og indkomst omfattet af artikel 10 (udbytter), artikel 13, stk. 1 (afhændelse af fast ejendom) og 5 (afhændelse af kapitalandele i ejendomsinvesteringsselskaber), artikel 14, stk. 3 (arbejde udført på fly eller skib), artikel 15 (bestyrelseshonorarer), artikel 16, stk. 1 og 2 (optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller) og artikel 18 (sociale sikringsydelser og lignende betalinger). Et sådant fradrag skal dog ikke overstige den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst. I de i artikel 22, stk. 2, litra nr. ii, opregnede tilfælde, anvender Frankrig derfor den almindelige credit-metode.

Artikel 22, stk. 2, litra b, nr. i, fastslår, at med udtrykket “den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst”, som anvendt i litra a, forstås når skatten af sådan indkomst beregnes ved anvendelse af en forholdsmæssig sats, størrelsen af den pågældende nettoindkomst multipliceret med den sats, der faktisk gælder for denne indkomst. Når skatten af sådan indkomst beregnes ved anvendelse af en progressiv skala, skal ”den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst”, som størrelsen af den pågældende nettoindkomst multipliceret med den sats, der fremkommer af forholdet mellem den skat, der faktisk skal betales af den samlede nettoindkomst, der er skattepligtig efter fransk ret, og beløbet af denne samlede nettoindkomst.

Bestemmelsens virkning er, at udtrykket ”fransk skat, der kan henføres til sådan indkomst”, som anvendt i artikel 22, stk. 2, litra a, har to forskellige betydninger alt efter, om skatten beregnes efter en forholdsmæssig sats eller en progressiv sats. Beregnes den franske skat efter en forholdsmæssig sats, er ”fransk skat, der kan henføres til sådan indkomst” størrelsen af den pågældende nettoindkomst ganget med den sats, der faktisk gælder for indkomsten, Danmark kan beskatte. Beregnes den franske skat efter en progressiv sats, er ”fransk skat, der kan henføres til sådan indkomst” størrelsen af den pågældende nettoindkomst ganget med den sats, der udgøres af forholdet mellem den skat, der faktisk skal betales af den samlede nettoindkomst, der er skattepligtig efter fransk ret, og beløbet af denne samlede nettoindkomst.

Artikel 22, stk. 2, litra b, nr. ii, bestemmer, at med udtrykket “den skat, der er betalt i Danmark”, som anvendt i litra a, forstås den skat, der faktisk og endeligt afholdes for de pågældende indkomster efter bestemmelserne i overenskomsten, af en person, der er hjemmehørende i Frankrig, og som beskattes af disse indkomster efter fransk ret.

Bestemmelsen har den virkning, at der ved udtrykket “den skat, der er betalt i Danmark”, som anvendt i litra a, forstås den skat, der faktisk og endeligt afholdes for de pågældende indkomster efter bestemmelserne i overenskomsten, af en person, der er hjemmehørende i Frankrig, og som beskattes af disse indkomster efter fransk ret.

Artikel 22, stk. 3, fastsætter, at når en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, modtager pensioner eller andet lignende vederlag, som efter bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, kan beskattes i den anden kontraherende stat, skal denne anden stat indrømme et fradrag i personens indkomstskat svarende til den indkomstskat, som er betalt i den førstnævnte stat uden at overstige den skat, der kan henføres til sådan indkomst i denne anden stat. I et sådant tilfælde, skal der ikke indrømmes fradrag som nævnt i stk. 1 og 2 i denne artikel.

Bestemmelsen har den virkning, at der gælder et princip om omvendt credit ved lempelsen af dobbeltbeskatning af pensioner omfattet af overenskomstens artikel 17, stk. 2. Herved skal kildelandet ved beskatningen af pensioner, omfattet af artikel 17, stk. 2 indrømme den fysiske eller juridiske person en creditlempelse for den skat, der betales af pensionen til bopælsstaten, uden at overstige den skat, der kan henføres til sådan indkomst i kildelandet (se hertil pkt. 3.3.2.17).

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.22.

Artikel 23 (Ikke-diskriminering)

Artikel 23, stk. 1, fastslår, at fysiske personer, der er statsborgere i en kontraherende stat, ikke i den anden kontraherende stat kan undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som fysiske personer, der er statsborgere i denne anden kontraherende stat, under samme forhold – særligt med hensyn til bopæl – er eller måtte blive undergivet.

Bestemmelsen har den virkning, at de to stater ikke må diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende, når de pågældende befinder sig i en sammenlignelig situation. Bestemmelsen gælder også, selv om den pågældende ikke er hjemmehørende i en af de to kontraherende stater. Bestemmelsen forbyder ikke forskelsbehandling af selskaber og andre juridiske personer. Dog gælder de mere specifikke diskriminationsforbud under stk. 3, stk. 4 og stk. 5 fortsat for juridiske personer.

Bestemmelsen afviger fra OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 24, stk. 1 ved ikke at indeholde et forbud mod diskrimination af selskaber og andre juridiske personer.

Artikel 23, stk. 2, bestemmer, at statsløse personer, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, ikke i nogen af de kontraherende stater kan undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning eller dermed forbundne krav, som statsborgere i den pågældende stat under samme forhold – særligt med hensyn til bopæl – er eller måtte blive undergivet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts 23, stk. 2.

Artikel 23, stk. 3, fastsætter, at beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, ikke må være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse kan ikke fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af civilstand eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 23, stk. 3.

Artikel 23, stk. 4, fastsætter, at medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 4 eller artikel 12, stk. 4, finder anvendelse, kan renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, fradrages ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat.

Bestemmelsen har den virkning, at der skal der indrømmes fradrag af udbetalinger af renter, royalties og andre betalinger betalt til en fysisk eller juridisk person i den anden kontraherende stat under samme betingelser som for fysiske og juridiske personer hjemmehørende i den førstnævnte stat, medmindre andet følger af overenskomstens artikel 9, stk. 1 (transaktioner mellem forbundne foretagender), artikel 11, stk. 4 (rentebetalinger mellem forbundne foretagender), eller artikel 12, stk. 4 (royaltybetalinger mellem forbundne foretagender).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 23, stk. 4.

Artikel 23, stk. 5, bestemmer, at foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, ikke i den førstnævnte kontraherende stat kan undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte kontraherende stat er eller måtte blive undergivet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 23, stk. 5.

Artikel 23, stk. 6, fastslår, at denne artikel ikke skal fortolkes således, at nogen af de kontraherende stater forpligtes til at indrømme fysiske personer, der ikke er hjemmehørende i denne stat, nogen personlige fradrag, lempelser eller nedsættelser af skat, som indrømmes til fysiske personer, der er hjemmehørende i denne stat.

Bestemmelsen har den virkning, at artikel 23 ikke skal fortolkes derhen, at nogen af de kontraherende stater er forpligtede til at indrømme fysiske personer, der ikke er hjemmehørende i denne stat, nogen personlige fradrag, lempelser eller nedsættelser af skat, som indrømmes fysiske personer, der er hjemmehørende i denne stat. Denne bestemmelse omfatter ikke fradrag i forbindelse med indkomsterhvervelsen, men kun fradrag, lempelser eller nedsættelser for personlige og familiemæssige forhold. Bestemmelsen skal ses i kontekst af, at EU-retten gælder sideløbende med overenskomsten. Frankrig er derfor efter overenskomstens ikrafttræden efter omstændighederne stadigvæk forpligtet til at give fysiske personer, der er hjemmehørende i Danmark, samme personlige og familiemæssige fradrag, som personer, der er hjemmehørende i Frankrig, da dette følger af ligebehandlingsprincippet for vandrende arbejdstagere. Se hertil EU-Domstolens dom af 14. februar 1995 i sag C-279/93 Finanzamt Köln-Altstadt mod Roland Schumacker.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 23, stk. 7, bestemmer, at hvis nogen bilateral traktat eller aftale mellem de kontraherende stater, bortset fra denne overenskomst, indeholder en klausul om ikke-diskriminering eller en mestbegunstigelsesklausul, er det forståelsen, at sådanne klausuler ikke skal finde anvendelse i skattemæssige forhold.

Bestemmelsens virkning er, at det kun er bestemmelserne i denne dobbeltbeskatningsoverenskomst, der skal finde anvendelse for skattemæssige forhold mellem Danmark og Frankrig, for så vidt angår diskriminationsforbud og mestbegunstigelsesklausuler i andre aftaler mellem Danmark og Frankrig.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 23, stk. 8, fastsætter, at bestemmelserne i denne artikel uanset bestemmelserne i artikel 2 finder anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

Bestemmelsen har den virkning, at artiklens bestemmelser finder anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse uanset bestemmelserne i artikel 2 om skatter omfattet af denne overenskomst. Diskriminationsforbuddene finder derfor også anvendelse på andre skatter end indkomstskatter.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 23, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.23.

Artikel 24 (Fremgangsmåde ved indgåelse af gensidige aftaler)

Artikel 24, stk. 1, bestemmer, at hvis en person mener, at foranstaltninger truffet af den ene eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse kontraherende staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater. Sagen skal indbringes inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser.

Bestemmelsen har den virkning, at en person, der er hjemmehørende i én af de to stater, der mener sig udsat for beskatning i strid med overenskomsten, kan indbringe sagen for den kompetente myndighed i en af de kontraherende stater, uanset hvilket retsmidler der måtte være fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning. Sagen skal indbringes inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 1.

Artikel 24, stk. 2, fastslår, at den kompetente myndighed, hvis indsigelsen forekommer den at være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå frem til en tilfredsstillende løsning, skal søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning.

Bestemmelsens virkning er, at en kontraherende stats kompetente myndighed ved berettigede indsigelser skal søge at løse disse ved gensidig aftale med den anden stats kompetente myndighed. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning. Der gælder ikke en forpligtelse for de kompetente myndigheder om at blive enige.

For den situation, hvor myndighederne ikke kan finde en løsning, gives der efter voldgiftsdirektivet (Rådets direktiv 2017/1852/EU) mulighed for, at personen kan anmode om, at sagen undergives voldgift. Overenskomsten indeholder derfor ikke nærmere regler om voldgift, da EU’s voldgiftsdirektiv allerede giver adgang til at kræve, at spørgsmålet undergives voldgiftsbehandling, hvis ikke de kompetente myndigheder inden for to år (med mulighed for forlængelse til tre år) kan blive enige om en løsning.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 2.

Artikel 24, stk. 3, bestemmer, at de kontraherende staters kompetente myndigheder skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten. De kan også konsultere hinanden om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.

Bestemmelsen har den virkning, at de kompetente myndigheder kan indgå aftaler vedrørende spørgsmål af mere generel karakter, for at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål ved fortolkningen af anvendelsen af overenskomsten.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 3.

Artikel 24, stk. 4, fastsætter, at de kontraherende staters kompetente myndigheder kan kommunikere direkte med hinanden, herunder gennem et fælles udvalg bestående af dem selv eller deres repræsentanter, med henblik på at opnå enighed inden for rammerne af de forudgående stykker.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 25, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.24.

Artikel 25 (Udveksling af oplysninger)

Artikel 25, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som kan forudses at være relevante for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller for administrationen eller håndhævelsen af intern lovgivning vedrørende skatter af enhver art og betegnelse, der pålægges på vegne af de kontraherende stater eller af deres politiske underafdelinger eller lokale eller regionale myndigheder, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1 og 2.

Udtrykket ”skatter af enhver art og betegnelse” anses for ikke alene at omfatte direkte skatter, men også indirekte skatter (moms, punktafgifter m.v.).

Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysninger, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Frankrig. De to stater kan f.eks. udveksle oplysninger til brug for dansk beskatning af en person, der er hjemmehørende i en tredjestat, men som har et fast driftssted her i landet.

Oplysninger kan udveksles på flere forskellige måder. I kommentarerne til OECD-modeloverenskomstens artikel om udveksling af oplysninger omtales specifikt tre måder, det kan ske på. For det første kan oplysninger udveksles efter anmodning. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Frankrig i en given situation har grund til at formode, at skattemyndighederne i den anden stat er i besiddelse af oplysninger, som er nødvendige for skatteligningen, kan myndighederne anmode myndighederne i den anden stat om at videregive oplysningerne til brug for den konkrete sag. Myndighederne i den anden stat har pligt til om muligt at fremskaffe de pågældende oplysninger, hvis de ikke allerede er i besiddelse af de oplysninger, der anmodes om, og disse oplysninger forefindes i den anden stat. Det er dog en forudsætning, at myndighederne i den anmodende stat selv har gjort, hvad de kunne for at fremskaffe oplysningerne.

En anden måde er spontan udveksling af oplysninger. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Frankrig kommer i besiddelse af oplysninger, som de skønner, kan være af interesse for skattemyndighederne i den anden stat, kan disse oplysninger videresendes til myndighederne i den anden stat, selv om de ikke har anmodet om dem.

En tredje mulighed er, at skattemyndighederne i en stat automatisk – det vil sige systematisk og med faste mellemrum – sender oplysninger til den anden stats myndigheder. Det kan f.eks. være oplysninger om lønudbetalinger til personer, der er hjemmehørende i den anden stat.

Artiklen giver også mulighed for, at repræsentanter fra de franske skattemyndigheder kan være til stede ved danske skattemyndigheders undersøgelse hos en person eller et selskab her i landet, og at repræsentanter fra de danske myndigheder er til stede ved franske myndigheders undersøgelse i Frankrig.

De to stater kan også aftale en såkaldt simultan undersøgelse, hvor deres skattemyndigheder hver på sit territorium undersøger de skattemæssige forhold hos en eller flere fysiske eller juridiske personer, hvor de har en fælles eller beslægtet interesse, med henblik på, at de derefter udveksler alle relevante oplysninger, som de er kommet i besiddelse af.

Der er ikke i artiklen regler for, om udvekslingen af oplysninger skal foregå på den ene eller anden måde eller i en kombination af flere måder. Der er heller intet til hinder for, at de to staters skattemyndigheder kan foranstalte undersøgelser målrettet mod særlige erhvervsgrene m.v.

En stat har dog ikke pligt til at give oplysninger eller udføre forvaltningsakter i strid med dens lovgivning eller praksis eller give oplysninger, som ville afsløre forretningshemmeligheder eller som ville stride mod almene interesser.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 1.

Artikel 25, stk. 2, bestemmer, at enhver oplysning, som en kontraherende stat har modtaget i medfør af stk.1, skal holdes hemmelig på samme måde som oplysninger, der er tilvejebragt i medfør af denne stats interne lovgivning og kun må meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med ligning, opkrævning, tvangsfuldbyrdelse, retsforfølgning eller afgørelser af klager med hensyn til de skatter, der er nævnt i stk.1, eller tilsynet med førnævnte. Sådanne personer eller myndigheder må kun anvende oplysningerne til sådanne formål. De må meddele oplysningerne under offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, kan uanset det forudgående anvendes til andre formål, når sådanne oplysninger kan anvendes til sådanne andre formål efter lovgivningen i begge stater, og den kompetente myndighed i den stat, der meddeler oplysningerne, giver tilladelse til sådant brug.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 2.

Artikel 25, stk. 3, litra a-c, fastslår, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 i intet tilfælde kan fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis, at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne eller den anden kontraherende stats lovgivning eller normale forvaltningspraksis, eller at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville være i strid med almene hensyn (ordre public).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 3.

Artikel 25, stk. 4, fastsætter, at hvis en kontraherende stat anmoder om oplysninger efter denne artikel, skal den anden kontraherende stat iværksætte de foranstaltninger, der er til rådighed for at indhente de oplysninger, der er anmodet om, uanset om denne anden stat ikke måtte have behov for disse oplysninger til dens egne skatteformål. Forpligtelsen i det forudgående punktum gælder med forbehold af begrænsningerne i stk. 3, men i intet tilfælde kan sådanne begrænsninger fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger, blot fordi denne ikke selv har nogen national interesse i sådanne oplysninger.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 4.

Artikel 25, stk. 5, bestemmer, at i intet tilfælde kan bestemmelserne i stk. 3 fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger, blot fordi oplysningerne besiddes af en bank, anden finansiel institution, repræsentant eller en person, som optræder i egenskab af bemyndiget eller som formynder, eller fordi oplysningerne drejer sig om en persons ejerforhold.

Bestemmelsen præciserer, at bestemmelserne i stk. 3 i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger alene med henvisning til nationale bestemmelser om bankhemmelighed.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 26, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.25.

Artikel 26 (Bistand ved inddrivelse af skatter)

Artikel 26, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende stater yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Denne bistand er ikke begrænset af artikel 1 og 2. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan ved gensidig aftale fastsætte nærmere regler for anvendelsen af denne artikel.

Bestemmelsen har den virkning at, de kontraherende stater yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Det er ikke nogen betingelse, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark eller Frankrig, eller at kravet vedrører skatter omfattet af overenskomsten. Endvidere kan de kontraherende staters kompetente myndigheder ved gensidig aftale fastsætte nærmere regler for anvendelsen af artikel 26.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 1.

Artikel 26, stk. 2, fastslår, at udtrykket ”skattekrav” i denne artikel betyder et skyldigt beløb vedrørende skatter af enhver art og betegnelse, som pålægges på vegne af de kontraherende stater eller deres politiske underafdelinger eller lokale eller regionale myndigheder, så længe sådan beskatning ikke er i strid med denne overenskomst eller med andet juridisk instrument, som de kontraherende stater er deltagere i, såvel som renter, administrative bøder og omkostninger i forbindelse med inddrivelse og sikring af sådanne beløb.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 2.

Artikel 26, stk. 3, bestemmer, at når en kontraherende stats skattekrav kan inddrives efter denne stats lovgivning, og den person, som skylder beløbet, ikke efter denne stats lovgivning kan gøre indsigelser mod inddrivelsen på dette tidspunkt, skal dette skattekrav på anmodning fra den kompetente myndighed i denne stat anerkendes af den anden stats kompetente myndighed med henblik på inddrivelse. Skattekravet skal inddrives af denne anden stat efter de bestemmelser, der efter denne anden stats lovgivning gælder for inddrivelse af skattekrav, som om det pågældende skattekrav var denne anden stats eget skattekrav.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 3.

Artikel 26, stk. 4, fastsætter, at når en kontraherende stats skattekrav er af en sådan karakter, at denne stat efter sin lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen af kravet, skal dette skattekrav på anmodning af denne stats kompetente myndighed anerkendes af den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på iværksættelse af sådanne foranstaltninger. Denne anden stat skal iværksætte foranstaltninger med henblik på sikring af skattekravet efter bestemmelserne i denne anden stats lovgivning, som om det pågældende skattekrav var denne anden stats eget skattekrav, uanset om skattekravet på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne iværksættes, ikke kan inddrives i den førstnævnte stat, og uanset om den person, som skylder beløbet, kan gøre indsigelser mod inddrivelsen.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 4.

Artikel 26, stk. 5, bestemmer, at et skattekrav, som er anerkendt af en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, uanset bestemmelserne i stk. 3 og 4 ikke i denne stat skal undergives de tidsfrister eller gives nogen fortrinsstilling, som måtte gælde for et skattekrav efter denne stats lovgivning på grund af kravets karakter. Endvidere skal et skattekrav, som anerkendes af en kontraherende stat efter stk. 3 og 4, ikke i denne stat have nogen fortrinsstilling, som måtte gælde for dette skattekrav efter den anden kontraherende stats lovgivning.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 5.

Artikel 26, stk. 6, fastslår, at søgsmål med hensyn til eksistensen eller gyldigheden af en kontraherende stats skattekrav, eller med hensyn til beløbets størrelse, ikke kan indbringes for domstole eller administrative myndigheder i den anden kontraherende stat.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 6.

Artikel 26, stk. 7, litra a og b, bestemmer, at hvis et skattekrav på et tidspunkt efter fremsættelse af en anmodning fra en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, og før den anden kontraherende stat har inddrevet og overført det pågældende skattekrav til den førstnævnte stat, ophører med at være, for så vidt angår en anmodning efter stk. 3, et skattekrav i den førstnævnte stat, som kan inddrives efter denne stats lovgivning, og hvor den person, som skylder beløbet, på dette tidspunkt efter lovgivningen i denne stat ikke kan gøre indsigelse mod inddrivelsen, eller for så vidt angår en anmodning efter stk. 4, et skattekrav i den førstnævnte stat, hvor denne stat efter sin lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen, skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat straks underrette den kompetente myndighed i den anden stat herom, og efter den anden stats valg skal den førstnævnte stat enten stille anmodningen i bero eller trække den tilbage.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 7.

Artikel 26, stk. 8, litra a, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra a.

Artikel 26, stk. 8, litra b, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at iværksætte foranstaltninger, som ville stride mod almene interesser (ordre public).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra b.

Artikel 26, stk. 8, litra c, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at yde bistand, hvis den anden kontraherende stat ikke har iværksat alle rimelige foranstaltninger til inddrivelse henholdsvis sikring af skattekravet, som kan iværksættes efter denne stats lovgivning eller forvaltningspraksis.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra c.

Artikel 26, stk. 8, litra d, fastslår, at bestemmelserne i denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende stat en pligt til at yde bistand i tilfælde, hvor den administrative byrde for denne stat klart ikke står mål med de fordele, som den anden kontraherende stat vil opnå.

Bestemmelsen har samme ordlyd som den tilsvarende bestemmelse i artikel 27, stk. 8, litra d.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.26.

Artikel 27 (Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer)

Artikel 27, stk. 1 fastslår, at intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer og ansatte ved faste delegationer af internationale organisationer nyder i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

Overenskomstens artikel 27, stk. 1, afviger fra ordlyden i den lignende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 28 ved også at omfatte ansatte ved faste delegationer af internationale organisationer.

Artikel 27, stk. 2, litra a og b, bestemmer, at uanset bestemmelserne i artikel 4 skal en fysisk person, der er ansat ved en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en fast delegation af en kontraherende stat, som er beliggende i den anden kontraherende stat eller i et tredjeland, efter overenskomsten, anses for at være hjemmehørende i udsenderstaten, hvis denne i overensstemmelse med folkeretten ikke er skattepligtig i modtagerstaten af indkomst fra kilder uden for denne stat eller af formue beliggende uden for denne stat, og denne i udsenderstaten er omfattet af samme forpligtelser med hensyn til skat af sin samlede indkomst, som personer, der er hjemmehørende i denne stat.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst, men omtales dog i kommentarerne til OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 28.

Artikel 27, stk. 3, bestemmer, at overenskomsten ikke finder anvendelse på internationale organisationer, på organer eller embedsmænd deraf og på personer, der er ansat ved en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en fast delegation af et tredjeland, der er til stede i en kontraherende stat og ikke i nogen af de kontraherende stater behandles som hjemmehørende med hensyn til indkomstskatter.

Bestemmelsens virkning er, at det sikres, at disse personer ikke er berettigede til fordele efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, hvis de kun er begrænset skattepligtige i de kontraherende stater.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.27.

Artikel 28 (Territorial udvidelse)

Artikel 28, stk. 1, bestemmer, at overenskomsten enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer kan udvides til enhver del af de kontraherende staters territorium, som specifikt er udelukket fra overenskomstens anvendelsesområde, eller til enhver stat eller et hvert område, for hvis internationale relationer Danmark eller Frankrig er ansvarlig, og som pålægger skatter af tilsvarende karakter som dem, der er omfattet af overenskomsten. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra den dato og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej eller på anden måde i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.

Bestemmelsen giver mulighed for at udvide overenskomsten eller dele heraf til også at omfatte Færøerne og/eller Grønland.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 30, stk. 1.

Artikel 28, stk. 2 fastslår, at medmindre de kontraherende stater aftaler andet, omfatter opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 32 også, på samme måde som angivet i nævnte artikel, anvendelsen af overenskomsten på de dele af de kontraherende staters territorium eller de stater eller områder, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

Bestemmelsen har den virkning, at en opsigelse af overenskomsten også har virkning på de territorier, som overenskomsten kan være udvidet til at omfatte, medmindre de kontraherende stater aftaler andet.

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 30, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.28.

Artikel 29 (Berettigelse til fordele)

Artikel 29 bestemmer, at uanset de øvrige bestemmelser i denne overenskomst gives der ikke fordele efter denne overenskomst for så vidt angår indkomst, hvis det i betragtning af alle relevante fakta og omstændigheder er rimeligt at antage, at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene med noget arrangement eller nogen transaktion, som direkte eller indirekte resulterede i denne fordel, medmindre det godtgøres, at opnåelse af denne fordel under disse omstændigheder ville være i overensstemmelse med genstanden for og formålet med de relevante bestemmelser i denne overenskomst.

Der er her tale om en såkaldt Principal Purpose Test (PPT)-bestemmelse). Indsættelse af en PPT-bestemmelse er en minimumstandard i relation til BEPS (se hertil også pkt. 2).

Det fremgår af kommentarerne til OECD’s 2017-modeloverenskomst artikel 5, stk. 3, at PPT-bestemmelsen kan fortolkes således, at den også omfatter tilfælde, hvor en kontrakt opdeles i mindre dele med henblik på at undgå at overskride 12-månedersfristerne i artikel 5, stk. 3, litra a og b, for derigennem at undgå, at aktiviteterne anses for at udgøre fast driftssted (se hertil også pkt. 3.3.2.5).

Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 29, stk. 9.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.29.

Artikel 30 (Anvendelse af overenskomsten)

Artikel 30, stk. 1 bestemmer, at de kontraherende staters kompetente myndigheder kan bestemme, hvordan denne konvention skal anvendes.

Bestemmelsen giver staternes kompetente myndigheder mulighed for ved administrativ aftale at fastlægge nærmere regler om den praktiske anvendelse af overenskomsten.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Artikel 30, stk. 2, fastslår, at i særdeleshed skal personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, for at opnå de fordele, der er omhandlet i artikel 10, 11 og 12, fremvise en hjemstedserklæring, medmindre de kompetente myndigheder bestemmer andet.

Bestemmelsen medfører, at fysiske og juridiske personer skal fremvise en hjemstederklæring for at opnå de fordele, der følger af artikel 10 (udbytte), artikel 11 (renter) og artikel 12 (royalties), medmindre de kompetente myndigheder bestemmer andet. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-modeloverenskomst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.30.

Artikel 31 (Ikrafttræden)

Artikel 31, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende stater skal underrette hinanden om opfyldelsen af de procedurer, der er nødvendige for denne overenskomsts ikrafttræden.

Artikel 31, stk. 2, fastslår, at overenskomsten træder i kraft den første dag efter den dato, hvor den sidste af disse underretninger er modtaget.

Artikel 31, stk. 2, litra a, fastslår, at overenskomstens bestemmelser har virkning i Danmark for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der betales den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere, og for så vidt angår andre skatter, for indkomstår, som begynder den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere.

Artikel 31, stk. 2, litra b, fastslår, at overenskomstens bestemmelser har virkning i Frankrig for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der er skattepligtige efter det kalenderår, hvor overenskomsten træder i kraft, for så vidt angår andre indkomstskatter end kildeskatter, for indkomst, der, alt efter omstændighederne, vedrører ethvert kalenderår eller enhver regnskabsperiode, som begynder efter det kalenderår, hvor denne overenskomst træder i kraft og for så vidt angår andre skatter, for beskatning hvor den skatteudløsende begivenhed finder sted efter det kalenderår, hvor overenskomsten træder i kraft.

Artikel 31, stk. 3, fastsætter, at fysiske personer, der var hjemmehørende i en af de kontraherende stater på datoen for undertegnelsen af overenskomsten, og som på denne dato modtager pensioner eller andet lignende vederlag hidrørende fra den anden kontraherende stat i henhold til lovgivningen i den anden kontraherende stat, skal sådanne pensioner eller andet lignende vederlag, uanset bestemmelserne i overenskomstens artikel 17, kun beskattes i den førstnævnte kontraherende stat, så længe personen forbliver hjemmehørende i denne stat.

Reglen skal ses i sammenhæng med de overgangsregler, der blev vedtaget i Danmark i forbindelse med opsigelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten i 2008, der sikrer, at pensionister, der før den 1. januar 2009 var bosiddende i Frankrig, fortsat kun bliver beskattet af deres pensioner i Frankrig. Bestemmelsen sikrer, at disse pensionister ikke skal betale yderligere skat af pensioner som følge af indgåelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.31.

Artikel 32 (Opsigelse)

Artikel 32, stk. 1, bestemmer, at overenskomsten forbliver i kraft på ubestemt tid. Hver af de kontraherende stater kan dog opsige overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give underretning om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af ethvert kalenderår. I så fald ophører overenskomsten med at have virkning efter reglerne i litra a og b.

Artikel 32, stk. 1, litra a, fastslår, at overenskomsten ophører med have virkning i Danmark, for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der betales den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor underretningen om opsigelse er givet, eller senere, og (ii) for så vidt angår andre skatter, for indkomstår, som begynder den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor underretningen om opsigelse er givet, eller senere.

Artikel 32, stk. 1, litra b, fastslår, at overenskomsten ophører med have virkning i Frankrig, for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der er skattepligtige efter det kalenderår, hvor underretning om opsigelse er givet, for så vidt angår andre indkomstskatter end kildeskatter, for indkomst, der, alt efter omstændighederne, vedrører ethvert kalenderår eller enhver regnskabsperiode, som begynder efter det kalenderår, hvor underretning om opsigelse er givet, for så vidt angår andre skatter, for beskatning hvor den skatteudløsende begivenhed finder sted efter det kalenderår, hvor underretning om opsigelse er givet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.32.

Protokollen til overenskomsten

Af protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår følgende:

Protokollens pkt. 1 fastslår, at i forhold til artikel 3, stk. 1, litra c, er de franske oversøiske områder og territorier Guadeloupe, Guyane, Martinique, Réunion og Mayotte. Den franske kompetente myndighed skal ad diplomatisk vej underrette den danske kompetente myndighed om enhver ændring af denne liste.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.2.3, og til de specielle bemærkninger til artikel 3, stk. 1, litra c.

Protokollens pkt. 2 fastslår, at for så vidt angår artikel 3 er der enighed om, at ordene “anerkendt pensionsinstitut” i Frankrigs tilfælde omfatter “Fonds de réserve pour les retraites”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.2.3, og til de specielle bemærkninger til artikel 3.

Protokollens pkt. 3 fastslår, at uanset andre bestemmelser i denne overenskomst, er kollektive investeringsenheder, der er omfattet af direktiv 2009/65/EF (UCITS) berettiget til fordelene efter artikel 10 og 11. Enheder, der ikke er UCITS, og som er etableret i en kontraherende stat, og i henhold til den anden kontraherende stats nationale regler sidestilles med kollektive investeringsenheder, er berettiget til fordelene efter artikel 10 og 11 for den del af indkomsten, der svarer til de rettigheder, som ejes af personer, der er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, eller af personer, der er hjemmehørende i en anden stat, med hvilken den kontraherende stat, hvorfra udbyttet eller renterne hidrører, har indgået en aftale om administrativ bistand med henblik på at forhindre skatteunddragelse og skatteundgåelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.10 og 3.3.2.11, og til de specielle bemærkninger til artikel 10 og 11.

Protokollens pkt. 4 bestemmer, at ved anvendelsen af denne overenskomsts artikel 17, stk. 2, litra c, omfatter pensioner, der ydes i henhold til den sociale sikringslovgivning, statspensioner på grund af alderdom, invalidepensioner og lignende betalinger af væsentlig samme karakter, der er omfattet af den sociale sikringslovgivning. I Danmark, omfatter artikel 17, stk. 2, litra c, særligt Folkepension, pension fra ATP, Tidlig Pension, Førtidspension, Seniorpension, Efterløn og andre lignende betalinger af væsentlig samme karakter, der pålægges efter datoen for overenskomstens undertegnelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.17, og til de specielle bemærkninger til artikel 17, stk. 2, litra c.

Protokollen pkt. 5 bestemmer, at for så vidt angår artikel 20 er der enighed om, at ordene "lærling" omfatter enhver person, der melder sig frivilligt til internationale udstationeringer som defineret i artikel L122-1 ff. i kapitel II i afsnit II i Code du service national (den franske værnepligtslov).

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.20, og til de specielle bemærkninger til artikel 20.

Det foreslås i § 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Formålet med den foreslåede ikrafttrædelsesdato for loven er at sikre, at loven træder i kraft på det tidspunkt, hvor dobbeltbeskatningsoverenskomsten får virkning.

Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 31 vil dobbeltbeskatningsoverenskomsten træde i kraft den første dag efter den dato, hvor den sidste af de to underretninger er modtaget.

For kildeskatter får overenskomsten virkning på beløb, der betales den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor overenskomsten træder i kraft eller senere. For andre skatter, får overenskomsten virkning for indkomstår, som begynder den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere.

Skatteministeren vil udstede en bekendtgørelse om lovens ikrafttræden samt en bekendtgørelse af overenskomsten med gengivelse af den danske og franske overenskomsttekst.

Det foreslås i § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, da sagsområdet er overtaget af Færøerne og Grønland.