VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vor samtykke stadfæstet følgende lov:
Handelsministeren bemyndiges til inden for et beløb af 30 mill. kr. at yde garanti af statskassen for forpligtelser indgået af finansieringsinstitutter, der er eller bliver oprettet af landsomfattende sammenslutninger af detailhandlende med det formål at yde bistand ved etablering, sammenlægning, ombygning og modernisering af virksomheder inden for detailhandelen. Denne bistand skal fortrinsvis tage sigte på investeringer inden for områder, hvor udviklingen tilsiger det, eller hvor investeringen i øvrigt er af særlig betydning for detailhandelens effektivitet.
En garanti af statskassen må ikke overstige det beløb, der i øvrigt er tilvejebragt som ansvarlig kapital for det pågældende finansieringsinstitut.
Stk. 2._ Når særlige forhold måtte tale herfor, kan garantien dog ydes med et beløb på indtil 150 pct. af den i øvrigt tilvejebragte kapital. _
Stk. 3._ Statens garanti kan kun gøres gældende i det omfang, instituttets kapital i øvrigt ikke kan dække dets forpligtelser. _
Det er en betingelse for ydelsen af statsgaranti, at finansieringsinstituttets vedtægter er godkendt af handelsministeren:
Stk. 2._ Så længe en statsgaranti er i kraft, skal et finansieringsinstitut underkaste sig det regnskabsmæssige tilsyn, som måtte blive fastsat af handelsministeren. _
Der nedsættes et tilsynsråd på 3 medlemmer med den opgave at afgive indstilling om ydelse af statsgaranti og at rådgive handelsministeren i spørgsmål om finansieringsinstitutternes virksomhed.
Stk. 2._ Rådets formand og dets 2 andre medlemmer beskikkes af handelsministeren for 3 år ad gangen. Medlemmerne skal have henholdsvis økonomisk, administrativ og bankmæssig indsigt. _
Stk. 3._ Handelsministeren fastsætter rådets forretningsorden. _
Garantier skal nedbringes med 1/10 årlig, første gang den 1. april 1975.
Stk. 2._ Der kan ikke bevilges garantier efter udløbet af finansåret 1974-75. _
Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 8. juni 1965.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
FREDERIK R.
Officielle noter
Ingen