Lov om fælles digital infrastruktur for elektronisk dataudveksling ved samhandel og rapportering m.v. § 4

Der er i den gældende § 3 i bekendtgørelse nr. 354 af 26. marts 2010 om information i og transport af OIOUBL elektronisk regning til brug for elektronisk afregning med offentlige myndigheder krav om, at offentlige myndigheder skal sende og modtage elektroniske regninger, som opfylder nogle tekniske og forretningsmæssige krav, som er fastsat i en dokumentstandard (OIOUBL). Dokumentstandarden OIOUBL er den danske udgave af den internationale standard UBL for elektroniske forretningsdokumenter. De tekniske krav som offentlige myndigheder skal overholde, når de sender og modtager elektroniske afregninger, er fastsat i bekendtgørelse nr. 206 af 11. marts 2011 om elektronisk afregning med offentlige myndigheder.

Den gældende bekendtgørelse nr. 346 af 15. marts 2019 om elektronisk fakturering i den fælleseuropæiske serviceorienterede infrastruktur ligestiller det internationale netværk Peppol med det danske Nemhandel i relation til e-faktureringsforpligtelse, ved at det er obligatorisk for offentlige myndigheder at modtage e-fakturaer via såvel Nemhandel som Peppol. Fakturaafsendere har således frit valg imellem de to infrastrukturer, når de skal sende e-fakturer til offentlige myndigheder. Det betyder, at aktører som handler med offentlige myndigheder, skal sende e-fakturaer til det offentlige via enten Peppol eller Nemhandel, så offentlige myndigheder modtager e-fakturaen i det pågældende standardiserede format.

Serviceleverandørernes adgang til Nemhandel er ikke reguleret i den gældende lovgivning. Adgangen reguleres primært igennem anvendelsesbetingelser for Nemhandelsregisteret, som Erhvervsstyrelsen har offentliggjort på styrelsens hjemmeside, nemhandel.dk, under ”aftalevilkår”. Disse aftalevilkår skal serviceleverandører efter gældende praksis acceptere for at få adgang til Nemhandel, og til at oprette deres kunder som modtagere af Nemhandel dokumenter. Adgangen til Peppol netværket er efter gældende praksis primært reguleret igennem kontrakter med Erhvervsstyrelsen, i dennes bestridelse af tillidsposter i OpenPeppol AISBL, som er den organisation der driver Peppol netværket. Slutbrugernes adgang er efter gældende praksis overvejende et rent kommercielt forhold imellem slutbrugeren og dennes serviceleverandør.

Det følger af den foreslåede § 4, stk. 1, at Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om hvilke standarder, der indgår i den fælles digitale infrastruktur, herunder om e-handel, e-fakturaer m.v.

Det foreslåede vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil bemyndiges til at kunne fastsætte regler for deres anvendelse. Bemyndigelsen vil forventes at blive anvendt til at kunne fastsætte almene bestemmelser for anvendelsen af infrastrukturen, som vil påhvile samtlige brugere, uanset om de vil være organer inden for den offentlige forvaltning, virksomheder eller serviceleverandører.

Erhvervsstyrelsen vil kunne fastsætte regler for, hvilken data der vil kunne udveksles igennem infrastrukturen, samt hvordan dette vil gøres i overensstemmelse med reglerne. Da it-standardisering er et felt i løbende udvikling, vil det være væsentligt, at der vil blive skabt mulighed for løbende at udskifte og opdatere elementer af den fælles digitale infrastruktur, herunder standarder, it-snitflader, tekniske kodelister, valideringsmekanismer mv.

Ligeledes er internationale standarder ofte meget brede og generelle, og kræver lokale begrænsninger for at være praktisk anvendelige. For eksempel vil en international standard typisk ikke forholde sig til antallet af cifre i et dansk postnummer, hvilket er nødvendigt for at kunne automatisk validere at postnummeret er korrekt udfyldt for en dansk postadresse.

Sådanne tilpasninger kan f.eks. omhandle standardisering og teknisk indretning af rapporteringsløsninger og dataformater for f.eks. e-kataloger, således at data udveksles på standardiseret vis i den fælles digitale infrastruktur. Digitale dokument-standarder indeholder ofte flere mulige måder at angive den samme oplysning, f.eks. at postnumre angives med tal og ikke foranstillet landekode.

Erhvervsstyrelsen vil med denne bestemmelse ligeledes kunne fastsætte standard-tolkninger af de felter, der vil udgøre de dokumenter, der vil indgå i den fælles digitale infrastruktur. Det vil betyde, at Erhvervsstyrelsen med denne bestemmelse eksempelvis vil kunne specificere at, såfremt intet andet er eksplicit aftalt parterne imellem, vil afsender berettiget kunne forvente at kunne angive den ansvarlige for et indkøb (”købers reference” på en faktura) med enten navn eller e-mailadresse. Modtager vil i så fald ikke kunne undslå sig fra at realitetsbehandle forsendelsen, alene fordi der vil stå et navn eller en e-mail i feltet og modtagers bogføringssystem vil forvente et medarbejdernummer.

Erhvervsstyrelsen vil hermed kunne fastslå hvilket element i dokumentstandarden, der vil være den gyldige måde at angive en given oplysning på, og hvornår en oplysning vil være angivet tilstrækkeligt forkert til at modtager vil have lov til at se bort fra den. Standardtolkninger vil hermed være med til at skabe et ensartet grundlag for vurderingen af en afgiven oplysnings gyldighed, for eksempel i tilfælde, hvor den ene part har angivet en oplysning på en måde som teknisk er ulæselig.

Ligeledes kan det være aktuelt med fastsatte standarder ved anden dataudveksling, hvor der er behov for automatiserede processer i kommunikationen mellem it-systemer og i behandlingen af data.

Det følger af den foreslåede § 4, stk. 2, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at nærmere angivne standarder, der henvises til i regler udstedt efter stk. 1, ikke indføres i Lovtidende. Erhvervsstyrelsen fastsætter i den forbindelse regler om, hvordan oplysning om indholdet af sådanne standarder kan fås.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de pågældende standarder ikke kundgøres i Lovtidende, men at Erhvervsstyrelsen i forbindelse med udstedelsen af regler i medfør af stk. 2, vil fastsætte regler om, hvordan oplysninger om disse standarder gives. Da de relevante standarder enten er EU-normer eller public domain standarder afledt af EU-normer vil dette følge EU's til enhver tid gældende praksis for kundgørelser af EU-normer.

Det følger af den foreslåede § 4, stk. 3, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at standarder, der henvises til i regler udstedt efter stk. 1, skal være gældende, selv om de ikke foreligger på dansk.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de pågældende standarder vil være gældende uagtet, at disse ikke foreligger på dansk.

Der vil her være om standarder af særlig teknisk karakter, og standarder som retter sig mod en kreds af professionelle, der udelukkende anvender standardens tekniske specifikationer som led i offentlig myndighedsudøvelse eller erhvervsmæssigt. De pågældende standarder vil ikke rette sig mod enkeltpersoner eller andre, som ikke kan forudsættes at have det fornødne sproglige kendskab til engelsk. Standarderne vil være målrettet professionelle, som forudsættes at have det fornødne kendskab til engelsk.

Baggrunden for ikke at oversætte til dansk er, at en oversættelse vil kunne medføre en stor risiko for fejl og fortolkningsfejl, særlig henset til standardernes tekniske karakter. Store dele af standarderne er desuden ganske kodenære IT-tekniske specifikationer, som ikke kan oversættes - de relevante IT-rammeværk eksisterer kun på engelsk.

Det følger af den foreslåede § 4, stk. 4, at Erhvervsstyrelsen kan efter aftale med berørte myndigheder fastsætte regler om hvilke standarder, der anvendes til pligtmæssige indberetninger til offentlige myndigheder.

Erhvervsstyrelsen vil herved bemyndiges til, i samarbejde med andre offentlige myndigheder, at kunne understøtte disses rapporteringsløsninger inden for rammerne af den fælles digitale infrastruktur. Denne understøttelse vil følge samme principper som for reguleringen af e-handel, e-faktura mv. i den fælles digitale infrastruktur (se bemærkningerne til § 4, stk. 1), bortset fra at reguleringen af rapporteringsløsninger, i modsætning til reguleringen af e-faktura, e-handel m.v., vil ske i konsensus med de berørte myndigheder.

Denne bestemmelse vil tillade Erhvervsstyrelsen, i konsensus med berørte myndigheder, at kunne regulere rapporteringsløsninger uanset om de efterfølgende vil gøres obligatoriske i medfør af § 5, stk. 3.