Lov om fælles digital infrastruktur for elektronisk dataudveksling ved samhandel og rapportering m.v. § 2

De gældende definitioner om organer inden for den offentlige forvaltning, den fælles digitale infrastruktur og e-dokumenter findes i bekendtgørelse nr. 354 af 26. marts 2010 om information i og transport af OIOUBL elektronisk regning til brug for elektronisk afregning med offentlige myndigheder, bekendtgørelse nr. 206 af 11. marts 2011 om elektronisk afregning med offentlige myndigheder samt bekendtgørelse nr. 346 af 15. marts 2019 om elektronisk fakturering i den fælleseuropæiske serviceorienterede infrastruktur. Disse er alle udstedt i medfør af § 7 i Lov om Offentlige Betalinger.

Efter de gældende ovennævnte regler, der regulerer området for den eksisterende Nemhandelsinfrastruktur, er der ikke en retlig definition af virksomheder.

I gældende ret er organer inden for offentlig forvaltning defineret som de af Lov om Offentlige Betalinger omfattede juridiske enheder.

Efter de gældende ovennævnte regler, der regulerer området for den eksisterende Nemhandelsinfrastruktur, er der ikke en retlig definition af serviceleverandører.

I gældende ret er der ikke en definition af en fælles digital infrastruktur. Denne lovs definition af en fælles digital infrastruktur tager udgangspunkt i det, der indtil lovforslagets ikrafttræden omtales som den fællesoffentlige infrastruktur eller Nemhandel i gældende praksis, samt definitionen af en fælleseuropæisk serviceorienteret infrastruktur i § 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 346 af 15. marts 2019, der omfatter transport og udveksling af elektroniske fakturaer via den fælleseuropæiske serviceorienterede infrastruktur, Peppol.

Bekendtgørelse nr. 346 af 15. marts 2019 indeholder ligeledes en definition af elektronisk faktura, som er substantielt i overensstemmelse med den i denne lov foreslåede definition af elektronisk forretningsdokument. Ligeledes er elektronisk dokument defineret i lov nr. 700 af 24. maj 2022. I denne fremgår det i § 3, nr. 9, at et e-dokument er et dokument, der sendes eller modtages i et struktureret, elektronisk format. Samtidig fremgår det af bekendtgørelse nr. 346 af 15. marts 2019, at e-faktura er defineret som en faktura, der er udstedt, sendt og modtaget i et struktureret elektronisk format, der gør det muligt at behandle den automatisk og elektronisk. Ligeledes følger det, at elektronisk faktura dækker over dokumenttyperne faktura og kreditnota. En tilsvarende definition af e-faktura fremgår af lov nr. 700 af 24. maj 2022. Samtidig definerer e-faktureringsdirektivet en e-faktura som en faktura, der er udstedt, sendt og modtaget i et struktureret elektronisk format, der gør det muligt at behandle den automatisk og elektronisk. Den igangværende revision af momsdirektivet (Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler for den digitale tidsalder) forventes ligeledes at tilnærme momsdirektivets definition af e-faktura til e-faktureringsdirektivets.

Efter de gældende ovennævnte regler, der regulerer området for den eksisterende Nemhandelsinfrastruktur, er der ikke en retlig definition af e-handel.

Der fremgår i den gældende § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 346 af 15. marts 2019 en definition af europæisk standard (EN): Den europæiske standard er publiceret af Europa-Kommissionen ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1870 af 16. oktober 2017. Denne definition henviser til den europæiske standard for elektronisk fakturering, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU i EU-Tidende 2017, L 266, side 19. Samme begreb om standard benyttes i § 2, nr. 6 i lov nr. 1593 af 18. december 2018, hvor definitionen lyder Europæisk standard, der er vedtaget af en europæisk standardiseringsorganisation, jf. artikel 2, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1025/2012/EU.

Den foreslåede § 2 indeholder definitioner for centrale begreber i lovforslaget.

Det følger af den foreslåede § 2, nr. 1, at der ved fælles digital infrastruktur forstås digital infrastruktur for elektronisk udveksling af standardiserede, strukturerede og maskinlæsbare data i åbne, standardiserede formater, herunder elektroniske dokumenter, og som er specificeret i de i medfør af § 4, stk. 1, udstedte regler.

Det foreslåede vil medføre, at definitionen af den fælles digitale infrastruktur vil blive udvidet, således at infrastrukturen ikke alene vil omfatte udveksling af e-fakturering, men også vil omfatte udveksling af andre data og dokumenter i infrastrukturen. Den fællesoffentlige infrastruktur, Nemhandel, vil derfor blive udvidet til en fælles digital infrastruktur, der ikke alene vil omfatte e-fakturering mellem myndigheder og virksomheder, som det er tilfældet i dag, men i højere grad vil skabe den fornødne juridiske klarhed til at kunne understøtte øget automatisering af både myndigheders og virksomheders handels- og rapporteringsprocesser.

Det følger af den foreslåede § 2, nr. 2, at der ved virksomhed skal forstås en privatretlig juridisk enhed, som ikke er et organ inden for den offentlige forvaltning.

Denne definition vil sikre, at en omfattet juridisk enhed vil være en virksomhed eller et organ inden for den offentlige forvaltning. Der vil ikke blive stillet krav om, at en virksomhed vil skulle være registreret i det Centrale virksomhedsregister (CVR), for at være en virksomhed i denne lovs forstand. En virksomhed vil være omfattet af lovens anvendelsesområde, når denne anvender den digitale infrastruktur.

Den foreslåede § 2, nr. 3, har en definition af organer inden for den offentlige forvaltning som omfatter statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber mv., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

Definitionsbestemmelsen i § 2, nr. 3 vil indeholde flere forskellige typer af myndigheder, offentligretlige organer og offentlige virksomheder, uanset om de er offentlige igennem ejerskab, eller fordi de drives for offentlige midler. Denne definition vil også inkludere offentligt ejede selskaber, der drives på i øvrigt markedsmæssige vilkår.

Det foreslåede vil medføre, at bl.a. offentligt ejede og finansierede juridiske enheder, der må tilslutte sig og anvende infrastrukturen, vil inkluderes. Hermed vil det opnås, at implementeringen af infrastrukturen vil foretages af organisationer, der må formodes at have en vis teknologisk modenhed.

Det følger af den foreslåede § 2, nr. 4, at serviceleverandører er system- eller it-serviceleverandører, samt disses underleverandører, til omfattede virksomheder og organer inden for den offentlige forvaltning, som forestår udvekslingen af data og elektroniske dokumenter i den fælles digitale infrastruktur.

Serviceleverandører vil således være både system- og it-serviceleverandører. En systemleverandør vil være den, der vil præsentere slutbrugeren for systemet, som slutbrugeren vil benytte til eksempelvis fakturering eller indkøb. Dette kan dække bogføringssystemer, indkøbssystemer og lignende. En it-serviceleverandør vil være den, der foretager selve afsendelsen via netværket i henhold til dokument- og transportstandarderne. Det vil være it-serviceleverandøren, der vil interagere direkte med eksempelvis Nemhandelsregisteret. Dog vil en service- og it-service-leverandør ikke skulle ses som forskellige virksomheder, men derimod som forskellige roller, man kan have i den fælles digitale infrastruktur. Det betyder, at en virksomhed godt vil kunne have en rolle som både systemleverandør og it-serviceleverandør, hvis de tilbyder en service, hvor den både vil foretage afsendelsen af dokumenter og vil præsentere slutbrugeren for systemet. Det vil derfor ikke foreslås, at der skal være forskel på, hvilke regler der skal gælde for henholdsvis en systemleverandør og en it- serviceleverandør.

En serviceleverandørs underleverandør vil ligeledes være omfattet af definitionen og de foreslåede regler i bl.a. lovforslagets § 7, der særligt vil regulere serviceleverandørers pligter.

Serviceleverandører vil være en særlig reguleret gruppe af de omfattede juridiske enheder, fordi serviceleverandører vil spille en særlig rolle i udvekslingen af data i den fælles digitale infrastruktur.

En serviceleverandør vil også være en virksomhed eller et organ inden for den offentlige forvaltning, som defineret i denne lov, og en virksomhed eller et organ inden for den offentlige forvaltning kan være serviceleverandør for sig selv.

Det følger af den foreslåede § 2, nr. 5, at et elektronisk dokument er et dokument, som er udstedt, sendt og modtaget i et struktureret elektronisk format, og som er muligt at behandle automatisk og elektronisk.

Denne definition er bl.a. udformet med udgangspunkt i § 3, nr. 8 og 9 i lov nr. 700 af 24. maj 2022 om bogføring, hvor de to definitioner til sammen er omskrevet til det, der i denne lov vil forstås som et elektronisk dokument.

Ligeledes vil denne definition være en udvidelse af definitionen af “elektronisk faktura”, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 55 af 16. april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud (e-faktureringsdirektivets) artikel 2, nr. 1, således at der med forslaget til definition også vil dækkes andre dokumenttyper end fakturaer.

Den fælles digitale infrastruktur vil med den foreslåede bestemme kunne inkludere andre former for elektroniske dokumenter end e-faktura. Elektroniske dokumenter vil eksempelvis kunne være en e-faktura, e-ordre, e-katalog, varestamdatadokumenter eller lignende dokumenter. Eksempler på et struktureret elektronisk format til forsendelse af e-faktura er den danske standard OIOUBL. Et andet eksempel er Peppol, der er udviklet som en EU-standard til udveksling af elektroniske forretningsdokumenter i forbindelse med indkøb.

Det følger af den foreslåede § 2, nr. 6, at e-handel betegner digitale indkøb, der foretages gennem anvendelse af de elektroniske dokumenter.

Den foreslåede definition vil medføre, at e-handel i den fælles digitale infrastruktur vil være en betegnelse for digitale indkøb, der bliver foretaget gennem anvendelse af e-kataloger og e-ordrer. Det vil være både køb og salg, der vil være inkluderet i definition af e-handel. Således vil hele indkøbsprocessen, fra ordreafgivelse til faktura, kunne foregå igennem strukturerede, maskinlæsbare dokumenter, svarende til at e-fakturering alene vil regnes som fakturering ved maskinlæsbare, strukturerede fakturaer.

Det følger af den foreslåede § 2, nr. 7, at standarder dækker over nationale, europæiske eller internationale standarder for udformning og transport af elektroniske dokumenter.

Den foreslåede definition vil lægge op til en mere teknologineutral definition, da den vil omfatte både dokumentstandarder som eksempelvis Peppol og OIOUBL samt transportstandarder som eksempelvis eDelivery, der er nødvendig for fælles og sikker dataudveksling mellem systemer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at standarder vil skulle være standardiserede efter anerkendte nationale eller internationale standarder. Samtidig vil standarder skulle udformes og vedligeholdes af dertil ressortansvarlige myndigheder eller internationale standardiseringsorganisationer. Nationale standarder kan eksempelvis være OIOUBL-standarden, som er den danske udgave af den internationale standard UBL (Universal Business Language) for elektroniske forretningsdokumenter. Europæiske og internationale standarder kan eksempelvis være den fælleseuropæiske Peppol-infrastruktur, som blev iværksat med det formål at forenkle grænseoverskridende e-handel igennem udvikling af fælles standarder, samt harmoniseringen af standarder og processer i B2G og B2B elektronisk handel.