LOV nr 700 af 20/06/2025
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om forsyning med teknisk vand § 19
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021, som ændret bl.a. ved § 33 i lov nr. 1647 af 30. december 2024 og senest ved § 16 i lov nr. 562 af 27. maj 2025, foretages følgende ændringer:
-
I § 15, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »lov om kommuners afståelse af vandselskaber«: »og § 8, stk. 9, i lov om forsyning med teknisk vand«.
-
I § 15, stk. 4, 3. pkt., udgår »med social- og indenrigsministerens godkendelse«.
Forarbejder til Lov om forsyning med teknisk vand § 19
RetsinformationTil nr. 1
Det følger af § 15, stk. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at de efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af Forsyningstilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning, § 12, stk. 9, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren og § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, jf. dog stk. 3, hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsreduktionen. Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommunernes styrelse. Frigivelse af depotet sker efter stk. 4. Bestemmelsen gælder tilsvarende for rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning, jf. § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber.
Det foreslås i § 15, stk. 1, 4. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at indsætte efter en henvisning til § 8, stk. 9, i lov om forsyning med teknisk vand.
Den foreslåede ændring har sammenhæng med indførelsen af modregningsregler for selskaber omfattet af lov om forsyning med teknisk vand, som i dag findes på vandområdet i stoploven.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.4.1 om kommunal modregning for teknisk vand-selskaber i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Kommuner skal i forbindelse med uddelinger fra forsyningsvirksomheder modregnes i statens tilskud til kommunerne efter § 14 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud. Modregningen afhænger af, om kommunen ønsker at deponere midlerne eller ej, jf. § 15 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Modregningsprocenten er 40 pct., hvis kommunen vælger deponering, dog 20 pct. for nettoprovenu efter § 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning. Deponerede midler frigives gradvist over en 10-årig periode. Modregningsprocenten er 60 pct., hvis der ikke deponeres.
Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommunernes styrelse, mens frigivelse af depotet sker efter § 15, stk. 4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Heraf følger, at det deponerede beløb efter § 15, stk. 1, frigives med en tiendedel årligt. Endvidere kan der hvert år i deponeringsperioden frigives de til de deponerede beløb tilskrevne renter. Det deponerede beløb kan med indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse reduceres ekstraordinært, såfremt kommunen ekstraordinært nedbringer sin gæld. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om deponering og frigivelse, jf. § 15, stk. 4, 4. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Denne bemyndigelse er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 229 af 12. marts 2019 om deponering og frigivelse ved kommuners afståelse m.v. af forsyningsvirksomheder.
Kommunerne skal i dag indsende en ansøgning til indenrigs- og sundhedsministeren for at få godkendt ekstraordinær frigivelse af deponerede midler, hvor godkendelsen afhænger af betingelserne i de fastsatte regler om deponering og frigivelse.
Det foreslås i § 15, stk. 4, 3. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at kravet om social- og indenrigsministerens godkendelse udgår.
Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunerne fremadrettet ikke vil skulle indsende en ansøgning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse for ekstraordinært at få frigivet deponerede midler. Kommunerne vil fortsat skulle opfylde de øvrige betingelser fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren for ekstraordinært at få frigivet deponerede midler.
Baggrunden for forslaget er, at den nuværende bestemmelse, der nødvendiggør indsendelse af en ansøgning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, indebærer en unødig administrativ byrde for kommunerne. Der henvises til lovforslagets punkt 2.4.2 om regler om frigivelse af deponerede midler.