LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 84
Oplysninger kan videregives til forsikringsselskabets modervirksomhed til brug for risikostyring af virksomheder i koncernen, hvis modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Oplysninger om rent private forhold må ikke videregives efter 1. pkt.
Stk. 2. Oplysninger om privatkunder kan ikke videregives til brug for risikostyring, jf. stk. 1, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 84
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 120 fastlægger, at en finansiel virksomhed kan videregive oplysninger til den finansielle virksomheds modervirksomhed til brug for risikostyring af virksomheder i koncernen. Dette gælder alene i de tilfælde, hvor modervirksomheden er en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt ikke oplysninger om rent private forhold, idet der i særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, som har eller vil kunne få en betydelig størrelse, kan ske videregivelse af oplysninger om private forhold, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 84 viderefører § 120 i lov om finansiel virksomhed for forsikringsselskaber med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at oplysninger kan videregives til forsikringsselskabets modervirksomhed til brug for risikostyring af virksomheder i koncernen, hvis modervirksomheden er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Oplysninger om rent private forhold må ikke videregives efter 1. pkt.
Risikostyring er et centralt element i at drive forsikringsvirksomhed. Forsikringsselskaber har i deres risikohåndtering behov for at kunne dele oplysninger på tværs af koncernen med henblik på at kunne vurdere og håndtere de foreliggende og potentielle risici.
Det foreslås i stk. 2, at oplysninger om privatkunder ikke kan videregives til brug for koncernens risikostyring, jf. stk. 1, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse.
Bestemmelsen medfører, at også oplysninger om en privatkunde kan videregives indenfor koncernen til brug for risikostyring, jf. stk. 1. Det forudsætter imidlertid, at forsikringsselskabet kan godtgøre, at de pågældende forpligtelser har eller vil kunne få en betydelig størrelse, hvorfor de vil være relevante ud fra et risikosynspunkt.
Hvis oplysninger skal videregives til en udenlandsk modervirksomhed, skal virksomheden være underlagt en tavshedspligt, som kan sidestilles med tavshedspligten i § 84, stk. 1.
Overtrædelse af lovforslagets § 84, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, foreslås strafbelagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab. En overtrædelse af bestemmelsen er f.eks., hvis et forsikringsselskab videregiver fortrolige oplysninger til forsikringsselskabets modervirksomhed om rent private forhold eller videregiver forsikringsselskabets oplysninger om kunder, der er fysiske personer, til brug for risikostyring, uden at forholdene om kunderne vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre andet er forskyldt efter den øvrige lovgivning.