Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 68

Den gældende § 43 a i lov om finansiel virksomhed fastlægger, at handlinger i strid med regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

Den foreslåede bestemmelse i § 68 er en videreførelse af den gældende § 43 a i lov om finansiel virksomhed.

§ 43 a i lov om finansiel virksomhed blev indsat ved lov nr. 1490 af 23. december 2014 på baggrund af en anbefaling fra Udvalget om erstatningsansvar ved rådgivning om finansielle produkter. Udvalget afgav i februar 2014 en rapport til den daværende erhvervs- og vækstminister, hvor det blev anbefalet at indsætte en bestemmelse, som fastslår, at handlinger i strid med reglerne om god skik for finansielle virksomheder vil kunne medføre, at en finansiel virksomhed pådrager sig et erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

Det foreslås i § 68, at handlinger i strid med regler udstedt i medfør af forslagets § 67, stk. 2, pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

Den foreslåede bestemmelse berører ikke mulighederne for at anvende aftaleretlige sanktioner ved overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 67, stk. 2, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hvorvidt en handling i strid med de nævnte regler medfører aftaleretlige konsekvenser, bør således vurderes efter almindelige aftaleretlige regler, herunder aftalelovens §§ 36 og 38 c.

Bestemmelsen fastsætter ikke nærmere betingelser for, at handlinger i strid med regler udstedt i medfør af forslagets § 67, stk. 2, kan medføre erstatningsansvar, men henviser til dansk rets almindelige regler herom. Det vil sige, at de almindelige erstatningsretlige betingelser skal være opfyldt. Forsikringsselskabet skal således have optrådt uagtsomt (culpøst), kunden skal have lidt et økonomisk tab, der skal være årsagssammenhæng mellem den culpøse adfærd og det lidte tab, ligesom tabet skal være adækvat, og den skadelidte må ikke have udvist egen skyld.

Bestemmelsen vil have betydning for vurderingen af, om det fornødne ansvarsgrundlag er til stede, det vil sige om forsikringsselskabet har handlet culpøst. Dette kan være tilfældet i de situationer, hvor de nedenfor nævnte regler er overtrådt. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en given overtrædelse af god skik-reglerne medfører erstatningsansvar. Reglerne i god skik-bekendtgørelsen vil påvirke denne vurdering. Bestemmelsen berører ikke de øvrige erstatningsretlige betingelser.

Det er alene god skik-regler med private interesser som beskyttelsesformål, der antages at få betydning for vurderingen af ansvarsgrundlaget. Som et eksempel kan nævnes § 18, stk. 1, i bekendtgørelsen om god skik for forsikringsdistributører, hvorefter en forsikringsdistributør skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder på papir eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter samt en beskrivelse af de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet individuel rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen i enten papirformat eller på andet varigt medium. Som et andet eksempel kan nævnes reglerne om kundens krav og behov i §§ 20-22 i bekendtgørelsen om god skik for forsikringsdistributører. Ovenstående er eksempler på regler med private interesser som beskyttelsesformål og skal således ikke ses som en udtømmende liste.

Det vil bero på en konkret vurdering ved domstolene eller Ankenævnet for Forsikring, om en overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 67, stk. 2, medfører erstatningsansvar.

Finanstilsynet fører tilsyn med de finansielle virksomheders efterlevelse af reglerne om god skik. Finanstilsynet har i den forbindelse mulighed for at udstede påbud eller udforme påtaler i forbindelse med overtrædelser af reglerne. I disse tilfælde foreligger der en afgørelse fra en offentlig tilsynsmyndighed, der fastslår en lovovertrædelse. En sådan afgørelse vil naturligt kunne støtte vurderingen af, om der ifaldes erstatningsansvar. Forsikringsankenævnet og domstolene er imidlertid ikke forpligtede til at afvente en afgørelse fra Finanstilsynet for at kunne træffe afgørelse i en sag, hvor der f.eks. er nedlagt påstand om erstatning for rådgivning i strid med den nævnte bekendtgørelse.