Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 49

Efter den gældende § 30 i lov om finansiel virksomhed kan udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på finansielle område, begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial to måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. § 30, stk. 4 og 6-9.

Den foreslåede bestemmelse i § 49 viderefører de gældende regler i § 30, stk. 1, 4, 8 og 11, i lov om finansiel virksomhed med en række mindre materielle og redaktionelle ændringer. De foreslåede ændringer har til formål at sikre en mere hensigtsmæssig implementering af Solvens II-direktivet. Det foreslås f.eks., at de oplysninger, som Finanstilsynet skal indhente fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, udvides til at omfatte oplysninger om den mulighed, som forsikringsselskaber, der udbyder retshjælpsforsikringer, benytter for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i Solvens II-direktivet.

Endelig er der foretaget redaktionelle ændringer, idet reglerne om filialetablering for andre finansielle virksomheder ikke foreslås videreført i dette lovforslag. De gældende regler i § 30, stk. 2, 3, 5-7, foreslås derfor ikke videreført i dette lovforslag. De redaktionelle ændringer består også i, at de gældende regler i § 30, stk. 1, 4, 8 og 11, i lov om finansiel virksomhed foreslås videreført i tre særskilte bestemmelser. Der henvises derfor også til bemærkningerne til forslagets §§ 49 og 50.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 145 og 146 i Solvens II-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, sammen med lovforslagets §§ 50 og 51, de procedurer, efter hvilke et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan påbegynde virksomhed her i landet gennem en filial.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial, senest to måneder efter at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet og modtaget oplysningerne, jf. stk. 2, § 50, stk. 1, og § 51, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at filialen kan udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1 og 2, hvis disse er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at selskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på filialen.

Den virksomhed, som et udenlandsk forsikringsselskab kan påbegynde, omfatter de aktiviteter, der er opført som bilag 1 og 2 til lovforslaget. Det er dog en betingelse, at det udenlandske forsikringsselskab har tilladelse til at udøve de ønskede aktiviteter i hjemlandet. Aktiviteter, som ikke er opført i bilag 1 og 2, er ikke omfattet af den gensidige anerkendelse. For aktiviteter, der ikke er omtalt i bilag 1 og 2, gælder de almindelige regler om ikke-diskrimination i artikel 49 TEUF. Dette betyder, at hvis en given aktivitet er tilladt i hjemlandet og omfattet af det udenlandske forsikringsselskabs tilladelse, kan filialen også udøve denne i Danmark efter de regler, der gælder for danske forsikringsselskaber.

Filialen kan etableres uden en egentlig godkendelse fra Finanstilsynet, men filialen kan først etableres og dermed påbegynde sin virksomhed, når forsikringsselskabet har modtaget meddelelse fra hjemlandets tilsynsmyndigheder om særlige danske vilkår, som er begrundet i samfundsmæssige interesser, eller to måneder efter at tilsynsmyndighederne i hjemlandet har informeret Finanstilsynet om etableringen. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 49, stk. 1.

Bestemmelsens krav om, at selskabslovens regler (§§ 345-350) om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på filialen, indebærer bl.a., at filialen skal registreres hos Erhvervsstyrelsen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal indhente en række oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Efter det foreslåede nr. 1 skal Finanstilsynet indhente oplysning om forsikringsselskabets navn og adresse i hjemlandet.

Efter det foreslåede nr. 2 skal Finanstilsynet indhente oplysning om filialens adresse her i landet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder alle meddelelser til generalagenten.

Efter det foreslåede nr. 3 skal Finanstilsynet indhente oplysning om navnet på filialens generalagent, jf. § 57.

Ifølge samarbejdsprotokollens afsnit 3.1.1.1., litra e, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet, hvis muligt, også medsende en e-mailadresse for generalagenten.

Generalagenten er den person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for tredjepart og til at repræsentere forsikringsselskabet over for myndighederne her i landet og domstolene. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 57.

Reglerne om egnethed og hæderlighed finder også anvendelse på generalagenter, og Finanstilsynet skal derfor i overensstemmelse med forslagets § 105, stk. 1, jf. § 57, sikre sig, at generalagenten overholder kravene heri. Hvis Finanstilsynet modtager en erklæring fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet om, at den pågældende generalagent er egnet og hæderlig i overensstemmelse med kravene i artikel 42 i Solvens II-direktivet, skal Finanstilsynet lægge denne vurdering til grund. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 105, stk. 4.

Efter det foreslåede nr. 4 skal Finanstilsynet indhente oplysning om de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som filialen har til hensigt at dække her i landet.

Ved forsikringsklasser forstås skadesforsikrings- og livsforsikringsklasserne, som fremgår af bilag I og II til Solvens II-direktivet, som også er implementeret i lovforslagets bilag 1 og 2. Grupper af klasser skal forstås i overensstemmelse med bilag IV til Solvens II-direktivet.

Efter det foreslåede nr. 5 skal Finanstilsynet indhente en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Udenlandske forsikringsselskaber, herunder filialer, må kun udøve den virksomhed, som de har tilladelse til i hjemlandet.

Efter det foreslåede nr. 6 skal Finanstilsynet indhente en driftsplan, der indeholder en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter.

Driftsplanen bør indeholde 1) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet, 2) grundprincipperne for genforsikring og retrocession, 3) en åbningsbalance, som den efter afholdelse af omkostninger til oprettelse af filialen forventes at blive, herunder oplysning om de ressourcer eller det selskab, som filialen indgår aftale med, til brug for virksomhed omfattet af forsikringsklasse 18, 4) organisationsstruktur og 5) de forventede regnskabsmæssige resultater i form af resultatopgørelser og balancer i en tidsperiode på 3 år.

Det forudsættes, at en angivelse af forsikringsklasserne fremgår af driftsplanen.

Efter det foreslåede nr. 7 skal Finanstilsynet indhente et solvenscertifikat fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Solvenscertifikatet er et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129 i Solvens II-direktivet. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 9, stk. 1, nr. 26.

Efter det foreslåede nr. 8 skal Finanstilsynet indhente dokumentation for, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, i det omfang forsikringsselskabet er et direkte tegnende forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og skal dække risici nævnt i bilag 1.

Genforsikring er ikke omfattet, og bestemmelsen omfatter således kun direkte tegnende forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed.

Kravet er en konsekvens af, at der i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber stilles krav om, at filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed,s med hjemsted i et andet EU/EØS-land skal være medlemmer af og yde bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Inden en filial af et sådant forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, kan begynde at udøve virksomhed her i landet, skal Finanstilsynet således have dokumentation for, at selskabet har meldt sig ind i Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, betragtes først som værende medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når det har indbetalt engangsbidraget nævnt i § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Dokumentation for, at selskabet er blevet medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, kan fremlægges for eksempel i form af en kvittering på, at selskabet har indbetalt engangsbidraget til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, eller en erklæring fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber om, at engangsbidraget er indbetalt.

Efter det foreslåede nr. 9 skal Finanstilsynet indhente en angivelse om den mulighed, som forsikringsselskabet benytter for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), i det omfang forsikringsselskabet udbyder retshjælpsforsikringer, jf. bilag 1, nr. 18.

Efter Solvens II-direktivets artikel 200, stk. 1, 1. afsnit, skal forsikringsselskaber eller den pågældende medlemsstat vælge den metode, hvorefter krav opstået i forbindelse med retshjælpsforsikringer skal behandles.

Metoden ifølge artikel 200, stk. 2, er, at forsikringsselskabet sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet indenfor en anden forsikringsklasse i selskabet eller i et andet forsikringsselskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til selskabet, og som udøver forsikringsvirksomhed indenfor en eller flere andre forsikringsklasser omfattet af bilag 1.

Metoden ifølge artikel 200, stk. 3, er, at forsikringsselskabet overlader behandlingen af retshjælpsforsikringskrav til et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Er dette selskab tilknyttet et andet forsikringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed indenfor en eller flere forsikringsklasser omfattet af bilag 1, må de medarbejdere i det selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandlingen af skadessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den samme eller en lignende aktivitet i det andet forsikringsselskab. Anvendes denne metode, skal det i juridisk henseende selvstændige selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte kapitel.

Metoden ifølge artikel 200, stk. 4, er, at forsikringsaftalen foreskriver, at den forsikrede kan overdrage forsvaret af dennes interesser til en advokat efter eget valg, når den forsikrede har et krav i henhold til aftalen.