Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 46

Det følger af den gældende § 29 i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, som Finanstilsynet har givet tilladelse til, under forudsætning af at den accessoriske virksomhed er direkte forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den virksomhed, som Finanstilsynet har givet tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsninger og services, der er direkte forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab. Forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn. Forsikringsselskaber må gennem dattervirksomheder drive anden finansiel virksomhed. Endvidere må forsikringsselskaber drive accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.

Den gældende bestemmelse i § 29 i lov om finansiel virksomhed foreslås videreført i § 46 alene med de redaktionelle ændringer, at den gældende § 29, stk. 4, nr. 1, videreføres i den foreslåede § 46, stk. 4, at § 29, stk. 4, nr. 2, videreføres i den foreslåede § 46, stk. 5, og at begrebet anden finansiel virksomhed i den gældende § 29, stk. 4, nr. 2, ændres til forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab i den foreslåede § 46, stk. 4. Der er med videreføreslen af den gældende bestemmelse ikke tiltænkt en ændring af Finanstilsynets praksis.

Den gældende § 29 i lov om finansiel virksomhed implementerer Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, der medfører, at hjemlandet skal kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser sit formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed. Den foreslåede bestemmelse udvider således det virksomhedsområde, som forsikringsselskaber lovligt kan udøve efter lovforslagets § 19.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1. 1. pkt., fastslår, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse til.

Hvilke typer virksomhed der er accessorisk til forsikringsvirksomhed, fastlægger Finanstilsynet gennem administrativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige udvikling. Vurderingen foretages ud fra forsikringsselskabers generelle kerneområder, der fremgår af bilag 1 om skadesforsikringsvirksomhed og bilag 2 om livsforsikringsvirksomhed. Finanstilsynet har i sin afgørelse af 31. oktober 2007 af, om et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, som accessorisk virksomhed kan yde investeringsservice til andet forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, bemærket, at forsikringsvirksomhed har tre hovedelementer, der skal ses i nær sammenhæng: at indgå forsikringsaftaler, at forvalte de forudbetalte midler bedst muligt og at udbetale ydelser, når forsikringsbegivenheder indtræder.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsikringsselskaber som udgangspunkt alene kan drive den type virksomhed, de har tilladelse til. Selskaberne har imidlertid gennem forsikringsvirksomheden erhvervet en ekspertise på direkte forbundne tilgrænsende områder, som det ud fra en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt at stille til rådighed for selskabernes kunder og for andre. Som eksempler på sådan ekspertise kan nævnes statistikudarbejdelse, bygningssyn, risikovurderinger og viden om skadesforebyggelse og risikovurderinger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringsselskaber f.eks. kan tilbyde produkter med tilknytning til forsikringsvirksomheden. Som eksempler på produkter, som forsikringsselskaber efter forslaget kan tilbyde, kan nævnes salg af tyveri- og brandalarmeringsanlæg, skadesbegrænsende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader, vagtvirksomhed, undervisning i skadeforebyggelse og skadebegrænsning samt finansiering af sådanne ydelser. Hvad angår udøvelse af skadeforebyggende virksomhed bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af skadeforebyggelsen stilles til vederlagsfri rådighed for alle interesserede.

Forslaget indebærer endvidere, at forsikringsselskaber kan præstere totalløsninger. Totalløsninger, ud over forsikring, skadeforebyggelse og skadebegrænsning, kan indeholde elementer af finansiering, i det omfang det er i overensstemmelse med reglerne om prudent person-princippet, jf. lovforslagets § 175. Et eksempel på en sådan totalløsning kan være tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygningssyn med henblik på skadeforebyggelse samt salg og drift af vagt-, sikrings- og alarmsystemer. Andre eksempler kan være, at forsikringsselskabet kan yde lån mod pant i fast ejendom og dermed præstere en samlet boligløsning, udbydelse af bilpakke bestående af forsikring samt servicekontrakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og mindst mulig værdiforringelse af bilen, eller formidling af fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.

Anden finansiel virksomhed, der kræver tilladelse efter den finansielle regulering anses ikke for at kunne være accessorisk virksomhed for et forsikringsselskab. Dette følger også af den gældende praksis, f.eks. Finanstilsynets afgørelse af 31. oktober 2007, der vedrørte et livsforsikringsselskabs mulighed for at yde investeringsservice til et andet, uafhængigt livsforsikringsselskab. Finanstilsynet fastslog her, at det ikke kunne ske under reglerne om accessorisk virksomhed, og lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale om koncernforbundne selskaber. Det er modsat Finanstilsynets afgørelse af 25. juni 2007, at omfanget af den påtænkte virksomhed samt risici forbundet hermed ansås for at være af betydning for livsforsikringsselskabets økonomiske stilling, samt at der i lov om finansiel virksomhed stilles forskellige krav til udøvelsen af investeringsvirksomhed i forhold til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, der tilgodeser forskellige aspekter ved de to typer af finansielle virksomheder, hvorfor livsforsikringsselskaber ikke uden tilladelse og uden at opfylde de i lov om finansiel virksomhed opstillede krav til sådan investeringsvirksomhed kan foretage investeringsservice for alle og enhver. Finanstilsynet lagde endvidere vægt på, at der i MiFID-direktivet ikke er hjemmel til, at livsforsikringsselskaber generelt kan drive investeringsvirksomhed uden tilladelse og tilbyde investeringsservice for tredjemand, og at undtagelsesbestemmelsen i den dagældende bekendtgørelse nr. 938 af 16. juni 2004 alene tillod investeringsservices knyttet til livsforsikringsvirksomhedens egen investeringsportefølje som led i udøvelsen af livsforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., fastslår, at som accessorisk virksomhed anses virksomhed, herunder digitale løsninger og services, der er forbundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Det kan for forsikringsselskaber være løsninger, der giver kunderne et overskueligt overblik over forsikringsforhold. Et forsikringsselskabs løsninger, der giver forsikringsselskabets kunder et overblik over deres aftaler i det pågældende forsikringsselskab, anses som en del af kerneforretningen for forsikringsselskabet.

Som også anført under det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastlægges den nærmere afgrænsning af begrebet ”accessorisk virksomhed”, herunder også de forskellige former for digitale løsninger og services, via Finanstilsynets praksis under hensyntagen til bl.a. den samfundsmæssige udvikling.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet selskab.

Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed efter stk. 1, der efter omstændighederne kan være af væsentlig betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling, udøves i et fra forsikringsselskabet adskilt selskab.

Finanstilsynets afgørelse vil være baseret på en konkret vurdering og vil afhænge af bl.a. den accessoriske virksomheds betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling samt den risiko, der er forbundet med den accessoriske virksomhed. I vurderingen af, om den accessoriske virksomhed bør udskilles, kan ligeledes indgå, om hensynet til gennemsigtighed tilsiger, at der bør aflægges to regnskaber, og hvorvidt der kan gennemføres et mere effektivt tilsyn, hvis den accessoriske virksomhed udskilles.

Det foreslåede stk. 2 omfatter kun den accessoriske virksomhed og kan ikke bruges til at pålægge forsikringsselskaber at udskille aktiviteter, der er omfattet af deres tilladelse i henhold til lovforslagets § 14, stk. 1.

Manglende efterlevelse af påbud givet i medfør af det foreslåede stk. 2 foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 313, stk. 1. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 2 er det pågældende forsikringsselskab. Den strafbare handling består i ikke at efterkomme Finanstilsynets pålæg om, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet selskab. Overtrædelse vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at forsikringsselskaber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en videreførelse af reglerne i den gældende § 29, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsagenturvirksomhed for selskaber både i og uden for samme koncern og både for indenlandske og udenlandske selskaber, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, som er hjemmehørende i et EU-land eller i et land, som har implementeret Solvens II-direktivet, og som har anmeldt sig som tjenesteydere i Danmark efter dette lovforslags § 49, sidestilles med selskaber under tilsyn af Finanstilsynet. Dette forudsætter dog, at forsikringsselskabet kan drive grænseoverskridende virksomhed efter dette lovforslags § 49.

De andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn, der kan drives agentvirksomhed for, omfatter de virksomheder, som Finanstilsynet efter lov fører tilsyn med. Finanstilsynet fører eksempelvis tilsyn med forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere efter § 22 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020.

Det foreslås i stk. 4, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed som forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab gennem en dattervirksomhed.

Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber kan drive forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab gennem dattervirksomheder. Dattervirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 7. Kravet til selskabsformen for dattervirksomheden bestemmes af lovkravene til den påtænkte anden finansielle virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre konkurrencemæssig ligestilling med hensyn til at drive finansiel virksomhed.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at dattervirksomhederne skal være finansielle virksomheder efter den finansielle regulering, idet den anden finansielle virksomhed kan drives gennem udenlandske dattervirksomheder. Dog skal et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en dattervirksomhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, have Finanstilsynets tilladelse hertil, jf. lovforslagets § 62.

Det foreslås i stk. 5, at forsikringsselskaber kan drive accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 29, stk. 4, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse til forsikringsselskabet kan drive accessorisk servicevirksomhed. Virksomheden kan således ikke drives som f.eks. et interessentskab eller på en anden måde, der medfører at forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld.

Kravet om at dattervirksomheden skal drives i et selskab med begrænset hæftelse skal ses i sammenhæng med, at forsikringsselskaber i henhold til Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a, skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis virksomhed udover kerneforretningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen eller accessorisk virksomhed kunne drives i en dattervirksomhed uden begrænset hæftelse, ville forsikringsselskabet kunne hæfte for gæld og andre forpligtelser fra dattervirksomheden, hvilket begrænser beskyttelsen af forsikringsselskabets kerneforretning.

Kravet afspejler hensynet til direktivets formål om at beskytte forsikringsselskabets kerneforretning, således at der ikke drives virksomhed, der ikke er omfattet af kerneforretningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen eller accessorisk virksomhed i selve forsikringsselskabet.

Definitionen af en accessorisk servicevirksomhed fremgår af artikel 1, nr. 53, i Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvorefter accessorisk servicevirksomhed er et ikke-reguleret selskab, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administrering af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i forhold til et eller flere af forsikrings- eller genforsikringsselskabers hovedaktivitet.

Med det foreslåede stk. 5 kan et forsikringsselskab i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse drive accessorisk servicevirksomhed. Accessorisk servicevirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definitionen på accessorisk servicevirksomhed i Solvens II-forordningen. Accessorisk servicevirksomhed kan eksempelvis bestå i at besidde og forvalte fast ejendom, at administrere databehandlingstjenester og drive sundheds- og plejeydelser.

Fast ejendom omfatter blandt andet grunde og bygninger, sædvanligt tilbehør (særlige installationer), men ikke besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, foreslås omfattet af definitionen af accessorisk servicevirksomhed som en anden lignende aktivitet af accessorisk karakter, da disse infrastrukturaktiver har samme karakteristika som fast ejendom.

Ved infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg forstås besiddelse og forvaltning af de fysiske anlæg, der er nødvendige for, at samfundet kan fungere. Som fysiske anlæg kan eksempelvis nævnes veje, jernbaner, havne, broer, tunneller, dæmninger, kanaler, kabelnet, fibernet, telefonforbindelser, vandrør, elkabler, fjernvarme m.v. Infrastrukturinvesteringer i tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg er kendetegnet ved en lang tidshorisont, og såvel konstruktion som drift kan outsources.

Den foreslåede bestemmelses stk. 5 betyder derfor, at forsikringsselskaber også kan drive infrastruktur i form af tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg som accessorisk servicevirksomhed i en dattervirksomhed med begrænset hæftelse i tillæg til de øvrige aktiviteter nævnt i definitionen på accessorisk servicevirksomhed.

Forskellen på accessorisk virksomhed efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., og accessorisk servicevirksomhed efter det foreslåede stk. 5 er, at accessorisk virksomhed efter stk. 1 skal være direkte forbundet til forsikringsselskabers kerneområde, mens accessorisk servicevirksomhed efter stk. 5 skal være i tilknytning til forsikringsselskabers kerneområde. Det vil sige, at accessorisk virksomhed skal ligge tættere på forsikringsselskabets kerneforretning end accessorisk servicevirksomhed. Kravet om, at forsikringsselskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed medfører, at det lovlige område for både accessorisk virksomhed og accessorisk servicevirksomhed i tilknytning til forsikringsselskabet vil blive fortolket restriktivt.

En række livsforsikringsvirksomheder driver allerede i dag ovenstående typer af virksomhed. Med ændring af lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 570 af 10. maj 2022 indsattes krav om, at dette skal ske via en dattervirksomhed med begrænset hæftelse. Dette krav gælder kun fremadrettet, hvorfor virksomhederne fortsat kan drive allerede eksisterende ejendomme m.v., som de også drev inden 1. juli 2022, hvor dette krav i trådte i kraft.