LOV nr 718 af 13/06/2023
Erhvervsministeriet
Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 39
Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser. Captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.
Stk. 2. Forsikringsselskaber som nævnt i stk. 1 skal have en bestyrelse og direktion.
Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 39
RetsinformationDen gældende § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om, hvilken virksomhedsform et forsikringsselskab kan indrettes som, og at det skal have en bestyrelse og direktion. Den gældende bestemmelse fastslår, at et forsikringsselskab skal være et aktieselskab, et gensidigt selskab eller en tværgående pensionskasse og ikke kan organiseres i andre selskabsformer. Bestemmelsen fastslår videre, at captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber. Den gældende § 12, stk. 2, fastslår, at disse forsikringsselskaber skal have en tostrenget ledelsesstruktur i form af en bestyrelse og en direktion.
Den foreslåede § 39 viderefører § 12 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt materielle ændringer for forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser.
Den foreslåede § 39, stk. 1, 1. pkt., gennemfører Solvens II-direktivets artikel 17, stk. 1, jf. direktivets bilag III.
Bestemmelsens 1. pkt. fastlægger udtømmende, hvilke selskabsformer et forsikringsselskab kan antage. Ikke oplistede selskabsformer er dermed ikke tilladt.
Ved aktieselskab forstås et selskab, der er omfattet af definitionen i selskabslovens § 5, nr. 1, og som er registreret i Erhvervsstyrelsen. Af selskabslovens § 5, nr. 1, fremgår, at et aktieselskab er et kapitalselskab, herunder et partnerselskab, hvor kapitalejernes indskudskapital er fordelt på aktier, som kan udbydes til offentligheden. Kapitalejerne hæfter alene med deres indskud i selskabet.
Ved gensidige selskaber forstås forsikringsselskaber, der ejes af deres forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også som selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter forsikringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtelser. Gensidige selskabers juridiske klassifikation er ikke klar. I selskabsretlig forstand befinder gensidige selskaber sig mellem foreningen og aktieselskabet. En lang række af reglerne i selskabsloven gælder for gensidige selskaber gennem henvisninger i lovforslaget til selskabsloven. Forhold, der ikke er reguleret i den finansielle lovgivning eller gennem henvisninger til selskabsloven, omfattes af dansk rets almindelige uskrevne regler om andelsselskaber.
Tværgående pensionskasser er defineret i lovforslagets § 247.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.
Begrundelsen herfor er, at et captivegenforsikringsselskab skal være ejet af en virksomhed i den koncern, som selskabet indgår i, hvilket udelukker selskabsformerne gensidige selskaber og tværgående pensionskasser.
Et captivegenforsikringsselskab er defineret i lovforslagets § 9, nr. 17, som et genforsikringsselskab, der er ejet af en anden finansiel virksomhed end et forsikringsselskab eller af en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet eller af en ikke-finansiel virksomhed, og som udelukkende har til formål at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller i det eller de selskaber i koncernen, som det er en del af.
Ved aktieselskab forstås et selskab, der er omfattet af definitionen i selskabslovens § 5, nr. 1, og som er registreret i Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at de forsikringsselskaber, der er nævnt i stk. 1, skal have en bestyrelse og en direktion.
Ved den foreslåede bestemmelse fastlægges, at forsikringsselskaber skal have en tostrenget ledelsesstruktur, og at ledelsesorganerne skal være hhv. bestyrelse og direktion. Dermed afskærer den foreslåede bestemmelse en ledelsesstruktur, hvor bestyrelsen er erstattet med et tilsynsråd. Til varetagelse af bestemte opgaver i vedtægterne, herunder valg af bestyrelse, kan forsikringsselskaber dog i tillæg til bestyrelse og direktion etablere et repræsentantskab.
Selskabslovens § 111 giver danske aktie- og anpartsselskaber mulighed for at vælge frit mellem forskellige ledelsesstrukturer. Selskabsloven indeholder således mulighed for, at det ene ledelsesorgan alene er et tilsynsorgan, et såkaldt tilsynsråd, jf. selskabslovens § 111, stk. 1, nr. 2. Tilsynsrådet skal ansætte og føre tilsyn med direktionen. Selvom tilsynsrådet således udgør en del af kapitalselskabets ledelse, har det kun kontrolfunktioner, men ikke ledelsesbeføjelser, f.eks. kan medlemmerne ikke tegne og forpligte kapitalselskabet.
I kapitalselskaber med et tilsynsråd vil direktionen skulle varetage alle ledelsesopgaver – herunder de opgaver, som bestyrelsen i andre organiserede kapitalselskaber varetager, f.eks. at træffe beslutninger af usædvanlig art eller af større betydning.
Tilsynsrådets funktion modsvarer det såkaldte repræsentantskab. Af samme grund viderefører selskabsloven ikke særskilte bestemmelser om repræsentantskab. Et kapitalselskab kan i sine vedtægter beslutte at oprette et sådant ekstra selskabsorgan uanset dets valg af ledelsesstruktur, dog vil det ikke kunne tillægges nogle af de beføjelser, der efter loven tilkommer de lovfæstede selskabsorganer.
Udgangspunktet i selskabslovens § 111, hvorefter danske aktieselskaber kan vælge mellem flere selskabsstrukturer og -organer, gælder ikke for forsikringsselskaber. Baggrunden herfor er, at forsikringsselskaber adskiller sig fra andre virksomheder ved, at bestyrelsen i kraft af reguleringen inddrages i det daglige arbejde.
Forsikringsselskaber har dog mulighed for at etablere et repræsentantskab i tillæg til bestyrelse og direktion, jf. lovforslagets § 103.