LOV nr 718 af 13/06/2023
Erhvervsministeriet
Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 320
Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 320
RetsinformationDet følger af § 373 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at Finanstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Jf. stk. 2 gælder, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder anvendelse på bødeforelæg. Stk. 3 fastlægger, at forfølgning bortfalder, hvis bødeforlægget vedtages.
Den eksisterende bemyndigelse i § 373 a i lov om finansiel virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område.
§ 373 a, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed foreslås videreført i lov om forsikringsvirksomhed med redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer ved de foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at Finanstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov og regler udstedt i medfør af denne lov, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes til at udstede en ny bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område, hvis der bliver behov herfor. Indtil da foreslås det i lovforslagets § 322, at den gældende bekendtgørelse videreføres.
Det forudsættes, at de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser alene anvendes til at give Finanstilsynet mulighed for at udstede administrative bødeforlæg ved overtrædelse af de bestemmelser, der er nærmere angivet i bekendtgørelsen, hvor overtrædelserne generelt er ensartede og ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, og hvor sanktionsniveauet ligger fast. Overtrædelserne skal generelt være klare og umiddelbart konstaterbare, og sagens afgørelse, herunder fastsættelsen af bødens størrelse, skal være uden skønsmæssige elementer af betydning.
Det indebærer, at administrative bødeforelæg alene kan bruges ved bagatelagtige overtrædelser af lov om finansiel virksomhed, da det her er muligt, at bøden kan fastsættes efter en fast takst alt efter virksomhedens årsomsætning.
Taksten foreslås fastsat efter nedenstående skemaer for henholdsvis juridiske og fysiske personer.
Skema: Bøder for juridiske personer
| | Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 1 | Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 2 | Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 3 | Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 4 | Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 5 | | | ----------------------------------------------------- | -------------------------------------------------- | -------------------------------------------------- | -------------------------------------------------- | -------------------------------------------------- | ----------------------------- | | Nettoomsætning | - 50. mio. kr. | + 50 mio. kr. – 100 mio. kr. | + 100 mio. kr. – 1 mia. kr. | + 1 mia. kr. – 10 mia. kr. | + 10 mia. kr. - 100 mia. kr. | | Bøde for bagatelovertrædelser for virksomheder | 10.000 kr. | 20.000 kr. | 30.000 kr. | 40.000 kr. | 50.000 kr. |
Skema: Bøder for fysiske personer
Bøde for bagatelovertrædelser for fysiske personer | 5.000 kr. |
---|
Bagatelovertrædelser er tilfælde, hvor den konkrete overtrædelse alene har haft en formel karakter. Bagatelagtige overtrædelser kan efter omstændighederne eksempelvis være fejl i formalia samt fejl i eller manglende interne procedurer og forretningsgange, modeller for beregning af kapital m.v.
Som et eksempel kan nævnes, at formanden for bestyrelsen i et forsikringsselskab i sin beretning for generalforsamlingen ikke redegør for aflønningen af bestyrelsen og direktionen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i indeværende og kommende regnskabsår.
Det vil næppe kunne udelukkes, at der vil kunne opstå konkrete tilfælde, hvor overtrædelser af en bestemmelse, der kan afsluttes ved et bødeforelæg, alligevel ikke kan anses for ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, eller hvor der kan rejses tvivl om det rette sanktionsniveau. Det forudsættes, at Finanstilsynet i så fald vil overgive sagen til politiet og anklagemyndigheden til videre foranstaltning frem for at udstede et bødeforelæg.
Det forudsættes, at en udvidelse af det nugældende anvendelsesområde for ordningen med administrative bødeforelæg skal ske efter forhandling med Justitsministeriet, som kan inddrage National Enhed for Særlig Kriminalitet og Rigsadvokaten i overvejelserne.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes ved, at Finanstilsynet udsteder et administrativt bødeforelæg, er, at den pågældende fysiske eller juridiske person dels erklærer sig skyldig, dels vedtager sagens udenretlige afgørelse. Hvis den pågældende fysiske eller juridiske person ikke ønsker at acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi vedkommende ikke ønsker at erkende sig skyldig eller ikke kan erklære sig indforstået med, at sagen afgøres af Finanstilsynet, overgår sagen til National Enhed for Særlig Kriminalitet med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgelse.
Det foreslås i stk. 2, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift, finder tilsvarende anvendelse på tilkendegivelser efter det foreslåede stk. 1.
Et administrativt bødeforelæg udstedt af Finanstilsynet vil således skulle opfylde retsplejelovens krav til et anklageskrift. Det indebærer, at et administrativt bødeforelæg vil skulle indeholde oplysninger om vedkommendes navn, adresse og person- eller CVR-nummer, det forhold, der udstedes bødeforelæg for, den regel, der vurderes at være overtrådt, forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen, straffehjemlen og en kort beskrivelse af det forhold, der udstedes et administrativt bødeforelæg for m.v.
Endvidere indebærer det foreslåede, at det skal fremgå af det administrative bødeforelæg, at den virksomhed eller person, bødeforelægget udstedes over for, ikke har pligt til at udtale sig om sagen, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, 1. pkt., og selvinkrimineringsforbuddet i § 10, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
Det foreslås i stk. 3, at vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
Det følger af § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at vedtagne bøder kan inddrives ved udpantning.