LOV nr 718 af 13/06/2023
Erhvervsministeriet
Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 291
Finanstilsynet skal med angivelse af virksomhedens navn offentliggøre følgende på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog §§ 296 og 297:
-
Reaktioner givet efter § 266, stk. 1, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn.
-
Reaktioner givet efter § 266, stk. 1, jf. § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn.
-
Beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning.
-
Overtrædelser af forbuddet mod at udøve forsikringsvirksomhed uden tilladelse, jf. §§ 14-18.
Stk. 2. Finanstilsynet skal offentliggøre en redegørelse om Finanstilsynets praksis efter § 105, stk. 1, nr. 1. Redegørelsen skal offentliggøres minimum en gang årligt.
Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 291
RetsinformationDen gældende § 354 a i lov om finansiel virksomhed regulerer Finanstilsynets offentliggørelse af reaktioner og beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning. Der sker offentliggørelse i de sager, som er nævnt i § 354 a, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed.
Den gældende § 354 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve finansiel virksomhed uden tilladelse.
Den gældende 354 e i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at Finanstilsynet i visse sager, herunder i egnetheds- og hæderlighedssager, skal offentliggøre tilsynsreaktioner på sin hjemmeside. Herudover skal Finanstilsynet offentliggøre en redegørelse om Finanstilsynets praksis på fortolkningen af egnethedskravet for ledelsesmedlemmer. Redegørelsen skal offentliggøres minimum én gang årligt.
Den foreslåede bestemmelse viderefører dele af den gældende § 354 a, stk. 1 og 2, og § 354 b, stk. 1, og § 354 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed med sproglige og redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer, ligesom der ikke er tilsigtet ændringer i Finanstilsynets offentliggørelsespraksis på forsikringsområdet.
Det foreslåede § 291, stk. 2, er enslydende med forslaget til samme bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, der er foreslået ved lovforslag om ændring af lov om finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og forventeligt træder i kraft den 1. juli 2023. Forslaget vil derfor videreføre gældende ret på tidspunktet for dette lovforslags ikkrafttræden under forudsætning af, at bestemmelserne bliver gennemført ved ovenfornævnte lovforslag.
Bestemmelsen indeholder offentliggørelseshjemlen, som omfatter tilsynsreaktioner som sådan. Begrebet ”reaktioner” omfatter alle de tilsynsreaktioner, som Finanstilsynets bestyrelse vedtager, og som retter sig mod en part, herunder afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning.
Det foreslås i § 291, at Finanstilsynet med angivelse af virksomhedens navn skal offentliggøre de oplysninger, der er omfattet af bestemmelsens nr. 1-4 på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog §§ 296-297.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en forpligtelse til at offentliggøre de oplysninger, der er omfattet af nr. 1-4, medmindre andet følger af lovforslagets §§ 296-297.
Den foreslåede § 291, nr. 1-4, oplister de tilfælde, hvor Finanstilsynet skal offentliggøre reaktioner m.v. på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet offentliggøre navnet på en virksomhed, der er en juridisk person. Derimod kan der ikke offentliggøres tilsynsreaktioner med navns nævnelse, som angår personer. Det indebærer bl.a., at en afgørelse om, at et bestyrelsesmedlem ikke længere opfylder betingelserne om egnethed og hæderlighed vil blive offentliggjort i anonymiseret form.
Den offentliggjorte tilsynsreaktion vil indeholde den eller de involverede virksomheders navn(e). Derimod vil alle fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de tilfælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, ikke blive offentliggjort. Dette gælder også fortrolige oplysninger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betydning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige oplysninger om dens opbygning og indretning, dens økonomiske forhold og situation, dens kundemasse og dens samarbejdspartnere blive fjernet inden offentliggørelsen, medmindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen af tilsynsreaktionen. Endelig vil der ikke ske offentliggørelse af fortrolige oplysninger modtaget fra udenlandske tilsynsmyndigheder samt oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.
Offentliggørelse af en tilsynsreaktion indebærer ikke, at selve den underliggende sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig. Sagen er stadig omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt i henhold til lovforslagets § 285. En eventuel anmodning om aktindsigt, herunder aktindsigt i sagsakter og journalliste, vil derfor være omfattet af de almindelige regler herfor.
Hvis offentliggørelse med navn i en konkret sag ikke vil kunne ske, vil det fortsat være muligt for Finanstilsynet at offentliggøre afgørelsen i anonymiseret form. Det forudsætter dog, at man ikke ud fra beskrivelsen af sagens faktum med stor sandsynlighed kan udlede, hvilken virksomhed tilsynsreaktionen vedrører.
Efter den gældende § 345, stk. 12, nr. 4, i lov finansiel virksomhed træffer Finanstilsynets bestyrelse beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter og i sager, der har videregående betydelige følger.
Efter den gældende § 354 a, stk. 1, 1 pkt., i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet offentliggøre reaktioner givet efter § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed med angivelse af virksomhedens navn. Samme gælder Finanstilsynets reaktioner efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn.
Det foreslås i nr. 1, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal offentliggøre reaktioner givet efter § 269, stk. 1, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at reaktioner givet efter § 269, stk. 1, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn.
I forbindelse med Finanstilsynets bestyrelses behandling af sager og afgivelse af tilsynsreaktioner træffer bestyrelsen også beslutning om offentliggørelse. Udkast til bestyrelsens tilsynsreaktion vil derfor indeholde en indstilling vedrørende offentliggørelse. Hvis en eller flere af undtagelserne til offentliggørelsespligten gør sig gældende, vil dette således fremgå af udkastet til afgørelse. Undtagelserne til offentliggørelsespligten fremgår af lovforslagets §§ 296-297. Såfremt det indstilles, at tilsynsreaktionen offentliggøres, vil et udkast til pressemeddelelse skulle vedlægges udkastet til tilsynsreaktionen. Beslutningen om offentliggørelse er endelig og kan således ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Finanstilsynets bestyrelse kan blive mødt med krav om erstatning, jf. de almindelige regler om offentlige myndigheders erstatningspligt. Dette vil kunne ske, såfremt bestyrelsen træffer beslutning om offentliggørelse, men hvor en domstol efterfølgende vurderer, at der ikke skulle have været sket offentliggørelse, og at Finanstilsynet som følge af dette kan ifalde et erstatningsansvar. Udbetaling af en erstatning kræver dog blandt andet, at virksomheden kan dokumentere, at den har lidt et økonomisk tab, der kan henføres direkte til den fejlagtige offentliggørelse.
Finanstilsynet kan afgøre eller træffe beslutning i en sag uden at forelægge denne for bestyrelsen, hvis sagen er af uopsættelig karakter, og hvis øjemedet ellers ville forspildes, jf. § 25, stk. 2, i forretningsordenen for Finanstilsynets bestyrelse. Sådanne tilsynsreaktioner skal offentliggøres. Baggrunden herfor er, at afgørelsen reelt skulle have været truffet af Finanstilsynets bestyrelse, men at de tidsmæssige rammer ikke har muliggjort dette.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at den også omfatter tilsynsreaktioner givet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse samt beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning, som er truffet af Finanstilsynet, uden sagen har været behandlet af Finanstilsynets bestyrelse. Finanstilsynet vil ved behandlingen af disse sager følge samme praksis som Finanstilsynets bestyrelse gør i tilsvarende sager, herunder også i forhold til eventuel høring af parten og den relevante politimyndighed. Derudover gælder i øvrigt reglerne om blandt andet erstatningspligt, anonymisering og aktindsigt i de pågældende sager, som beskrevet i bemærkningerne ovenfor.
Den gældende § 354 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn, skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 4.
§ 354 a, stk. 2, medfører, at ved reaktioner for virksomheder, der ikke er under tilsyn, vil der alene ske offentliggørelse af Finanstilsynet. Virksomheden skal derfor ikke selv offentliggøre reaktionen på virksomhedens hjemmeside m.v., svarende til 2.-8. pkt. i § 354 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der gælder for virksomheder under tilsyn.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal offentliggøre reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen indebærer, at reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn.
Efter den gældende § 354, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed træffer Finanstilsynets bestyrelse beslutning om at overgive sager til politimæssig efterforskning. Den gældende § 354 a, stk. 1, 8 pkt., fastsætter, at reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr. 6, og Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal offentliggøre beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning.
Det foreslåede nr. 3 indebærer, at beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn.
Ved en beslutning om at oversende en sag til politimæssig efterforskning er det kun Finanstilsynet, som forpligtes til at offentliggøre en sådan beslutning på sin hjemmeside. Offentliggørelsen skal ske med navns nævnelse, hvis beslutningen vedrører en juridisk person.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsættes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af den relevante politimyndighed. Det kan aftales med anklagemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres uden forudgående høring.
Den gældende § 354 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve finansiel virksomhed uden tilladelse. Andre oplysninger end navnet på den virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve finansiel virksomhed, er underlagt reglerne om tavshedspligt.
Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal offentliggøre overtrædelser af forbuddet mod at udøve forsikringsvirksomhed uden tilladelse, jf. §§ 14-18.
Det foreslåede nr. 4 indebærer, at virksomheder, der overtræder forbuddet mod at udøve forsikringsvirksomhed uden tilladelse, skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal offentliggøre en redegørelse om Finanstilsynets praksis efter § 105, stk. 1, nr. 1. Redegørelsen skal offentliggøres minimum én gang årligt.
Redegørelsen, der vil have fokus på positive egnethedsafgørelser, kan afgives i form af f.eks. kommenteret beskrivelse af den retningsskabende praksis på området samt dertil knyttede udtalelser af vejledende karakter, som kan bidrage til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og Finanstilsynet med hensyn til, hvordan konkrete sager vurderes.
Finanstilsynet kan inddrage de afgørelser, som vurderes at bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis. Inddragelse af relevante afgørelser vil ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte afgørelses relevans. Ved udarbejdelse af redegørelsen skal Finanstilsynet i videst mulig udstrækning søge at anonymisere personoplysninger, så de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, ikke kan identificeres.
Redegørelsen forventes at indeholde visse almindelige personoplysninger fra egnethedsvurderingerne, idet vurderingen heraf i høj grad er baseret på en konkret, individuel vurdering af, om kandidatens samlede viden, faglige kompetencer og erfaring matcher, hvad der må forventes for at kunne varetage den pågældende stilling. Det vurderes som udgangspunkt vanskeligt at give et retvisende billede af praksis uden at redegøre for alle de forhold, der er lagt vægt på i den konkrete vurdering. Idet afgørelserne er så konkret begrundet i konkrete oplysninger om kandidaten, kan det i praksis være vanskeligt at anonymisere omtalen af sagen tilstrækkeligt. I sager om positive egnethedsvurderinger vil der som udgangspunkt være tale om almindelige personoplysninger, som indgår i en begunstigende forvaltningsakt, og det vil dermed være tilstrækkeligt, at Finanstilsynet sikrer en anonymisering i form af, at det ikke umiddelbart er muligt for tredjeparter i offentligheden uden særlig tilknytning til sagen at genkende den pågældende. I redegørelsen kan indgå oplysninger om de kriterier, Finanstilsynet tillægger vægt i negative egnethedsafgørelser, hvis dette vurderes at være relevant for virksomhederne og kandidater. Når der i redegørelsen inddrages kriterier fra afgørelser eller vejledning, hvor kandidaten ikke vurderes egnet, vil Finanstilsynet sikre, at omtalen heraf er anonymiseret, så den fysiske person, som sagen vedrører, ikke kan identificeres. Hvis det ikke vurderes muligt at sikre en effektiv anonymisering, vil sagen og oplysningerne ikke indgå i redegørelsen.
Redegørelsen skal offentliggøres med jævnlig frekvens. Med jævnlig frekvens skal forstås 1-2 gange årligt ud fra en konkret vurdering af behovet, herunder også antallet af afgørelser, der er truffet i perioden, og om der er truffet afgørelser, der vurderes væsentligt at kunne bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis.