Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 282

I tilfælde, hvor et forsikringsselskab er erklæret konkurs, hvor størstedelen af forsikringsselskabets drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil, hvis et af nedennævnte forhold er indtruffet i forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksomhedens konkurs m.v.:

  1. Staten har lidt tab på ejerbeviser, som staten har erhvervet som led i konverteringen af sådan kapital.

  2. Staten i øvrigt har ydet garanti eller stillet midler til rådighed for virksomheden, dens kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af virksomheden.

Stk. 2. Finanstilsynet skal offentliggøre redegørelsen efter stk. 1. I forbindelse med offentliggørelsen finder § 285 ikke anvendelse, medmindre oplysningerne vedrører kundeforhold eller tredjamand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde det pågældende forsikringsselskab.

Stk. 3. Redegørelsen skal beskrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen m.v.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 282

I en situation, hvor et forsikringsselskab er gået konkurs, vil staten i nogle tilfælde direkte have stillet midler til rådighed eller mere indirekte for eksempel have stillet en tabsgaranti over for Danmarks Nationalbank. I disse situationer vil der være en meget stor offentlig interesse i at få indsigt i, hvad der er foregået i relation til forsikringsselskabet. Der må især forventes at være interesse i adgang til oplysninger omkring den regnskabsmæssige udvikling i virksomheden og Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen.

Konkursloven sikrer fordringshaverne en vis information om blandt andet forløbet op til konkursen, bl.a. efter konkurslovens § 125, stk. 2, og § 110, stk. 1. Det er ikke kurators primære opgave at afdække årsagerne til konkursen. Det er ej heller kurators opgave at afdække eller beskrive Finanstilsynets handlinger i forhold til den finansielle virksomhed i denne periode. Baggrunden for den gældende § 352 a i lov om finansiel virksomhed er, at det er vurderet, at der er behov for information til offentligheden generelt i disse situationer.

Den gældende § 352 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger, at når en finansiel virksomhed er erklæret konkurs, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil, hvis hvis et af de forhold, der er nævnt i nr. 1-3, er indtruffet i forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksomhedens konkurs m.v

Det foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, viderefører de dele af § 352 a, stk. 1, nr. 2-3, i lov om finansiel virksomhed, der er relevante for forsikringsselskabers konkurs m.v. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1-2, at i tilfælde, hvor et forsikringsselskab er erklæret konkurs, størstedelen af forsikringsselskabets drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil, hvis et af de nedenfor nævnte forhold er indtruffet i forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksomhedens konkurs m.v.:

  1. Staten har lidt tab på ejerbeviser, som staten har erhvervet som led i konverteringen af sådan kapital.

  2. Staten i øvrigt har ydet garanti eller stillet midler til rådighed for virksomheden, dens kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af virksomheden.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, indebærer, at Finanstilsynet skal udarbejde en redegørelse, når et forsikringsselskab er gået konkurs, eller størstedelen af forsikringsselskabets drift er ophørt eller overdraget, hvis staten har lidt tab på kapital indskudt i virksomheden.

Bestemmelsen omfatter alene de tilfælde, hvor staten har lidt et tab på hybrid kernekapital, som er indskudt i virksomheden, eller på ejerbeviser, som er erhvervet som led i en konvertering, der er sket umiddelbart før sammenbruddet. Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde af manglende rentebetalinger.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer, at Finanstilsynet endvidere skal udarbejde en redegørelse, når staten i øvrigt har ydet garanti eller stillet midler til rådighed for virksomheden, dens kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af virksomheden, når denne er gået konkurs, størstedelen af forsikringsselskabets drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration.

Det følger af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal udarbejde en redegørelse, hvis forholdene i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt i en kortere periode forud for, at forsikringsselskabet er gået konkurs, størstedelen af virksomheds drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under administration.

Med ”en kortere periode” forstås, at den udløsende begivenhed har en naturlig handlings- og tidsmæssig sammenhæng med statens garanti eller indskud af kapital. Dermed omfatter bestemmelsen som udgangspunkt ikke de tilfælde, hvor den udløsende begivenhed indtræder senere end 2 år efter, at virksomheden modtog statens garanti eller indskud af kapital.

For tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 1, vurderes den kortere periode i forhold til det tidsrum, som løber mellem den udløsende begivenhed og det tidspunkt, hvor statens tab er konstateret.

For tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 2, vurderes den kortere periode i forhold til det tidsrum, som løber mellem den udløsende begivenhed og det tidspunkt, hvor staten har ydet garanti eller stillet midler til rådighed for den finansielle virksomhed.

Den gældende § 352 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed lemper Finanstilsynets generelle tavshedspligt i forhold til den lovpligtige redegørelse.

Det foreslåede stk. 2 viderefører § 352 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal offentliggøre redegørelsen efter stk. 1. I forbindelse med offentliggørelsen finder § 285 ikke anvendelse, medmindre oplysningerne vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde det pågældende forsikringsselskab.

Formålet med bestemmelsen er at sikre mest mulig offentlighed i konkurssituationen.

Redegørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger vedrørende kundeforhold eller tredjemand, der har været involveret i en mulig overtagelse af den kriseramte virksomhed eller på anden måde har været involveret i bestræbelserne på at tilvejebringe en løsning på virksomhedens økonomiske problemer. Uden sidstnævnte undtagelse ville bestemmelsen kunne afholde potentielle overtagende virksomheder fra at udvise interesse for kriseramte virksomheder generelt. Finanstilsynet kan – hvis der skønnes behov herfor – på eget initiativ udarbejde og offentliggøre supplementer til redegørelsen.

Den gældende § 352 a, stk. 3, fastsætter, at redegørelsen efter § 352 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal beskrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen m.v.

Det foreslåede stk. 3 viderefører § 352 a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.

Det foreslås således i stk. 3, at redegørelsen efter stk. 1 skal beskrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen m.v.