LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 261a
Finanstilsynet er indsamlingsorgan for de oplysninger, der skal indsendes med henblik på at gøre dem tilgængelige på det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP). Dette gælder for oplysninger, der skal indsendes i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf undtagen § 189, stk. 4, eller en af følgende forordninger:
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt).
-
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.
Stk. 2. Finanstilsynet er endvidere indsamlingsorgan for de oplysninger, der indsendes på frivillig basis med henblik på at gøre dem tilgængelige på det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP), jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et fælles europæisk adgangspunkt, som giver centraliseret adgang til offentligt tilgængelige oplysninger med relevans for finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder og bæredygtighed.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 261a
Efter den gældende § 344, stk. 1, 2 pkt., i lov om finansiel virksomhed påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af bl.a. den gældende § 15, stk. 1, 2 og 4, og § 112 i lov om finansiel virksomhed. De nævnte bestemmelser vedrører selskabers registrering i Erhvervsstyrelsens registre samt krav til gensidige forsikringsselskabers vedtægter.
Bestemmelsen foreslås videreført med konsekvensrettelser af henvisningerne til lov om forsikringsvirksomhed.
Det foreslås i § 261, at Erhvervsstyrelsen påser overholdelsen af § 24 og § 242.
Den foreslåede § 261 medfører bl.a., at Finanstilsynet ikke fører tilsyn med registreringer ved Erhvervsstyrelsen og ikke skal godkende vedtægter. Vedtægterne skal alene registreres i Erhvervsstyrelsen i lighed med øvrige selskabers vedtægter. Det anføres derfor i loven, at Erhvervsstyrelsen påser overholdelsen af de bestemmelser i loven, som relaterer sig til forsikringsselskabers vedtægter.