Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 245

Bestyrelsen i en pensionskasse skal bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen. Erhvervsministeren kan dog under hensyn til pensionskassens forhold tillade en anden sammensætning.

Stk. 2. I vedtægterne kan det fastsættes, at valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af pensionskassens medlemmer ved urafstemning.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 245

Det følger af den gældende § 115, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at medmindre erhvervsministeren under hensyn til pensionskassens forhold tillader en anden sammensætning af bestyrelsen, skal denne bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen. Af den gældende § 115, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fremgår, at i vedtægterne kan det fastsættes, at valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af pensionskassens medlemmer ved urafstemning.

Den foreslåede bestemmelse i § 245 viderefører den gældende § 115 i lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at bestyrelsen i en pensionskasse skal bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen. Det foreslås i 2. pkt., at erhvervsministeren dog under hensyn til pensionskassens forhold kan tillade en anden sammensætning.

Bestemmelsen fraviger det almindelige selskabsretlige princip, som fremgår af selskabslovens § 120, om, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen, idet erhvervsministeren kan tillade, at mindre end halvdelen af bestyrelsens medlemmer vælges af pensionskassens medlemmer.

Formålet med bestemmelsen er at give de organisationer, der står bag en tværgående pensionskasse, mulighed for at følge med i, hvorledes pensionsordningerne forvaltes, og hvordan medlemmerne betjenes. Der kan f.eks. være tale om arbejdstagerorganisationer, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer, herunder offentlige myndigheder, der i kollektiv har oprettet og fastlagt væsentlige forhold vedrørende arbejdsmarkedspensioner.

Det foreslås i stk. 2, at det i vedtægterne kan fastsættes, at valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af pensionskassens medlemmer ved urafstemning.