Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 244

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 244

Den gældende § 289 i lov om finansiel virksomhed angiver de muligheder, der er for at anlægge søgsmål i gensidige forsikringsselskaber vedrørende formaliteten i tilknytning til beslutninger truffet af generalforsamlingen.

Med den foreslåede § 244 videreføres den gældende § 289 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 1, at en stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen eller en direktør kan anlægge søgsmål vedrørende en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde, eller som er stridende mod denne lov eller det gensidige selskabs vedtægter.

Bestemmelsen svarer til selskabslovens § 109.

Bestemmelsen fastlægger, hvem der kan anlægge sag til omstødelse af en generalforsamlingsbeslutning som ulovlig, dvs. hvem der er søgsmålsberettiget. Det er ikke hensigten med bestemmelsen at afskære det almindelige partsbegreb. Alle, der har en retlig interesse i beslutningens indhold, vil således kunne anlægge sag herom.

Hvis et gensidigt selskab i sine vedtægter har valgt, at delegerede udgør generalforsamlingen, es det kun de delegerede, der er stemmeberettigede på en generalforsamling. Dermed kan medlemmer ikke anlægge søgsmål efter bestemmelsen.

Bestemmelsen finder eksempelvis anvendelse, hvis en generalforsamling ikke har været lovligt indkaldt, eller hvis vedtægternes majoritetskrav ikke var opfyldt.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at et søgsmål skal være anlagt senest 3 måneder efter beslutningen, jf. dog stk. 3.

Det foreslås i 2. pkt., at sker dette ikke, anses beslutningen for gyldig.

Bestemmelsen indeholder en forældelsesfrist, hvorefter beslutninger opnår gyldighed, hvis de ikke bestrides inden fristen på de 3 måneder. Dog gælder dette ikke for forhold omfattet af det foreslåede stk. 3. Overholdes fristen ikke, anses beslutningen for gyldig.

Hensigten med bestemmelsen er at undgå længere tids uvished om, hvorvidt en beslutning er gyldig.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at tidsfristen efter stk. 2 ikke finder anvendelse, når beslutningen ikke lovligt kunne tages selv med samtlige stemmeberettigedes samtykke.

Det foreslås endvidere i stk. 3, nr. 2, at tidsfristen efter stk. 2 ikke finder anvendelse, når der ifølge selskabets vedtægter kræves samtykke til beslutningen af alle eller visse medlemmer, garanter eller stemmeberettigede, og sådant samtykke ikke er givet.

Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at tidsfristen efter stk. 2 ikke finder anvendelse, når indkaldelse til generalforsamlingen ikke er sket, eller de for selskabet gældende regler for indkaldelse væsentligt er tilsidesat.

Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at tidsfristen efter stk. 2 ikke finder anvendelse, når den, der har rejst sagen efter udløbet af den i stk. 2 angivne tid, men dog senest 2 år efter beslutningen, har haft rimelig grund til forsinkelsen, og retten på grund heraf og under hensyntagen til omstændighederne i øvrigt finder, at det vil være åbenbart urimeligt at anvende bestemmelserne i stk. 2.

Bestemmelsen er en undtagelse til 3-månedersfristen efter stk. 2.

Bestemmelsens nr. 1-3 medfører, at beslutningen er ugyldig og dermed ikke har retsvirkning, hvorimod bestemmelsens nr. 4 kan medføre fristforlængelse i særlige tilfælde.

Bestemmelsens nr. 1 vil eksempelvis kunne finde anvendelse, hvis beslutningen er truffet i strid med præceptive bestemmelser, herunder beskyttelse af en tredjemands lovhjemlet rettighed.

Bestemmelsens nr. 3 fjerner klagefristen på 3 måneder eksempelvis i de tilfælde, hvor indkaldelse til generalforsamling ikke foretages i overensstemmelse med det gensidige selskabs vedtægter eller loven, herunder rettidig indkaldelse. Beslutninger på generalforsamlingen bliver således ikke gyldige, selvom klagefristen på 3 måneder er udløbet, når der er tale om grove fejl.

Bestemmelsens nr. 4 fungerer som en absolut fristforlængelse og finder således kun anvendelse i sjældne tilfælde, hvor det er åbenbart urimeligt at anvende 3-månedersfristen efter stk. 2.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvis retten finder, at generalforsamlingsbeslutningen ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter, jf. stk. 1, skal den ved dom kendes ugyldig eller ændres.

Det foreslås endvidere i stk. 4, 2. pkt., at en ændring af generalforsamlingsbeslutningen dog kun kan ske, hvis der nedlægges påstand derom, og retten er i stand til at fastslå, hvilket indhold beslutningen rettelig skulle have haft.

Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at rettens afgørelse har gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.

Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at domstolene skal udgøre generalforsamlingen. Bestemmelsen finder således anvendelse i tilfælde, hvor det vil være klart, at generalforsamlingen ville have truffet en anden beslutning end den anfægtede, hvis stemmeafgivningen var gået til, som den burde. Eksempelvis hvis optællingen har været urigtig, eller man har ladet personer uden stemmeret afgive stemme.