LOV nr 718 af 13/06/2023
Erhvervsministeriet
Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 231
Administrator skal forvalte de aktiver, der er modtaget fra selskabet, og kan hos selskabet, eventuelt ved fogedens hjælp, kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret.
Stk. 2. Administrator skal respektere aftaler om netting ved slutafregning af finansielle kontrakter, jf. § 206 i lov om kapitalmarkeder, der kan indgå i gruppen af aktiver i medfør af § 219, stk. 1, 1. pkt.
Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 231
RetsinformationDen gældende § 254, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at administrator skal forvalte de aktiver, der er modtaget fra selskabet, og kan kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret hos selskabet. Herunder skal administrator respektere aftaler om netting ved slutafregning.
Den foreslåede § 231 viderefører den gældende § 254, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed i en selvstændig bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at administrator skal forvalte de fra selskabet modtagne aktiver og hos selskabet, eventuelt ved fogedens hjælp, kan kræve alt til administrationen nødvendigt materiale udleveret.
Bestemmelsen indebærer, at administrator skal forvalte de aktiver, som denne modtager ved administrationens begyndelse. Administrator optræder på vegne af alle forsikringstagere og er forpligtet til at forvalte de modtagne aktiver i forsikringstagernes bedste interesse. Bestemmelsen indebærer endvidere, at administrator kan kræve alt nødvendigt materiale udleveret, hvis det er nødvendigt med fogedens hjælp. Alt materiale, som er i forsikringsselskabets besiddelse, og som kan være nødvendigt for administrator til forvaltningen af de overdragne aktiver, er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at administrator skal respektere aftaler om netting ved slutafregning, jf. § 206 i lov om kapitalmarkeder, af finansielle kontrakter, der kan indgå i gruppen af aktiver i medfør af § 219, stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at administrator, når en livsforsikringsbestand bliver taget under administration, skal respektere eventuelle vilkår om netting i de finansielle kontrakter, som forsikringsselskabet, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed inden administrationsboets oprettelse måtte have indgået eksempelvis med pengeinstitutter til afdækning af selskabets renterisici.
Begrebet netting indebærer, at parter, der har indgået flere kontrakter med hinanden, kan nettoopgøre krav over for hinanden.
Nettingaftaler kan eksempelvis indgås med pengeinstitutter til afdækning af selskabets renterisici for at sikre selskaberne mod faldende renter og deraf følgende øgede krav til livsforsikringshensættelser.
Lov om kapitalmarkeder § 206, stk. 1, bestemmer, at en aftale med retsvirkning for tredjemand, jf. dog §§ 207 og 208, kan indeholde en bestemmelse om, at de af aftalen omfattede finansielle forpligtelser, jf. lov om kapitalmarkeder § 5, nr. 2, skal nettes ved slutafregning, hvis der opstår en fyldestgørelsesgrund, jf. lov om kapitalmarkeder § 5, nr. 6.
Endvidere følger det af lov om kapitalmarkeder § 206, stk. 2, at det med retsvirkning for boet og kreditorerne kan aftales, at slutafregning først skal ske, når den ikkemisligholdende part giver meddelelse herom til den misligholdende part, efter der er indtrådt en fyldestgørelsesgrund. I tilfælde, hvor den misligholdende part tages under insolvensbehandling, kan denne part dog kræve, at slutafregningen gennemføres således, at parterne stilles, som om slutafregning var sket uden unødigt ophold efter det tidspunkt, hvor den ikkemisligholdende part vidste eller burde vide, at den misligholdende part blev undergivet insolvensbehandling.
Det er i forsikringstagernes interesse, at forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan oprette sådanne finansielle kontrakter. De indgås for at sikre selskaberne mod faldende renter og deraf følgende øgede krav til livsforsikringshensættelser. Det er derfor også i forsikringstagernes interesse, at der skabes større klarhed omkring reglerne i lov om forsikringsvirksomhed om administrationsboer og reglerne i kapitalmarkedslovens kapitel 31 om respekt af nettingvilkår i tilfælde af én af parternes konkurs eller lignende.
Den foreslåede stk. 2 har endvidere betydning for, hvilke aktiver selskabet kan registrere i registret over aktiver, der tjener til fyldestgørelse af de forsikrede i lovens foreslåede § 219, stk. 1. For så vidt angår finansielle kontrakter, er det vigtigt, at registret viser den reelle værdi.
Det er tidligere blevet præciseret, at når en administrator skal respektere de indgåede vilkår om netting, skal værdierne i aktivet hele tiden afspejle den værdi, som kontrakterne har. De finansielle kontrakter skal således indgå i aktivregistret med deres nettoværdi. Der kan imidlertid ikke registreres finansielle kontrakter, hvis det underliggende aktiv ikke er omfattet af listen over aktivtyper i § 219, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed. Administrator skal alene respektere nettingaftaler omfattende aktiver, der kan indgå i de registrerede aktiver.
Henvisningen til § 219, stk. 1, 1. pkt., præciserer, at administrator naturligvis kun skal respektere aftaler om netting af finansielle kontrakter, når alle de finansielle kontrakter, som aftalen om netting vedrører, indgår i de registrerede aktiver, som overlades til administrator ved administrationens begyndelse. Administrator skal således ikke respektere aftaler om netting, der vedrører ikke-registrerede finansielle kontrakter eller vedrører både registrerede og ikke-registrerede finansielle kontrakter.