LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 226
Finanstilsynet skal, snarest muligt efter at likvidation i henhold til § 221 er indtrådt, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til aftale med vedkommende selskab.
Stk. 2. Redegørelsen og forslaget skal offentliggøres i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til inden en frist fastsat af Finanstilsynet, der ikke må være kortere end 1 måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af fristen i stk. 2 træffer erhvervsministeren under hensyntagen til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med den udarbejdede redegørelse efter forhandling med det overtagende selskab træffe beslutning om, at forsikringer, som er tegnet for en periode på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er gældende, hvis den flerårige periode i aftalen var udløbet. Reglerne om denne adgang til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets redegørelse.
Stk. 5. § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler finder tilsvarende anvendelse, indtil erhvervsministeren har truffet beslutning i henhold til stk. 3. Finder overdragelse sted i overensstemmelse med erhvervsministerens beslutning, kan likvidationen og overdragelsen uanset §§ 26 og 27 i lov om forsikringsaftaler ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 226
Det følger af den gældende § 252 i lov om finansiel virksomhed, hvorledes Finanstilsynet skal søge forsikringsbestanden overdraget i tilfælde af likvidation af et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed.
Den foreslåede § 226 viderefører den gældende § 252 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet snarest muligt efter, at likvidation i henhold til § 221 er indtrådt, i samråd med likvidatorerne, skal undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til overenskomst med vedkommende selskab.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor Finanstilsynet i medfør af lovforslagets § 221 har truffet beslutning om, at et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, skal træde i likvidation. Bestemmelsen svarer til reglen i lovforslagets § 234, der kun gælder for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, og hvor administrator skal forsøge livsforsikringsbestanden overdraget.
Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet på samme måde som administrator efter lovforslagets § 234 undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt for de forsikrede, at forsikringsbestanden overdrages helt eller delvist til et andet forsikringsselskab. Bestanden kan således eksempelvis opdeles i flere forsikringstyper, som derefter kan overdrages separat.
Hvis forsikringsbestanden skal overdrages, følges samme måde som ved reglerne efter lovforslagets § 195 om bestandsoverdragelse, og der udarbejdes en overenskomst og redegørelse om overdragelsen. Dog er det Finanstilsynet, der udarbejder forslag til overenskomst med selskabet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at redegørelsen og forslaget skal offentliggøres i Statstidende og i dagblade.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at redegørelsen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til, inden en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end én måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser mod overdragelsen.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at selskabet samtidig, til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet er bekendt, skal udsende redegørelsen og forslaget.
Redegørelsen skal beskrive overdragelsen og dens konsekvenser for forsikringstagerne og skal opfordre forsikringstagerne til skriftligt at meddele Finanstilsynet indsigelser imod overdragelsen indenfor en af Finanstilsynet fastsat frist, der ikke må være kortere end én måned. Bestemmelsen medfører, at forsikringstagerne får mulighed for at gøre indsigelse mod overdragelsen.
Det foreslås i stk. 3, at efter udløbet af fristen i stk. 2 træffer erhvervsministeren, under hensyntagen til de fremsatte indsigelser, beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.
Erhvervsministerens beføjelse efter den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 253, stk. 3, til at træffe beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages, er henlagt til Finanstilsynet, jf. § 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 44 af 19. januar 2015 om henlæggelse af beføjelser til Finanstilsynet, som forventes videreført.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet først kan træffe beslutning om overdragelse efter udløbet af indsigelsesperioden. At beslutningen træffes under hensyntagen til de fremsatte indsigelser medfører, at eventuelle saglige indsigelser kan få indvirkning på Finanstilsynets beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet i forbindelse med den udarbejdede redegørelse efter forhandling med det overtagende selskab kan træffe beslutning om, at forsikringer, som er tegnet for en periode på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er gældende, hvis den i aftalen indeholdte flerårige periode var udløbet.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at reglerne om denne adgang til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets redegørelse.
Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet kan beslutte, at forsikringer, der er tegnet for en periode på mere end 1 år, kan opsiges af begge parter. Bestemmelsen tager således sigte på at beskytte de forsikringstagere, der eksempelvis har bundet sig for en flerårig periode. Finanstilsynet har derfor mulighed for at bestemme, at aftaleperioden kan forkortes, hvilket er en undtagelse til princippet om ikke at ændre i vilkårene i en forsikringsaftale ved en bestandsoverdragelse. Dette kræver dog det overtagende selskabs accept. Reglerne for dette skal gengives i redegørelsen efter stk. 1.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler tilsvarende finder anvendelse, indtil erhvervsministeren har truffet beslutning i henhold til stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at finder overdragelse sted i overensstemmelse med erhvervsministerens beslutning, kan likvidationen og overdragelsen, uanset lov om forsikringsaftaler §§ 26 og 27, ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
§ 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler fastsætter, at en skadesforsikringsaftale bortfalder 1 år efter, at selskabet er trådt i frivillig likvidation, og at forsikringstageren kan hæve aftalen, hvis selskabet ikke stiller sikkerhed,
Stk. 5 fastsætter således, at reglen i § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler finder anvendelse indtil det tidspunkt, hvor Finanstilsynet træffer beslutning om, at bestanden skal overdrages. Herefter kan § 27, stk. 2, ikke påberåbes, hvilket svarer til den almindelige bestandsoverdragelsessituation.