LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 216
Bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser og forsikringsselskabers pligter over for erhvervsministeren og Finanstilsynet finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse for forsikringsselskaber, som er under rekonstruktionsbehandling eller opløsning.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 216
Det følger af den gældende § 240 i lov om finansiel virksomhed, at bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf også kan finde anvendelse for forsikringsselskaber under rekonstruktion eller opløsning.
Den foreslåede § 216 viderefører den gældende § 240 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 216, at bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser, og forsikringsselskabers pligter over for erhvervsministeren og Finanstilsynet, finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse for forsikringsselskaber, som er under rekonstruktionsbehandling eller opløsning.
Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber, der er under opløsning og har fået inddraget deres tilladelse i henhold til lovforslagets § 216.
Bestemmelsen fastslår således, at reglerne om erhvervsministerens og Finanstilsynets beføjelser samt forsikringsselskabernes pligter efter denne lov efter omstændighederne principielt fortsat finder anvendelse, selvom et forsikringsselskab har standset sine betalinger eller er under opløsning. Ved ”opløsning” forstås, at forsikringsselskabet er under opløsning efter selskabslovens regler (likvidation eller tvangsopløsning) eller efter konkurslovens regler. Et forsikringsselskab, hvis tilladelse er inddraget, vil ikke være en finansiel virksomhed og vil derfor ikke være omfattet af Finanstilsynets tilsyn i medfør af lovens almindelige tilsynsbestemmelser. Formålet med § 216 er at sikre, at Finanstilsynet også i afviklingsperioden har de nødvendige redskaber til at varetage hensynet til forsikringstagernes interesser. Hvis et forsikringsselskab ophører på anden måde, har Finanstilsynet ikke beføjelser i henhold til denne lov over for selskabet, efter at tilladelsen er inddraget.
Bestemmelsen medfører eksempelvis som udgangspunkt, at forsikringsselskaber skal indsende regnskabs- og solvensindberetninger, medmindre andet besluttes af Finanstilsynet. Forsikringsselskaber har dermed som udgangspunkt pligt til at indsende bestyrelses- og generalforsamlingsgodkendt årsrapport til Finanstilsynet, jf. lovforslagets §§ 188 og 189, også i forbindelse med opløsning.
I tilfælde af forsikringsselskabets opløsning vil visse pligter i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, f.eks. indberetninger om solvenskrav og ledelsens kvalitet, dog miste noget af deres praktiske betydning. Dette indebærer de i bestemmelsen nævnte ”nødvendige tilpasninger”. Endvidere sætter skifterettens stilling af domstol grænser for, hvilke pligter Finanstilsynet kan pålægge kurator eller boet. Omvendt kan Finanstilsynets vejledningsadgang og -pligt dog få større betydning i disse tilfælde.