Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 188

Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, indsendes til Finanstilsynet ved digital kommunikation uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt.

Stk. 2. Ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet ved digital kommunikation samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1. Fører ekstern revisor ikke en revisionsprotokol vedrørende årsrapporten, indsendes anden tilsvarende dokumentation.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 188

Det følger af den gældende § 194 i lov om finansiel virksomhed, at den bestyrelsesgodkendte årsrapport skal indsendes til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endelig godkendt.

Den foreslåede § 188 viderefører § 194 uden ændringer.

Det foreslås i stk. 1, at årsrapporten i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, skal indsendes til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt.

Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber indsende den bestyrelsesgodkendte årsrapport til Finanstilsynet uden ugrundet ophold, hvilket vil sige indenfor et par hverdage efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endelig godkendt.

Kravet om indsendelse af den bestyrelsesgodkendte årsrapport til Finanstilsynet skal sikre, at Finanstilsynet modtager den af virksomhedernes ledelse udarbejdede årsrapport, samtidig med at den bliver tilgængelig for ejerne (aktionærerne) inden generalforsamlingen.

Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har indsendt årsrapporten i den form, hvori den er forelagt og godkendt af bestyrelsen, uden ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt, kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden eller ledelserne herfor straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten samt for virksomheder med intern revision tillige den interne revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter stk. 1.

Det foreslås i 2. pkt., at fører ekstern revisor ikke en revisionsprotokol vedrørende årsrapporten, indsendes anden tilsvarende dokumentation.

Det er kun forsikringsselskaber og børsnoterede forsikringsholdingvirksomheder, som er forpligtede til at føre en revisionsprotokol, jf. § 1 a i revisorloven.

Forsikringsholdingvirksomheder, der ikke er børsnoterede, må selv beslutte, om der skal føres en revisionsprotokol for virksomheden, eller om den eksterne revisors kommunikation af oplysninger og erklæringer til virksomhedens ledelse skal gives på anden vis.

Forsikringsholdingvirksomheder, som ikke fører en revisionsprotokol, skal i stedet indsende anden tilsvarende dokumentation til Finanstilsynet.

Med anden ”tilsvarende dokumentation” forstås den dokumentation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver til en virksomheds ledelse i forbindelse med dennes revision af virksomhedens årsrapport og i forbindelse med den lovpligtige kommunikation af oplysninger og erklæringer.

Bestemmelsen ændrer ikke på kravene til revisors revision af virksomhedernes årsrapport eller til de oplysninger og erklæringer, som revisor skal afgive til virksomhedens ledelse i den forbindelse. Kravene hertil følger fortsat af de internationale revisionsstandarder (ISA'er).

Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af det foreslåede stk. 2 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har indsendt revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten samtidig med indsendelse af årsrapporten efter det foreslåede stk. 1, kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden eller ledelserne herfor straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.