Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 187b

Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om forsikringsvirksomhed og lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter (Udskydelse af virksomheders pligt til rapportering om bæredygtighed og afregistrering af revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering) d. 17/12/2025

For virksomheder, der er omfattet af § 187 a, stk. 1, som før den 31. december 2025 har valgt en eller flere revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, jf. selskabslovens § 149 a, stk. 1, til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, kræver afregistrering af den eller de valgte revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere ikke særskilt vedtagelse.

Stk. 2. Ved afregistrering efter stk. 1 finder selskabslovens § 149 a, stk. 2 og 3, ikke anvendelse.

Stk. 3. Afregistrering efter stk. 1 kan ikke foretages efter førstkommende ordinære generalforsamling eller lignende møde i et tilsvarende godkendelsesorgan, som er afholdt den 31. december 2025 eller senere.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 187b

Den gældende § 193 i lov om finansiel virksomhed stiller krav om revision af årsrapporten.

Den foreslåede § 187 viderefører § 193 uden ændringer.

Bestemmelsen svarer til § 135, stk. 1, i årsregnskabsloven.

Det foreslås i § 187, stk. 1, 1. pkt., at årsrapporten skal revideres af virksomhedens eksterne revisorer, jf. § 193.

Det foreslås i § 187, stk. 1, 2. pkt., at revisionen ikke omfatter ledelsesberetningen og de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 186.

Det foreslås i § 187, stk. 1, 3. pkt., at revisor dog skal afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab.

For forsikringsselskaber er årsrapporten underlagt revisionspligt. Det er ikke muligt at undlade revision på grund af størrelse, som det for eksempel er tilfældet i årsregnskabsloven. Revisionspligten omfatter ikke ledelsesberetningen. En revisor skal dog gennemlæse ledelsesberetningen med henblik på at afgive en udtalelse om, hvorvidt denne er i overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab. Dette er i overensstemmelse med kravet til revision i forhold til ledelsesberetningen i medfør af artikel 34 i direktiv 2013/34/EU, hvor det endvidere præciseres, at revisors udtalelse baseres på, hvorvidt vedkommende på baggrund af viden om og forståelse af virksomheden og dens miljø erhvervet under revisionen har fundet væsentlige, fejlagtige angivelser i ledelsesberetningen, hvorefter arten af sådanne eventuelle fejlagtige angivelser anføres.

Overtrædelse af lovforslagets § 187, 1. pkt., kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets § 187, 1. pkt., er et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke får revideret årsrapporten af sine eksterne revisorer, kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.