LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 177
Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og som foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i selskabets aktieinvesteringsstrategi er i overensstemmelse med profilen og varigheden af selskabets forsikringsmæssige forpligtelser, herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.
Stk. 2. Når en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre følgende oplysninger om sin ordning med kapitalforvalteren:
-
Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
-
Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af vurderinger af finansielle og ikkefinansielle resultater på mellemlang til lang sigt for det selskab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mellemlang til lang sigt.
-
Hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
-
Hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan det fastlægger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsætningsinterval.
-
Varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre en klar og velbegrundet forklaring, hvis ordningen nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de aspekter, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5.
Stk. 4. De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-3, skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og skal ajourføres årligt, medmindre der ikke er væsentlige ændringer hertil.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 177
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 160 indeholder regler om, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, der foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab i relation til deres investeringsstrategi.
Den foreslåede bestemmelse i § 177 viderefører § 160 i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3 h i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab (aktionærrettighedsdirektivet).
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, forvalter deres aktiver ansvarligt. Dette sikres ved, at selskaberne offentliggør deres aktieinvesteringsstrategi og eventuelle ordninger med kapitalforvaltere, som investerer på selskabernes vegne. Endvidere sikrer offentliggørelse af de vigtigste elementer i selskabernes aktieinvesteringsstrategi, at mulige kunder, for eksempel kommende pensionister, får mulighed for at optimere deres investeringsbeslutninger, samtidig med at selskabernes ansvar og forpligtelser over for interessenter og civilsamfundet styrkes.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører visse af reglerne i aktionærrettighedsdirektivets kapitel 1 b. Reglerne i aktionærrettighedsdirektivets kapitel 1 b finder alene anvendelse på gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, i det omfang de foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, der foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i deres aktieinvesteringsstrategi er i overensstemmelse med profilen og varigheden af deres forsikringsmæssige forpligtelser, herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.
Kapitalforvalterbegrebet er defineret ved den gældende § 10, nr. 56, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter som en virksomhed, som har tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter som nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 4, og som leverer tjenesteydelser i relation til skønsmæssig porteføljepleje vedrørende aktier med stemmeret i selskaber, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked. Definitionen af kapitalforvalter er ikke videreført i dette lovforslag, men skal fortolkes i overensstemmelse med den gældende definition i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
En mellem- til langsigtet tilgang er en væsentlig forudsætning for ansvarlig forvaltning af en virksomheds aktiver. Derfor bør et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2 eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, årligt offentliggøre oplysninger, der forklarer, hvordan de vigtigste elementer i deres aktieinvesteringsstrategi er forenelige med deres forpligtelsers profil og varighed, og hvordan disse elementer bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.
Det er det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, der selv fastlægger, hvad der skal forstås ved mellemlang til lang sigt. Almindeligvis vil der herved forstås en periode på 3-5 år eller længere.
Fremlægningen af sådanne informationer kan få en positiv virkning på investorers informationsniveau, give kommende investorer mulighed for at optimere deres investeringsbeslutninger, lette dialogen mellem investorer og selskaber, fremme aktionærernes engagement og styrke selskabernes ansvar og forpligtelser over for civilsamfundet.
Det foreslås i stk. 2, at når en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2 eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre oplysningerne i nr. 1-5 om sin ordning med kapitalforvalteren.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, anvender en kapitalforvalter, som har mandat til at forvalte selskabets aktiver, enten eksklusivt for selskabet eller som en del af en større pulje, skal selskabet offentliggøre de vigtigste aspekter ved ordningen. Selskabet skal offentliggøre, hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af selskabets forpligtelser, særligt de langsigtede forpligtelser, hvordan den evaluerer kapitalforvalterens resultater, herunder kapitalforvalterens aflønning, og hvordan den giver kapitalforvalteren incitament til at handle i selskabets bedste interesse på mellemlang til lang sigt.
Dette vil bidrage til en korrekt afstemning af interesser mellem gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelsers endelige modtagere, kapitalforvalterne og de selskaber, hvori der investeres, samt eventuelt til udarbejdelse af langsigtede investeringsstrategier og opbygning af langsigtede forbindelser med selskaber, hvori der investeres, og som involverer aktivt ejerskab.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at hvis en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
Det følger af den gældende § 101 b i lov om finansiel virksomhed, at kapitalforvaltere en gang årligt skal give et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, hvormed der er indgået en aftale, meddelelse om hvordan kapitalforvalterens investeringsstrategi og gennemførelse heraf i forhold til investeringer i aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, er i overensstemmelse med kapitalforvaltningsaftalen og bidrager til afkastet af disse selskabers aktiver på mellemlang til lang sigt. Den gældende § 101 b i lov om finansiel virksomhed er ikke videreført i lovforslaget, men skal fortolkes i overensstemmelse med den gældende § 101 b i lov om finansiel virksomhed.
Kapitalforvalterens meddelelse skal omfatte rapportering om væsentlige mellem- til langsigtede risici forbundet med investeringerne, porteføljesammensætningen, omsætning og omsætningsomkostninger, brugen af rådgivende stedfortrædere med henblik på aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab, og kapitalforvalterens politik for værdipapirudlån, og hvordan politikken i givet fald anvendes med henblik på aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab, navnlig på tidspunktet for generalforsamlingen i de selskaber, der investeres i. Kapitalforvalterens meddelelse skal endvidere indeholde oplysninger om, hvorvidt og i givet fald hvordan kapitalforvalteren træffer investeringsbeslutninger på grundlag af en evaluering af mellem- til langsigtede resultater, herunder ikke-finansielle resultater, for de selskaber, hvori der investeres, og hvorvidt der er opstået interessekonflikter i forbindelse med aktivt ejerskab, hvilke interessekonflikter der i givet fald har været tale om, og hvordan kapitalforvalteren har håndteret disse.
Med kapitalforvalterens meddelelse er et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, i stand til at offentliggøre de relevante oplysninger. Hvis dette ikke er tilfældet, må det antages, at selskabet må være i stand til at få de fornødne oplysninger i hænde via dialog og overvågning af kapitalforvalteren, hvormed der er indgået en aftale.
Ved langsigtede resultater forstås almindeligvis resultaterne for en periode på mere end 5 år, men den enkelte kapitalforvalter kan fastsætte en kortere periode. Forvalteren må over for kunder og offentligheden argumentere for, at det er en mere realistisk periode, for eksempel på baggrund af selskabets størrelse eller resultaternes særlige forhold.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at hvis en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af vurderinger af mellem- til langsigtede finansielle og ikke-finansielle resultater for det selskab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mellemlang til lang sigt.
Et selskabs finansielle resultater er de finansielle mål, som de selskaber, hvori der investeres, har sat for sig selv. Ikke-finansielle resultater kan for eksempel være, at selskabet udfaser et farligt stof fra produktionen eller ønsker en højere tilfredshedsvurdering blandt kunder eller internt i virksomheden.
Ved mellem- til langsigtede resultater forstås almindeligvis resultaterne indenfor en periode på 3-5 år eller længere, men den enkelte kapitalforvalter kan fastsætte en kortere eller længere periode. Forvalteren må over for kunder og offentligheden argumentere for, at det er en mere realistisk periode.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at hvis en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at hvis en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2 eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan det fastlægger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsætningsinterval.
Det foreslåede medfører, at kapitalforvalterens årlige rapportering til et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, hvormed der er indgået en aftale, vil skulle indeholde oplysninger om kapitalforvalterens porteføljesammensætning. Med dette menes der, at rapporteringen som minimum skal indeholde en oversigt over de forskellige aktier, som indgår i porteføljen, og med, hvor stor en del den enkelte aktie indgår i porteføljen.
Endvidere vil kapitalforvalterens årlige meddelelse skulle omfatte rapportering om omsætning og omsætningsomkostninger. Ved omsætning forstås salg af aktier ud af porteføljen og indkøb af nye aktier til porteføljen. Ved omsætningsomkostninger forstås de omkostninger, som er forbundet med køb og salg af aktier som led i porteføljeplejen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at hvis en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre oplysninger om varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.
Ved varigheden af ordningen med kapitalforvalteren menes der den tidsmæssige horisont, som følger af den indgåede aftale mellem et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og en kapitalforvalter.
I stk. 3 foreslås, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre en klar og velbegrundet forklaring, hvis ordningen nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de aspekter, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5.
Reglerne om politik for aktivt ejerskab bygger på "følg eller forklar"-princippet. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser har en grad af frivillighed, hvilket betyder, at de selv kan vælge, om de ønsker at efterleve kravene i bestemmelsen.
Hvis de vælger ikke at følge bestemmelsens regler, er de dog pålagt at offentliggøre en klar og velbegrundet forklaring på, hvorcy de har valgt ikke at opfylde et eller flere af bestemmelsens krav. Dette skal være med til at sikre gennemsigtighed hos alle gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og deres forhold til en kapitalforvalter, som selskabet har indgået samarbejde med.
Med "følg eller forklar"-princippet får selskaberne mulighed for at være fleksible og tilpasse deres virksomhedsledelse til deres størrelse, ejerforhold eller særlige sektorrelaterede kendetegn. Forklaringerne skal være tilstrækkeligt klare, præcise og omfattende til at sætte aktionærer, investorer og andre interessenter i stand til at vurdere konsekvenserne af, at et af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter fraviges. Forklaringerne vedrørende fravigelser skal fremgå klart på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, således at de let kan findes af aktionærer, investorer og andre interessenter.
Der foreligger intet formkrav til offentliggørelsen af forklaringen på, hvorfor man vælger ikke at efterleve et eller flere af bestemmelsens krav. Der findes ikke et standardformat for sådanne redegørelser i EU. Oplysningerne kan gives i en generel redegørelse eller som en del af en større rapportering, forudsat at de er informative og nyttige for aktionærer, investorer og andre interessenter.
Forklaringerne bør være velstrukturerede og gives på en sådan måde, at de let kan forstås og bruges. Selskaberne bør undlade at afgive overdrevent generelle redegørelser, som ikke indeholder de specifikke oplysninger, som er vigtige for aktionærer. Redegørelser i form af afkrydsninger, som er af meget ringe informativ værdi, standardformuleringer og lange forklaringer, som muligvis ikke giver tilstrækkelig indsigt, bør også undlades. I stedet bør fokuseres på de særlige og specifikke virksomhedsforhold, som er forklaringen på fravigelsen af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter.
En forklaring er velbegrundet, når den er tilstrækkelig klar, præcis og omfattende til at forklare, hvorfor et eller flere af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter fraviges, og sætter aktionærer, investorer og andre interessenter i stand til at vurdere konsekvenserne af fravigelsen.
Det foreslås i stk. 4, at de oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-3, skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og skal ajourføres årligt, medmindre der ikke er væsentlige ændringer hertil.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre hovedelementerne i deres investeringsstrategi og eventuelle ordninger med kapitalforvaltere, som investerer på selskabernes vegne. Disse oplysninger skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og ajourføres årligt, medmindre der ikke er nogen ændringer.
Offentliggørelse af oplysningerne er både med til at skabe gennemsigtighed i selskabet og samtidig give aktionærerne bedre mulighed for at følge med i ledelsens beslutninger og holde dem ansvarlig for deres styring af selskabet.
Ved årligt skal der som udgangspunkt forstås tidsrummet fra den 1. januar til den 31. december, da de finansielle virksomheders regnskabsår skal følge kalenderåret. Baseret på konkrete omstændigheder og hensyn, kan den årlige ajourføring af oplysningerne ske forskudt i en anden tidsperiode i løbet af kalenderåret.
Hvis der ikke foreligger nogle væsentlige ændringer af oplysningerne, som skal offentliggøres, er gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, ikke forpligtede til at ajourføre de tidligere offentliggjorte oplysninger. Det er dog stadig et krav, at disse oplysninger er gratis tilgængelige på selskabets hjemmeside. Det er op til selskabet selv at vurdere, om der er sket væsentlige ændringer i selskabets ordninger med kapitalforvaltere eller andre oplysninger, som følger af stk. 1-3. Selskaberne bør fastsætte deres egne kriterier, der er så objektive som muligt, for hvornår der er tale om væsentlige ændringer af oplysningerne.