LOV nr 718 af 13/06/2023
Erhvervsministeriet
Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 122
Andre ansatte i et forsikringsselskab, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser, kan ikke uden direktionens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem eller funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end forsikringsselskabet. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.
Stk. 2. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 1. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom.
Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 122
RetsinformationDen gældende § 80, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at ansatte i en finansiel virksomhed, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser, ikke uden direktionens tilladelse kan eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end den finansielle virksomhed. Endvidere skal bestyrelsen tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den finansielle virksomheds interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse.
Den foreslåede § 122 viderefører lov om finansiel virksomhed § 80, stk. 2 og 3, i en ny selvstændig bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser, skal have direktionens tilladelse til at eje eller drive selvstændig virksomhed eller anden erhvervsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at andre ansatte i et forsikringsselskab, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser, ikke uden direktionens tilladelse kan eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end forsikringsselskabet.
Den omfattede personkreds fastlægges ikke på baggrund af den ansattes titel, men omfatter personer, der er ansat af bestyrelsen, samt personer, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser.
På baggrund af over-/underordnelsesforholdet findes det naturligt, at det er direktionen og ikke bestyrelsen, der tager stilling til, hvorvidt personer, der ikke er ansat direkte af bestyrelsen, kan påtage sig andre hverv.
Bestyrelsen skal på forhånd afgøre, hvilke stillinger i virksomheden der har en sådan kompetence tilknyttet, at der kan komme væsentlige interessekonflikter, hvis de pågældende medarbejdere har andre hverv ved siden af jobbet i forsikringsselskabet, jf. det foreslåede stk. 2. Disse stillinger vil som regel være ledende stillinger, hvor medarbejderen har direkte ansvar for forsikringsselskabets drift, og hvor de er i stand til at misbruge deres adgang til at handle på vegne af virksomheden for at forfølge egne kommercielle interesser. Det er imidlertid hver enkelt virksomheds bestyrelse, som konkret må afgøre spørgsmålet, hvorfor personkredsen kan være forskellig fra virksomhed til virksomhed. Netop fordi det er en personlig vurdering, som bestyrelsen skal lave på forhånd, kan bestyrelsen fastsætte den omfattede personkreds ved at opremse stillingsbetegnelser i virksomheden i stedet for at lave en »navneliste«.
Der gives med den foreslåede bestemmelse mulighed for, at den omfattede personkreds kan påtage sig hverv både som bestyrelsesmedlem og direktør i andre erhvervsvirksomheder. Ansatte i forsikringsselskaber kan være direktører for ejendomsselskaber, investeringsselskaber og koncernforbundne virksomheder, der udøver accessorisk virksomhed til forsikringsselskabet, og administrationsselskaber, der er oprettet af flere forsikringsselskaber med henblik på fælles administration. Ansatte kan udpeges til at drive andre erhvervsvirksomheder, som forsikringsselskabet ejer, som er omfattet af lovforslagets § 47, jf. § 123, stk. 3. Herudover kan ansatte i forsikringsselskaber være direktører i forsikringsselskabets moderselskab, jf. lovforslagets § 48.
Erhvervsvirksomhed skal forstås som enhver virksomhed, som har til formål at oppebære en indtjening af et økonomisk overskud. Erhvervsvirksomhed skal fortolkes meget bredt i overensstemmelse med Finanstilsynets hidtidige praksis. Besiddelse af kvalificerede kapitalandele i kommanditselskaber, andelsselskaber, aktieselskaber m.v. er som udgangspunkt ikke nok til at statuere, at besidderen derigennem udøver erhvervsvirksomhed. Der vil som udgangspunkt skulle være tale om så stor en kapitalandel, at man har en egentlig indflydelse på driften af virksomheden.
Overtrædelser af den foreslåede § 122, stk. 1, 1. pkt., kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning efter § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet er andre ansatte i et forsikringsselskab, end dem der er omfattet af § 121, stk. 1. Den strafbare handling kan bestå i, at den ansatte uden direktionens tilladelse ejer eller driver selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsemedlem, funktionær eller på anden måde deltager i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end forsikringsselskabet. Den pågældende omfattes dog først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den pågældende informeres om, at denne er omfattet af forbuddet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktionen.
Bestemmelsen fastlægger, at det er direktionens ansvar at orientere bestyrelsen om tilladelser givet efter 1. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser, og som derfor skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 1.
Det er efter den foreslåede bestemmelse bestyrelsens opgave at tage stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og forsikringsselskabets interesser. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar.
Den foreslåede bestemmelse fastslår endvidere, at bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af forbuddet er strafbelagt.
Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom.
Overtrædelser af den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning efter § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet er medlemmerne af en bestyrelse i et forsikringsselskab. En overtrædelse af stk. 2 kan f.eks. være, at bestyrelsen ikke tager stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem den ansattes og forsikringsselskabets interesser. En overtrædelse kan ligeledes f.eks. være, at bestyrelsen identificerer en ansat, for hvilken der er væsentlig risiko for konflikter mellem den ansattes og forsikringsselskabets interesser, men ikke sikrer sig, at den ansatte er vidende herom.