Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 114

Den eksterne revision skal en gang om året gennemgå forsikringsselskabets retningslinjer efter § 113 og i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt, og om virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal oplysningerne nævnt i 1. pkt. fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 114

Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed fastsætter et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke aktiviteter som personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser, kan foretage sig.

Den gældende § 77, stk. 5, fastsætter, at den eksterne revision én gang om året skal gennemgå den finansielle virksomheds retningslinjer efter stk. 4 og i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt, og om virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal oplysningerne nævnt i 1. pkt. fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Den foreslåede § 114 viderefører den gældende lov om finansiel virksomhed § 77, stk. 5. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at den eksterne revision én gang om året skal gennemgå forsikringsselskabets retningslinjer efter § 113 og i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt, og om virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger.

Det foreslås i 2. pkt., at føres der ikke en revisionsprotokol, skal oplysningerne nævnt i 1. pkt. fremgå af anden tilsvarende dokumentation.

Det følger af 1. pkt., at den eksterne revision efter almindelige revisionsmæssige principper årligt skal gennemgå retningslinjerne udarbejdet efter § 113 og i revisionsprotokollen oplyse, om de er betryggende og er blevet fulgt. Endvidere skal revisionen oplyse, hvorvidt virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger.

Hvis virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger, eller hvis den eksterne revision har formodning om, at forbuddene i § 111, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., er overtrådt, skal revisionen efter almindelige revisionsmæssige principper undersøge sin formodning nærmere. Bestyrelsen skal orienteres herom ved bemærkning i revisionsprotokollatet. Bestyrelsen har ligeledes pligt til at forholde sig til en bemærkning i revisionsprotokollatet om en formodet overtrædelse og kan herunder benytte den spørgeadgang, som § 115 giver mulighed for.

Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at de oplysninger, som er omfattet af bestemmelsen, skal fremgå af anden tilsvarende dokumentation, hvis virksomheden ikke fører en revisionsprotokol.

Med anden tilsvarende dokumentation forstås den dokumentation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver til en virksomheds ledelse i forbindelse med dennes revision af virksomhedens årsrapport og i forbindelse med den lovpligtige kommunikation af oplysninger og erklæringer.

Den krævede oplysning og de krævede erklæringer fra virksomhedens eksterne revisor skal fortsat være indeholdt i revisionsprotokollen, hvis der føres en revisionsprotokol.

Reglen ændrer ikke på kravene til revisors revision af virksomhedernes årsrapport, herunder de oplysninger og erklæringer, som revisor skal afgive i den forbindelse. Det foreslåede 2. pkt. vedrører alene det forhold, at disse oplysninger og erklæringer skal afgives i anden tilsvarende dokumentation i de tilfælde, hvor en virksomhed ikke fører en revisionsprotokol.

Virksomheder, der ikke er virksomheder af interesse for offentligheden, må ifølge revisorloven selv beslutte, om der skal føres en revisionsprotokol for virksomheden, eller om den eksterne revisors kommunikation af oplysninger og erklæringer til virksomhedens ledelse skal gives på anden vis. De internationale revisionsstandarder pålægger fortsat revisor at kommunikere en række oplysninger til den reviderede virksomheds ledelse.

Overtrædelse af § 114 kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning i lovforslagets § 312, stk. 1.

Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede § 114 er forsikringsselskabets eksterne revision. Det betyder, at hvis den eksterne revision ikke har opfyldt kravet om én gang om året at gennemgå forsikringsselskabets retningslinjer efter § 113 og i revisionsprotokollatet eller anden tilsvarende dokumentation, hvis der ikke føres revisionsprotokol vedrørende årsrapporten, at oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt, vil den eksterne revision kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.