LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 182
Når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlemmer af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere underskriften. Medlemmerne skal give deres underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvor hver enkelt medlems navn og funktion i forhold til selskabet er tydeligt angivet, og hvori de erklærer, hvorvidt
-
årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav og eventuelle krav i vedtægter eller aftale,
-
årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab giver et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet og
-
ledelsesberetningen indeholder en retvisende redegørelse for udviklingen i virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiviteter og økonomiske forhold samt en beskrivelse af de væsentligste risici og usikkerhedsfaktorer, som henholdsvis virksomheden og koncernen kan påvirkes af, og at en eventuel bæredygtighedsrapportering er udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og de regler, der er udstedt i medfør af § 187 a, stk. 6, og § 190.
Stk. 2. Underskrives årsrapporten digitalt, jf. § 307, bortfalder kravet i stk. 1 om, at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledelsespåtegningen. Underskriverens navn skal dog fremgå tydeligt i tilknytning til ledelsespåtegningen.
Stk. 3. Har ledelsen indføjet supplerende beretninger i årsrapporten, skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt beretningen giver en retvisende redegørelse inden for rammerne af almindeligt anerkendte retningslinjer for sådanne beretninger.
Stk. 4. Et ledelsesmedlem kan ikke undlade at underskrive årsrapporten, selv om ledelsesmedlemmet er helt eller delvis uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at den skal godkendes med det indhold, der er besluttet. Ledelsesmedlemmet kan dog tilkendegive sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåtegningen.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 182
Den gældende § 185 i lov om finansiel virksomhed indeholder de erklæringer, som medlemmer af bestyrelsen og direktionen skal give i tilknytning til deres underskrift af årsrapporten.
Den foreslåede § 182 viderefører § 185 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Bestemmelserne svarer med visse tilpasninger til §§ 9 og 10 i årsregnskabsloven. Bestemmelserne udmønter de krav om sikring af ledelsesmedlemmernes ansvar for årsrapporten, som findes i artikel 33 i regnskabsdirektivet (2013/34/EU) ved at kræve ledelsesmedlemmernes underskrift af årsrapporten.
Det foreslåes i stk. 1, 1. pkt., at når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlemmer af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere underskriften.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at medlemmerne skal give deres underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvor hver enkelt medlems navn og funktion i forhold til selskabet er tydeligt angivet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen skal erklære, hvorvidt årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav og eventuelle krav i vedtægter eller aftale.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen skal erklære, hvorvidt årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab giver et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen skal erklære, hvorvidt ledelsesberetningen indeholder en retvisende redegørelse for udviklingen i virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiviteter og økonomiske forhold samt en beskrivelse af de væsentligste risici og usikkerhedsfaktorer, som virksomheden henholdsvis koncernen kan påvirkes af.
Kravene til den ledelsespåtegning, der skal være indeholdt i forsikringsselskabers årsrapport, svarer til gennemsigtighedsdirektivets (2004/109/EU) krav i artikel 4, stk. 2, litra c. Med sin underskrift påtager det enkelte bestyrelsesmedlem sig ansvaret for, at årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens krav, og at såvel årsregnskabet som ledelsesberetningen er retvisende.
Overtrædelse af lovforslagets § 182, stk. 1, kan i henhold til lovforslagets § 312, stk. 1, straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 182, stk. 1, er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion. Det betyder, at hvis bestyrelsen eller direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har underskrevet årsrapporten og ledelsespåtegningen samt angivet, om eventuelle supplerende beretninger i årsrapporten giver en retvisende redegørelse, kan bestyrelsen og direktionen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at kravet om at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledelsespåtegningen, bortfalder, hvis årsrapporten underskrives digitalt, jf. § 307.
Det foreslås i 2. pkt., at underskriverens navn skal fremgå tydeligt i tilknytning til ledelsespåtegningen, uanset at årsrapporten underskrives digitalt.
Ved lovforslagets § 307 er der foreslået en bredere adgang til gyldige underskrifter, f.eks. ved brug af digitale værktøjer. Det foreslåede § 182, stk. 2, afspejler denne bestemmelse for så vidt angår årsrapporter. Det vil sige, at det er tilladt at underskrive årsrapporten digitalt. Hvis denne mulighed anvendes, skal underskriverens navn stadig fremgå i tilknytning til ledelsespåtegningen, men kravet om underskriftens tilknytning til ledelsespåtegningen finder ikke anvendelse.
Det foreslås i stk. 3, at hvis der er indføjet supplerende beretninger i årsrapporten, skal ledelsen erklære, hvorvidt disse beretninger giver en retvisende redegørelse indenfor rammerne af almindeligt anerkendte retningslinjer for sådanne beretninger.
Overtrædelse af lovforslagets § 182, stk. 3, kan i henhold til lovforslagets § 312, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 184, stk. 1, er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion. Det betyder, at hvis bestyrelsen eller direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har underskrevet årsrapporten og ledelsespåtegningen samt angivet, om eventuelle supplerende beretninger i årsrapporten giver en retvisende redegørelse, kan bestyrelsen og direktionen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at selvom et ledelsesmedlem er helt eller delvis uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at den skal godkendes med det indhold, der er besluttet, kan medlemmet ikke undlade at underskrive.
Det foreslås i 2. pkt., at ledelsesmedlemmet kan tilkendegive sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåtegningen.
Overtrædelse af lovforslagets § 182, stk. 4, kan i henhold til lovforslagets § 312, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 182, stk. 1, er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion. Det betyder, at hvis bestyrelsen eller direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har underskrevet årsrapporten og ledelsespåtegningen samt angivet, om eventuelle supplerende beretninger i årsrapporten giver en retvisende redegørelse, kan bestyrelsen og direktionen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.