Lov om forretningshemmeligheder

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 1. Den foreslåede bestemmelse fastlægger lovens anvendelsesområde. Det fremgår af bestemmelsen, at loven indeholder regler om beskyttelse mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse af forretningshemmeligheder.

Bestemmelser om beskyttelse mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse af forretningshemmeligheder findes i dag i flere forskellige love. Markedsføringslovens § 23 indeholder regler om beskyttelse af erhvervsdrivende mod, at nogen, som har et tilknytningsforhold til virksomheden, uretmæssigt erhverver, bruger eller videregiver erhvervshemmeligheder. Beskyttelse af erhvervshemmeligheder er ligeledes reguleret i bl.a. straffelovens §§ 263, 264 og 264 c, der under visse nærmere betingelser kriminaliserer industrispionage og også omfatter personer uden tilknytning til virksomheden.

Endvidere bidrager en række love og retsgrundsætninger fra andre retsområder også til beskyttelsen af forretningshemmeligheder. Det gælder f.eks. den ulovbestemte loyalitetsforpligtelse inden for ansættelsesretten samt ansættelsesklausulloven. Ligeledes er der bestemmelser i retsplejeloven om retsmøders offentlighed samt gengivelse af retsmøder i retsbogen, om aktindsigt samt om midlertidige retsmidler i form af forbud, påbud og beslaglæggelse, der alle i et vist omfang kan beskytte de fortrolige oplysninger.

Forretningshemmeligheder nyder med lovforslaget udelukkende beskyttelse mod situationer, hvor hemmeligholdt information erhverves, bruges eller videregives uretmæssigt. Modsat intellektuelle ejendomsrettigheder som f.eks. patenter og varemærker, giver forretningshemmeligheder ikke ejeren nogen enerettighed. De foreslåede bestemmelser skaber således ikke eneret til knowhow eller oplysninger, som er beskyttet som forretningshemmelighed. Forretningshemmeligheder kan supplere beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Således udvikles der typisk forretningshemmeligheder undervejs i de processer, som senere fører til skabelsen af nye innovative løsninger og produkter og intellektuelle ejendomsrettigheder.

Lovens anvendelsesområde er sammenfaldende med direktivets, og lovens anvendelsesområde begrænses derfor i overensstemmelse med direktivets artikel 1, stk. 2 og 3, der indeholder en opregning af forhold, som ikke berøres af direktivet, eller som ikke skal fortolkes ind i direktivet, jf. også direktivets præambelbetragtninger nr. 11-13. Med disse begrænsninger sikres, at direktivet respekterer de nationale og europæiske retsregler, der sikrer borgernes frihedsrettigheder. Dette kunne eksempelvis være grundlovens § 77 vedrørende ytringsfrihed. Disse begrænsninger sikres bl.a. af direktivets artikel 1, stk. 2 og 3, samt artikel 5.

Loven berører i overensstemmelse med direktivets artikel 1, stk. 2, ikke udøvelse af retten til ytrings- og informationsfrihed, hvilket kommer til udtryk i direktivets artikel 5, litra a, hvorefter medlemsstaterne sikrer, at en anmodning om de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er omhandlet i direktivet, afvises, hvis den påståede erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden fandt sted for at udøve retten til ytrings- og informationsfrihed, som fastsat i chartret, herunder respekt for mediefrihed og mediernes pluralisme. Artikel 5, litra a, foreslås gennemført med lovforslagets § 5, nr. 1.

Ligeledes berører loven ikke anvendelse af EU-regler eller nationale regler, der kræver, at forretningshemmelighedshavere af hensyn til den offentlige interesse videregiver oplysninger, herunder forretningshemmeligheder, til offentlige eller administrative eller retslige myndigheder, således at disse myndigheder kan varetage deres opgaver. Endvidere berører loven ikke anvendelse af EU-regler eller nationale regler, der kræver eller tillader, at EU-institutioner og -organer eller nationale offentlige myndigheder videregiver oplysninger indgivet af virksomheder, som disse institutioner, organer eller myndigheder er i besiddelse af i henhold til og i overensstemmelse med de forpligtelser og beføjelser, der er fastsat i EU-retten eller national ret.

Loven berører i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, litra d, ikke arbejdsmarkedets parters uafhængighed og deres ret til at indgå kollektive overenskomster i overensstemmelse med EU-retten og national ret og praksis. I overensstemmelse med den danske model og anerkendelsen af den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller for udviklingen af reglerne på det danske arbejdsmarked, giver loven således også mulighed for, at arbejdsmarkedets parter via kollektive overenskomster kan fastsætte mere vidtgående regler for at sikre tilstrækkelig og konsekvent regulering af området, herunder beskyttelse mod erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, se hertil også direktivets præambelbetragtning nr. 10. Sådanne overenskomster skal sikre lønmodtageren en mindst lige så god beskyttelse af dennes rettigheder efter direktivets artikel 5, som direktivet fastsætter. Det betyder, at arbejdsmarkedets parter ikke ved kollektiv overenskomst kan fravige de beskyttelsesmæssige bestemmelser, der er fastsat i lovforslagets § 5, nr. 3, som vedrører de situationer, hvor en lønmodtager under alle omstændigheder er berettiget til at erhverve, bruge eller videregive en forretningshemmelighed, jf. også præambelbetragtning nr. 12. Dette vil navnlig angå situationer, hvor hensynet til ytrings- og informationsfriheden (artikel 5, litra a), hensynet til at afdække aktiviteter til beskyttelse af den almene offentlige interesse (artikel 5, litra b) og hensynet til forholdet mellem en lønmodtager og dennes repræsentanter (artikel 5, litra c) medfører, at en lønmodtager ikke kan sanktioneres for videregivelse, brug eller erhvervelse af en forretningshemmelighed.

Det bemærkes i øvrigt, at der ved kollektiv overenskomst forstås en aftale om løn- og arbejdsvilkår indgået mellem på den ene side et lønmodtagerforbund eller en gruppe af lønmodtagere og på den anden side en arbejdsgiverorganisation eller en enkelt arbejdsgiver. Begrebet omfatter både fællesoverenskomster, organisationsaftaler og selvstændige overenskomster, det vil sige uden sondring mellem begreberne ’aftaler’ eller ’overenskomster’.

I overensstemmelse med direktivets artikel 1, stk. 3, må intet i denne lov forstås således, at det giver anledning til at begrænse arbejdstagernes mobilitet. Navnlig giver loven ikke anledning til at begrænse arbejdstagernes brug af oplysninger, der ikke udgør en forretningshemmelighed, eller til at begrænse arbejdstagernes brug af erfaringer og kompetencer, som de normalt og på ærlig vis erhverver i løbet af deres ansættelse, eller til at pålægge arbejdstagere flere begrænsninger i deres ansættelseskontrakter end de begrænsninger, der er pålagt i overensstemmelse med EU-retten eller national ret.

Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 13, at det ikke er meningen, at direktivet skal berøre muligheden for at indgå aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere om ikke at konkurrere i overensstemmelse med gældende ret. Det betyder f.eks., at ansættelsesklausuler indgået i overensstemmelse med gældende dansk ret kan opretholdes.

I forlængelse heraf følger det af dansk ret, at en arbejdsgiver i særlige tilfælde retmæssigt kan begrænse en arbejdstagers mobilitet. En sådan begrænsning kan retmæssigt fastsættes ved brug af en konkurrence-, kunde- eller kombineret klausul. Denne mulighed er reguleret i ansættelsesklausulloven, og dette lovforslag berører ikke aftaler indgået i overensstemmelse med ansættelsesklausulloven.

Ønskes en arbejdstagers mobilitet i forhold til ansættelsesforhold begrænset, skal en sådan begrænsning således ske i overensstemmelse med reglerne i ansættelsesklausulloven. Ansættelsesklausulloven giver mulighed for, at en arbejdsgiver kan beskytte sin virksomhed mod, at forretningshemmeligheder spredes til konkurrenter, eller at virksomhedens kunder forsøges medbragt i en tidligere medarbejders nye stilling, ved at indgå aftale med medarbejderen om en konkurrence-, kunde eller kombineret klausul.

Der henvises nærmere til afsnit 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 2. Bestemmelsen indeholder definitioner, som er af betydning for anvendelsesområdet for loven, og bestemmelsen indeholder bl.a. en definition af begrebet forretningshemmelighed. Den foreslåede bestemmelse udgør en meget tekstnær gennemførelse af direktivets artikel 2.

I gældende national lovgivning findes ikke en definition af forretningshemmeligheder eller erhvervshemmeligheder. De overordnede principper for, om der foreligger en erhvervshemmelighed i henhold til reglerne i markedsføringsloven harmonerer imidlertid med direktivets og bestemmelsen i forslagets § 2, idet oplysningerne ikke må være alment tilgængelige, skal have økonomisk værdi samt være underlagt et vist niveau af fortrolighed og beskyttelse.

Med den foreslåede bestemmelses nr. 1, defineres begrebet ”forretningshemmelighed”.

Begrebet forretningshemmelighed omfatter oplysninger, som opfylder tre kumulative krav, der fremgår af bestemmelsens nr. 1, litra a-c. Ifølge bestemmelsen skal oplysningerne

a) være hemmelige i den forstand, at de ikke i deres helhed eller i den præcise udformning eller sammensætning er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger,

b) have handelsværdi, fordi de er hemmelige, og

c) de er under de givne omstændigheder blevet underkastet rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse af den person, som lovligt kontrollerer oplysningerne.

Definitionen harmonerer med definitionen i artikel 39 i TRIPS-aftalen, der handler om beskyttelse af fortrolig information.

For så vidt angår litra a fremgår det af direktivets præambelbetragtning nr. 14, at begrebet forretningshemmelighed omfatter knowhow, forretningsoplysninger og teknologiske oplysninger i tilfælde, hvor der både foreligger en legitim interesse i hemmeligholdelse af dem og en berettiget forventning om, at de forbliver hemmeligholdte.

For så vidt angår litra b fremgår det af præambelbetragtning nr. 14, at sådan knowhow eller sådanne oplysninger skal have faktisk eller potentiel handelsværdi, f.eks. hvor uautoriseret erhvervelse, brug eller videregivelse af oplysningerne vil kunne skade interesserne hos den person, som lovligt kontrollerer dem, på en måde, der undergraver den pågældende persons videnskabelige og tekniske potentiale, forretningsmæssige eller finansielle interesser, strategiske placering eller evne til at konkurrere.

Direktivet indeholder ikke konkrete fortolkningsbidrag til kravet i litra c.

Definitionen på en forretningshemmelighed udelukker ifølge præambelbetragtning nr. 14 ubetydelige oplysninger og de erfaringer og kompetencer, som arbejdstagere normalt erhverver i løbet af deres ansættelse. Definitionen udelukker også oplysninger, som er almindeligt kendte blandt eller er lettilgængelige for personer i de kredse, som sædvanligvis beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger. Det fremgår også af præambelbetragtning nr. 14, at det er vigtigt at vedtage en ensartet definition af forretningshemmeligheder uden at begrænse den genstand, som skal beskyttes mod uretmæssig tilegnelse.

Forretningshemmeligheder omfatter efter dette lovforslag også tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet, jf. nærmere bemærkningerne til § 4.

Med bestemmelsens nr. 2 defineres begrebet ”forretningshemmelighedshaver” som enhver fysisk eller juridisk person, som lovligt kontrollerer en forretningshemmelighed.

Med bestemmelsens nr. 3 defineres en ”krænkende part” som enhver fysisk eller juridisk person, som ulovligt har erhvervet, brugt eller videregivet en forretningshemmelighed.

I bestemmelsens nr. 4 defineres ”krænkende varer” som varer, hvis udformning, karakteristika, funktion, produktionsproces eller markedsføring i væsentlig grad drager fordel af forretningshemmeligheder, som er ulovligt erhvervet, brugt eller videregivet.

Der henvises nærmere til afsnit 2.3 og 2.5.3 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3.

Det fremgår af den foreslåede § 3, stk. 1, at det er lovligt at erhverve forretningshemmeligheder, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved uafhængig opdagelse eller skabelse eller observation, undersøgelse, demontering eller test af et produkt eller en genstand, som offentligheden har fået adgang til, eller som den person, der erhverver oplysningerne, lovligt er i besiddelse af, og personen ikke er bundet af nogen juridisk gyldig forpligtelse til at begrænse erhvervelsen af forretningshemmeligheden.

Det er endvidere lovligt at erhverve forretningshemmeligheder, hvis forretningshemmeligheden er erhvervet ved enhver anden praksis, som under de givne omstændigheder er i overensstemmelse med redelig erhvervspraksis.

Viden eller information, der er udtryk for almindelig brancheindsigt eller generel erhvervserfaring, som kan forventes af en fagmand på området, falder under bestemmelsens anvendelsesområde.

Inden for bestemmelsens anvendelsesområde falder også såkaldt ”reverse engineering”, der er betegnelsen for det forhold, at der foretages en teknisk, kemisk eller lignende undersøgelse af et produkt, der er tilgængeligt på markedet, for derigennem at afdække de bagvedliggende forretningshemmeligheder.

En virksomheds faktiske markedsførte produkter udgør ikke en forretningshemmelighed, og derfor kan oplysninger udvundet ved reverse engineering anvendes lovligt.

Oplysninger, som en virksomhed giver fra sig om sine produkter, falder ligeledes under bestemmelsens anvendelsesområde.

Det følger endvidere af den forslåede stk. 1, at det er lovligt at erhverve forretningshemmeligheder, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved udøvelse af arbejdstageres eller arbejdstagerrepræsentanters ret til information, høring og deltagelse i overensstemmelse med EU-retten og national ret og praksis. Den foreslåede bestemmelse er af særlig relevans for kollektivt forsvar af arbejdstageres og arbejdsgiveres interesser, herunder erhvervelse af en forretningshemmelighed i situationer, hvor arbejdstagerne har ret til information og høring om forhold, der har eller vil få betydning for deres arbejde og ansættelsessituation.

På det danske arbejdsmarked er disse rettigheder sikret ved lov nr. 303 af 2. maj 2005 om information og høring af lønmodtagere. Med lov om information og høring får ansatte i virksomheder af en vis størrelse ret til – via deres repræsentanter – at blive informeret og hørt af arbejdsgiveren omkring forhold, som har eller vil få væsentlig betydning for deres ansættelse og arbejdsmæssige forhold, se hertil også de almindelige bemærkningers afsnit 2.2 og 3. ¬På samme vis gælder lov om europæiske samarbejdsudvalg for virksomheder, der opererer i flere lande. Det bemærkes i den forbindelse, at lov om information og høring, alene finder anvendelse for arbejdstagere, som ikke er omfattet af kollektive overenskomster eller samarbejdsaftaler, herunder samarbejdsaftale mellem DA og LO, som sikrer de ansatte ret til information og høring, og som minimum svarer til bestemmelserne i de bagvedliggende direktiver. Det samme gør sig gældende vedrørende lov om europæiske samarbejdsudvalg samt øvrige tilsvarende direktiver og nationale regler, der regulerer adgangen til information og høring af arbejdstagere. Lønmodtagerrepræsentanterne eller eventuelt særligt sagkyndige, der bistår dem, må dog ikke videregive oplysninger, som de af hensyn til virksomhedens legitime interesser, f.eks. bevarelsen af forretningshemmeligheder, har modtaget som fortrolige, jf. § 7 i lov om information og høring af lønmodtagere samt § 30 i lov om europæiske samarbejdsudvalg. Tavshedspligten gælder også efter udløbet af lønmodtagerrepræsentanternes mandat. Det bemærkes, at der ikke med dette lovforslag ændres i lov om information og høring af lønmodtagere, i lov om europæiske samarbejdsudvalg eller i andre lignende love eller i anvendelsen af lovene.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed betragtes som lovlig, i det omfang EU-retten eller national ret kræver eller tillader en sådan erhvervelse, brug eller videregivelse. Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 18, at erhvervelse og videregivelse af forretningshemmeligheder i forbindelse med kollektivt forsvar af arbejdstageres og arbejdsgiveres interesser, skal betragtes som lovlig.

Det følger derudover af funktionærlovens § 10, stk. 1, at funktionærer har ret til at organisere sig og give oplysninger til deres organisation om egne løn- og ansættelsesforhold. Forbehold i ansættelseskontrakter om forbud mod at give sådanne oplysninger er således ugyldige.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke fritager offentlige myndigheder fra de fortrolighedsforpligtelser, som de er underlagt for så vidt angår oplysninger videregivet af forretningshemmelighedshavere, uanset om disse forpligtelser er fastsat i EU-retten eller national ret. Sådanne fortrolighedsforpligtelser vedrører bl.a. forpligtelser, der angår oplysninger, der fremsendes til ordregivende myndigheder i forbindelse med udbudsprocedurer.

Der henvises nærmere til afsnit 2.4.3 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 4.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre en beskyttelse mod uretmæssig udnyttelse af en forretningshemmelighedsindehavers forretningshemmeligheder.

Bestemmelsen er bl.a. udtryk for, at erhvervsvirksomheder har krav på, at visse forhold vedrørende produktion eller indkøbs- og salgsorganisation, der har særlig betydning for virksomhedens konkurrenceevne, bevares for vedkommende virksomhed og ikke eksempelvis benyttes af dens ansatte eller medindehavere uden for virksomheden eller gives videre til andre.

Den foreslåede § 4 giver både et værn mod misbrug af erhvervshemmeligheder fra personer med lovlig adgang til virksomheden, dvs. ansatte, konsulenter, gæster og leverandører mv., og et værn mod misbrug af hemmeligheder fra ulovlig indtrængen i virksomheden.

Strafferetligt er det alene misbrug af erhvervshemmeligheder fra personer med lovlig adgang til virksomheden, dvs. ansatte, konsulenter, gæster og leverandører mv., der er omfattet af den foreslåede § 18.

Bestemmelsen i stk. 1, fastslår, at erhvervelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling, såfremt en af to betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Erhvervelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes for det første som ulovlig, hvis forretningshemmeligheden kan udledes af uautoriseret adgang til, tilegnelse af eller kopiering af dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der lovligt kontrolleres af forretningshemmelighedshaveren, og som indeholder en forretningshemmelighed, eller som en forretningshemmelighed kan udledes af, jf. stk. 1, nr.1.

Erhvervelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes for det andet som ulovlig, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved enhver anden adfærd, der under de givne omstændigheder betragtes som i strid med redelig erhvervspraksis, jf. stk. 1, nr. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang til virksomheden. Bestemmelsen omfatter f.eks. besøgende og forretningsforbindelser.

Bestemmelsen vil således efter omstændighederne kunne finde anvendelse f.eks., hvor en besøgende skaffer sig informationer fra lokaliteter i virksomheden, der ikke er omfattet af rundvisningen, eller hvor en besøgende fotograferer eller medtager prøver trods forbud herom.

Bestemmelsen i stk. 2, fastslår, at brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling, hvis forretningshemmeligheden bruges eller videregives af en person, som konstateres at opfylde en af de tre betingelser nævnt i bestemmelsens nr. 1-3.

Det bemærkes hertil, at hvis der er indgået en aftale efter ansættelsesklausulloven gennem konkurrence- eller kundeklausuler, kan disse ikke forpligte lønmodtageren i mere end 12 måneder henholdsvis 6 måneder for kombinerede klausuler. I den periode, hvor ansættelsesklausulen er gældende, er arbejdstageren begrænset efter indholdet af den indgåede ansættelsesklausul, herunder f.eks. et forbud mod at tage ansættelse i en konkurrerende virksomhed eller brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed. Efter ansættelsesklausulens ophør vil lønmodtageren ikke længere være omfattet af ansættelsesklausulloven.

Med bestemmelsen i stk. 2 slås det dermed fast, at ikke alene erhvervelsen af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedsindehaverens samtykke kan være ulovlig, men også brugen eller videregivelsen af en forretningshemmelighed kan være ulovlig.

Der kan være tale om ulovlig brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, såfremt forretningshemmeligheden bruges eller videregives af en person, som har erhvervet forretningshemmeligheden ulovligt, jf. stk. 2, nr. 1.

Brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedsindehaverens samtykke er endvidere ulovlig, hvis forretningshemmeligheden bruges eller videregives af en person, som har misligholdt en fortrolighedsaftale eller enhver anden pligt til at undlade at videregive forretningshemmeligheden, jf. stk. 2, nr. 2.

Brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedsindehaverens samtykke er ligeledes ulovlig, hvis forretningshemmeligheden bruges eller videregives af en person, som har misligholdt en kontraktlig forpligtelse eller enhver anden pligt til at begrænse forretningshemmelighedens brug, jf. stk. 2, nr. 3.

Forbuddet omfatter ulovlig brug eller videregivelse af forretningshemmeligheder. Er der givet tilladelse til at bruge eller videregive forretningshemmeligheden, eller har dette været en nødvendig følge af arbejdet, falder forholdet uden for bestemmelsens område.

Bestemmelsen rammer f.eks. ansatte eller samarbejdende personer mv., der viderebringer oplysninger om virksomhedens hemmeligheder til konkurrenter. Forseelsen er i denne form særlig risikabel for den virksomhed, der har krav på hemmeligholdelse. Men bestemmelsen gælder principielt også personer, der videregiver eller selv benytter kendskabet til hemmeligheden, efter at deres tilknytning til virksomheden er ophørt.

Med henblik på denne situation vil der dog ofte ved særlig aftale være truffet foranstaltninger til modvirkning af den skade, som tidligere ansatte kan påføre virksomheden. Disse såkaldte konkurrenceklausuler er omfattet af lov om ansættelsesklausuler. Hvor sådan aftale er truffet, må klausulen finde anvendelse forud for bestemmelsen i stk. 2.

Videregivelse vil være overladelse af information til tredjemand, f.eks. samarbejdspartnere og underleverandører.

Brug af forretningshemmeligheder dækker både intern brug, f.eks. som led i et projekt, fremstilling af produkter og markedsføring baseret på hemmelighederne.

Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må efter bestemmelsen ikke ubeføjet benytte dette eller sætte andre i stand hertil.

Tekniske tegninger mv. omfatter information, der ofte er bestemt til at komme til kendskab for en bredere kreds uden for virksomhedens rammer.

Det er ikke muligt udtømmende at opregne de genstande, der er beskyttet. I almindelighed drejer det sig om rørlige ting, der tjener som forbillede ved fremstilling af nye genstande, eller som giver anvisning på en bestemt teknisk fremgangsmåde.

Endvidere omfattes udkast til kalkulationer og beskrivelser, der er udarbejdet f.eks. til brug ved tilbudsafgivelse, licitationer mv. Mundtlige anvisninger på et arbejdes udførelse og lignende falder uden for bestemmelsen.

Beskyttelsen kræver, at materialet skal være betroet i anledning af udførelsen af et arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed. Det kan være udtrykkeligt tilkendegivet, at materialet ikke må anvendes til den pågældendes egne formål eller komme uvedkommende i hænde. En sådan tilkendegivelse er dog ikke påkrævet, idet betroelsesforholdet kan fremgå af materialet selv eller af de omstændigheder, hvorunder det er overdraget.

Beskyttelsen gælder over for enhver, der har fået materialet betroet med henblik på udførelsen af et arbejde. Bestemmelsen omfatter således både den erhvervsdrivendes ansatte og enhver anden, der har fået materialet betroet i erhvervsøjemed. Det kan f.eks. være underleverandører, personer der har fået materialet overgivet til reproduktion eller i forbindelse med afgivelse af tilbud.

Det fremgår af den foreslåede stk. 3, at erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed også betragtes som en ulovlig handling, hvis en person på tidspunktet for erhvervelsen, brugen eller videregivelsen vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var blevet erhvervet direkte eller indirekte fra en anden person, som brugte eller videregav forretningshemmeligheden ulovligt, jf. stk. 2.

For en effektiv beskyttelse af forretningshemmeligheder er det vigtigt, at den, der udnytter forretningshemmeligheder, som en anden har skaffet til denne, er omfattet af bestemmelsen, idet muligheden for den erhvervsmæssige udnyttelse af en andens hemmeligheder skaber baggrunden for overtrædelse af reglerne.

Den erhvervsdrivende skal vide eller burde vide, at kendskab til eller rådighed over hemmeligheden er opnået ved en overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1. Hvis den erhvervsdrivende i god tro er påbegyndt benyttelsen af noget, der senere viser sig at være en andens forretningshemmelighed, kan forholdet ikke straffes.

Bestemmelsen supplerer den foreslåede § 4, stk. 1 og 2, med beskyttelse af hælerilignende forhold.

Uanset den erhvervsdrivendes subjektive forhold må den berettigede dog kunne kræve udleveret sine tegninger og beskrivelser mv., der indeholder forretningshemmeligheder.

Det fastsættes i den foreslåede stk. 4, at produktion, udbud til salg eller markedsføring af krænkende varer eller import med henblik herpå også betragtes som ulovlig brug af en forretningshemmelighed, hvis den person, der udfører disse aktiviteter, vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var blevet brugt ulovligt, jf. stk. 2.

Der henvises nærmere til afsnit 2.5 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 5, litra a, b og c.

Retten til ytringsfrihed er i gældende dansk ret bl.a. beskyttet i grundlovens § 77. Det følger af grundlovens § 77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres. På trods af forbuddet mod censur og andre forebyggende forholdsregler er det antaget i den statsretlige teori og accepteret i retspraksis, at grundloven ikke er til hinder for at nedlægge forbud mod offentliggørelsen af en ytring, hvis det kan godtgøres, at der vil ske uoprettelig skade, eller formålet i øvrigt vil forspildes, hvis der ikke gribes ind før offentliggørelsen, jf. Jens Peter Christensen m.fl.: Grundloven med kommentarer (2015), side 501.

Som et eksempel fra retspraksis, hvor der ikke var grundlag for at nedlægge et forbud mod offentliggørelsen af en ytring over for et nyhedsmedie, kan nævnes Højesterets kendelse af 12. april 2010 (sag 7/2010). Højesteret udtalte, at et forbud mod et nyhedsmedies offentliggørelse af optagelser er et indgreb i ytrings- og informationsfriheden, som kun kan foretages, såfremt tungtvejende grunde taler herfor. Højesteret henviste herved til principperne bag grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Det fremgår af forslaget til § 5, nr. 1, at videregivelse af forretningshemmeligheder i den situation, hvor den påståede erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden er foretaget for at udøve retten til ytrings- og informationsfrihed som fastsat i Chartret, herunder respekt for mediefrihed og mediernes pluralisme, ikke kan mødes med foranstaltninger, procedurer, retsmidler eller sanktioner efter denne lov. Det er vurderingen, at det for at fjerne eventuel tvivl herom bør præciseres i selve lovteksten, at en anmodning om foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal afvises af retten, hvis en sådan anmodning sker for at udøve informations- og ytringsfriheden, herunder respekt for mediefrihed og mediernes pluralisme.

Artikel 5, litra b, vedrører den situation, hvor den påståede erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden er foretaget for at afdække forseelser, uregelmæssigheder eller ulovlige aktiviteter, hvis sagsøgte handlede med henblik på at beskytte den almene offentlige interesse. Bestemmelsen vedrører såkaldt ”whistleblowing”.

Efter gældende dansk ret, kan der bl.a. i nogle tilfælde være tale om, at erhvervelsen, brugen eller videregivelsen af en forretningshemmelighed sker som led i et ansættelsesforhold. Den beskyttelse, en whistleblower er sikret med direktivets artikel 5, litra b, er dog uafhængig af, om erhvervelsen, brugen eller videregivelsen sker som led i et ansættelsesforhold, idet indholdet af beskyttelsen går videre end ansættelsesforhold, hvorfor denne tillige finder anvendelse på udefrakommendes whistleblowing.

I forhold til dansk ansættelsesret er reguleringen af whistleblowing opdelt, så der bl.a. skelnes mellem offentlige myndigheder og private virksomheder, og blandt private virksomheder i øvrigt skelnes mellem den finansielle og den ikke-finansielle sektor. Private virksomheder er ikke underlagt de samme regler som offentlige myndigheder. Det er navnlig de forvaltningsretlige regler, der stiller en række krav til myndigheder.

Det foreslås i § 5, nr. 2, at hvis erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheder efter forslaget til lovens § 4 sker for at afdække forseelser, uregelmæssigheder eller ulovlige aktiviteter med henblik på at beskytte den almene offentlige interesse, skal foranstaltninger, procedurer og retsmidler efter denne lov afvises.

Det fremgår af forslaget til § 5, nr. 3, at en arbejdstagers videregivelse af forretningshemmeligheder til vedkommendes lønmodtagerrepræsentanter ikke kan mødes med foranstaltninger, procedurer, retsmidler eller sanktioner efter denne lov, når videregivelsen er sket som led i repræsentanternes retmæssige varetagelse af deres opgaver i overensstemmelse med EU-retten, national ret eller gældende overenskomster, hvis videregivelse var nødvendig for varetagelsen af de pågældende opgaver. Med foranstaltninger, procedurer, retsmidler eller sanktioner efter denne lov henvises der til lovforslagets § 8 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud, §§ 12 og 13 om domme om forbud og påbud og § 15 om erstatning.

Det foreslås med lovforslagets § 5,nr. 3, at arbejdstagerrepræsentanter eller eventuelt særligt sagkyndige, der bistår dem, ikke må videregive oplysninger, som de har modtaget fra en arbejdstager efter dette lovforslags § 5, på samme vis som det følger af § 7 i lov om information og høring af lønmodtagere samt § 30 i lov om europæiske samarbejdsudvalg, at en arbejdstagerrepræsentant har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger. Tavshedspligten gælder også efter udløbet af arbejdstagerrepræsentanternes mandat. Det bemærkes, at der ikke med dette lovforslag ændres i lov om information og høring af lønmodtagere, lov om europæiske samarbejdsudvalg og andre lignende love eller anvendelsen af lovene.

Som konsekvens af at der er tale om en undtagelsesbestemmelse til ulovlig videregivelse af forretningshemmeligheder, når en sådan er videregivet i overensstemmelse med § 5, påhviler det sagsøgte at bevise, at vedkommende er omfattet af de undtagelser som følger af bestemmelsen.

Der henvises nærmere til afsnit 2.6 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 9, stk. 1.

Efter straffelovens § 152, stk. 1, straffes den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Retsplejelovens § 129 fastslår, at bl.a. straffelovens §§ 150-152, tilsvarende finder anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden. Det fremgår desuden af tjenestemandslovens § 6, at tjenestemanden samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for stillingen, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Ansættelse som dommer sker efter tjenestemandslovens regler.

Der findes herudover ikke regler i dansk ret, der generelt forbyder personer, herunder f.eks. sagens parter og vidner, at bruge eller videregive oplysninger, som de lovligt har opnået kendskab til gennem deltagelse i en retssag eller adgang til dokumenter, der indgår i en retssag.

Den foreslåede § 6, stk. 1, 1. pkt., fastslår, at den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som medvirker i en retssag vedrørende ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, eller som har adgang til dokumenter, der indgår som led i en sådan retssag, kan pålægges strafansvar efter straffelovens §§ 152-152 f, hvis den pågældende uberettiget bruger eller videregiver forretningshemmeligheder eller påståede forretningshemmeligheder, som den pågældende er blevet bekendt med som følge af deltagelsen i retssagen eller adgangen til dokumenterne, og som retten har identificeret som fortrolige. Dette gælder dog ikke, når retten har bestemt, at oplysningerne ikke er omfattet af denne lovs § 2, nr. 1, eller hvis oplysningerne bliver almindeligt kendte eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, som normalt beskæftiger sig med den type oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at straffelovens §§ 152-152 f finder anvendelse i tilfælde omfattet af direktivets artikel 9, stk. 1, 1. afsnit, og at dette ikke gælder, når retten har bestemt, at oplysningerne ikke udgør en forretningshemmelighed efter den foreslåede § 2, nr. 1. Bestemmelsen indebærer i den forbindelse en fravigelse af straffelovens §§ 152-152 f, da det ikke i forvejen følger af bestemmelsen, at den ikke finder anvendelse på tilfælde, hvor retten f.eks. har vurderet, at en påstået forretningshemmelighed ikke længere har en handelsværdi, fordi den er hemmelig, og således ikke lever op til definitionen i den foreslåede § 2, nr. 1.

Bestemmelsens 2. pkt. indebærer bl.a. at forpligtelsen til ikke at bruge eller videregive en forretningshemmelighed, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor forretningshemmeligheden er videregivet i et retsmøde, der ikke afholdes for lukkede døre.

Der henvises nærmere til afsnit 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 6, stk. 2, fastslår, at bestemmelsen i den foreslåede § 6, stk. 1, tilsvarende finder anvendelse på advokater, samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.

Den personkreds, der beskrives i den foreslåede § 6, stk. 2, er i forvejen omfattet af bl.a. straffelovens § 152 i medfør af retsplejelovens § 129. Med den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, sikres det dog, at også undtagelsen til straffelovens §§ 152-152 f i den foreslåede § 6, stk. 1, finder anvendelse på advokater, samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.

Der henvises nærmere til afsnit 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 6, stk. 3, fastslår, at den, der uden at være omfattet af den foreslåede § 6, stk. 1 eller 2, medvirker i en retssag vedrørende ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, eller som har adgang til dokumenter, der indgår som led i en sådan retssag, og som uberettiget bruger eller videregiver forretningshemmeligheder eller påståede forretningshemmeligheder, som den pågældende er blevet bekendt med som følge af deltagelsen i retssagen eller adgangen til dokumenterne, og som retten har identificeret som fortrolige, straffes med bøde. Dette gælder dog ikke, når retten har bestemt, at oplysningerne ikke er omfattet af denne lovs § 2, nr. 1, eller hvis oplysningerne bliver almindeligt kendte eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, som normalt beskæftiger sig med den type oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse indfører en tavshedspligt for personer, der ikke er omfattet af straffelovens §§ 152-152 f eller retsplejelovens § 129, men som deltager i en retssag vedrørende ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, eller som har adgang til dokumenter, der indgår som led i en sådan retssag, og som derigennem opnår kendskab til forretningshemmeligheder. Dette kan f.eks. være sagens parter og vidner. Bestemmelsen skal således sikre, at tavshedspligten gælder for enhver person, der deltager i en retssag om forretningshemmeligheder, eller som har adgang til sagens dokumenter, jf. direktivets artikel 9, stk. 1, 1. afsnit.

Bestemmelsens sidste pkt. indebærer f.eks. at forpligtelsen til ikke at bruge eller videregive en forretningshemmelighed ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor forretningshemmeligheden er videregivet i et retsmøde, der ikke afholdes for lukkede døre.

Bødestraffen for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse fastsættes efter straffelovens almindelige regler om fastsættelse af bøder.

Der henvises nærmere til afsnit 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 9, stk. 3.

Retsmøder er som udgangspunkt offentlige, men retten kan i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3, bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om forretningshemmeligheder. Efter retsplejelovens § 29, stk. 2, kan der derudover i borgerlige sager, efter anmodning fra parterne, træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod. Når særlige grunde taler for det, kan retsformanden i medfør af retsplejelovens § 29 e, give andre end dem, der har med sagen at gøre, tilladelse til at overvære et retsmøde, der afholdes for lukkede døre. De pågældende må i så fald ikke give meddelelse om forhandlingen til nogen, der ikke har haft adgang til mødet, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.

Retsplejelovens § 41, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser mv. efter reglerne i retsplejelovens §§ 41 a-41 c, 41 e og 41 g.

Det fremgår af retsplejelovens § 41 b, stk. 1, at enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager. Retten til aktindsigt kan dog i medfør af § 41 b, stk. 3, begrænses, i det omfang dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders forretningshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 41 c, stk. 1, at hvis der i en sag er anvendt skriftlig forelæggelse eller procedure i medfør af retsplejelovens §§ 366, 387, 850, 878 og 930 a, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf, når der er afsagt dom i sagen, medmindre dokumenterne er omfattet af et forbud mod offentlig gengivelse, jf. retsplejelovens § 31 b. Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 41 c, stk. 3, at hvis der i en sag er anvendt endelige påstandsdokumenter eller sammenfattende processkrifter i medfør af retsplejelovens § 357, stk. 1 og 2, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf fra 2 arbejdsdage før hovedforhandlingens begyndelse. Retsplejelovens § 41 c, stk. 4, fastslår, at retsplejelovens § 41 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Efter retsplejelovens § 41 d, stk. 1, kan den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, derudover forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en borgerlig sag eller en straffesag, herunder indførsler i retsbøgerne, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål. Retten til aktindsigt kan i medfør af retsplejelovens § 41, d, stk. 5, nr. 5, begrænses, i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders forretningshemmeligheder, og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af retsplejelovens § 41 e, stk. 4.

Efter retsplejelovens § 41 e, stk. 4, kan den myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, endvidere bestemme, at et dokument, der søges aktindsigt i, inden gennemsynet eller kopieringen skal anonymiseres, hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders forretningshemmeligheder, således at de pågældendes identitet ikke fremgår.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7 skal retten, når den i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed træffer afgørelse efter retsplejelovens kapitel 2, kapitel 3 a og § 339 a, tage hensyn til behovet for at sikre adgangen til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, samt til parternes og relevante tredjeparters legitime interesser, og til eventuel skade, som parterne og relevante tredjeparter måtte lide som følge af, at en anmodning om sådanne foranstaltninger efterkommes eller afvises.

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 9, stk. 3.

Det bemærkes, at hensynet til parternes og eventuelle tredjeparters legitime interesser, samt til eventuelle skadevirkninger, som rettens afgørelse måtte medføre, vurderes i forvejen at blive inddraget i forbindelse med rettens afgørelse efter retsplejelovens kapitel 2, kapitel 3 a og § 339 a. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7 indebærer således ikke en fravigelse af gældende ret, og har alene til hensigt at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 10 og 11, stk. 1-4.

Retten kan i medfør af retsplejelovens § 411 efter reglerne i retsplejelovens kapitel 40 ved et forbud eller påbud bestemme, at private og repræsentanter for stat, region og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.

Det er ikke udtrykkeligt anført i retsplejeloven, hvilke typer af sager der er omfattet af retsplejelovens regler om forbud og påbud, eller hvilke handle- og undladelsespligter et forbud eller påbud kan omfatte. Det følger dog af retspraksis, at retsplejelovens regler om forbud og påbud finder anvendelse på sager om erhvervshemmeligheder, ligesom det følger af retspraksis, at forbud og påbud kan angå f.eks. indkøb, produktion, markedsføring, afsætning, import og eksport, samt tilbagekaldelse af krænkende varer.

Forbud eller påbud kan efter retsplejelovens § 413 meddeles, hvis den part, der anmoder om meddelelse af forbuddet eller påbuddet, godtgør eller sandsynliggør, at parten har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbuddet (§ 413, nr. 1), at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud (§ 413, nr. 2), og at partens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse (§ 413, nr. 3). Efter retsplejelovens § 414, stk. 2, kan retten nægte at meddele forbud eller påbud, hvis det vil påføre modparten skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til partens interesse i meddelelse af forbuddet eller påbuddet. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den er udtryk for, at retten skal foretage en generel proportionalitetsafvejning i forbindelse med en afgørelse om midlertidige forbud og påbud.

Retten kan efter retsplejelovens § 415, stk. 1, bestemme, at parten som betingelse for meddelelse af forbud eller påbud skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres modparten ved forbuddet eller påbuddet. Retten kan desuden efter retsplejelovens § 423, hvis den meddeler forbud eller påbud, samtidig træffe afgørelse om at beslaglægge rørligt gods, hvis der er bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet. Rettens afgørelse herom træffes efter anmodning fra den part, der har anmodet om meddelelse af forbuddet eller påbuddet. Det beslaglagte opbevares i medfør af § 423, stk. 2, på partens bekostning af retten eller af den, retten bemyndiger hertil, og retten kan bl.a. betinge beslaglæggelse af, at parten stiller sikkerhed for de i § 423, stk. 2, nævnte omkostninger.

Hvis sagen om den rettighed, der påstås krænket, afgøres ved en dansk domstol, træffes der ved afgørelsen bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med beslaglagt rørligt gods, herunder gods, der er beslaglagt af fogedretten i medfør af retsplejelovens kapitel 57. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse af et forbud eller påbud i medfør af retsplejelovens § 426 eller ved dommen i en i medfør af lovens § 430 anlagt sag. Ved afgørelsen kan det beslaglagte tilbagegives den part som forbuddet eller påbuddet retter sig imod, udleveres til en rettighedshaver eller konfiskeres. Sker der konfiskation, kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af erstatningskrav, der tilkommer den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet.

Hvis sag om den rettighed, der påstås krænket, ikke allerede er anlagt ved en dansk eller udenlandsk domstol eller indledt ved en voldgiftsret, skal den, der har anmodet om meddelelse af forbud eller påbud, inden 2 uger efter at afgørelsen om at meddele forbud eller påbud er endelig, anlægge eller indlede en sådan sag, jf. retsplejelovens § 425, stk. 1. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale mellem parterne, som dog først kan indgås, når der er truffet endelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud, jf. bestemmelsens stk. 3.

Et forbud eller påbud gælder, indtil det ophæves efter retsplejelovens § 426, stk. 2 eller 3, eller bortfalder efter § 426, stk. 4. Det fremgår i den forbindelse af retsplejelovens § 426, stk. 2, at et forbud eller påbud kan ophæves helt eller delvis, hvis betingelserne for rettens meddelelse af forbud eller påbud ikke længere er opfyldt (§ 426, stk. 2, nr. 1), hvis den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet, utilbørligt forhaler sagen (§ 426, stk. 2, nr. 2), eller hvis sag efter § 425 ikke anlægges eller indledes rettidigt, hæves eller afvises (§ 426, stk. 2, nr. 3). Efter § 426, stk. 3, kan et forbud eller påbud i en sag, hvor sagen om den rettighed, der påstås krænket, skal afgøres ved udenlandsk domstol eller ved voldgift, endvidere ophæves, når afgørelsen i sagen om den rettighed, der påstås krænket, er endelig. Et forbud eller påbud i en sag, hvor sagen om den rettighed, der påstås krænket, skal afgøres ved en dansk domstol, bortfalder, hvis forbuddet eller påbuddet ikke forinden er ophævet efter bestemmelsens stk. 2, når der er afsagt dom i sagen om den rettighed, der påstås krænket, og anke ikke er iværksat inden ankefristens udløb, eller en rettidigt iværksat anke senere er frafaldet, eller andet er bestemt i dommen, jf. § 426, stk. 4.

Efter retsplejelovens § 430, stk. 1, kan den, der forsætligt overtræder et forbud eller påbud, idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder og i forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning. Sag efter bestemmelsens 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået forbuddet eller påbuddet. Det fremgår af § 430, stk. 2, at bestemmelsens stk. 1 tilsvarende finder anvendelse over for den, der forsætligt yder den, som et forbud eller påbud retter sig imod, bistand til at overtræde forbuddet eller påbuddet.

Efter den foreslåede § 8, stk. 1, kan retten, i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren, meddele forbud eller påbud efter reglerne i retsplejelovens kapitel 40, jf. dog den foreslåede § 8, stk. 2 og 4.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastslå, at retten i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheder, kan træffe midlertidig afgørelse om forbud eller påbud efter retsplejelovens kapitel 40, med den ændring, der følger af den foreslåede § 8, stk. 2, om betingelserne herfor, og § 8, stk. 4, om ophævelse af forbud og påbud meddelt efter lovens § 8, stk. 1.

Efter den foreslåede § 8, stk. 2, kan retten meddele forbud eller påbud efter den foreslåede § 8, stk. 1, hvis den part, der anmoder om forbuddet eller påbuddet godtgør eller sandsynliggør, at der foreligger en forretningshemmelighed (nr. 1), at sagsøgeren er forretningshemmelighedshaveren (nr. 2), og at forretningshemmeligheden er blevet erhvervet ulovligt, forretningshemmeligheden bruges eller videregives ulovligt, eller der er en umiddelbar risiko for ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 3).

Den foreslåede bestemmelse indebærer en fravigelse af retsplejeloven, idet retten ved en vurdering af, om der kan meddeles midlertidigt forbud eller påbud i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, skal benytte den foreslåede bestemmelse i stedet for retsplejelovens § 413. For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår der er tale om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmeligheder, henvises til den foreslåede § 4 og bemærkningerne hertil.

De øvrige regler i retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud finder fortsat anvendelse i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed.

Der henvises nærmere til afsnit 2.19.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 8, stk. 3, skal retten, i sin vurdering af, om forbud eller påbud kan meddeles efter den foreslåede § 8, stk. 1, tage hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, herunder, hvis det er relevant, forretningshemmelighedens værdi eller andre specifikke træk ved forretningshemmeligheden (nr. 1), de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte forretningshemmeligheden (nr. 2), den sagsøgtes adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 3), konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 4), parternes legitime interesser og de konsekvenser, det kan få for parterne, hvis anmodningen om forbud eller påbud efterkommes eller afvises (nr. 5), tredjemands legitime interesser (nr. 6), offentlighedens interesse (nr. 7) og beskyttelse af grundlæggende rettigheder (nr. 8).

Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 11, stk. 2, og indebærer, at retten som led i sin proportionalitetsvurdering, i det omfang det findes relevant, skal inddrage de særlige omstændigheder i sagen. Opregningen i den foreslåede bestemmelse af de hensyn, som retten kan inddrage, er ikke udtømmende.

Det bemærkes, at retten i medfør af retsplejelovens § 414, stk. 2, er forpligtet til at foretage en generel proportionalitetsafvejning i forbindelse med en afgørelse om midlertidige forbud og påbud. De hensyn, der er opregnet i direktivets artikel 11, stk. 2, vurderes således i medfør heraf i forvejen at blive inddraget i forbindelse med rettens afgørelse om et midlertidigt forbud eller påbud, i det omfang det er relevant. Hensynene er dog ikke udtrykkeligt anført i retsplejelovens § 414, stk. 2, og formålet med den foreslåede bestemmelse er derfor alene at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9.3.4 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 8, stk. 4, fastslår, at retten helt eller delvist kan ophæve forbud eller påbud meddelt efter stk. 1, når de oplysninger, der har dannet grundlag for forbuddet eller påbuddet, ikke længere udgør en forretningshemmelighed efter denne lovs § 2, nr. 1, og det skyldes årsager, der ikke kan tilregnes sagsøgte. Retten kan endvidere helt eller delvist ophæve forbud eller påbud meddelt efter stk. 1, i medfør af retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 2 og 3, samt stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse regulerer, hvornår retten kan ophæve et forbud eller påbud meddelt efter lovens § 8, stk. 1. Formålet med bestemmelsen er, at implementere direktivets artikel 11, stk. 3, litra b, samtidig med at det sikres, at retten fortsat kan anvende reglerne om ophævelse af forbud og påbud i retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 2 og 3, samt stk. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at direktivets artikel 11, stk. 3, litra a, er opfyldt med retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 3.

Efter retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 1, kan et forbud eller påbud ophæves helt eller delvist, hvis betingelserne for rettens meddelelse af forbuddet eller påbuddet ikke længere er opfyldt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis de oplysninger, der dannede grundlag for forbuddet eller påbuddet ikke længere vurderes at udgøre en forretningshemmelighed. Det er imidlertid ikke en betingelse efter retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 1, at ændringen i betingelserne for rettens meddelelse af forbud eller påbud, ikke kan tilregnes sagsøgte.

Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at retten for så vidt angår forbud og påbud meddelt efter lovens § 8, stk. 1, skal anvende lovens § 8, stk. 4, 1. pkt., i stedet for den nuværende bestemmelse i retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 1.

Efter lovens § 8, stk. 4, 1. pkt., er ophævelsen betinget af, at de oplysninger, der har dannet grundlag for forbuddet eller påbuddet, ikke længere udgør en forretningshemmelighed efter lovens § 2, nr. 1, og det skyldes årsager, der ikke kan tilregnes sagsøgte. Der vil således ikke være grundlag for at ophæve et forbud eller påbud meddelt efter lovens § 8, stk. 1, med henvisning til, at oplysningerne ikke længere udgør en forretningshemmelighed, hvis dette skyldes, at sagsøgte f.eks. har bragt oplysningerne om forretningshemmeligheden i det offentlige rum.

Efter lovens § 8, stk. 4, 2. pkt., kan forbud eller påbud meddelt efter lovens § 8, stk. 1, ophæves helt eller delvist i de tilfælde, der er anført i retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 2 og 3, samt stk. 3. Der er ikke med loven tilsigtet ændringer i anvendelsen af retsplejelovens § 426, stk. 2, nr. 2 og 3, samt stk. 3.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9.3.5 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 8, stk. 5, kan retten, som alternativ til at meddele forbud eller påbud efter retsplejelovens kapitel 40, bestemme, at den påståede krænkende part kan fortsætte med brug af forretningshemmeligheden mod at vedkommende stiller den fornødne sikkerhed for kompensation til den påståede krænkede part.

Ved udmålingen af sikkerheden kan der bl.a. lægges vægt på størrelsen af den pågældende forretningshemmeligheds værdi.

Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 5, svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 10, stk. 2, og bør særligt anvendes, når der kun er lille risiko for, at forretningshemmeligheden når ud til offentligheden, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 26.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på brugen af en forretningshemmelighed, og retten kan således ikke bestemme, at den påståede krænkende part fortsat kan videregive forretningshemmeligheden, mod at vedkommende stiller sikkerhed for kompensation.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9.3.6 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede § 9 gennemføres direktivets artikel 10, stk. 1, litra c, i forhold til rettens kompetence vedrørende forbud og påbud i sager om forretningshemmeligheder.

Efter retsplejelovens regler kan retten ikke ved forbud og påbud træffe afgørelse om, at rørligt gods som en midlertidig foranstaltning skal udleveres til den part, der har anmodet om forbud eller påbud. Retten kan således først i forbindelse med sagen om den rettighed, der påstås krænket, træffe afgørelse om, hvorledes der skal forholdes med beslaglagt rørligt gods, jf. retsplejelovens § 429, stk. 1.

Den foreslåede § 9, stk. 1, fastslår, at meddeler retten forbud eller påbud i medfør af denne lovs § 7, kan retten efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren samtidig træffe afgørelse om udlevering til denne af de formodet krænkende varer, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at de vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet.

Betingelserne for at træffe afgørelse om udlevering af formodet krænkende varer svarer til betingelserne for at træffe afgørelse om beslaglæggelse efter retsplejelovens § 423, stk. 1.

Ved vurderingen af, hvorvidt der kan ske udlevering af de formodet krænkende varer til forretningshemmelighedshaveren, forudsættes det, at retten foretager en proportionalitetsvurdering, herunder med inddragelse af hensynet til den formodet krænkende part.

Efter den foreslåede § 9, stk. 2, finder retsplejelovens § 423, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, tilsvarende anvendelse under behandlingen af en anmodning om udlevering.

Henvisningen til retsplejelovens § 423, stk. 1, 2. pkt., og § 423, stk. 4, medfører, at retsplejelovens processuelle regler for anmodninger om beslaglæggelse finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår anmodninger om udlevering, hvorved det sikres, at der er ensartede regler for anmodninger om beslaglæggelse og udlevering.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede § 10 gennemføres direktivets artikel 10, stk. 1, litra c, i forhold til fogedrettens kompetence vedrørende forbud og påbud i sager om forretningshemmeligheder.

Det fremgår af retsplejelovens § 424 og § 641, stk. 1, at fogedretten yder bistand til opretholdelse eller gennemførelse af et forbud eller påbud efter reglerne i kapitel 57.

Efter den foreslåede § 10, stk. 1, yder fogedretten bistand til opretholdelse af et forbud eller påbud meddelt efter § 8 efter reglerne i retsplejelovens kapitel 57.

Henvisningen til retsplejelovens regler medfører, at fogedretten har de samme beføjelser i forhold til forbud og påbud meddelt efter denne lov som forbud og påbud meddelt efter retsplejelovens almindelige regler.

Den foreslåede § 10, stk. 2, fastslår, at fogedretten, efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren kan træffe afgørelse om udlevering af de formodet krænkende varer til forretningshemmelighedshaveren, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at de vil blive anvendt til overtrædelse af forbuddet eller påbuddet.

Bestemmelsen medfører, at fogedretten efter meddelelsen af et midlertidigt forbud eller påbud, kan træffe afgørelse om udlevering af formodet krænkende varer, jf. direktivets artikel 10, stk. 1, litra c, under samme betingelser som anført i den foreslåede § 9, stk. 1.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 11, stk. 5.

Efter retsplejelovens § 428, stk. 1, skal den, som har opnået et forbud eller påbud på grundlag af en rettighed, som viser sig ikke at bestå, betale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort. Det samme gælder, når forbuddet eller påbuddet bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages, at rettigheden ikke bestod. Viser rettighedshaverens ret sig alene at bestå i et mindre omfang, skal rettighedshaveren betale modparten erstatning for det tab, der følger af, at forbuddet eller påbuddet har haft for stor udstrækning, jf. § 428, stk. 2. Hvis forbuddet eller påbuddet er ulovligt af andre grunde, skal rettighedshaveren betale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort, såfremt rettighedshaveren burde have undladt at begære forbud eller påbud, jf. § 428, stk. 3.

Retsplejelovens § 428 finder efter sin ordlyd ikke anvendelse på skade, som tredjemand måtte have lidt i forbindelse med et forbud eller påbud. Erstatning og godtgørelse vil i disse tilfælde således skulle afgøres efter de almindelige regler herfor.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11 finder retsplejelovens § 428, i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, tilsvarende anvendelse i forhold til tredjemand, der har lidt skade i forbindelse med et forbud eller påbud. Der er således med den foreslåede bestemmelse tale om en udvidelse af anvendelsesområdet for retsplejelovens § 428.

Krav om erstatning efter retsplejelovens § 428, stk. 1-3, herunder vedrørende tredjemands skade som følge af et forbud eller påbud, kan i medfør af retsplejelovens § 428, stk. 4, gøres gældende som modkrav under sagen, hvis denne allerede verserer ved en dansk domstol, eller ved selvstændigt søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når forbuddet eller påbuddet er ophævet eller bortfaldet, jf. retsplejelovens § 426, skal anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.

Der henvises nærmere til afsnit 2.9.3.5 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 12 og 13.

Efter gældende ret kan retten ved dom meddele endelige forbud og påbud. Dansk ret indeholder dog ikke generelle regler om anvendelsesområdet for domme om endelige forbud og påbud, ligesom der ikke i dansk ret findes generelle regler om betingelserne herfor.

Der findes flere eksempler fra retspraksis, hvoraf det fremgår, at en dom om endelige forbud kan angå en række forskellige handle- og undladelsespligter, herunder f.eks. forbud mod produktion, markedsføring og forhandling af krænkende varer, samt mod import og eksport heraf. Der er ligeledes eksempler fra retspraksis på domme om tilintetgørelse og tilbagekaldelse af krænkende varer.

Efter den foreslåede § 12, stk. 1, kan retten ved dom fastsætte en række særligt opregnede foranstaltninger i forhold til en forretningshemmelighed, når retten har fastslået, at der er sket ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, jf. § 4. Det drejer sig om ophør med eller i givet fald tidsbegrænset forbud mod brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 1), forbud mod produktion, udbud til salg, markedsføring eller brug af krænkende varer eller import, eksport eller oplagring af krænkende varer med henblik herpå (nr. 2), tilbagekaldelse af de krænkende varer fra markedet (nr. 3), fratagelse af krænkende egenskaber hos de krænkende varer (nr. 4), tilintetgørelse af de krænkende varer eller i givet fald tilbagekaldelse af varerne fra markedet, forudsat at en sådan tilbagekaldelse ikke hindrer beskyttelsen af den pågældende forretningshemmelighed (nr. 5), og tilintetgørelse af dele af eller hele dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der indeholder eller udgør forretningshemmeligheden, eller i givet fald udlevering til sagsøgeren af alle eller dele af disse dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer (nr. 6).

Det vurderes, at retten allerede efter gældende ret har mulighed for at iværksætte de foranstaltninger, der er opregnet i direktivets artikel 12, stk. 1. Dansk ret indeholder dog ikke udtrykkelige regler herom, og den foreslåede bestemmelse har således alene til formål at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Tilintetgørelse efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 5 og 6, bør ikke nødvendigvis benyttes som foranstaltning, hvis der findes andre brugbare løsninger, f.eks. at varen fratages sin krænkende egenskab, eller at varerne afhændes uden for markedet, f.eks. ved hjælp af donationer til velgørende organisationer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 28.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 12, stk. 2, skal retten, når den tager stilling til, om foranstaltninger efter den foreslåede § 12, stk. 1, kan meddeles, og vurderer proportionaliteten af sådanne foranstaltninger, tage hensyn til de særlige omstændigheder i sagen, herunder forretningshemmelighedens værdi eller andre specifikke træk derved (nr. 1), de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte forretningshemmeligheden (nr. 2), den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 3), konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 4), parternes legitime interesser og de konsekvenser, det kan få for parterne, hvis foranstaltningerne efterkommes eller afvises (nr. 5), tredjeparters legitime interesser (nr. 6), offentlighedens interesse (nr. 7) og beskyttelse af grundlæggende rettigheder (nr. 8).

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 13, stk. 1, og indebærer, at retten, i det omfang det er relevant, skal inddrage de særlige omstændigheder i sagen, når den som led i afgørelse om endelige forbud og påbud foretager en generel proportionalitetsvurdering. Opregningen i den foreslåede bestemmelse af de hensyn, som retten kan inddrage i den forbindelse, er ikke udtømmende.

Det vurderes, at retten i forvejen som led i en generel proportionalitetsvurdering vil inddrage de hensyn, der er opregnet i direktivets artikel 13, stk. 1, i det omfang det er relevant. På trods heraf er det ikke udtrykkeligt fastsat i dansk ret, hvilke hensyn der skal inddrages i rettens vurdering af, om der kan meddeles et endeligt forbud eller påbud. Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet en ændring af gældende ret, og den har derfor alene til formål at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10.3.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede § 12, stk. 3, fastslår, at når retten begrænser varigheden af foranstaltninger efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, skal denne varighed være tilstrækkelig til at fjerne enhver forretningsmæssig eller økonomisk fordel, som den krænkende part måtte have opnået som følge af ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden. Foranstaltningerne ophører, når de ikke længere er omfattet af denne lovs § 2, nr. 1, og det skyldes forhold, der ikke direkte eller indirekte kan tilregnes den krænkende part.

Den foreslåede bestemmelse stiller først og fremmest krav til, hvordan retten skal tilrettelægge foranstaltninger efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, i de tilfælde, hvor retten bestemmer, at sådanne foranstaltninger skal have en begrænset varighed. Det drejer sig om foranstaltninger, der går ud på ophør med, eller i givet fald midlertidigt forbud mod, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, jf. nr. 1, og forbud mod produktion, udbud til salg, markedsføring eller brug af krænkende varer eller import, eksport eller oplagring af krænkende varer med henblik herpå, jf. nr. 2.

Derudover fastsætter bestemmelsen regler om, hvornår sådanne foranstaltninger ophører. Det er i denne forbindelse en betingelse, at det forhold, der bevirker, at oplysningerne, der danner grundlag for rettens meddelelse af et endeligt forbud eller påbud, ikke længere udgør en forretningshemmelighed, ikke kan tilregnes sagsøgte direkte eller indirekte. Der vil således efter den foreslåede bestemmelse f.eks. ikke være grundlag for, at et endeligt forbud ophører med henvisning til, at oplysningerne ikke længere udgør en forretningshemmelighed, hvis dette skyldes, at sagsøgte f.eks. har bragt oplysningerne om forretningshemmeligheden i det offentlige rum.

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 13, stk. 1, sidste afsnit, og artikel 13, stk. 2.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 12, stk. 4, foretages foranstaltninger efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 3-6, på den krænkende parts bekostning, medmindre særlige grunde taler herimod. Foranstaltningerne berører ikke en mulig erstatning til forretningshemmelighedshaveren for den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden.

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 12, stk. 4, og indebærer, at de foranstaltninger, der er opregnet i den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 3-6, foretages for den krænkende parts regning, medmindre særlige grunde taler imod det. Det drejer sig om tilfælde, hvor retten bestemmer, at der skal ske tilbagekaldelse af de krænkende varer fra markedet, fratagelse af krænkende egenskaber hos de krænkende varer, tilintetgørelse af de krænkende varer eller i givet fald tilbagekaldelse af varerne fra markedet, forudsat at en sådan tilbagekaldelse ikke hindrer beskyttelsen af den pågældende forretningshemmelighed, og tilintetgørelse af dokumenter, eller dele heraf, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der indeholder eller udgør forretningshemmeligheden, eller i givet fald udlevering til sagsøgeren af disse dokumenter, eller dele heraf, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 13, stk. 3.

Der findes ikke regler i dansk ret, der udtrykkeligt fastslår, at retten kan bestemme, at den part, der har krænket en forretningshemmelighed, kan betale godtgørelse som alternativ til at blive meddelt et endeligt forbud eller påbud af retten.

Efter den foreslåede § 13, stk. 1, kan retten i stedet for at træffe foranstaltninger efter den foreslåede § 12, efter anmodning fra den, der vil kunne pålægges disse foranstaltninger, bestemme, at denne skal betale den krænkede part godtgørelse, hvis den pågældende person på tidspunktet for brugen eller videregivelsen hverken vidste eller under de givne omstændigheder burde have vidst, at forretningshemmeligheden var erhvervet fra en anden person, der brugte eller videregav forretningshemmeligheden ulovligt (nr. 1), gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger vil skade den pågældende person uforholdsmæssigt meget (nr. 2), og en kontant godtgørelse til den krænkede part forekommer rimelig (nr. 3).

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 13, stk. 3, og bemyndiger udtrykkeligt retten til at lade godtgørelse træde i stedet for et endeligt forbud eller påbud efter den foreslåede § 12 i tilfælde, hvor den krænkende part anmoder om det. Betingelserne for rettens anvendelse af den foreslåede bestemmelse er kumulative.

Den foreslåede bestemmelse kan f.eks. finde anvendelse i tilfælde, hvor en person, som oprindeligt erhvervede en forretningshemmelighed i god tro, først på et senere tidspunkt, herunder ved underretning fra den oprindelige forretningshemmelighedshaver, bliver bevidst om, at vedkommendes kendskab til den pågældende forretningshemmelighed kommer fra kilder, som brugte eller videregav den relevante forretningshemmelighed ulovligt. Den foreslåede bestemmelse skal i sådanne tilfælde sikre, at det undgås, at endelige forbud eller påbud efter den foreslåede § 12 påfører den pågældende uforholdsmæssig stor skade. Hvis den ulovlige brug af forretningshemmeligheden imidlertid er i strid med anden lovgivning eller vil kunne skade forbrugerne, bør den ulovlige brug ikke være tilladt, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 29.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10.3.4 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 13, stk. 2, må godtgørelse, der træder i stedet for foranstaltninger efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, ikke overstige de gebyrer eller afgifter, som den, der er dømt til at betale godtgørelse skulle have betalt i den periode, hvor brug af forretningshemmeligheden kunne have været forbudt, hvis vedkommende havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende forretningshemmelighed.

Den foreslåede bestemmelse svarer med enkelte sproglige tilpasninger til direktivets artikel 13, stk. 3, 2. afsnit, og fastsætter krav til opgørelsen af godtgørelse, der bestemmes i medfør af den foreslåede § 13, stk. 1.

Der henvises nærmere til afsnit 2.10.3.4 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 8, stk. 1, i forhold til fristerne for søgsmål.

Der findes ikke i dansk ret regler om frister for søgsmål om anvendelse af de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er foreskrevet i direktivet.

Efter den foreslåede § 14, stk. 1, skal anmodning om meddelelse af forbud eller påbud i medfør af denne lovs § 8 være indgivet til retten inden 6 måneder efter, at forretningshemmelighedshaveren har fået et sådant kendskab til den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, at forretningshemmelighedshaveren har tilstrækkelig grundlag for indgivelse af anmodningen.

Efter den foreslåede § 14, stk. 2, skal sagsanlæg med påstand om fastsættelse af foranstaltninger i medfør af denne lovs § 12, stk. 1, være indgivet til retten inden 6 måneder efter, at forretningshemmelighedshaveren har fået et sådant kendskab til den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, at forretningshemmelighedshaveren har tilstrækkelig grundlag for sagsanlæg.

Søgsmålsfristerne begynder først at løbe, når det kendskab, som forretningshemmelighedshaveren har til den ulovlige erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden, giver den pågældende tilstrækkelig grundlag for indgivelse af anmodningen eller sagsanlæg. Dette indebærer bl.a., at søgsmålsfristen først begynder at løbe, når forretningshemmelighedshaveren har indsamlet tilstrækkeligt bevismateriale til at indgive en anmodning eller anlægge sag.

Hvad der udgør et tilstrækkeligt grundlag for indgivelse af en anmodning eller sagsanlæg vil i øvrigt afhænge af karakteren og omfanget af den konkrete sag. Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at søgsmålsfristen i enkle sager typisk vil begynde at løbe tidligere end i mere komplicerede sager.

Der henvises nærmere til afsnit 2.11.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 14 om erstatning.

Efter gældende ret er ansvarsgrundlaget for erstatningskrav som følge af uberettiget erhvervelse mv. af forretningshemmeligheder som udgangspunkt et almindeligt culpaansvar. Dette gælder både for erstatning som følge af erhvervelse mv. foretaget af ansatte mv., jf. markedsføringslovens § 24, stk. 2, og foretaget af andre parter, jf. bl.a. straffelovens §§ 263, 264 og 264 c.

Den erstatning, som en skadelidt indehaver af en forretningshemmelighed i dag kan kræve ved overtrædelse af de ovennævnte bestemmelser i markedsføringsloven og straffeloven, svarer efter de almindelige erstatningsretlige regler til det økonomiske tab, som indehaveren har lidt. Den skadelidte skal således i princippet have dækket sit fulde tab i anledning af skaden, men er ikke berettiget til yderligere kompensation herudover.

Herudover følger det af markedsføringslovens § 24, stk. 3, at den, der forsætligt eller uagtsomt krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med loven, herunder en erhvervshemmelighed, skal betale et rimeligt vederlag herfor.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 skal den, som forsætligt eller uagtsomt foretager en ulovlig handling som nævnt i lovforslagets § 4 erstatte den skade, som forretningshemmelighedshaveren har lidt som følge af den ulovlige handling.

Det er i almindelig dansk erstatningsret en betingelse for erstatning, at der er sket en skade, hvormed der er lidt et økonomisk tab, og at der foreligger et ansvarsgrundlag, dvs. at skadevolderen som udgangspunkt har handlet culpøst og forvoldt skaden ved forsætlig eller uagtsom adfærd.

Det er endvidere en betingelse for, at skadevolderen kan ifalde et erstatningsansvar, at der foreligger den nødvendige årsagsforbindelse (kausalitet) mellem den indtrådte skade og skadevolderens adfærd. Herved forstås, at den skadevoldende adfærd har forøget risikoen for, at den pågældende skade indtræder. Herudover forudsætter et erstatningsansvar, at der foreligger såkaldt adækvans (påregnelighed), dvs. at skaden er en påregnelig følge af skadevoldernes adfærd. Skader, der er helt atypiske eller tilfældige i forhold til den risiko, som skadevolders adfærd har fremkaldt, falder dermed normalt uden for erstatningspligten.

Udgangspunktet efter dansk rets almindelige erstatningsretlige principper er, at alene den direkte skadelidte kan opnå erstatning fra skadevolderen. En skadevolder bliver således ikke som udgangspunkt ansvarlig for afledte tab.

Det er desuden et grundlæggende princip i dansk erstatningsret, at den skadelidte skal stilles, som om skaden ikke var indtrådt. Det indebærer, at den skadelidte skal have dækket det fulde tab, som den pågældende har lidt, herunder tabt fortjeneste og renter. Den skadelidte skal omvendt ikke have dækket mere end sit tab. Den skadelidte må således ikke opnå en økonomisk berigelse som følge af den tilkendte erstatning.

I forhold til et tab lidt som følge af en uberettiget erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed vil det sige, at skadelidte skal stilles som om, der ikke var sket en krænkelse af forretningshemmeligheden og have dækket et eventuelt økonomisk tab forvoldt i forbindelse hermed.

Den skadelidte har endvidere en pligt til at begrænse sit tab. I det omfang skadelidte forsømmer denne pligt, kan erstatningen blive reduceret tilsvarende. Den skadelidte kan således som udgangspunkt ikke få erstatning for et tab, som den pågældende ved hjælp af passende forholdsregler kunne have begrænset eller undgået.

Hvis en direkte skadelidt har formået at overvælte sit tab eller en del heraf på en anden, har den pågældende ikke længere lidt et tab og kan således ikke få erstatning for den del af tabet, der er overvæltet. Det skyldes, at den direkte skadelidte i modsat fald ville opnå en berigelse.

Den foreslåede bestemmelse stemmer dermed overens med det almindelige udgangspunkt i dansk ret, hvorefter en skadelidt har krav på at få erstattet det tab, som den pågældende har lidt som følge af en ansvarspådragende adfærd. Bestemmelsen stemmer derudover overens med udgangspunktet efter markedsføringslovens § 24, stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2, skal erstatningen fastsættes bl.a. under hensyn til forretningshemmelighedshaverens tab af fortjeneste og den krænkende parts uberettigede fortjeneste.

Kravet om, at der ved fastsættelsen af erstatningen skal tages hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste, svarer til de erstatningsregler, der gælder for immaterielle rettigheder efter bl.a. patentlovens § 58, stk. 2, og varemærkelovens § 43, stk. 2. Disse bestemmelser har gennemført artikel 13 i direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle rettigheder i dansk ret. Som det også er tilfældet efter disse bestemmelser, medfører kravet om, at den krænkende parts fortjeneste skal tillægges vægt ved beregningen af erstatningen, at en forretningshemmelighedshaver vil kunne få en erstatning, der samlet er større end det faktiske lidte tab. Det kan dog ikke forventes, at en forretningshemmelighedshaver kan få dækket både sit fulde tab samt krænkerens fulde fortjeneste. I lighed med, hvad der allerede i dag gælder for krænkelser af patenter og varemærker mv. efter bl.a. de ovennævnte bestemmelser, får domstolene efter lovforslaget mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste, giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet om krænkerens ”uberettigede fortjeneste” kan bl.a. tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket en forretningshemmelighed, der indehaves af en person eller virksomhed med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Med forslaget ændres den gældende retstilstand, idet erstatningsreglerne efter forslaget i modsætning til markedsføringslovens § 24, stk. 2, og almindelige erstatningsretlige principper giver mulighed for en friere fastsættelse af erstatningen. Der vil dog fortsat i det mindste skulle sandsynliggøres et tab, for at erstatning efter bestemmelsen bliver relevant.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at erstatningen uanset det foreslåede stk. 2 kan fastsættes til et beløb, som mindst svarer til et rimeligt vederlag for udnyttelsen af forretningshemmeligheden.

Ved rimeligt vederlag forstås i overensstemmelse med direktivet størrelsen af de gebyrer og afgifter, f.eks. en licensafgift, som den krænkende part skulle have betalt, hvis vedkommende havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende forretningshemmelighed. Begrebet svarer i øvrigt til det begreb, som er anvendt i bl.a. patentlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Formålet hermed er at sikre, at en forretningshemmelighedshaver i tilfælde, hvor det på grund af forretningshemmeligheders immaterielle karakter kan være vanskeligt at bestemmelse størrelsen af den faktiske skade, får en erstatning på et objektivt grundlag, hvor der samtidig kan tages hensyn til forretningshemmelighedshaverens udgifter til f.eks. påvisning og efterforskning af krænkelsen.

Den foreslåede bestemmelse skal således anvendes i de tilfælde, hvor retten af bevismæssige årsager finder det mest hensigtsmæssigt at fastsætte erstatningen til, hvad der svarer til mindst et rimeligt vederlag, og med mulighed for at inddrage faktorer som f.eks. udgifter til påvisning og efterforskning af krænkelsen i erstatningsudmålingen.

Med forslaget videreføres den gældende retstilstand efter markedsføringslovens § 24, stk. 3, der ligeledes fastsætter, at uagtsom eller forsætlig krænkelse af bl.a. en forretningshemmelighedshavers ret medfører, at krænkeren skal betale et rimeligt vederlag herfor. I forhold til erstatning i forbindelse med overtrædelse af bl.a. straffelovens §§ 263, 264 og 264 c, er der tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand, idet også erstatning i anledning af krænkelser begået af andre end ansatte mv., som er omfattet af de nævnte bestemmelser i straffeloven, vil blive behandlet efter reglerne i de foreslåede bestemmelser.

Det foreslås endelig i stk. 4, at der ud over erstatning kan fastsættes en godtgørelse til forretningshemmelighedshaveren for ikke-økonomisk skade.

Der findes ikke i hverken markedsføringsloven eller straffeloven hjemmel til at tilkende en forretningshemmelighedshaver en godtgørelse i dag, og der er dermed tale om en ændring af den gældende retstilstand på dette punkt.

Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 2, litra a og b, at de retsmidler, som tilvejebringes af medlemsstaterne ved implementeringen af direktivet, skal være fair, rimelige, og effektive, og have afskrækkende virkning.

Ved udmålingen af godtgørelsen kan der således bl.a. lægges vægt på den økonomiske fordel og ulempe, som er forbundet med krænkelsen.

Der henvises nærmere til afsnit 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede § 16 gennemføres direktivets artikel 16 i forhold til tvangsbøder.

Det er ikke muligt efter gældende dansk ret, som foreskrevet af direktivets artikel 16, at pålægge tvangsbøder hverken for manglende overholdelse af forbud eller påbud eller for manglende overholdelse af en dom.

Efter den foreslåede § 16, stk. 1, kan fogedretten i tilfælde af manglende overholdelse af et forbud eller påbud meddelt efter § 12 og ved fuldbyrdelse af domme, hvorved der er fastsat foranstaltninger i medfør af § 12, efter anmodning fra forretningshemmelighedshaveren, pålægge den tvangsbøder, som forbuddet, påbuddet eller foranstaltningen er rettet i mod.

Den foreslåede bestemmelse er med de fornødne tilpasninger udformet på baggrund af lignende bestemmelser i bl.a. retsplejelovens kapitel 48 a om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. I lighed med sager omfattet af retsplejelovens § 48 er det således fogedretten, der fastsætter tvangsbøder i sager om forretningshemmeligheder ved manglende overholdelse af forbud eller påbud eller for manglende overholdelse af en dom.

Efter den foreslåede § 16, stk. 2, fastsættes tvangsbøder som daglige eller ugentlige bøder, der løber indtil forbuddet, påbuddet eller foranstaltningen overholdes. Fogedretten kan dog, såfremt det findes hensigtsmæssigt, beslutte, at der fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om, at forbuddet, påbuddet eller foranstaltningen skal være overholdt på et nærmere angivet tidspunkt, ikke efterkommes.

Som anført i afsnit 2.13.2 fastslår direktivets artikel 16, at sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have en afskrækkende virkning.

Ved udmålingen af tvangsbøden kan der således bl.a. lægges vægt på den krænkende eller formodet krænkende virksomheds størrelse og den økonomiske fordel og ulempe, der er forbundet med krænkelsen. Der kan endvidere lægges vægt på forretningshemmelighedens karakter, herunder værdien og risikoen for misbrug.

Ved fogedrettens behandling af en anmodning om pålæggelse af tvangsbøder efter § 16, stk. 1, forudsættes det, at reglerne i retsplejeloven, herunder særligt kapitel 46, finder anvendelse med de fornødne tillempelser.

Tvangsbøder fastsat efter denne lov tilfalder statskassen.

Der henvises nærmere til afsnit 2.13 i de almindelige bemærkninger.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 15.

Der findes ikke regler i dansk ret om pligten til at offentliggøre retsafgørelser vedrørende krænkelse af forretningshemmeligheder. Dansk ret indeholder dog lignende regler på en række andre områder.

Det gælder f.eks. patentlovens § 60 a, varemærkelovens § 44 a, designlovens § 39 a, ophavsretslovens § 84 a, fødevarelovens § 19 c, § 15 a i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og § 26 c i lov om plantenyheder. Der findes tilsvarende en bestemmelse i straffelovens § 273, stk. 2, om ærekrænkelser.

Efter den foreslåede § 17, stk. 1, kan retten i en dom, hvorved nogen dømmes for ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, bestemme, at dommen på den krænkede parts anmodning skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 15, stk. 1, og er udformet på baggrund af lignende bestemmelser i patentloven, varemærkeloven, designloven, ophavsretslovens, fødevarelovens, lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og lov om plantenyheder, jf. ovenfor.

Det forudsættes, at en offentliggørelse i medfør af den foreslåede § 17, stk. 1, sker i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d.

De afgørelser, der offentliggøres efter forslagets § 17, kan både være straffesager og civilretlige sager. Forslagets bestemmelser gælder således naturligvis også i de civilretlige retssager, hvor der udover en påstand om erstatning, også nedlægges påstand om straf.

For så vidt angår straffesager, vil offentliggørelse i medfør af forslagets § 17, være omfattet af retsplejelovens § 1017 d, stk. 1, der bestemmer, at domme og kendelser i straffesager kun må gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

Anonymiseringen skal være så effektiv, at de pågældende ikke kan genkendes i en videre kreds. Det er således ikke nok blot at anonymisere navne og præcise adresseangivelser, hvis dommen eller kendelsen indeholder andre oplysninger, der gør det muligt at identificere de pågældende. Det kan f.eks. være nødvendigt også at udelade oplysninger om en persons erhverv eller beskæftigelse, hvis denne oplysning i kombination med navnet på den by, hvor vedkommende bor, og eventuelt vedkommendes alder og køn reelt giver en bred kreds mulighed for at identificere den pågældende. Det er også ofte nødvendigt at udelade fødselsdatoer (i modsætning til fødselsår).

Det kræves imidlertid ikke efter retsplejelovens § 1017 d, at anonymiseringen skal være så effektiv, at end ikke de nærmeste kan genkende den pågældende. Da der således vil kunne blive tale om offentliggørelse af oplysninger om en identificerbar fysisk person, vil der kunne være tale om behandling (herunder offentliggørelse) af personoplysninger, som er underlagt de databeskyttelsesretlige regler, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 1.

Det er i den forbindelse en forudsætning med forslagets § 17, at der ikke offentliggøres følsomme oplysninger omfattet af forordningens artikel 9 og 10, og sådanne oplysninger skal således på effektiv vis også udelades i forbindelse med offentliggørelsen. Offentliggørelse af personoplysninger skal i øvrigt ligge inden for databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens rammer.

Der henvises nærmere til afsnit 2.14.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 17, stk. 2, påhviler pligten til offentliggørelse den krænkende part. Offentliggørelsen skal ske på den krænkende parts bekostning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Ved offentliggørelse efter den foreslåede stk. 1 skal forretningshemmeligheden beskyttes.

Den foreslåede bestemmelse er udformet på baggrund af lignende bestemmelser i patentloven, varemærkeloven, designloven, ophavsretsloven, fødevareloven, lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og lov om plantenyheder, jf. ovenfor.

Bestemmelsen indebærer, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelse i f.eks. et dagblad skal ske med samme typer, som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter anmodning fra den krænkede part.

Ved offentliggørelse skal forretningshemmeligheden beskyttes, hvilket indebærer, at forretningshemmeligheden ikke må videregives ved offentliggørelsen, jf. præambelbetragtning nr. 31.

Der henvises nærmere til afsnit 2.14.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter den foreslåede § 17, stk. 3, skal retten, når den træffer bestemmelse om offentliggørelse efter den foreslåede § 17, stk. 1, og vurderer proportionaliteten heraf, tage hensyn til en række særligt opregnede forhold, i det omfang det er relevant. Det drejer sig om forretningshemmelighedens værdi (nr. 1), den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 2), konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 3), sandsynligheden for den krænkende parts yderligere ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 4), og om oplysningerne om den krænkende part vil være af en sådan art, at en fysisk person vil kunne identificeres, og hvis dette er tilfældet, om offentliggørelse af disse oplysninger er berettiget, navnlig på baggrund af den mulige skade, som offentliggørelsen kan medføre for privatlivets fred og den krænkende parts omdømme (nr. 5).

Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 15, stk. 3, og forpligter retten til at foretage en generel proportionalitetsvurdering, når den træffer bestemmelse om, hvorvidt der skal ske offentliggørelse efter den foreslåede § 12, stk. 1. Opregningen i den foreslåede § 17, stk. 3, af de hensyn, som retten kan inddrage i den forbindelse, er ikke udtømmende.

Der henvises nærmere til afsnit 2.14.3.2 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af bestemmelsen, at overtrædelse af § 4 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a.

Det følger af stk. 1, nr. 1, at bestemmelsen finder anvendelse for personer, der står i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et hverv for denne. Bestemmelsen omfatter således alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold eller et hverv har lovlig adgang til virksomheden.

Det følger af stk. 1, nr. 2, at bestemmelsen omfatter personer, der har lovlig adgang til den erhvervsdrivendes virksomhed. Bestemmelsen omfatter f.eks. besøgende og forretningsforbindelser.

Det følger af stk. 1, nr. 3, at bestemmelsen også omfatter personer, der i anledning af udførelse af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende.

Dette drejer sig f.eks. om rørlige ting, der tjener som forbillede ved fremstilling af nye genstande, eller som giver anvisning på en bestemt teknisk fremgangsmåde. Endvidere kan der være tale om udkast til kalkulationer og beskrivelser, der er udarbejdet f.eks. til brug ved tilbudsafgivelse, licitationer mv.

Det er et krav, at materialet skal være betroet i anledning af udførelsen af arbejdet eller i øvrig i erhvervsøjemed.

Den foreslåede nr. 3 gælder for personer, der har fået materialet betroet med henblik på udførelsen af et arbejde. Bestemmelsen omfatter således både den erhvervsdrivendes ansatte og enhver anden, der har fået materialet betroet i erhvervsøjemed. Det kan f.eks. være underleverandører, personer der har fået materialet overgivet til reproduktion eller i forbindelse med afgivelse af tilbud.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af forslaget om at ophæve markedsføringslovens § 23, idet denne bestemmelse er omfattet af forslagets § 4. I den forbindelse foreslås sanktionsbestemmelsen i markedsføringslovens § 37, stk. 5, for overtrædelse af markedsføringslovens § 23 ophævet og erstattet af en tilsvarende bestemmelse, der vedrører overtrædelse af § 4 i det foreliggende lovforslag.

Det forudsættes, at den nuværende praksis omkring strafniveauet for overtrædelse af markedsføringslovens § 23 videreføres for overtrædelser af den foreslåede § 4, jf. § 18.

Det bemærkes, at den strafferetlige forfølgelse af ulovlig erhvervelse af forretningshemmeligheder for så vidt angår personer uden tilknytning til virksomheden allerede er dækket bl.a. af straffelovens §§ 263, 264 og 264 c, og at der ikke er behov for en justering af disse bestemmelser for at gennemføre direktivet på dette område.

Den foreslåede § 4 suppleres således af straffelovens regler i bl.a. §§ 263, 264 og 264 c og de to regelsæt udgør til sammen en fuldstændig beskyttelse af erhvervslivets fortrolige oplysninger.

Det foreslås i stk. 2, at påtale kun finder sted efter den forurettedes begæring.

Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar, efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det vil fortsat være overladt til anklagemyndigheden og domstolene, om man vil rejse tiltale henholdsvis dømme i sammenstød mellem den foreslåede bestemmelse og bestemmelserne i straffeloven, eller om man vil give en bestemmelse forrang.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 9. juni 2018, som ifølge direktivet er senest mulige ikrafttrædelsestidspunkt.

Regeringens Økonomiudvalg har godkendt, at lovforslaget bliver undtaget fra de fælles ikrafttrædelsesdatoer 1. januar og 1. juli, således at loven kan træde i kraft den 9. juni 2018. Det sene ikrafttrædelsestidspunkt harmonerer med retningslinjerne for implementering af EU-regulering.

Det foreslås i stk. 2, at fristerne i § 14 tidligst udløber 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Formålet med bestemmelsen er at skabe den fornødne klarhed omkring søgsmålsfristernes ikrafttræden og i den forbindelse sikre, at fristerne ikke får tilbagevirkende kraft.

Markedsføringslovens § 23 beskytter virksomheden mod, at nogen, som har et tilknytningsforhold til virksomheden, uretmæssigt erhverver, bruger eller videregiver erhvervshemmeligheder.

Efter markedsføringslovens § 37, stk. 5, straffes overtrædelse af markedsføringslovens § 23 med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den forurettedes begæring.

Det foreslås at ophæve markedsføringslovens § 23 og § 37, stk. 5. Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende markedsføringslovs §§ 23 og 37, stk. 5, foreslås ophævet og erstattet med lovforslagets §§ 4 og 18.

Lovforslagets § 4 dækker både personer, der har et tilknytningsforhold til virksomheden, samt personer uden tilknytning til virksomheden. Dette medfører bl.a., at både personer, der har et tilknytningsforhold til virksomheden, og personer uden tilknytning til virksomheden, er dækket af de civilretlige sanktioner i lovforslaget.

Strafferetligt foreslås det at videreføre den nuværende opdeling, hvorefter personer, der indefra i virksomheden på utilbørlig måde benytter erhvervshemmeligheder eller tekniske tegninger, fremover skal kunne straffes efter lov om forretningshemmeligheder, jf. lovforslagets § 17, medens udefra kommende personer skal kunne straffes efter straffeloven.

I forhold til ulovlig erhvervelse af forretningshemmeligheder fra nogen, som har et tilknytningsforhold til virksomheden, er det vurderingen, at markedsføringslovens § 23 grundlæggende dækker de samme forhold, som lovforslagets § 4, med de undtagelser der følger af anvendelsesområdet for lovforslaget.

Lovforslagets § 4 adskiller sig dog formelt fra den gældende regel i markedsføringslovens § 23, idet § 4 bl.a. opererer med en oplistning af den kriminaliserede adfærd, mens markedsføringslovens § 23 beskriver ulovlig erhvervelse, videregivelse og brug af forretningshemmeligheder i mere generelle vendinger.

Derudover indeholder lovforslagets i § 4, stk. 1, nr. 2, en retlig standard, idet erhvervelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke er en ulovlig handling, hvis den erhverves ved enhver anden adfærd, der under de givne omstændigheder betragtes som i strid med redelig erhvervspraksis.

Denne retlige standard – redelig erhvervspraksis – er i dag indeholdt i markedsføringslovens §§ 3 og 4. Den retlige standard i direktivets § 4, er derfor allerede indeholdt i dansk ret, blot ikke i ordlyden af markedsføringslovens § 23, men som en del af markedsføringslovens § 3, stk. 1, og § 4.

Markedsføringslovens § 23 anvendes typisk i dag sammen med markedsføringslovens § 3, stk. 1, og § 4, og disse bestemmelser danner således en bred beskyttelse mod ulovlig erhvervelse af erhvervshemmeligheder. Det forudsættes, at markedsføringslovens § 3, stk. 1, og § 4 forsat kan anvendes i samspil med § 4 i lov om forretningshemmeligheder.

Samlet set er den forbudte adfærd i lovforslagets § 4 allerede indeholdt i dansk rets beskrivelse af de ulovlige handlinger – dvs. både markedsføringslovens § 3, stk. 1, § 4 og § 23 – idet disse bestemmelser har til formål at forhindre uretmæssig tilegnelse, brug og videregivelse af den fortrolige information.

På den baggrund foreslås det, at markedsføringslovens § 23 om ulovlig erhvervelse af forretningshemmeligheder ophæves, og at der indføres en bestemmelse, der i ordlyd og opbygning svarer til direktivets artikel 4 om ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse af forretningshemmeligheder, jf. lovforslagets § 4.

Den foreslåede § 4 medfører i praksis overordnet ikke en materiel ændring i forhold til gældende dansk ret for så vidt angår, hvad der kvalificeres som misbrug af en forretningshemmelighed.

Dog indeholder markedsføringslovens § 23, stk. 2 en regel om, at den der står i et tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et hverv for denne, og som har fået kendskab til eller rådighed over en forretningshemmelighed, ikke ubeføjet må viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbuddet gælder i tre år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.

Det er vurderingen, at den situation, der i dag er omfattet af markedsføringslovens § 23, stk. 2, er indeholdt i artikel 4 i direktiv om forretningshemmeligheder, og gennemført ved lovforslagets § 4, stk. 2, nr. 2, der bestemmer, at brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed uden forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling, hvis forretningshemmeligheden bruges eller videregives af en person, som har misligholdt en fortrolighedsaftale eller enhver anden pligt til at undlade at videregive forretningshemmeligheden.

Den gældende tidsfrist på 3 år i markedsføringslovens § 23, stk. 2, videreføres ikke med lovforslaget, da det er vurderingen, at denne frist ikke er forenelig med direktivets beskyttelse mod ulovlig videregivelse.

Der henvises nærmere til afsnit 2.5.3 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af straffelovens § 299 a, 1. pkt., at den, der under særligt skærpende omstændigheder gør sig skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens § 23, straffes med fængsel indtil 6 år.

Det følger endvidere af straffelovens § 299 a, 2. pkt., at som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor handlingen har medført betydelig skade, eller der er fremkaldt nærliggende fare herfor.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 299 a, 1. pkt., indeholder således en henvisning til markedsføringslovens § 23.

I det foreliggende lovforslag foreslås det med lovforslagets § 20 at ophæve markedsføringslovens § 23, som i stedet for erstattes af den foreslåede § 4.

Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i straffelovens § 299 a, 1. pkt., ændret til den foreslåede § 4.

Det fremgår af den foreslåede § 18, at overtrædelse af lovforslagets § 4 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a.

Den foreslåede § 18 finder anvendelse for personer, der står i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et hverv for denne. Bestemmelsen omfatter således alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold eller et hverv har lovlig adgang til virksomheden.

Bestemmelsen omfatter endvidere personer, der har lovlig adgang til den erhvervsdrivendes virksomhed. Det kan f.eks. være besøgende og forretningsforbindelser.

Bestemmelsen omfatter også personer, der i anledning af udførelse af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende.

I det foreliggende lovforslag foreslås det med lovforslagets § 20 endvidere at ophæve den gældende straffebestemmelse i markedsføringslovens § 37, stk. 5, for overtrædelse af markedsføringslovens § 23, som i stedet for erstattes af en tilsvarende bestemmelse i den foreslåede § 18, der vedrører overtrædelse af § 4 i det foreliggende lovforslag.

Som konsekvens heraf foreslås det endvidere, at der i straffelovens § 299 a, 1. pkt., også henvises til den foreslåede § 18.

Det forudsættes, at den nuværende praksis omkring strafniveauet for overtrædelse af markedsføringslovens § 23 videreføres for overtrædelser af den foreslåede § 4.

Det bemærkes, at den strafferetlige forfølgelse af ulovlig erhvervelse af forretningshemmeligheder for så vidt angår personer uden tilknytning til virksomheden allerede er dækket bl.a. af straffelovens §§ 263, 264 og 264 c, og at der ikke er behov for en justering af disse bestemmelser for at gennemføre direktivet på dette område.

Det foreslås i stk. 2, at påtale kun finder sted efter den forurettedes begæring.

Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar, efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det bemærkes, at det fortsat vil være overladt til anklagemyndigheden og domstolene, om man vil rejse tiltale henholdsvis dømme i sammenstød mellem den foreslåede bestemmelse og bestemmelserne i straffeloven, eller om man vil give den ene af bestemmelserne forrang.

Der henvises nærmere til afsnit 2.5.3 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Loven indeholder ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland, idet sagsområdet forretningshemmeligheder er overtaget af det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre.