Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forpligtende kommunale samarbejder § 15
Til stk. 1
Bestemmelsen fastslår, at loven træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dog således at § 1, stk. 2, der fastlægger de opgaveområder, som samarbejdet skal omfatte, først træder i kraft den 1. januar 2007.
Udpegelsen efter § 2, stk. 1, af de grupper af kommuner, der skal samarbejde efter loven, skal ske samtidig med fastlæggelsen af den nye kommunale inddeling efter reglerne i forslag til lov om revision af den kommunale inddeling. Sidstnævnte lovforslag fremsættes samtidig med dette lovforslag.
De love og lovbestemmelser vedrørende kommunalbestyrelsens opgaver, som efter § 1, stk. 2, skal være omfattet af de forpligtende kommunale samarbejder, er de bestemmelser, der fra den 1. januar 2007 vil regulere den kommunale opgavevaretagelse. Derfor foreslås, at § 1, stk. 2, først skal træde i kraft på dette tidspunkt, hvor også de forpligtende kommunale samarbejder påbegyndes, jf. § 1, stk. 1.
Til stk. 2
Efter § 1, stk. 1, skal de forpligtende samarbejder påbegyndes den 1. januar 2007. Dette indebærer, at de bemyndigede kommuner i de forpligtende kommunale samarbejder på dette tidspunkt overtager udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af samarbejderne.
Bestemmelsen fastslår, at dette også gælder behandlingen af sager, der er påbegyndt hos en anden myndighed, herunder hos den delegerende kommune eller en amtskommune. Ved behandlingen af sager forstås i denne henseende udøvelsen af alle de opgaver, der er omfattet af bemyndigelsen, herunder også faktisk forvaltningsvirksomhed.