LOV nr 414 af 13/03/2021
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer § 7
Den, der, uden at forholdet er omfattet af § 6, har modtaget en eller flere donationer, der enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, jf. § 2, stk. 1, skal returnere donationen til donatoren inden 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende blev eller burde være blevet bekendt hermed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Donationer, der ikke kan returneres til donatoren inden for fristen i stk. 1, skal overføres til en konto hos Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 7 dage efter udløbet af fristen i stk. 1, og ministeriet skal samtidig underrettes herom. Donationer i form af andet end pengebeløb, der ikke kan returneres til donatoren, skal afhændes af modtageren på vilkår, der forinden er godkendt af Udlændinge- og Integrationsministeriet, og et beløb svarende til salgsprisen fratrukket eventuelle udgifter forbundet med salget skal overføres til kontoen hos Udlændinge- og Integrationsministeriet inden for fristen i 1. pkt. Fristen i 1. pkt. kan forlænges af Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvis anmodning herom fremsættes inden udløbet af fristen i stk. 1 og der foreligger særlige grunde. Fristen i 1. pkt. kan endvidere forlænges, hvis Udlændinge- og Integrationsministeriet i øvrigt finder behov herfor.
Forarbejder til Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer § 7
RetsinformationDet foreslås i § 7, stk. 1, at den, der, uden at forholdet er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 6, har modtaget en eller flere donationer, der enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, jf. § 2, stk. 1, skal returnere donationen til donatoren inden 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende blev eller burde være blevet bekendt hermed, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse retter sig mod tilfælde, hvor modtageren først efter tidspunktet for modtagelse af en donation på over 10.000 kr. fra en person på forbudslisten bliver bekendt med modtagelsen, og hvor modtageren heller ikke på modtagelsestidspunktet burde have været bekendt med modtagelsen. Der vil i sådanne tilfælde ikke foreligge den fornødne tilregnelse til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6, og der vil derfor ikke vil være grundlag for at indlede en straffesag mod modtageren, herunder med mulighed for konfiskation.
Efter den foreslåede bestemmelse vil modtageren i sådanne tilfælde være forpligtet til at returnere donationen til donator inden 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende blev eller burde være blevet bekendt med at have modtaget en donation fra en person på forbudslisten. Det kan f.eks. være, når en forening gennemgår sit regnskab og i den forbindelse konstaterer, at foreningen har modtaget en donation på over 10.000 kr. fra en person, der er optaget på forbudslisten. Det bemærkes i den forbindelse, at organisationer, trossamfund m.v. efter anden lovgivning, f.eks. indsamlingsloven, trossamfundsloven og ligningsloven, kan have pligt til at gennemgå og indsende regnskaber. En organisation, der f.eks. har afholdt en indsamling, vil således være forpligtet til at indsende et regnskab til Indsamlingsnævnet, jf. indsamlingslovens § 3, stk. 4, og § 4, stk. 5. Regnskabet skal bl.a. indeholde oplysninger om indsamlingens samlede indtægter, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, og § 9, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 160 af 26. februar 2020 om indsamling m.v. Indsamlingsnævnet kan i forbindelse med kontrol af et regnskab kræve yderligere oplysninger fra organisationen, jf. § 8, stk. 6, og § 9, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 160 af 26. februar 2020 om indsamling m.v. Organisationen vil i forbindelse med udarbejdelsen af regnskabet kunne efterse, om organisationen har modtaget en donation fra en fysisk eller juridisk person på forbudslisten. Hvis organisationen i den forbindelse bliver bekendt med, at organisationen har modtaget en donation fra en fysisk eller juridisk person på forbudslisten – og organisationen ikke har haft forsæt eller udvist uagtsomhed på tidspunktet for modtagelse af donationen, således at der vil kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse i § 6 – vil organisationen efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, have pligt til at returnere donationen inden 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor organisationen blev bekendt med forholdet. Bliver organisationen ikke i forbindelse med gennemgangen af de modtagne donationer bekendt med en donation på over 10.000 kr., og at donationen er ydet af en person på forbudslisten, men burde organisationen være blevet bekendt hermed, regnes 14-dagesfristen også fra tidspunktet for gennemgangen af regnskabet, medmindre organisationen burde være blevet bekendt hermed på et tidligere tidspunkt.
Beløbet, der vil skulle returneres til donator, er den samlede donation, og ikke kun den del, der overstiger 10.000 kr.
Modtageren af en donation skal gøre, hvad der med rimelighed kan forventes af den pågældende for at returnere donationen. Donationsmodtageren vil typisk være bekendt med donators navn og kontaktoplysninger, som vil gøre det muligt for den pågældende at kontakte donator med henblik på at returnere donationen. I tilfælde, hvor donationen er modtaget via en bankoverførsel, vil modtageren – hvis donator ikke svarer på modtagerens henvendelser – skulle kontakte banken med henblik på at få hjælp af banken til at returnere donationen til den konto, som donationen er modtaget fra, og i tilfælde, hvor der er tale om genstande, vil donationsmodtageren skulle bestræbe sig på at returnere genstandene til donator.
Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at det vil være muligt for modtageren at returnere donationen til donator. En modtager af en donation kan f.eks. være i den situation, at det ikke er muligt at skaffe donators kontooplysninger, f.eks. fordi donator ikke svarer på modtagerens henvendelser, og banken heller ikke kan være behjælpelig, fordi kontoen i mellemtiden er lukket.
Det foreslås derfor i § 7, stk. 2, 1. pkt., at donationer, der ikke kan returneres til donator inden for 14-dagesfristen i den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, vil skulle overføres til en konto i Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 7 dage efter udløbet af fristen i stk. 1, og at ministeriet samtidig vil skulle underrettes herom.
Det vil betyde, at donationen i sådanne tilfælde i stedet skal overføres til en konto hos Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 21 dage efter, at modtageren blev eller burde være blevet bekendt med modtagelse af donationen.
Beløbet, der vil skulle overføres, er den samlede donation, og ikke kun den del, der overstiger 10.000 kr.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil i forbindelse med overførslen af donationen skulle påse, at donationen ikke har kunnet returneres til donator, og ministeriet vil derfor samtidig med overførslen skulle underrettes herom. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil f.eks. kunne påse, at donationen ikke har kunnet returneres ved at bede modtageren indsende dokumentation fra den pågældendes bank om, at det ikke har været muligt at tilbageføre donationen til donatorens konto.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 2. pkt., at donationer i form af andet end pengebeløb, der ikke kan returneres til donator, vil skulle afhændes af modtageren på vilkår, der forinden er godkendt af Udlændinge- og Integrationsministeriet, og at et beløb svarende til salgsprisen fratrukket eventuelle udgifter forbundet med salget vil skulle overføres til kontoen hos Udlændinge- og Integrationsministeriet inden for fristen i 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse sigter mod tilfælde, hvor donationen rent undtagelsesvis foreligger i form af andet end pengebeløb, f.eks. undervisningsmateriale, computere m.v., og hvor donationsmodtageren ikke kan returnere det modtagne til donator. Det kan f.eks. være, hvis donators opholdssted er ukendt, eller hvis der er tale om genstande, der som følge af deres karakter ikke kan returneres til donator.
I sådanne tilfælde vil modtageren i stedet skulle afhænde donationen på vilkår, der forinden er godkendt af Udlændinge- og Integrationsministeriet, og et beløb svarende til salgsprisen fratrukket eventuelle udgifter forbundet med salget vil skulle overføres til kontoen hos Udlændinge- og Integrationsministeriet inden for fristen. Overførslen vil således skulle finde sted senest 21 dage efter det tidspunkt, hvor modtageren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med modtagelsen af donationen.
Modtageren af donationen vil skulle kontakte Udlændinge- og Integrationsministeriet med henblik på godkendelse af vilkårene for afhændelse af donationen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil skulle godkende, på hvilken måde donationen påtænkes afhændet, f.eks. hvem donationen sælges til, og til hvilken pris. F.eks. vil Udlændinge- og Integrationsministeriet kunne godkende, at en donation i form af en bil sælges til markedspris til en bilforhandler, at en donation i form af smykker sælges til en guldsmed, der har vurderet og prisfastsat smykkerne, eller at en donation i form af kunstværker sælges på en auktion, der er arrangeret af et auktionshus.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vil endvidere skulle påse, at donationen ikke har kunnet returneres til donator. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil f.eks. kunne påse dette ved at bede modtageren indsende dokumentation for, at det ikke er muligt at fremfinde en adresse på donator, som donationen kan returneres til.
Udgifter forbundet med salget vil f.eks. kunne være betaling til et auktionshus, der står for at sælge den donerede genstand.
Det vil være hele beløbet, efter fradrag for eventuelle udgifter forbundet med salget, der vil skulle overføres, og ikke kun den del, der overstiger 10.000 kr.
Det er salgsprisen, der vil være afgørende for, om en doneret genstand overstiger beløbsgrænsen på 10.000 kr., og det forhold, at der vil skulle overføres et mindre beløb end 10.000 kr., efter at udgifter forbundet med salget er fratrukket, vil ikke have betydning for, om den donerede genstand opfylder beløbsgrænsen.
Tilfælde, hvor en doneret genstand bliver solgt for et beløb, der er under beløbsgrænsen på 10.000 kr., vil ikke være omfattet af den foreslåede ordning, medmindre salgsprisen af den donerede genstand tilsammen med en eller flere donationer overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder. Sådanne tilfælde vil f.eks. kunne opstå ved salg på auktion, hvor den endelig pris ikke kendes i forvejen. I sådanne tilfælde vil den pågældende således ikke skulle overføre beløbet til kontoen hos Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Hvis det undtagelsesvist må lægges til grund, at det ikke vil være muligt at sælge donationen, f.eks. som følge af karakteren heraf, vil Udlændinge- og Integrationsministeriet kunne godkende, at donationen destrueres.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 3. pkt., at fristen vil kunne forlænges af Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvis anmodning herom fremsættes inden udløbet af fristen i stk. 1, og der foreligger særlige grunde.
Det kan ikke angives udtømmende, hvilke særlige grunde der vil kunne begrunde en forlængelse af fristen. Det vil bero på en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag, men den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne omfatte tilfælde, hvor modtageren af donationen er en fysisk person, der på grund af alvorlig sygdom har været forhindret i at overføre donationen til Udlændinge- og Integrationsministeriet, og tilfælde, hvor donationen foreligger i form af fysiske genstande, der skal sælges, inden beløbet kan overføres til en konto hos Udlændinge- og Integrationsministeriet. I sådanne tilfælde vil fristen normalt skulle forlænges. Det gælder navnlig – men ikke kun – i tilfælde, hvor der anmodes om fristforlængelse under henvisning til, at donationen foreligger i form af svært omsættelige fysiske genstande.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der ikke gælde en maksimal tidsgrænse for, hvor længe fristen kan forlænges, men det forudsættes, at fristen ikke forlænges mere end nødvendigt.
I sådanne tilfælde, hvor der er anmodet om forlængelse af 7-dagesfristen inden for fristen på 14 dage, vil Udlændinge- og Integrationsministeriet umiddelbart efter ansøgningens indgivelse og inden 7-dagesfristens udløb skulle træffe afgørelse om, hvorvidt fristen kan forlænges, således at den pågældende inden fristens udløb er bekendt med, om ansøgningen kan imødekommes. Det vil dog være en forudsætning, at anmodningen om forlængelse af fristen er vedlagt de oplysninger, der er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse. Hvis anmodningen om fristforlængelse er begrundet i sygdom, vil ansøgningen således skulle være vedlagt en lægeerklæring, og hvis der ansøges om fristforlængelse, fordi donationen foreligger i form af fysiske genstande, der først vil skulle afhændes ved salg, vil der skulle vedlægges dokumentation herfor.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 4. pkt., at fristen i 1. pkt. endvidere kan forlænges, hvis Udlændinge- og Integrationsministeriet i øvrigt finder behov herfor.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at 7-dagesfristen for at overføre donationen eller salgsprisen fratrukket eventuelle udgifter forbundet med salget til en konto hos Udlændinge- og Integrationsministeriet vil kunne forlænges, hvis Udlændinge- og Integrationsministeriet finder behov herfor. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der ikke er ansøgt om forlængelse af fristen, og hvor det vil være tidskrævende at vurdere vilkårene for afhændelse af donationen.