LOV nr 414 af 13/03/2021
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer § 6
Den, som modtager en eller flere donationer, der enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, jf. § 2, stk. 1, straffes med bøde.
Forarbejder til Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer § 6
RetsinformationDet foreslås i § 6, at den, som modtager en eller flere donationer, der enkeltvis eller tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, jf. § 2, stk. 1, straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at det vil være strafbart at modtage en donation på over 10.000 kr. fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, og at det også vil være strafbart at modtage flere donationer, der tilsammen overstiger 10.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste.
Modtagelse af flere mindre donationer, der tilsammen overstiger 10.000 kr., inden for 12 på hinanden følgende kalendermåneder, vil således også være omfattet, blot der er tale om den samme donator. Det bemærkes i den forbindelse, at modtagelse af donationer fra flere forskellige personer i den samme organisation, fond eller lign., f.eks. bestyrelsesmedlemmer i en organisation, der er optaget på forbudslisten, og som tilsammen overstiger 10.000 kr., vil være omfattet. Det afgørende vil være, at der er tale om den samme organisation (juridiske person), og at organisationen er optaget på forbudslisten.
Derimod vil modtagelse af donationer, der hver især er på højst 10.000 kr., fra forskellige uafhængige donatorer ikke være omfattet. Det vil f.eks. kunne være i et tilfælde, hvor en organisation på forbudslisten har ydet en donation på 5.000 kr., og en person uden for organisationen har ydet en donation på 6.000 kr. til samme modtager.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6 vil være overtrådt, hvis modtageren af donationen har haft forsæt eller har udvist uagtsomhed i forhold til at modtage en eller flere donationer over beløbsgrænsen fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste.
Både simpel og grov uagtsomhed er omfattet af den foreslåede bestemmelse, og der vil således også kunne straffes, hvis donationsmodtageren har udvist simpel uagtsomhed i forhold til at modtage en eller flere donationer over beløbsgrænsen fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at tilregnelsen – dvs. forsættet eller uagtsomheden – foreligger ved donationsmodtagelsen. Den pågældende skal således på modtagelsestidspunktet enten have haft forsæt til at modtage en eller flere donationer, der er omfattet af beløbsgrænsen, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste, eller på tidspunktet for modtagelsen have udvist (simpel eller grov) uagtsomhed i forhold til modtagelsen af en eller flere donationer, der er omfattet af beløbsgrænsen, fra en fysisk eller juridisk person, som er optaget på den offentlige forbudsliste.
I tilfælde, hvor en person eller organisation m.v. fra den samme fysiske eller juridiske person på forbudslisten har modtaget flere donationer, der hver for sig er under beløbsgrænsen på 10.000 kr., vil den foreslåede bestemmelse i § 6 være overtrådt på det tidspunkt, hvor den pågældende har haft forsæt til eller har udvist simpel eller grov uagtsomhed i forhold til samlet set at have modtaget donationer, der udgør over 10.000 kr., fra en person på forbudslisten. Hvis f.eks. en organisation her i landet modtager en donation på 5.000 kr. fra en udenlandsk organisation, som organisationen her i landet er vidende om er optaget på forbudslisten, og senere modtager en donation på 6.000 fra den samme udenlandske organisation, vil den foreslåede bestemmelse i § 6 være overtrådt på tidspunktet for modtagelsen af den sidste donation.
Forsæt på tidspunktet for modtagelse af en donation vil f.eks. kunne foreligge i et tilfælde, hvor en erhvervsdrivende fond, der ifølge sin hjemmeside har til formål at yde almennyttig og velgørende støtte til kulturelle, sociale og undervisningsaktiviteter, aftaler at modtage en donation fra en dansk organisation, som fonden er vidende om er optaget på forbudslisten.
Der vil endvidere kunne foreligge den fornødne tilregnelse på tidspunktet for modtagelse af en donation i et tilfælde, hvor f.eks. en forening her i landet samarbejder med en yderligtgående udenlandsk organisation, der i en årrække løbende har ydet årlige donationer på 25.000 kr. til foreningen, men hvor foreningen, efter at organisationen bliver optaget på forbudslisten, ikke gør den udenlandske organisation opmærksom på, at foreningen ikke fremover ønsker at modtage støtte fra organisationen.
Som eksempel på fornøden tilregnelse på modtagelsestidspunktet kan endvidere nævnes et tilfælde, hvor en organisation i udlandet, der er optaget på forbudslisten, donerer støtte til en forening i Danmark via en mellemmand, der ikke er optaget på forbudslisten. Hvis foreningen i Danmark ved eller burde vide, at pengene reelt stammer fra organisationen i udlandet, og at organisationen er optaget på forbudslisten, vil kravet til tilregnelse være opfyldt på modtagelsestidspunktet.
Omvendt vil der ikke foreligge den fornødne tilregnelse på modtagelsestidspunktet i f.eks. et tilfælde, hvor en forening her i landet, der aldrig har haft kontakt til yderligtgående organisationer m.v., uventet modtager en donation fra en organisation i udlandet, der er optaget på forbudslisten.
Det forudsættes, at bøder i sager om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 6 som udgangspunkt fastsættes til et beløb, der svarer til 30 pct. af den eller de donationer, som den pågældende har modtaget, eller, hvis der ikke er tale om et pengebeløb, 30 pct. af værdien af donationen. Overordnet vil bødeniveauet i sager om overtrædelse af bestemmelsen herefter være således:
| | | | | ------------------------ | ----------------- | | Donationsstørrelse (kr.) | Bødeniveau (kr.) | | < 50.000 | < 15.000 | | 50.000-150.000 | 15.000-45.000 | | 150.000-500.000 | 45.000-150.000 | | 500.000-1.500.000 | 150.000-450.000 | | 1.500.000-5.000.000 | 450.000-1.500.000 | | > 5.000.000 | > 1.500.000 | | | | |
Dette vil betyde bl.a., at en bøde i en sag om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 6 som udgangspunkt vil skulle fastsættes til 75.000 kr., hvis der er modtaget en ulovlig donation på 250.000 kr. Beløber donationen sig til 8.000.000 kr., vil bøden som udgangspunkt skulle fastsættes til 2.400.000 kr.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.